Læsetid: 6 min.

Det tegner godt

Ping-prisen, den danske tegneseriebranches ækvivalent til Oscar-uddelingen, blev igen i år en fejring af en kunstform, der fortsat lægger en bemærkelsesværdig mangfoldighed for dagen i såvel indhold, udtryk som aflevering
Den helt store vinder ved uddelingen af Ping-prisen var Nikoline Werdelin. Hun fik æresprisen og blev af kulturministeren sammenlignet med Holberg og Balzac. Illustration er fra ’Homo Metropolis 2010-2012’, der vandt prisen som årets bedste danske tegneserie.

Den helt store vinder ved uddelingen af Ping-prisen var Nikoline Werdelin. Hun fik æresprisen og blev af kulturministeren sammenlignet med Holberg og Balzac. Illustration er fra ’Homo Metropolis 2010-2012’, der vandt prisen som årets bedste danske tegneserie.

10. juni 2014

Tegneserien er i en bemærkelsesværdig opblomstringsperiode. Det blev der lørdag sat en fed streg under, da den danske tegneseriebranches fornemste hædersbevisning, Ping-prisen, blev uddelt for tredje år i træk.

Dette års vindende værker viser, at der fortsat bliver lagt en vidtforgrenet mangfoldighed for dagen i både indhold, udtryk og aflevering. Deres form varierer fra avistillæg og blog-indlæg til folde-ud-friser, og indholdet spænder over alt fra teenagepigers genvordigheder til erindringer fra 2. verdenskrigs veteraner.

Og aftenens helt store vinder blev dansk tegneseries ubestridte førstedame, Nikoline Werdelin, der både høstede prisen for bedste danske tegneserie og blev tildelt æresprisen for sit samlede oeuvre af kulturminister Marianne Jelved.

Den tredje samling af Homo metropolis-striber, som dækker perioden 2010-2012, cementerer Werdelins suveræne blik for det moderne livs absurditeter og hendes helt unikke gehør i forhold til jargoner og omgangstoner på tværs af samfundslag og aldersgrupper.

Werdelins figurer kommer ofte på afveje, kommer så at sige væk fra sig selv. Det kan skyldes force majeure, men det er lige så ofte et selvforskyldt resultat af jagten på tonstunge luftkasteller, som gerne udbygges ad absurdum, indtil de falder til jorden med et brag. Hos Werdelin går menneskelig lidenskab og dårskab altid hånd i hånd. Hendes fortællinger tager først og fremmest afsæt i og udforsker krisen til bunds, og det er i dette møde mellem afviklingen af det højspændt dramatiske og registreringen af det dybt banale, at Homo Metropolis henter sin uforlignelige styrke.

Under overrækkelsen af æresprisen var kulturministeren ikke bleg for at drage paralleller til både Holberg og Balzac, og Nikoline Werdelin er da også en af nationens ypperste skildrere af det moderne menneskes tilstand og væren i al sin sørgelige tragikomik. Homo metropolis er slet og ret et hovedværk i dansk litteratur.

En krigsveterans fortælling

Prisen for bedste internationale tegneserie på dansk gik til franske Emmanuel Guibert for bogen Alans krig. Værket er resultatet af et tilfældigt møde mellem den franske kunstner og en amerikansk veteran fra 2. verdenskrig, Alan Cope. Fortællingen er baseret på mange timers samtale imellem de to, og veteranens fortællestemme i første person er videreformidlet direkte og tilsyneladende uredigeret, med alt hvad det afstedkommer af sidebemærkninger og huller i hukommelsen. Cope beretter nøgternt om soldatens hverdag helt ned i de trivielle lag og er som fortæller fuldstændig blottet for sentimentalitet. Her er ingen floromvundne røverhistorier, blot en fortæller på sporet af den tabte tid.

