Læsetid: 6 min.

Napster blev knust men deres revolution gennemført

Napster fylder 15 år, og det er svært at overvurdere pirat-fildelingstjenestens betydning for internettet, kulturindustrien og musikbranchen. Først nu er støvet ved at lægge sig efter den nukleare omvæltning af magtstrukturerne. Og nye er ved at vokse frem
Napster fylder 15 år, og det er svært at overvurdere pirat-fildelingstjenestens betydning for inter- nettet, kulturindu-strien og musik-branchen. Først nu er støvet ved at lægge sig efter den nukleare omvæltning af magtstrukturerne. Og nye er ved at vokse frem

iBureauet/Mia Mottelson

17. juni 2014

En luftballon. I indledningssekvensen til HBO-tv-serien Silicon Valley bliver fildelingstjenesten Napster fremstillet som en luftballon. I et computer-animeret Sim City-lignende bylandskab vokser en række legendariske tech-firmaer frem, og midt i byen puster Napster-ballonen sig op. Så punkterer den og falder til jorden.

Den 1. juni i år var det 15 år siden, at Napster blev søsat af 18-årige Shawn Fanning i samarbejde med vennen Shawn Parker og onklen John Fanning. Med nutidens øjne ligner den daværende brugerflade noget, der er bygget af kasserede LEGO-klodser. Men dengang var Napster en uhørt brugervenlig peer-to-peer fildelingstjeneste, der som den første tillod folk at downloade musik helt gratis, helt igennem ulovligt igennem hinandens computere. I såkaldte peer-to-peer-netværk. Ni måneder efter lanceringen havde Napster 20 millioner brugere, og på sit højdepunkt havde den 80 millioner. Napsters betydning er enorm for vores kultur og for vores online-liv. Og det er åndssvagt, at HBO sammenligner tjenesten med en punkteret luftballon. De skulle snarere have sammenlignet den med en smartbomb, der sendte seismiske chokbølger gennem hele etablissementet og forandrede underholdningsindustrien for evigt. For Fanning & Co. viste visionære kvaliteter, da de før de fleste andre anerkendte og forstod at udnytte internettets potentiale for deleøkonomi og fri distribution.

Den sindsoprivende udvikling, vi igennem de sidste 15 år har set inden for musikdistribution, blev startet med Napster. Og måske er ideer noget, der er i luften omkring os. Og sandsynligvis ville nogle andre have fundet på det samme. Men det var Napster, der tvang musikbranchen gennem en smertefuld omstilling og forudsagde den frie distribution af immaterielle værdier. Og måske er der ikke nogen, der gider downloade noget til deres computere om 10 år, men vejen til streaming blev alligevel asfalteret af Napster.

Musikindustriens reaktion var voldsom. Recording Industri Association of America lagde sag an mod Napster. Og vandt. I vidneskranken sad blandt andet Metallicas Lars Ulrich, der siden måtte sande, at det var en dum idé at dæmonisere sit eget publikum. Men panikken kaldte på åndssvage handlinger. Pladeselskaberne sagsøgte deres publikum og kaldte dem for pirater. Herhjemme var der i begyndelsen af 00’erne en kampagne, der bar ordene »Vi sagsøger dig langt ind i helvede«. Der fulgte en guillotine af pap med i pressematerialet. Og det er ikke løgn.

Manglede strategi

Lad os et øjeblik forsøge at forstå musikbranchens furore: Pludselig var alt, hvad de havde kontrolleret i stramme tøjler, sluppet fri. Alt hvad de før distribuerede ud i profitable fødekæder til pladebutikker, til journalister, radiostationer, lå frit tilgængeligt i immateriel form. Deres møjsommeligt og dybt rodfæstede magtstrukturer begyndte pludselig at smuldre. Samtidig med at de så deres faste ejendom forsvinde op i blå luft og dernæst blive downloadet – uden en eneste dollar i indtjening.

Havde de selv en strategi for den ny æra? Nej. Havde de set behovet for online-distribution komme? Nej. Valgte de så i det mindste at indgå et forlig med Napster, der forvandlede tjenesten til et – på det tidspunkt helt enestående – betalingssite? Som de så kunne tjene penge på og anvende til dermed definitivt at sætte sig i førersædet i online-revolutionen? Nej. I juli 2001 fik de i stedet lukket Napster.

De næsten to år, der gik, før Apple den 28. april 2003 kom med det første lovlige alternativ med iTunes Store, var fatale for musikbranchen. I det tidsrum forpassede man chancen for at forsone sig med sit unge publikum og komme på omgangshøjde med en udvikling, man alligevel ikke kunne stoppe. I stedet foretog giganterne sig ikke andet end at obstruere nye teknologier. Først hed fjenden Limewire, så Kazaa, så BitTorrent, og endelig diverse cyberlockers såsom Rapidshare og Megaupload (hvis servere blev konfiskeret af ingen ringere end FBI).

Man kunne også sige at fjenden hed fremskridt.

Pivåben kulturarv

Da Napster kom i juridisk uvejr, implementerede de en software, der kunne identificere og blokere for 99,4 procent af alt det ophavsretsligt beskyttede materiale, som blev downloadet i deres netværk. Men det var åbenbart ikke nok for de multinationale pladeselskaber. Fildelingsteknologien syntes at være den egentlige fjende. Forståeligt nok. Den markerede nemlig enden på de store selskabers kontrol over, hvad folk kunne – og ville – købe. Fildeling betød decentralisering og et langt fladere hierarki. I hvert fald i nogle år. Og måske lige så skræmmende: At man ikke længere kunne lokke folk til at købe et dårligt album på baggrund af 2-3 singlehit.

