Kunsten at være fan

Fans vil ikke være passive tilskuere, men tegner og maler karakterer fra deres favoritserier ind i nye sammenhænge. Den moderne fan er ikke medlem af en småhysterisk sekt, men udveksler tanker og kunst i et aktivt fællesskab. Selv når serierne stopper står fansene stadig tilbage
Karaktererne fra serien ’Game of Thrones’ er nogle af de fiktive figurer, der bliver flittigt tegnet og videreudviklet på fansites på nettet. Her er det Majo Herrero, der har tegnet Tyrion Lannister. Illustration: Majo Herrero

Karaktererne fra serien ’Game of Thrones’ er nogle af de fiktive figurer, der bliver flittigt tegnet og videreudviklet på fansites på nettet. Her er det Majo Herrero, der har tegnet Tyrion Lannister. Illustration: Majo Herrero

7. juni 2014

Forleden lagde Buzzfeed – en af de bedste aktører til at få opmærksomhed på nettet – en række tegninger op. Kunstneren var en brasilianer ved navn Fernando Mendoca, men det var ikke så meget hans navn, som motiverne, der havde folks interesse. Tegningerne forestillede karakterer fra hitserien Game of Thrones tegnet i Disneys grafiske stil. En sjov blanding af fiktive universer, der er blevet set over 600.000 gange på nettet. Over en halv million mennesker har altså både haft et indgående kendskab til tv-seriens karakterer og Disneys særlige streg og været interesseret nok i begge kulturprodukter, til at en tilfældig kunstners tegninger gik viralt.

Mendocas stil kaldes Fan Art, og ligesom fanfiktion er det en genre, der omformulerer andres fiktive universer, og som har opnået stor popularitet. En popularitet, der bl.a. udmøntede sig i E.L. James’ erotiske sællert, Fifty Shades of Grey, som oprindeligt var skrevet som Twilight fanfiktion. Men hvad er det, som driver fansene?

På Univesity of Chester forsker Mark Duffett i fankultur, og han har en simpel definition af denne type fans, som »ikke bare kan lide en given musiker eller bogserie, de elsker dem. Det er ikke nødvendigvis en ubetinget kærlighed – fans kan være blandt de hårdeste kritikere, hvis de skuffes over et nyt album eller en ny film – men de er passionerede og har en enorm interesse i fanobjektet.«

Det sociale fællesskab

En del fans samles på netsiden deviantArt, en platform, hvor folk kan offentliggøre deres kunst, og hvor især fan art fylder meget – tegningerne på Buzzfeed stammede f.eks. fra denne side. Jeg oprettede mig derfor som bruger, for at henvende mig direkte til fællesskabet dér med et spørgsmålet på deres åbne forum:

– Hvorfor være fan?

Flere svarede tilbage. En person med det mindre borgerlige brugernavn, Silverwraithh, skrev, at man ikke kan styre, hvad man bliver fan af: »Jeg tror ikke, du vælger at være fan. Du er bare rigtig glad for noget bestemt og får lyst til at gøre, se og læse alt, der er relateret til denne særlige ting.«

Men det er ikke kun den individuelle opslugthed, der er interessant for en fan. Silverwraithh og flere andre i debattråden lægger stor vægt på det sociale aspekt i en fankultur. Som brugeren Sachi-Pon skriver, kan det bruges til at skabe ved fælles kraft: »Du taler med andre, der har de samme følelser som dig, og derfor forstår dig totalt godt. Det er så meget bedre end bare at være fan helt alene. Sammen med andre fans kan du skabe forskellige projekter og events.«

Det er netop ideen om at skabe noget sammen – om det så er et kunstværk eller et konvent – der holder ikke bare en fankultur, men også det, folk er fans af, i live.

»Jeg mener, det er fansene med deres fan art og fan fiction, der holder tingene ’i live’ så længe. Uden dem, ville en masse historier være gemt, og en masse karakterers historier ville slutte,« skriver brugeren Cirprius.

Fanpraksis er blevet normalt

Ideen med fankunst er på den måde også at gå i symbiose med det oprindelige værk. Fanværkerne kan have lige så stor værdi for andre fans og er med til at give de fiktive universer deres eget liv, frit fra den oprindelige skaber. Originalen er blot et udgangspunkt.

Her har netportaler som deviantArt og andre selvudgivelsessider tilført en unik mulighed for at skabe fællesskaber, hvor f.eks. Harry Potter & co. bliver holdt i live.

At nettet har fungeret som et nyt samlingssted for fans peger også fanforskeren Rebecca Williams fra University of South Wales på.

»Når man ser på begejstringen omkring VM i fodbold er det tydeligt, at det ses som en helt ’normal’ og acceptabel fanidentitet at følge fodbold. Men for mindre accepterede fankulturer har de sociale medier spillet en kæmpe rolle. Før sider som Twitter og Facebook var det ofte svært at finde steder på nettet, hvor man kunne tale om ens fandom – og det at være ’online’ blev også set som et spild af tid. De sociale netværk har gjort fanaktiviteter synlige for mainstreammedier og for samfundet. Alligevel bliver visse typer fan-aktivitet – som fan art og fan fiction – stadig anset som ’mærkelige’ og ualmindelige.«

Mark Duffett bakker op om, at opfattelsen af fans har ændret sig, og mener bl.a. industrielle skift i tv-branchen spiller en rolle i, at fanaktiviteter ikke længere fremstår som ualmindelige.

