Læsetid: 5 min.

’Teatercheferne lider af kontrolsyge’

Dramatiker og romanaktuelle Astrid Saalbach er vred over teatrenes selvcensur i jagten på statsstøtten. ’De tør ikke være kontroversielle. Og på den måde kommer de til at knægte den kunstneriske frihed – faktisk er det de teatre, der får mindst i støtte, der risikerer og satser mest’
10. juni 2014

Astrid Saalbach ser overhovedet ikke vred ud, da jeg siger, at jeg gerne vil lave et ’vredesinterview’ med hende. Ikke det mindste vred.

»Nu er jeg jo kommet ud med det,« som hun siger om al den vrede, som hendes romanperson føler i den nye roman, Klapperslangen. Og så smiler hun faktisk.

Hendes forfatterkontor ligger i en baggård ved Nansensgade. Her er smukt og råt – og ud ad vinduet kan jeg se ned til den baggård, som hun skriver om i romanen. Gårdens container står inde bag et hegn, lige som den gør i bogen. Også selv om der ikke er nogen rotter i dag.

For Astrid Saalbach låner fra virkeligheden. Og i Klapperslangen beskriver hun aldeles konkret, hvor svært det er for en dramatiker at få sit stykke spillet på de statsstøttede teatre.

’Jeg ville have, at min roman skulle virke som et mareridt. Der er altid personer fra den virkelige verden med i mareridt. Og jeg synes også, at jeg har oplevet et mareridt i det virkelige liv,’ siger dramatikeren Astrid Saalbach om ikke at anonymisere teatercheferne i hendes nye roman ’Klapperslangen’.

Carsten Snejbjerg

Dette er unægtelig en dokuroman: Romanfiguren er en kvindelig dramatiker, der hedder Astrid Saalbach, som for et par år siden skrev et stykke, der hed Rødt og Grønt (læs: ja, det gjorde hun, og det blev spillet både på Det Kongelige Teater og på Aarhus Teater).

Og denne dramatiker forsøger nu at få sit stykke Frisørerne antaget, både på Folketeatret hos chefen ’Jesper Hilton’ (læs: Kasper Wilton) og på Det Kongelige Teater hos ’Elmo Flauenberg’ (læs: Emmet Feigenberg). Uden held.

Så er det sagt.

Stort selvopgør

– Har romanen givet dig lidt luft?

»Ja. Og det var virkelig nødvendigt.«

Det lyser kampklart fra de smalle øjne.

»Jeg har oplevet noget, der har givet mig stof til romanen. Men det er ikke en 1:1-historie,« understreger hun.

»Bogen rummer et stort selvopgør. For hvordan bliver man, når man har levet rigtig mange år som kunstner? Man kan sagtens få storhedsvanvid. Men det er man nødt til at have, hvis man skal gennemføre sit projekt,« siger hun oprigtigt.

Men hun understreger, at hun jo selv faktisk har fået antaget en lang stribe skuespil og romaner – og at hun også er blevet oversat og udgivet i udlandet.

– Hvorfor er det bedre at få spillet et teaterstykke end at udgive en roman?

»Det er to meget forskellige ting at skrive dramatik og at skrive en roman. Men jeg tænker som en skuespiller. Jeg kan næsten ikke opleve noget uden at tænke, hvordan det ville være at spille det på teatret. Men det er hårdt at skrive skuespil.«

Hun peger på sin roman med det sort-hvide slangebillede.

»Når jeg sender et manuskript ind til et forlag, så sidder der en redaktør, som jeg ved kan læse – og som aldrig ville ændre i min tekst mod min vilje. Når jeg sender et teaterstykke ind til et teater, falder det i hænderne på en tilfældig gruppe af mennesker. Måske i hænderne på en teaterchef, der ikke har specielle tekstmæssige kompetencer. Jo, teaterchefer har tæft for, hvad der ville være godt for teatret at spille. Men de har ikke nødvendigvis nogen sproglig fornemmelse.«

Så taler hun hurtigt. Om »sprogets nødvendighed« og om »den alarmerende ordløshed« i dansk teater – og om trenden med devising-teater, hvor skuespillerne selv finder på replikkerne. Altså den trend, som selvfølgelig er med til at overflødiggøre dramatikere som hende, sådan som hun også beskriver det i Klapperslangen.

»I romanen har jeg forsøgt at lave nogle realistiske figurer,« forklarer hun.

»Sådan nogle figurer, som man typisk møder i dansk teater. På godt og ondt. De er bare mennesker. Sådan er det også med hovedpersonen. Hun er ikke smidig. Hun er ikke uskyldig. Men det eneste, hun har gjort galt, er faktisk, at hun har stået fast på sine egne rettigheder som dramatiker. For eksempel retten til at godkende instruktøren på stykket.«

Kontrolsyge hos chefer

Astrid Saalbach taler sig varm om forholdet mellem dramatikeren og teatret.

»Når man skriver dramatik, skal man gå med. Levende mennesker skal jo stå på scenen og sige ens replikker. Derfor kan det ikke nytte noget at have mistro som udgangspunkt. Man har brug for tillid til hinanden.«

»Men det værste er det faglige niveau i ledelsen af dansk teater. Manglen på indsigt og visioner er dybt deprimerende. Der er en stærkt anløben ledelseskultur, der er gennemsyret af mangel på professionalisme. Samtidig lider teaterlederne af kontrolsyge. Hvis de bestiller et helt nyt stykke, kan det gå galt. Men hvis de bare skaffer sig en dramatisering af en roman, kan det ikke gå helt så galt.«

– Men hvis det er så svært for dig at få spillet dine stykker, hvorfor instruerer du dem så ikke bare selv?

