Læsetid 6 min.

Odin-stammens hemmeligheder

Odin Teatret er blevet sin egen myte. Men på søndag fejrer teatret i Holstebro sin 50-års fødselsdag med en ny forestilling af den 77-årige stifter, Eugenio Barba. Med stylter og masker – og usvækket tro på teatrets forvandlende kraft
Scener fra et teaters liv: Yderst til venstre Odin Teaterets forestilling ’Salene i kejserens palads’, Peru 1988, i midten Eugenio Barba fotograferet forrige år med en svane i armene. Herover teatrets brug af masker og kredsen omkring døden som tema.

Scener fra et teaters liv: Yderst til venstre Odin Teaterets forestilling ’Salene i kejserens palads’, Peru 1988, i midten Eugenio Barba fotograferet forrige år med en svane i armene. Herover teatrets brug af masker og kredsen omkring døden som tema.

Sigrid Nygaard
20. juni 2014

Nu har vi stillet os op på planken. Så må vi se, om vi går planken helt ud.«

Sådan sagde Odin Teatrets leder, Eugenio Barba, i lørdags, da Odin Teatret havde åbnet Holstebro Festuge og sin egen 50 års fødselsdagsuge i bagende solskin.

Hundredvis af Holstebro-borgere stod og så på, mens Odin-spillere på stylter og med masker blandede sig med commedia dell arte-spillere med hvide hatte og guldklædte Bali-dansere med offerblomster. Indimellem marcherede børn fra den lokale taekwondoklub, og talentdanserne fra balletskolen drejede møllemønstre. Og nogle gamle borgere trissede sågar ind med hver deres vandkande for at vande et symbolsk Holstebro-træ.

Midt i det hele løb en bronzeklædt statueskikkelse over pladsen med et stort skilt om halsen og en politimand i hælene. Holstebro-tilskuerne skreg af grin. »ER JEG MAREN?« stod der nemlig på skiltet – altså Maren fra Giacomettis skulptur Kvinde på kærre – eller Maren o æ wogn, som man siger på de kanter.

Norsk italiener

Foran Holstebro Rådhus stod den nu 77-årige, italienskfødte Eugenio Barba. Han var iført sine legendariske sandaler og sad diskret tilbagetrukket op ad rådhusmuren – med sit hvide hår blafrende i sommervinden.

Han fik øje på mig og vinkede mig hen til en af sine umiskendelige omfavnelser, som hænger uløseligt sammen med hans italienske gæstfrihed: et knus og dunk i ryggen med flad hånd. Så sagde han »Velkommen« på sit klingende norsk, der aldrig nogen sinde er blevet smittet af vestjysk.

I et øjeblik fik jeg et flash back til første gang, jeg mødte Barba. Det var i 1994 ved en danseworkshop i Dansens Hus på Nørrebro. Som ballethistoriker skulle jeg være dramaturg på workshoppen, hvor Barba ville undersøge skuespillets og dansens forskelle og ligheder. I tre uger kom jeg til at kende til den militærpræcise disciplin og den åndelige tillid, som Barba opbygger mellem performerne og sig selv som instruktør.

I Odin Teatrets verden fandtes træthed ikke. Pauserne var få. Til gengæld udviste Barba en nysgerrighed, som jeg fortsat ikke har mødt hos noget andet menneske. Og han sammenlignede den moderne dans og balletten med de danse, som han ellers havde forelsket sig i: Den indiske kathakalidans, den brasilianske candomblédans, den japanske nôh og butoh – og ikke mindst den balinesiske gambuh-dans. Med forskerens fokus på fodstillinger og fingerstrit.

I dag 20 år senere holder Barba stadig workshops. Faktisk er teatrets aktivitetsniveau så højt, at det slet ikke burde kunne lade sig gøre på et teater med kun 30 ansatte. I 2013 spillede Odin Teatret 174 forestillinger – og hele 375, hvis man medregner teatrets co-produktioner; heraf blev de 209 forestillinger endda spillet i udlandet. Det er enestående for et dansk egnsteater – og det trumfer Det Kongelige Teaters internationale samarbejde eklatant.

