Baggrund
Læsetid: 5 min.

På scenen kan man godt sige, at i fremtiden er der intet økonomisk system

Krisen har sat sig som en angstpræget erfaring, som kunsten kan løsne op, mener dramaturgen Tanja Diers, der har sammensat det økonomikritiske program ’Follow the Money’ under den aktuelle teaterfestival CPH Stage. I fem forestillinger arbejdes der med at gøre abstrakte pengestrømme til konkrete fortællinger og åbne rum, hvor vi kan forestille os andre fremtider
I forestillingen ’Cmmn Sns Prjct’ investerer to performere deres egne kroppe i ’vareudvekslinger med publikum’ og skaber ’et mikrokosmos med bytteøkonomi’, forklarer dramaturg Tanja Diers.

Gerhard F. Ludwig

Kultur
21. juni 2014

Strubesang og en monoton klang af bedeklokker fylder et lille, mørkt rum. Der hersker en koncentreret stemning. Vi føler en samhørighed, fordi vi først har foretaget en rituel fodafvaskning i fællesskab. Her sidder publikum ansigt til ansigt på fire stolerækker, mens to skæggede mænd roligt og underfundigt indvier os i forskellige typer af digitale algoritmer, som på milliontedele af sekunder døgnet rundt gennemfører et astronomisk antal valutatransaktioner med en ubegribelig kompression af tid og rum. Algoritmerne har navne som ’Guerillas’, ’Snipers’, ’Sniffers’ og ’Spoofers’, får vi at vide. Som en slags menneskeskabt guddom agerer algoritmerne helt uafhængigt af menneskelig indblanding.

Pengene sender os i en retning

Vi befinder os til performancestykket Three White Soldiers. Johan Fors-man og Anders Paulin hedder de to svenske kunstnere, som i en slags shamanistisk seance har forsøgt at trænge ind i finanskapitalens allerhelligste og blotlægge de dunkle markedsmekanismer, som hele vores liv er underkastet.

Det handler om at gøre økonomiske fænomener relaterbare, forklarer Tanja Diers, der er dramaturg på Sort/Hvid. Hun har kurateret programmet »Follow the Money« under den københavnske scenekunstfestival CPH Stage, som tæller Three White Soldiers og fire andre forestillinger.

Hun mener, at scenekunsten skal tage den økonomiske krisetilstand under behandling, fordi det er en måde at åbne et ellers meget abstrakt, komplekst og angstpræget emne op for diskussion.

»Kan vi gøre noget andet end det, vi gør nu? Er der et alternativ til vores markedsøkonomi? Forestillingerne forsøger at være kritiske, fantasifulde og opfindsomme i forhold til at give nye bud på mulige løsninger,« siger Tanja Diers og forklarer, at der i programtitlen »Follow the Money« også ligger et fremtidsperspektiv: Pengene sender os i en bestemt retning, som vi enten kan følge eller lade være.

Sort/Hvid – som ligger i Skindergade og førhen hed Caféteatret – har i et stykke tid arbejdet indgribende og samfundsengagerende med at hive kapitalkritikken ind på scenen. For nylig med forestillingen Point Omega, der foregik i en nedlagt bank.

»Follow the Money« er tænkt som en fortsættelse af de undersøgelser. Fælles for de fem aktuelle forestillinger er, at de alle forholder sig til den krisetid, vi befinder os i.

For eksempel ved at udgrave de personlige og private fortællinger, der knytter sig til pengeøkonomien. Forestillingen Trust er baseret på research, hvor performancekunstneren Andreas Liebmann sad 14 dage på Købmagergade med nogle skilte, hvor der stod »Er du rig? Fortæl mig om det.« Shoppende forbipasserende kunne komme og fortælle spontant om deres oplevelser med penge.

»På den måde bliver noget så abstrakt som global økonomi helt konkret og nærmest intimt,« siger Tanja Diers.