»Der skete et skift fra satellit-tv til kabel-tv. Markedet blev splittet mere op, og det blev interessant at lave nicheprogrammer, der havde et mindre, men dedikeret, publikum. Fans blev de ideelle medieforbrugere at sælge til. De var trofaste og kunne bruges til at introducere nye medieplatforme. På samme tid er dvd-bokse og streaming vokset frem, og hvor man tidligere tændte for tv’et én gang om ugen for at følge sit favoritprogram, så er det nu almindeligt at se en hel serie over en weekend, bare for at kunne tale med på arbejdspladsen. Hvad der tidligere traditionelt var fanpraksis er blevet praksis for os alle.«

Duffett bemærker også, at der selv i sproget sker ændringer i opfattelsen af fankultur, hvor et begreb som fan girl f.eks. har skiftet ladning.

»Oprindeligt var fan girls kvindelige science fiction-fans, der udviste ’upassende’ følelser. De bragte elementer af kulturen omkring stjerner ind i en fanbase, der primært havde værdsat det tekstuelle. Men nu er begrebet ligesom blevet reddet, og ’fangirling’ har fået en positiv klang.«

De kreative ’fan girls’

Én af begrebets redningskvinder er Tavi Gevinson. Hun blev kendt allerede som 11-årig for sin modeblog, hvor hun fulgte tendenserne i branchen og senere blev inviteret med til de store shows. Det har hun dog stort set lagt på hylden for i stedet at investere sin energi i at grundlægge og drive webmagasinet Rookie, hvor artiklerne er i øjenhøjde med unge piger. Skribenterne er sjældent meget ældre end læserne, og her er fankultur og fanaktiviteter et helt almindeligt og værdsat område.

Sidste år blev Gevinson inviteret til at holde en tale i Sydneys Operahus om ’sin verden’, der mere end noget andet udmøntede sig i et forsvar for at være fan:

»Fangirling handler er ikke så meget om subjektet for din fandom, det er faktisk næsten udelukkende en refleksion af dig selv,« sagde hun og forklarede kort efter, hvorfor hun er mere interesseret i One Directions fans end i selve bandet: »Jeg er interesseret i entusiasmen og afvisningen af at prøve at være cool og affekteret, og i hvordan det er at elske noget, som var det en religion.«

For Tavi Gevinson er fangirling en måde at skabe identitet, men det kræver, at vi ser os selv fra et andet perspektiv.

»Det gik op for mig, at når vi tænker på personlig identitet, når vi forestiller os selv, så ser vi os selv udefra. Du ser dit ansigt og din krop gennem omverdenens blik i stedet for – hvad der for mig at se er en mere præcis repræsentation af hvem du er – hvordan du ser verden igennem dine egne øjne. (...) Jeg ser ud på alt andet, og dét er, hvem jeg er.«

Under talen viser Gevinson flere billeder fra sine dagbøger, der ikke er simple beskrivelser af hendes dage, men et sammensurium af referencer og citater fra Beyoncé, bøger, og hvad hun ellers støder på. En slags meget personlig scrapbog.

Fans er altså ikke bare i en evig søgning efter viden om deres idoler, de er også ved at forstå og danne sig selv. At være fan girl er en kreativ proces, hvor man syer sit eget kludetæppe af personer, tekster og videoklip og derefter lægger det over sig selv.

Igennem en fortolkning af populærkulturens fjerne ikoner finder de deres identitet.

Fans efter døden

Fan art er med til at holde en fankultur i live, selv når en populær tv-serie stopper eller en musiker dør. Fans bliver ved med at være fans, selvom der ikke kommer nye værker fra den oprindelige kilde. De senere år har aktive fankulturer ført til, at Netflix genoplivede komedieserien Arrested Development efter syv år i tv-skuffen, mens serien Veronica Mars blev filmatiseret efter crowdfunding fra over 90.000 mennesker, og Star Wars-fans har lavet deres egen genindspilning af klassikeren. Og Michael Jackson, udgav han ikke et nyt album forleden? Rebecca Williams har specialiseret sig i dette fænomen, som hun kalder post-object fandom, hvor fans finder måder at holde deres fankultur i live, selvom der ikke bliver skabt nye kulturprodukter.

»For mange fans er deres fandom en vigtig del af, hvordan de konstruerer selvidentitet, og når tv-serier slutter efter mange år i æteren, kan det være en emotionel oplevelse. Der er mange, som ikke stopper med at være fans, selvom der ikke kommer mere nyt. De genser og diskuterer gamle episoder, følger skuespillere og manuskriptforfatteres nye projekter, og laver fan art og fan fiction. Venskaber med andre fans lever videre online og til fankonventer.«

For fans er ikke passive tilskuere, men et kreativt fællesskab, der finder nye måder at forstå og fortolke de oprindelige værker. En skabelsestrang, der udfordrer ideen om ’originalitet’, og som har vist sig enormt stærk til at skabe varige kollektiver og kollektiv kampgejst.

– Er der nogen udløbsdato for fandom?

»Jeg tror, det kan fortsætte uden ende. Der er stadig meget stærke fankulturer omkring gamle science fiction-serier. Og fankulturerne omkring musikere som Elvis og Michael Jackson antyder, at en fankultur kan eksistere så længe, der er fans med en emotionel forbindelse til objektet. For nogle fans er selv vigtige minder som skilsmisser, forelskelser og dødsfald stærkt spundet sammen med deres fandom, men post-object fandom tillader også fans at skabe nye forbindelser og minder, og det tror jeg er en vigtig del af den varige appel.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Anders Feder

Majo Herreros tegning, "der er blevet set over 600.000 gange på nettet", er med al sandsynlighed brud på HBO's ophavsret. Herroro står således i gæld til HBO for at have reklameret gratis for deres produkt til en halv million mennesker.

anbefalede denne kommentar