Metoderne var hårdhændede, og musikindustriens lobbyister har fået effektueret både fængselsstraffe og overvågning (eller forslag om overvågning) af internettet forskellige steder i verden, ikke mindst her i EU. Herhjemme – og mange andre steder – sammenlignede man i reklamer pirateri med at stjæle fysiske objekter såsom biler eller dvd’er. Men musikken og filmen var jo netop blevet immateriel, og der var således ikke tale om tyveri, men illegal kopiering.

I mellemtiden er musik blevet noget nær gratis. Det er en vandhane, man tænder for. Og engang imellem får man reklamer i munden. Hvis man altså nægter at betale. Pirateriet falder i de fleste lande, hvor der er kommet billige og let anvendelige alternativer. Napster fortalte os, at hvis man har et brugervenligt tilbud, så tager brugerne det til sig. Det forstod Apple at udnytte, da de skabte iTunes Store, og det gør YouTube, Spotify og Netflix igen i dag. Nutidens online globale jukebox blev grundlagt dengang i 1999. Napster bød på et vildtvoksende musikudbud, der stod i skrigende kontrast til et stramt kontrolleret marked, hvor industrien fastholdt skyhøje priser på cd-formatet lang tid efter, at produktionsomkostningerne var styrtdykket. Men Napster var ikke kun en gave til storfrådsende teenagere med begrænsede lommepenge, det var også en pivåben kulturarv, som langsomt, men sikkert blev gjort frit tilgængelig dengang. Det var begyndelsen på den radikale frisætning af musikhistorien, som vi nyder i dag. Vi venter ikke længere på dyre genudgivelser eller tilfældige opsamlingsplader, men kan omgående tilgå historisk lærdom. Og ikke kun tidsbarrierer, men også genreskel og grænser mellem høj- og lavkultur er blevet brudt ned. Vi oplever musik i en al-tid, hvor intet kommer i restordre.

Den sociale dimension af musik, begyndelsen på den delekultur, vi nyder nu om dage, begyndte med Napster, med nedbrydningen – eller ombrydningen – af den herskende orden. Og det har også animeret musikere til nye måder at nå deres publikum på. De kan nu selv distribuere deres musik, ja, nogle af dem er i direkte kontakt med enorme fanskarer, altså deres købere, gennem sociale medier.

Efter lukningen i 2001 genopstod Napster i amputeret form, og tjenesten lever i dag et anonymt liv som en del af musikabonnementsitet Rhapsody. På mange måder er jordskælvet ovre. Nye magtstrukturer er ved at blive knæsat. Men de er bedre end de gamle. Priserne er rimeligere, udbuddet er uendelig meget større.

Ironisk nok er stjerneproduceren Dr. Dre – der rasede mod Napster i sin tid – nu sandsynligvis blevet milliardær på salget af streamingtjenesten og hovedtelefonproducenten Beats til Apple. Uden Napster ville udviklingen aldrig være gået så hurtigt, som den er gjort. Apple ville have haft svært ved at få pladeselskaberne til forhandlingsbordet på et alternativ, de ikke selv styrede. Den positive tilgang til internettets muligheder, som man nu oplever i branchen, ville have ladet vente langt længere på sig.

Pladeselskaber deler selv

I dag er de økonomiske kurver begyndt at vende opad igen i en branche, der har været i alarmberedskab gennem mere end et årti. Monokulturen lever i bedste velgående, folk vil stadig gerne høre de samme popsange som alle andre. Og de multinationale pladeselskaber (dem der har overlevet) har store aktieandele i en af mange mulige fremtider, nemlig i Spotify.

Musiktjenesten med den største brugerandel i dag hedder imidlertid YouTube, og deres ejere, Google, er begyndt at opføre sig som de gamle dages gatekeepere ved at udnytte magtpositionen og presse priserne. I disse dage kæmper de uafhængige pladeselskabers internationale paraplyorganisation IMPALA – herunder også Danske Uafhængige Pladeselskaber – mod YouTubes nye kontraktkrav, som de mener er urimelige og skævvridende.

Så tillykke med fødselsdagen Napster. Du har forandret alt. Og så alligevel ikke helt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Lilliendahl
  • Jan Mogensen
  • Anders Feder
  • Markus Lund
Jakob Lilliendahl, Jan Mogensen, Anders Feder og Markus Lund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Men shall know common wealth again, from better searching of the heart.
We love the easy and the smart, but now with keener hand and brain, we rise, to play a greater part.
L . Cohen

Napster var fint, og måske den første øjenåbner. Men at mene de er eller var foregangsmænd for en revolution og har æren for de næste 15 års ændring i musik distribution er mere end dumt. De var de første, måske, men der stod nok andre klar rundt om hjørnet.

Facebook er heller ikke alle sociale netværks moder, selvom nogen måske tror det.

Det handler om udvikling, og udviklingen vil ske uanset om napster, facebook, instagram, twitter, osv osv var opstået. Så ville der være andre, med andre navne.

Jesper Wendt

Som i øvrigt stadig virker glimrende, men modsat napster, koster det ca 100 kr om måneden(afhænger af service udbyder).

Det er så ikke begrænset til musik. Men p2p er kommet meget med, så det er næsten spild af penge. Fordelen er man kan bruge kryptering.

Anders Feder

Stig Tanggaard: Det er vist bagklogskab. Hvis det lå lige for kan man undre sig over hvorfor pladeselskaberne ikke kom Napster i forkøbet med en downloadtjeneste. De var selvfølgelig kede af ikke længere at kunne sælge CDer med 1 hit og 14 lortenumre til 150 kr.