Læsetid: 5 min.

Spøgelsesbyen, der blev et paradis for graffitikunstnere

Den 400 år gamle og nu forladte belgiske landsby Doel øver magnetisk tiltrækning på nogle af verdens bedste street art-kunstnere. Doels sidste 25 indbyggere forklarer her, hvorfor de finder det værd at kæmpe for deres ekstraordinære by
Den forladte landsby Doel i det østlige Flandern er blevet en slags frilandsmuseum for udøvende graffiti og tag-kunstnere, der kommer fra hele Europa. Murudsmykningerne tiltrækker mange nysgerrige turister i alle aldre. Byen skal på sigt rives ned

Den forladte landsby Doel i det østlige Flandern er blevet en slags frilandsmuseum for udøvende graffiti og tag-kunstnere, der kommer fra hele Europa. Murudsmykningerne tiltrækker mange nysgerrige turister i alle aldre. Byen skal på sigt rives ned

Remco/Creative Commons

24. juni 2014

Det er middagstid i en café i en lille belgisk by. Folk spiser sandwich, hyggesnakker, læser avisen. Alt ånder tilsyneladende normalitet. Men udsigten fra vinduet fortæller en anden historie. Cafeen har udsigt til et torv fuldt af tilskoddede butikker og boliger. Graffiti dækker næsten alle tilgængelige overflader, ja selv en nedlagt legeplads. I de omkringliggende gader er den ene karré af fraflyttede huse efter den anden oversprøjtet med farverige kruseduller eller udsmykket med store vægmalerier af gadekunstnere. Stedets dystopiske fornemmelse forstærkes af de mange bunker af murbrokker, der ligger, hvor der engang stod huse, samt af de nærliggende gigantiske røgbølgende køletårne fra Belgiens første atomkraftværk.

Dette er Doel, en 400 år gammel landsby nordvest for Antwerpen, der har været centrum for en politisk overlevelsesstrid i mere end to årtier. Et statsligt havneselskab forsøger at rasere og kondemnere byen for at skaffe mere plads til Antwerpens stadig ekspanderende containertrafik. Men medlemmer af den svindende lokalbefolkning kæmper ufortrødent videre for at bevare deres hjem og holde landsbyen i live. De hævder, at der ikke er spor grund til at anlægge en ny containerhavn, da den senest anlagte, som åbnede i 2005, højest er nået op på at udnytte en femtedel af sin kapacitet (et tal, selskabet dog bestrider). Hvad mere er: De hævder, at landsbyen med sin idylliske flodbeliggenhed er bevaringsværdig, både på grund af sine frodige naturomgivelser, og fordi den har kulturarv til overflod – herunder Belgiens første stenmølle og et fredet borgerhus fra begyndelsen af 1600-tallet, der engang tilhørte maleren Peter Paul Rubens’ familie.

Forfald i årevis

Fra et indbyggertal på omkring 1.300 i begyndelsen af ​​1970’erne er der nu kun 25 indbyggere tilbage.

Til gengæld udgør de en modig og velorganiseret flok. En 52-årig kvinde ved navn Marina Apers er deres vigtigste talsmand. Hun bor i et hus udsmykket med bannere, der bebuder, at »det bliver over vores lig«, før hun og hendes mand lader sig tvinge væk fra Doel.

»Hver gang staten rykker frem og forsøger sig med nye påfund, indleder vi nye retssager imod den – og for det meste vinder vi,« siger hun.

Hidtil har EU’s strikse miljølove da også været på landsbyboernes side: Doel er blandt andet hjemstavn for en af ​​Europas største svalekolonier.

Apers flyttede hertil i 1991 efter at være blevet ansat som rengøringsassistent på atomkraftværket. Hun og hendes mand, Guido, blev forsikret om, at deres huskøb i Doel var en sikker investering, men ikke så snart havde de renoveret deres nye hjem, før der begyndte at versere rygter om, at Doel »var nødt til at forsvinde«.