Nej. 50 år er ikke nogen usædvanlig alder for et teater. Det spektakulære ved Odin Teatrets fødselsdag er, at dets stifter er den samme efter alle disse år. For Barba er fortsat bossen. Og ophavsmanden til de 76 teaterproduktioner, teatret har spillet i 63 lande.

Men rundt omkring i verden er Odin Teatret blevet til Danmarks nationalteater – ligesom Holstebro i visse teaterkredse er betydeligt mere kendt end København. For Odin Teatret har som teaterlaboratorium skabt sin egen teatermetode og sin egen myte. Og med sin ISTA – International School of Theatre Anthropology – har Odin Teatret skabt et verdensomspændende teatercentrum. Dermed har Odin Teatret formet sit eget samfund af teaterfolk over hele verden. Ikke mindst gennem de såkaldte byttehandler eller barters, hvor Odin Teatret som tilrejsende viser deres teaterforestillinger, mens de lokale viser den kunst og kultur, som de er stolte af.

I dag ville man kalde det ’netværk’ og outreach. Men sådanne begreber brugtes ikke i hippiekunsten i 1960’erne. Dengang handlede det om at etablere et teater uden for det etablerede teater – et teater, der kunne fortolke samfundet, men netop ikke var del af det.

Odin Teatret blev dengang kaldt ’politisk teater’. Repertoiret i 1960’erne og 1970’erne skildrede da også samfundets apokalypse midt i Vietnamkrigen og Den Kolde Krig – og Barba har for eksempel inddraget Bertolt Brechts krigshærgede urfigurer som selvstændige manifestfigurer. Men i dag er det slående, hvor eksistentialistiske teatrets forestillinger faktisk også er: at Odin-forestillingerne stiller sig uden for tiden.

Hvidhårede gentagelser

Odin Teatret har en særlig evne til at skabe teatermiljøer, hvor de kommer frem. I 2006 befandt jeg mig pludselig med Odin Teatret på Bali – i en lille landsby, hvor de unge susede frem og tilbage til byens tempel med madoffergaver på deres scootere.

Inde i templet hersede Barba med skuespillerne. Det var Odin Teatrets første prøver på Ur-Hamlet, hvor Barba blandede sine egne skuespillere med de balinesiske gambuh-dansere. Alle adlød den hvidhårede mester. Alligevel gik der kludder i kulturudvekslingen. En skøn sangerinde var ved at gøre Barba rødglødende. Men jo, hun ville da gerne gentage scenen – og så sang hun, så hårene rejste sig, og tårerne løb.

»Nej,« råbte Barba. »Du skal gøre det, lige som du gjorde første gang.«

»Ja, selvfølgelig,« sagde kvinden – og så sang hun noget helt tredje. Og sådan blev det ved.

Stædige skuespillere

Den prøve viste, hvor systematisk og præcist Barba har arbejdet med sine egne skuespillere. Hans nærmeste skuespiller var nordmand Torgeir Wethal, der var med til at stifte Odin Teatret i Oslo som bare 17-årig i 1964. Lige som Barba var han dybt inspireret af den polske teaterteoretiker Jerzy Grotowski og af den polske skuespiller Ryszard Cieslak – og han var del af Odin Teatret, lige indtil han døde i 2010. Den norske skuespiller Else Marie Lauvik var også med til at stifte teatret og spiller stadig med – denne uge i Memoria sammen med Odin-musiker Frans Winther.

Skuespilleren Iben Nagel Rasmussen kom til Odin Teatret i 1965 og er fortsat teatrets uudgrundelige maskediva. Danskeren Tage Larsen kom til Odin Teatret i 1971, og tre år senere sluttede både den engelske skuespiller Julia Varley og den italienske Roberta Carreri sig til gruppen. Og i dag består ensemblet også af den danske skuespiller Kai Bredholt, den danske guitarist Jan Ferslev, den italienske violinist Elena Floris, den canadiske skuespiller Donald Kitt – og den blot 25-årige, colombianske skuespiller Sofia Monsalve som teatrets yngste.