»I visse øjeblikke af desperation og storhedsvanvid har jeg da tænkt på det. Men jeg er ikke instruktør. Jeg er dramatiker. Jeg har set på replikkerne i årevis, når jeg afleverer dem. Så der skal komme en instruktør og nogle skuespillere og gøre noget ved teksten.«

– I bogen taler du om, at den kunstneriske ytringsfrihed reelt ikke findes, fordi teatrene udøver selvcensur. Hvad mener du med det?

»Selvcensur opstår, fordi teatrene er statsstøttede. Det er godt – det skal de også være. Men det skaber en ubevidst holden-sig-midt-på-vejen-holdning hos teaterdirektørerne. De tør ikke være kontroversielle. Og på den måde kommer de til at knægte den kunstneriske frihed. Faktisk er det de teatre, der får mindst i støtte, der risikerer og satser mest.«

Som i et mareridt

– I romanen har du navngivet disse teaterchefer. Hvorfor valgte du ikke bare at anonymisere dem?

»Fordi jeg ville have, at min roman skulle virke som et mareridt. Der er altid personer fra den virkelige verden med i mareridt. Og jeg synes også, at jeg har oplevet et mareridt i det virkelige liv …«

»Men jeg er jo ikke den eneste forfatter i øjeblikket, der skriver om sig selv. Det er enormt interessant at sætte sin egen identitet i spil. Og jeg besluttede altså, at jeg ikke ville skåne hende ’Astrid Saalbach’.«

Hun tøver.

»Men efter denne her roman bliver det jo nok svært at komme til at få opført dramatik igen. Jeg må nok satse på at skrive romaner,« siger hun.

Hører jeg antydningen af tvivl i stemmen?

Det får være. Det er begyndt at regne udenfor, og låget nede på containeren er vådt. Fotografen kommer snart. Vi vender tilbage til vreden.

»Jeg tror ikke, man kan skrive stykker eller romaner eller lave noget som helst kunst uden vrede,« siger hun så.

– Har du i virkeligheden først skrevet romanen, efter du havde sikret dig, at dit stykke ’Frisørerne’ ville blive opført på Teater Får 302 her til efteråret?

»Haha,« griner hun og ryster på hovedet.

»Nej. Så udspekuleret var jeg ikke.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det er selvfølgelig et symptom IGEN, som Astrid beskriver: at den frihed, som den interesseløse stat skulle garantere, i stedet er blevet til en stat, der ser sig berettiget til at stille nogle krav; men hele ideen med staten som mæcen er, at der blot skal betales til det, der er af kvalitet på den ene eller anden måde. Staten ideologiserer sig selv, og det er deri fejlen ligger. Det må være den nuværende løse tilknytning, so nutidens embedsmænd har, der er hovedskurken - i gamle dage gik departementschefer og andre sgu da ikke fra for at blive direktører eller rådgivere eller noget andet, de blev til den bitre ende med deres alt andet end fyrstelige løn. Integritet hedder det, med et moderne ord.
Jeg er til gengæld ikke enig med Astrid i, at cheferne ikke kan læse. De har som hovedregel nøjagtig den samme baggrund som hende, og hun dementerer det jo selv ved at påpege, at det er selvcensur snarere end manglende sans for teksten, hun har slåsset med.

Michael Kongstad Nielsen

Teatrene tænker vel som resten af samfundet: - det skal kunne betale sig. Fra drama til faktura. Man satser ikke på noget usikkert, udenfor tidens ånd og rytme, og støttekronerne går også kun i den retning, hvor publikum allerede er. Det er underholdningsindustri, først og fremmest. Det er ufarligt, verden bevæges ikke mere, end hvis det handlede om Lars Løkkes tøjbudget. Men hvis teaterchefer altid havde været så forsigtige, havde man næppe fået Henrik Ibsens "Et dukkehjem" eller Kjeld Abels "Melodien, der blev væk", for slet ikke at tale om Samuel Becketts "Mens vi venter på Godot".

Steffen Gliese

Michael Kongstad Nielsen, i æstetisk forstand er det faktisk et langt farligere og mere udæskende repertoire, der fylder scenerne nu, end for blot få år siden. Væk er den store amerikanske påvirkning, bortset fra de musicals, der da også er blevet en subgenre for de mere eskapistisk indstillede, hvad den dog aldrig forfaldt til at være, før vi fik de store især engelske konceptforestillinger i 90erne, da danske teatre desværre endelig blev i stand til at producere dem. Før den tid var genren beskyttet af, at man var nødt til at vælge de titler, man kunne bearbejde efter sine egne ressourcer og dermed skabe langt mere interessant og vedkommende teater.

Det er meget modigt af Astrid Saalbach således at save den gren over, hun selv sidder på - for at få et vigtigt budskab ud.
Men jeg gider altså ikke læse bøger, hvor personer (som alle ved, hvem er) hedder noget andet end det, de hedder.

Steffen Gliese

De hedder noget andet, Tino Rozzo, fordi de trods alt er en fiktion. Bemærk dog samtidig, at det stykke, der er tale om, har premiere til oktober.

Til en forfatteraften med Astrid Saalbach, for nogle år siden, i anledning af 'Fingeren i Flammen' sagde hun, sådan nogle som os, underforstået hende selv og tilhørerene, skal være glade for det vi kan få!
Hendes kritik er sikkert velbegrundet, men i hendes verden er der jo rigtig mange om det 'beskedne fad', hvor en og anden alfahun eller -han med succes holder opkomlinge fra fadet! Spørgsmålet er så om Saalbach selv er rummelig?