Remco/Creative Commons

Forfaldet har stået på i mange år. Størstedelen af ​​indbyggerne forlod byen umiddelbart før 2000, da de blev fik tilbudt bonussummer, hvis de gik med til at sælge frivilligt.

»De truede med, at hvis folk ikke ville sælge, ville de bare få eksproprieret deres ejendomme,« siger hun. »Og huse, som er eksproprieret, får man ikke ret mange penge ud af.«

Fristed for kunstnere

I 2007 var der 350 mennesker tilbage, og besættere var begyndt at rykke ind i nogle af de forladte huse og gøre dem beboelige igen. Det år tog Apers initiativ til at oprette kampagnegruppen Doel 2020, og en af de strategier, den udtænkte for at sikre Doels langsigtede overlevelse, var at gøre landbyen til et fristed for kunstnere.

»I begyndelsen gik det rigtig godt. Vores tanke var at omdanne det hele til et friluftsmuseum,« siger hun.

Verdenskendte kunstnere såsom Luc Tuymans og Michelangelo Pistoletto deltog. Og snart tiltrak landsbyen gadekunstnere fra hele Belgien og udlandet, der satte deres præg.

»I den første tid knyttede vægmalerne an til det budskab, der var borgernes, og som lød: ’Tag ikke vores landsby fra os’,« siger Virginia Mayo, en fotojournalist fra Bruxelles, der jævnligt har besøgt Doel siden 1998.

»Men senere kom der andre kunstnere og brugte bygningerne som lærreder for alle mulige motiver, formentlig fordi de kunne være i fred for politiet.«

Remco/Creative Commons

Af alle de street art-værker, der pryder Doels forladte huses mure, er det den internationalt berømte belgiske muralist ROA’s uforglemmelige overdimensionerede rotte, krage, hovedløse vildsvin og omvendte kanin, som er blevet landsbyens mest ikoniske og mindeværdige. Men også andre kendte gadekunstnere fra Belgien, Holland og Frankrig har efterladt spor af bizarre og fantastiske tegneserie-lignende figurer, for eksempel et vægmaleri af en grimasse-skærende Barack Obama som Jokeren, malt af Amsterdam-kunstneren Ives. One. Bruxelles-kunstneren Restos sælsomme robotaliens er andre bemærkelsesværdige eksempler.

Kunstnerinvasionen har været med til at forvandle Doel med dets hundredvis af forladte bygninger, herunder skoler, tankstationer og et mennesketomt rådhus til et surrealistisk sted. Den konstante summen fra højspændingsledningerne fra atomkraftværket intensiverer den postapokalyptiske stemning.

Nogle huse har stadig møbler og legetøj, der flyder i værelser og haver. Som Mayo skriver i sin fotobog om landsbyen: »Doel føles som Tjernobyl uden katastrofen.«

Turistattraktion

Mod de lokales vilje er stedet blevet til en turistattraktion med tusindvis af ’forfaldsæstetiske’ fotografer og turister, der besøger byen hvert år. Nogle stiger end ikke ud af deres biler, men vælger at køre gennem de tomme gader med vinduet åbent og kameratelefonen rakt ud. Servitricen på cafeen fortæller, at hendes kunder hovedsageligt består af ansatte fra atomkraftværket – og turister.

Erik Olaerts

»Folk kan godt lide at komme her, fordi det er sådan et underligt sted,« siger hun.

Enkelte bygninger er dog forblevet fri for graffiti, herunder de 11 boliger, der stadig fungerer som privatboliger, kirken, kirkegården og Rubens-familiens gamle hus, som selskabet har lovet at skille ad og genopbygge sten for sten i en nærliggende by.

Skilte flere steder i byen maner til god opførsel, men ifølge Mayo er respekten for byen blevet mindre:

»For nogle indbyder dens forladthed mere til vandalisme end til nysgerrighed.«

Fuldkomment limbo

At hærværk og plyndringer er blevet hverdagskost, medgiver Apers til trods for intensiveret politipatruljering og nabohjælp-ordninger.

