Læsetid: 7 min.

Det perverse pigeblik

Det ornamenterede og yndige bliver pigevulgært, kritisk, kosmisk og konet hos nye digtere, som er født i 1990’erne. Den gurleske litteratur er kommet til landet
Det søde, det yndige, det lyserøde og pigede nips ophobes i forskellige yngre digteres universer, så det bliver vulgært og væmmeligt. Man er Lolita, men man er også den vamle gamle mands blik på ungnymfen.
6. juni 2014

En digterven spurgte mig for nylig, om jeg havde lagt mærke til en tendens til ornamentik blandt helt unge forfattere, til snirklede sætninger, tekster fulde af skønne ting: perler, stjerner, guldværk?

Der er noget om det. Uden at ville insistere på et generationstræk synes jeg, at man hos 1990’erfødte digtere som Cecilie Lind, Ninette Larsen og Signe Gjessing finder en tilbøjelighed til udsmykning, til anrettethed.

I Sverige har forfattere og litterater i nogle år talt om ’det gurleska’. Begrebet kommer af amerikansk gurlesque, en sammenskrivning af girl og grotesque/burlesque/carnivalesque, og kan forstås som en performet pigethed, en valgt overdrivelse eller pervertering af det yndige.

Det gurleske kan forstås som en feministisk gestus, at tage det lillepigede på sig og destabilisere det indefra. Som når Sara Stridsberg i Darling River arbejder med Lolitamyten, lader Lolita tale, stille sig an og til sidst gå til grunde. Eller når Martina Lowden i romanen Allt fra 2006 skriver om, »hvordan verden ser ud sigtet gennem sukkermasse, som er lyserød og mat«. Det søde hviner; det poesibogsagtige bliver så tykt insisterende, at det udstyres med en paradoksal aggression.

Kan det gurleske anvendes som en nøgle til nye læsninger af unge, danske litterære forfatterskaber?

Den danske digter Cecilie Lind (født 1991), bidrog sidste år til et gurlesk-temanummer af det svenske, litterære nettidsskrift Et lysande namn med digtteksten »Okay på græs«, hvori det sødtøsede blandes op med en selvbevidst sexethed.

»Som perler på en snor bærer renvaskede trusser blafrer i brise fastgjort med klemme et blonderet stof at lægge mærke til sarte klæders æggende karakter pirrer mig med løfte om artigt at sexe skød op i aftenrøden en nedgangssol at sysle sin melankoli kælen under observation er jeg til stadighed en bitch.«

Selv siger Lind om det gurleske: »Det er interessant, hvordan man kan spejle sig i Lolitafiguren i en begærlig leg med det yndige: Det er sommervarme, katte, kjoler, trusser på en tørresnor. Samtidig inkorporerer man et fremmed blik: Man er Lolita, men man er også Humbert Humberts blik på Lolita. Man tillader sig selv at kigge perverst på sin egen ungpigekrop, man performer lillepigen for sig selv – og imens kan jeg sidde og lege gammel, vammel mand.«

Også formen leger med det lillepigede og rablende, der er ingen tegnsætning og ingen gennemgående fortælling, men en legesyg ordkarrusel.

»Min m¢åde at skrive på,« forklarer Lind, »kommer jo af en inderlig, ren fascination af det yndige sammen med bevidstheden om, at det yndige kværker en, så snart det bliver for meget. Lige så fascineret man er af det pigede, lige så interesseret er man i det svulstige, i for-meget-heden. Nysselighed er jo netop ikke rod, kaos, men så snart det nysselige nips ophobes, bliver det vulgært og væmmeligt: en kæntret bunke nips. Så snart du har mere end fem pynteting – muslingeskaller og duftlys – er de ikke længere smukke, men hysteriske.«

Man kender det fra filmsproget: Hvis en karakter har en eller flere porcelænsdukker stående, er hun sandsynligvis seriemorder.

Væltede vitrineskabe

Det ophobede og ornamenterede stiltræk finder man også hos Ninette Larsen (f. 1994), som debuterede dette forår. Da jeg anmeldte debuten Hybrid, var en karakteristik, der ikke kom med i den færdige anmeldelse, at hun »skriver som et væltet vitrineskab«. Hvilket skulle illustrere, at Hybrids tekster er kaotiske, men også fine som glas og krystal. Måske er det væltede vitrineskab beslægtet med Cecilie Linds kæntrede nipshylde?

Hvis Ninette Larsens skrift er gurlesk, er den det nærmere på en androgyn end på en piget måde. Her dyrkes også det yndige og sarte, men ikke som Lolitakitsch – snarere bliver den spinkle, blege krop sat over for det opulent ornamenterede, det tunge og gyldne, hvilket skaber en dekadent, barok effekt: »Vi sidder så tæt på døtrene, vi holder af døtrene, vi kan lide døtrenes tunge ringe, deres tynde kroppe.«

Larsens tekster er voldsomt møblerede, der er en overdådighed af smukke, vulgære rekvisitter. Hun skriver om »døtrene«, som er en sværm af spæde, rosenkindede ungpigekroppe. »Døtrene har sødmen malet i ansigterne, den sidder i buketter på halsen, den svulmer op og bliver den vulgære sødme.«

Der sker en mærkelig forskydning i måden, de barnlige kroppe begæres på: »Vi har ikke lyst til at se på døtrene, når de er sådan, vi kan ikke lide døtrene, når de står og hænger tungt over stoleryggen, når de slikker os i nakken og kalder os slemme mama, vi ser perversionen hos døtrene som vores egen perversion.«

Det perverse er uhåndgribeligt, det glider mellem de unge piger og tekstens vi, det blik, der ser på dem.

Kosmisk kirkestemning

Hvis der er noget tungt barokt over Hybrids ornamenterede, forgyldte, forfinede stil, så er der i Signe Gjessings (f. 1992) debutdigte Ud i det u-løse (2014) snarere en stemning af kosmisk rokoko. Hvis vi altså forstår rokoko som en lettere og renere udgave af barokken, en form for indretningskunst, der dyrkede det lysfyldte, åbne og pastelfarvede med høje vinduer ud mod himlen, spejle og ciseleret ornamentik.

Rokokorummet er åbent og svævende. Man kender fornemmelsen fra malede kirkelofter, hvor der er fiflet med perspektivet, så man i stedet for stenloftet ser op i lyse himle med engle, stjerner og gyldne skyer. Og se nu hos Gjessing: »loftshøjden slutter sig til den åbne himmel / og græsser og sparker ud til alle sider, jeg tror ikke, at vi behøver / bruge døren i dag // når himlen hældes på rummets lædersæk er stjernerne indirekte; / sekunderne viser sten frem som om de skulle / giftes.«

Hos Gjessing er der også lag på lag af billeder, men de er lyse, æteriske og uendelige, her er mere kosmisk kirkestemning end hysterisk pigeværelse. Digtene er kønne, endda yndige, men det er en luftig, transparent ynde: »kirsebærblomster hober sig op / til / stjernehobe. / De forveksles som to mapper. // Rosa blade lyser / op / som skilte over / ordsprogets exit. // Vi er i luften. // Sødmælk står og taber vægt / så længe.«

Sødmælk, stjernehobe, rosa kirsebærblade mellem hinanden i luften. En yndighed, som ikke forsøger at puste sig op og blive kvalm. Eller hvis den fremkalder kvalme i læseren, så er det som følge af, at rummene i Gjessings digte ikke hænger sammen, de er umulige, hvis man vil placere dem inden for naturlovenes – eller grammatikkens – koordinater. Men man kan også overgive sig til det svimle i de svævende billeder:

»Sommetider trækker vinden huden væk under dig / som dugen under kuverter, der bliver stående. Du / ryger ikke ned. / Jeg klatrer. Min hud er hæftet i min guds ene side. Det er straks mere / alvorligt. / Du spiser digte og bliver / digtfarvet. / Du er alt for synlig i majnatten, råber jeg / til dig oppe fra træet.«

Signe Gjessing pointerer, at det æstetiske hos hende ikke er pynt: »Det æstetiske er ikke en skønhed, der lægges til tingene, men en måde at sanse og nå tingene i verden. Jeg bruger f.eks. ikke adjektiver. Jeg forbinder mig ikke med det pigede – hvis det endelig skal være, er det mere det konede: den konede forsigtighed og bekymrede stemme i digtsamlingen. Det konede hænger sammen med interiøret, med værelset, hjemmet: verdensrummet i et inderum.«

Det kritiske ærinde

Cecilie Lind fortæller, at hun godt kan se nogle forbindelser mellem Gjessings skrift og sin egen, selvom deres digteriske temperamenter er vidt forskellige, og det gurleske f.eks. ikke spiller nogen rolle hos Gjessing.

»Det er,« siger Lind, »som om Signe Gjessings digte nærmere kommer fra stjernerne end har noget begær efter at eje stjernerne.«

Selvom måderne, hvorpå Lind, Larsen og Gjessing arbejder med et element af yndighed, er forskellige, så er de fælles om en ornamentering af teksten, der har været ret fraværende blandt de lidt ældre, men stadig unge, forfattere (født en eller anden gang i 1980’erne), som er debuteret de seneste par år. Her har der i stedet været fokus på intensitet, på kroppen og kønnet, det autobiografiske, en vis rå autenticitet.

En vigtig afvigelse fra den opdeling er Olga Ravn (f. 1986), som både i Jeg æder mig selv som lyng (2012), Mean Girl (2014) og på sin blog skriver fra et kritisk, selvbevidst pigeværelse, som både elsker og hader det nuttet pyntede.

Den overlæssede, pyntede stil kan godt have et kritisk ærinde, f.eks. fortælle om følelsen af at være omringet af krav og billeder af, hvordan man er ung (kvinde) på en rigtig måde, som man på den ene side kan gennemskue som konstruerede og på den anden side håbløst begærer.

Cecilie Lind husker at være blevet anmeldt for sit bidrag i Forfatterskolens antologi med et godt råd om at huske at være bevidst om en sproglig økonomi med en bemærkning om, at hun ikke vidste, hvornår hun skulle tie stille, hvorfor læseren »drukner i ordspil og indrim«.

»Men det er jo netop hensigten,« argumenterer Lind. »Ophobetheden, den uhæmmet svulmende tekstkrop, som vokser rundt om den spinkle pigekrop – at videregive den erfaring, det var netop pointen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Elsebeth Schiller

"Vera winkelwir. Man siger om hende, at hun ligner de ting hun omgiver sig med.
Jo mere plastic og lak, jo flere mønstrede nylonstrømper og puttenuttede pigekjoler, desto mere vera-agtigt." (Kirsten Hammann, 1993)

- sir jeg altså bare :-*