Utopier på scenen

I sin kuratering af »Follow the Money« har Tanja Diers taget udgangspunkt i sin egen undren over økonomiens obskure årsagssammenhænge. Da finanskrisen kom, begyndte kryptiske udtryk som subprime, boligboble, bjørnemarked, hedge funds og three white soldiers at flyve gennem luften.

»Jeg tænkte, at jeg bliver nødt til at forstå det her svært gennemskuelige økonomisprog, som er meget markant i mediebilledet. Man kalder en økonom ind, hvis man skal have svar på, hvordan samfundet skal udvikle sig. Det er, som om dem, der førte os ind i krisen, også skal føre os ud af den igen.«

I modsætning til det floskelprægede ekspertsprog om at sætte gang i væksten, øge privatforbruget, skabe arbejdspladser og få gang i hjulene, så kan scenekunsten sige nogle andre ting. Den kan formulere utopier, modbilleder og fortilfælde. Den kan fantasere om, hvad der ville ske, hvis der ikke længere var penge imellem os.

»På scenen kan man godt sige: I fremtiden vil der ikke være noget økonomisk system. Det behøver ikke blive modsagt. Man kan fremsætte det, og så kan publikum selv reflektere over det: Hov, hvad vil det egentlig betyde? Man kan åbne for, at vi kan tænke mere frit.«

Det sker for eksempel i Cmmn Sns Prjct, hvor to performere investerer deres egne kroppe i vareudvekslinger med publikum og skaber et mikrokosmos med bytteøkonomi, forklarer Tanja Diers.

Du bestemmer selv handlingen

»A: I fremtiden vil der kun eksistere en eneste gigantisk by. Den vil dække hele jorden – alle have, alle bjerge, alle ørkener, alle skove, alle landområder vil bare være en enorm, overbefolket by, og alle mennesker vil bo det samme sted. B: I fremtiden vil der være krig, og alle bliver nødt til at leve under jorden.«

Sådan lyder programteksten til gæstespillet Tomorrow’s Parties af den britiske performancegruppe Forced Entertainment. Her kan publikum kan selv være med til at bestemme handlingen. Gennem en opremsning af alle tænkelige fremtidsscenarier kan man vælge, om man vil være med til at fastholde det økonomiske system, vi har nu, eller om man vil være med til at lægge det i graven.

Fire ud af de fem stykker under »Follow the Money« er performances. Og performancegenrens styrke er, at løsningerne og slutningerne ikke ligger klar på forhånd, forklarer hun.

»Performance arbejder ikke med en såkaldt fjerde væg imellem optrædende og publikum. Man kan godt bare tale ud til publikum og involvere dem. Og man kan nå at fortælle ret mange flere historier, hvis man ikke bare har ét narrativ. Performancegenren behøver ikke holde sig til ét narrativ.«

Ved at have mange parallelfortællinger i spil kan man undgå at blive belærende – en risiko, man altid løber, når man forsøger at lave samfundsengagerende kunst.

»Forestillingerne forsøger at have mange mulige udfald, som gør, at man hæver sig op over at blive moraliserende, fordi man ikke vælger én pointe, men mange.«

Tanja Diers synes i det hele taget, kunst er mest interessant, når den tager samtiden op og forsøger at gribe ind i den virkelighed, vi alle sammen er en del af. Det er vigtigt at tematisere kriseerfaringerne, for »krisen ser ud til at være en permanent tilstand, som vi skal lære at leve med«, som hun siger.

Inden for scenekunsten ser hun en tendens til, at man godt tør vedkende sig, at man laver politisk kunst.

»Man tør godt være samfundsengageret. Kunsten skal ikke kun være æstetik. Den skal forsøge at finde ud af, hvilken æstetik, der bedst muligt angriber et politisk emne.«

Programmet ’Follow the Money’ under teaterfestivalen CPH Stage rummer fem forskellige forestillinger og løber frem til lørdag den 21. juni

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her