»I nat faldt jeg først i søvn klokken to, fordi jeg kunne høre folk race ned igennem gaden i deres biler,« siger hun.

En anden af ​​Doels tilbageværende indbyggere, den 80-årige Emilienne Driesen, har boet i landsbyen hele sit liv og er nu den eneste tilbageværende beboer på sin gade. Hun holder stadig sit hjem i ulastelig stand og har måttet opsætte et skilt i vinduet for at gøre forbipasserende opmærksomme på, at Dit huis is bewoond (’dette hus er beboet’). Om natten må hun ofte tage angstdæmpende piller eller sovetabletter for at udholde støjen fra vandaler, men hun insisterer stejlt på, at hun aldrig vil forlade sit hus. Doel 2020-aktivisterne og tilbageværende indbyggere er helt på det rene med, at den udbredte ødelæggelse og nedbrydning er vand på havneselskabets mølle.

»De har gjort det med vilje,« siger Apers med henvisning til, hvad hun kalder »nedrivningspolitikken«.

»Der er over 400 familier, der gerne vil komme og bo her, fordi de arbejder i nærheden. Men selskabet hævder, at Doel er for usikker og ubeboelig.«

Hvor meget længere Apers og hendes kampfæller i byen kan holde stand, står ikke klart, men i al fald er deres kampånd intakt. Og uanset om byen vil overleve eller ej, er det usandsynligt, at dens graffiti og vægmalerier vil.

De står lige nu som forgængelige artefakter i en by, hvis skæbne er havnet i et fuldkomment limbo.

Marcel van Leeuwen

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vibeke Rasmussen
  • Jack Jönsson
  • Rasmus Kongshøj
  • lars abildgaard
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Tue Romanow
Vibeke Rasmussen, Jack Jönsson, Rasmus Kongshøj, lars abildgaard, Maj-Britt Kent Hansen og Tue Romanow anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rasmussen

I en filmet køretur gennem den forladte og forsømte landsby, får man et indtryk af, hvor langt der synes at være mellem de mere interessante og talentfulde vægmalerier. Den graffiti man som beboer ville kunne leve med og være stolt af at vise frem:
http://m.youtube.com/watch?v=jvxpXTxUUfA

Det ser desværre snarere ud som om landsbyen er blevet et paradis for taggere.

Vibeke Rasmussen

I forbindelse med en artikel fornylig, også i The Guardian, om salg og nedtagning af en af Banksys vægmalerier, det med agenter der aflytter en telefonboks,
http://www.theguardian.com/artanddesign/2014/jun/27/banksy-spies-mural-s...

henviser en af læserne til disse helt fantastiske murmalerier i Penang:
http://www.peterloud.co.uk/photos/Penang/Street%20Art/Street_Art.html

Mere om Penangs udsmykning her:
http://www.onlypenang.com/where-to-go/penang-street-art-wall-painting-at...

"In conjuction with Penang’s Georgetown Festival, certain old walls within our dear capital has gained a new lease of life, thanks to the awesome efforts of Lithuanian artist, Ernest Zacharevic.

Lithuanian artist Ernest Zacharevic is leaving his mark with beautiful wall painting of children all across historical Georgetown. The artworks are funny, fascinating, and very much open to everyone’s interpretations."

Måske hvis beboerne i Doel, også havde haft indflydelse på, hvem de mente skulle have adgang til at udsmykke deres by …

Maj-Britt Kent Hansen

Første gang, jeg oplevede graffiti, var i 1975 i New York i subwayen. Anede ikke, hvad det var, men tænkte: Nå, er togene dekoreret sådan. Bevares, noget var ikke kønt, men på mange måder var det kønnere, langt mere talentfuldt end den street art, man ser her i Doel og i Penang. Synes ikke, at det har så meget med graffiti at gøre, som det jeg forbinder dermed - altså det farverige og psykedelisk-inspirerede udtryk.