Iben på streaming

Ingen af disse skuespillere vil være til stede på Det Kongelige Teater på søndag, når Årets Reumert uddeles. For da udspilles Odin Teatrets 50 års fødselsdagsforestilling At udmåle tiden, der kun spilles denne ene gang. Det formildende er, at Odin Teatret livestreamer – og at Reumert-festen tilsvarende kan opleves på DR K.

Simultant arbejdes der garanteret også med Odin-inspirerede teaterprojekter rundt om i verden, for alle Barbas skuespillere fungerer også som instruktører internationalt. Først og fremmest i Italien, hvor Teatro Potlach og Dario Fo hører til Odin Teatrets inderkreds. Men også en del i Sydamerika – og i de senere år i lande som Taiwan og Kina.

Ved teaterfestivalen sidste år i Wuzhen ved Shanghai blev Barba hyldet som en af teaterhistoriens mestre. Akkurat ligesom det skete ved Grotowski-festivalen i Wroclaw i Polen i 2009. Barba er ikke blot æresdoktor ved mere end 10 universiteter. Barba er stjerne – og hans skuespillere er hans uundværlige instrumenter.

Stammen og borgmesteren

Efter åbningen i Holstebro i lørdags var vi et par gamle Odin-væbnere, der slentrede ned ad gågaden. DR’s journalist Jørgen Anton indrømmede, at han ikke havde fulgt Odin Teatret fra begyndelsen, men ’kun’ fra 1965.

»Når du holder af Odin Teatret, er du del af en stamme,« sagde han med livsklang på stemmen. Og vi andre blev stille.

På en café nede ved torvet stod Holstebros borgmester H.C. Østerby.

»Det med mærkelige mennesker på stylter var noget, man ikke forstod, dengang Odin Teatret kom til byen i 1966,« sagde han oprigtigt. »Men det er noget, man har taget til sig i dag. Odin Teatret har flyttet vores bevidsthed.«

Og så lavede borgmesteren den uundgåelige, lokale stolthedssammenligning:

»I dag er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved ’Maren’,« sagde han med 200 millioner kroners tilfredshed i stemmen. »Det er det samme med Odin.«

Hvad så nu?

Mange spørger, hvad der vil ske, når Barba ikke længere er der til at lede Odin Teatret. Men alle får kun skæve smil som svar. Desuden er skuespilleren Julia Varley allerede den koordinerende kraft bag teatrets festivaler, og hun er også primusmotor i det verdensomspændende The Magdalena Project for kvindelige teaterkunstnere.

Men mange tænker, at Odin Teatret aldrig bare vil kunne dø. For Odin Teatret er så meget mere end nogle forestillinger og nogle sale. Odin Teatret er et fællesskab og et syn på verden – og en eksistentiel nysgerrighed.

Samtidig er det ingen hemmelighed, at alle Odin Teatrets forestillinger på en eller anden måde handler om døden. Aldrig har skuespillere haft så mange kraniemasker som hos Odin Teatret. Da Ur-Hamlet spillede i Ravenna i 2006 fik Barba det til at se ud som om, han satte ild til slottet bag scenen, bare for at vække tilskuerne med billeder af, hvordan det nuværende Europa vil blive udslettet, når det overtages af vrede flygtninge fra Afrika og Østeuropa lige om lidt. Og i Det Kroniske Liv fra 2010 viser Barba, hvordan vi i vores civilisation bliver ved med at slå hinanden ihjel, men også hvordan det aldrig vil lykkes for os at begå kollektivt selvmord.

Barba er jo modsætningernes mand. Også når han går helt ud på det yderste af planken. Herude findes det irrationelle i Barbas dramatik. For lige så kynisk, Barbas univers kan synes, lige så følelsesmæssigt voldsomt og næstekærligt nænsomt er det også. Lige på kanten til det religiøse.

Eller som en replik lød i Andersens Drøm tilbage i 2004:

»Man siger, at den helligste dag af alle, er den dag, vi dør.«

Odin Teatrets 50 årsforestilling, ’At udmåle tiden’, kan følges søndag den 22. juni kl. 14-24 på: http://new.livestream.com/OdinTeatretLiveStreaming/50years

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu