International kommentar
Læsetid: 4 min.

Postmand Per kommer ikke længere

Engang var postvæsnet en af den europæiske civilisations vigtigste institutioner. I dag er hovedpostkontorerne tomme. Postbuddet er blevet symbolet på alle de mellemmænd, som er dømt til udryddelse. Borte er snart alle lektører, kopister, stenografer, sekretærer og korrekturlæsere
Kultur
18. juni 2014

At vente på posten hørte tidligere til mit livs mest sublime stunder. Om sommeren kom Postmand Per møjsommeligt cyklende op ad grusvejen. Jeg kunne allerede se ham på lang afstand, når han nåede ind i svinget nede ved engen. I sin store lædertaske havde han aviser, breve og regninger. I solskin og regn ventede jeg på ham. Regnede det, havde Postmand Per et stort plasticregnslag over sig. Men som jeg husker det, skinnede solen for det meste dengang. Imens jeg lå i græsset ved postkassen, læste jeg så i aviser og blade om Sven Davidsons bedrifter ved Wimbledon og verdens gang i øvrigt. Tv havde man ikke på landet, og radioen stod i køkkenet, hvor vi kun var, når vi sad til bords. Og så skulle den være slukket.

Årtierne gik, og jeg fortsatte med at vente på posten. I Sverige og i Centraleuropa. I storbyer fik man dog sjældent et personligt forhold til sit postbud. I stedet skulle man vente indendørs på bumpet fra avisen eller lyden fra kuverter og, hvad der på postsproget kendtes som forsendelser, når de blev stukket gennem brevsprækken. For dem af os, der arbejdede hjemmefra, var postens ankomst et kærkomment afbræk i dagens dont. I udlandet måtte man gå ned ad trappen og låse sin postkasse i stueetagen op for at se, om der var kommet noget, eller den stadig var tom.

Længe var posten en af den europæiske civilisations vigtigste institutioner. Der var næsten en hellig aura over den. De vigtigste posthuse i de større byer var udformet som sekulære templer. I dag står de fleste lige så tomme hen som kirker.

Postbuddet selv var en officiel myndighedsperson, uniformeret og udstyret med forgyldte knapper og professionel stolthed. Postmand Per bar kasket som en politibetjent eller kaptajn.

Da postvæsnet oplevede sit europæiske højdepunkt for godt 100 år siden, kunne posten også være en art tilflugtssted. I Prag studerede Franz Kafka og hans ven Max Brod jura, fordi deres fædre ønskede det, og fordi forfattervirksomhed ikke var et rigtigt erhverv, men noget, man kunne dyrke i sin fritid. Kafka fik en stilling i et forsikringsselskab, mens Brod, den mere handlekraftige af dem, blev ansat på et posthus. Kafka kaldte posten for »et embede uden ærgerrighed«. Måske bidrog Brods overkommelige embedspligter til, at de pr. rørpost, den tids e-mailsystem, ofte kunne udveksle brev flere gange om dagen.

Gør det selv-filosofi vinder

I vore dage er postvæsnet næsten helt forsvundet, i al fald i Sverige, og med det også dets gamle remedier og ikonografi: Kuverterer, frimærker, de slidte postsække eller det latterlige posthorn, som faktisk havde en funktion længe før min tid, da postbudene blæste i det for at melde deres ankomst med sidste nyt fra den store verden. Også de fleste postkasser i byen, gule og blåmalede, er væk. I Arlanda Lufthavn findes endnu en postkasse, men den er forsynet med en advarsel, om, at den kun tømmes lejlighedsvis, det vil sige så uregelmæssigt, at man ikke nødvendigvis skal forvente, at det, som postes her, nogensinde når frem til modtageren.

Postbuddet står i dag som symbolet på alle de mellemmænd og formidlere, som er dømt til udryddelse i den moderne verden. Borte er snart alle lektører, kopister, stenografer, sekretærer og korrekturlæsere. Den amerikanske ’Gør det selv-filosofi’, som i 1950’erne blot var et frisk slogan, synes at have vundet på alle felter. Større forsendelser må vi i Sverige i dag selv hente eller bede om at få leveret til supermarkedet. Men hvad der ved denne fortsatte eliminering vindes i hastighed, modsvares af det, som går tabt i kvalitet.

Sølle liv uden brevkniv

E-mail eller aviser på nettet opfattes som et entydigt fremskridt i henseende til kommunikation. Men et elektronisk brev vil aldrig kunne erstatte et brev på papir i en kuvert, som først skal åbnes med en kniv, og på webaviserne har tempoet det med at vinde over substans.

Det gamle postvæsen står sig ikke godt over for dette temporæs; over for denne dyrkelse af det nye og det unge, som er så karakteristisk for vores tid. Vores aktiviteter afvikles i et stedse hurtigere tempo, mens den enkeltes liv bremses op for at forlænge ungdomsårene så længe som muligt. De første manifesterer sig som rastløshed, det sidste som et fravær af historisk bevidsthed. Et højt tempo vækker beundring, og ungdom udstråler muligvis charme. Men postvæsnet står hverken for det ene eller det andet. Snail mail er en rammende metafor for en opgave, der i kraft af selve sin langsommelighed også få noget sirligt og næsten arkaisk over sig. Postmand Per var langt over 70, før han satte cyklen – der i mellemtiden var blevet en knallert – fra sig og lagde sin postsæk på hylden.

Også virtualitetens uimodståelige fremmarch hører til vor tids karakteristika. Alt, hvad der er håndgribeligt, konkret og fysisk forbundet med sved og blod, bliver erstattet af repræsentationer og symboler. Selv en billedskærm kan vel i dette perspektiv opfattes som en irriterende forhindring. Telepati ville derfor være den ultimative form for kommunikation, en gestaltløs formidling af alle slags cerebrale forsendelser.

Når den definitive kommunikationsutopi på et tidspunkt oprinder, vil der ikke længere være brug for budbringere eller mellemmænd af nogen art. Og sandsynligvis heller ikke for noget sprog. Og i hvert fald ikke for stil – denne tankens møjsommelige vej igennem sproget.

© Richard Swartz og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Så trist, så trist - og så sandt.

Lasse Damgaard

BRUDSTYKKER AF EN DAG I PONYEKSPRESSEN

- Uret ringer kl.0600 lørdag morgen. Ligger lidt og lytter til morgenkvidderen.
Der kommer et gråt skær ind af vinduet.

Øv tænker rytteren. Det bliver nok en våd dag.

Rytteren står op. Spiser morgenmad, mens han kikker på de grå skyer der glider forbi.
De er tunge og lyset er dæmpet. Der er ladet op til regnvejr.

Gør sig færdig og pakker regntøj og en ekstra trøje ned i sin rygsæk.
Tager sin cykel og køre på job.
Her møder han ind kl.0702. to minutter for sent.
Han begynder at smide breve og aviser op på reolen. Der er noget mere end en normal lørdag.
Der er kommet ekstra aviser til weekenden.

Der tales om vejret der bliver mere og mere tung det er begyndt med noget finregn.

- Rytteren bliver pålagt dagens første opgave; at bringe to ekspresser ud inden kl.0900
Ned i gården med pakkerne under armen, finregnen klister sig til alt også rytteren.
Han fare af sted med en fart der koster klip. Regn tågen tiltager og det er mørkt og tungt. Der er næsten ingen at se.
Han for afleveret ekspresserne det ene sted bliver han modtaget i døren, det andet sted overrasker han et elskende par i badet.

Af sted tilbage.
Det går raskt med endnu et par klip i kortet.
Vel hjemme i gården og med kortet i behold, gør han sin moppede klar til dagens tur.
Går op og sætter posten og pakker taskerne. Køre med elevatoren ned og ser gennem regn dissen , det lokale veteran tog gøre dampen klar, den går i et med regnen.

----------------------------

Han svinger sig i sadlen og sæt af mod den første postkasse.
Regn dissen er afløst af regndråber der klasker mod regntøjet rytteren er iført.
Den er tiltagende… regnen. Den bliver tættere og mere tung. De fine vanddråber bliver som små korn der rammer træer og buske.
Sommerhusene ligger i regn tåge. De er allerede våde om fødderne.
Rytteren kæmper med at holde det våde element ud fra taskerne, men det bliver mere og mere vådt.

Det først stykke vel overstået. Stadig varm og med tørre sko.
Turen til det næste område tager ca. 15 min. Nu bliver regne for alvor tæt og tung,
Der er mange pytter på vejen. Det er glat visse steder, så det gælder om ikke at tage chancer.

Ved ankomsten til det andet område er regnen blevet til sile regn. Taskernes indhold bliver mere og mere opløst. Hver gang han fisker et brev eller avis op.
Klasker dråberne sig over taskens indhold. Det skal gå stærkt det her tænker han.
Han finder læ i en tom carport. Efterser posten og konstatere den er i halvdårligstand.
Taskerne er ikke i stand til at holde væden ude.

Aviserne suger grådigt alt det vand der serveres for dem.
Konvolutterne er ved at gå op i limningen. Han pakker posten så godt han kan.
Improvisere en nødløsning med nogle elastikker. De hjælper med at hovedparten af vandet løber væk fra indgangene.

Regnen er tyk og tung alt er gennem vædet. Rytteren begynder at mærke væde om fødderne, det er også begyndt at rende ned omkring halsen.

Han køre ufortrøden videre. Det siler og han manøvrere sig behændigt gennem de vante sti og grusveje. Det er vådt og væden sniger sig længere ind under regn skjoldet.
Anden etape er vel overstået.

-------------------------

Nu venter tredje og sidste etape. Han når sit depot og tørvejr.
Står lidt og gør status. Han har våde tæer og det løber stille ned af ryggen og fortil har væden fundet frem til alle små åbninger og har gjort sit indtog.

Taskerne flyder med vand. Der ligger papirs stumper og vugger i vandskvulpet der har samlet sig i taskerne.
De flyder rundt som offer for at skibsforlis. Venter på at blive samlet op. Men de skal vente og finde tålmodigheden frem, der går mindst en time endnu.

Han pakker posten ned så godt han kan. Sætter i gang og køre regnen i møde endnu en gang. Den er meget tung og står tæt.
Næppe har han forladt den tørre plads, før post og aviser forliser.

Stier og grusveje ligner små floder. Der er dannet søer på vejene og skumsprøjtet stor om knallerten som kaskader.
Han sejler hjemmevandt på det store ocean og spejder gennem regn tågerne efter kendte landkendinger. Nå en af de forjættede postkasser dukker op forude. Lægger han til kaj og losser i en fart posten af. Han er ikke stolt af den opløste morgen avis der lægges i.

Endelig smides den sidste avis og post. Nu går det hjemad ca. 20 min. Regnen har skiftet karakter det er begyndt at blæse. Dråberne rammer som små sten ansigt og hænder der er ubeskyttet. Det gør ondt og rytteren bider tænderne sammen og drøner gennem det regn våde landskab.

Gennemblødt og glad.
Han overlevede; sidder og hygger sig med at han er våd.
Som den gang han som barn havde løbet rundt i regnen, med kun det ene formål; at blive våd….. at blive gennemblødt.
Hvilken velsignelse at komme hjem, han afklæder sig det sjaskvåde tøj.
Gå i et varmt bad og iføre sig tørt tøj, og blunder bare lidt….

/Ansat i ponyekspressen.