Guiberts værk er et fængslende portræt af en mand, der er i færd med at træde i karakter og finde ud af, hvad der er vigtigt for ham. Også selvom det måtte stride imod alt, hvad han troede at vide. Da Cope vender tilbage til USA, føler han sig frastødt og fremmedgjort af 1950’ernes dekadente og opulente Hollywood efter at have oplevet det sønderbombede Europa og vælger til sidst at vende tilbage til sidstnævnte, idet han mere eller mindre giver afkald på alt, hvad militæret og Amerika måtte have lært ham.

Guibert underbygger denne rejse mesterligt via sine akvarel- illustrationer, der fuldstændig gnidningsløst balancerer det økonomiske med det overdådige. For mens de nedbarberede, men effektive beskrivelser af den militære træning mest af alt vækker mindelser om tegninger fra en instruktionsbog, er de langt mere detaljerige afbildninger af de europæiske slagmarker formidlet med en stoflighed, der sætter gang i hele sanseapparatet. Og når Guibert på de allersidste sider finder hele farvepaletten frem for glimtvis at skildre krigsveteranens sidste næsten paradisiske tilholdssted i en række maleriske interieurer, er resultatet intet mindre end noget af det ypperligste og mest betagende tegneseriekunst nogensinde. Man bør ikke snyde sig selv for denne læseoplevelse, der hører til blandt de mest bevægende og hjertevarme personportrætter, der nogensinde er formidlet i tegneserieform.

En dødsfuga

Krig er også omdrejningspunktet for vinderen af årets bedste internationale tegneserie (som ikke er oversat til dansk, red.). Tegneseriejournalisten Joe Sacco, som tidligere har udsendt rystende selvoplevede rapporter fra Palæstina og Sarajevo, er nu dykket ned i det historiske krigsstof og leverer i folde-ud-værket The Great War, et såkaldt illustreret panorama over slaget ved Somme den 1. juli 1916, der skulle blive et af de blodigste slag under 1. verdenskrig.

Saccos tegneserie er et moderne Bayeux-tapet, der udfolder sig som en syv meter lang frise. I minutiøst forarbejdede tableauer blotlægges vanviddet på de overbefolkede slagmarker på en dag, hvor 21.000 mennesker mistede livet. The Great War er en dødsfuga, der eksekveres med uafrystelig kraft, og står som kunstnerisk kommentar til krigen, der skulle ende alle krige, ikke tilbage for Jacques Tardis tegneserie Skyttegravskrigen fra 1993 eller Stanley Kubricks film Paths of Glory.

Og apropos tegneseriejournalistik så tog Politikens Philip Ytournel stikket hjem i den nyoprettede kategori Årets journalistiske tegner for sin introduktion til Søren Kierkegaard, som Politiken viede en hel bogsektion til i anledningen af filosoffens 100-års fødselsdag. Ytournel arbejder i ånden fra Claus Deleuran, Rune T. Kidde og Jakob Martin Strid og har ingen kvaler ved at forklare dele af eksistentialismens faders komplekse tankesæt via en fodboldspillers taktiske overvejelser. Det er ufattelig plat, men også meget morsomt.

Tween-litteratur i øjenhøjde

Mens diverse forlag og tegneseriegræsrødder i de senere år har gjort et flot stykke arbejde for at konsolidere kunstformen som legitim læsning for voksne herhjemme, har udgivelsen af og opmærksomheden omkring tegneserier for børn og unge samtidig tegnet en kedelig nedadgående kurve. Da forlaget Egmont sidste år helt uforståeligt valgte at afvikle deres populære manga-linje, kunne det synes som sidste søm i kisten for opdyrkelsen af fremtidige tegneserielæsere. Det er derfor glædeligt, at Ping-priskommitéen igen i år har valgt at have særligt fokus på tegneserier til de yngre læsere. Prisen gik fortjent til Pssst! af Annette Herzog og Katrine Clante.

Pssst! følger en ung pige på vej ind i puberteten med alt hvad det afstedkommer af usikkerhed, identitetskriser og fornemmelser af uoverstigelig ensomhed. Vi er med foran spejlet, når der ledes efter den rette grimasse at gå tilværelsen i møde med, og bliver vidner til en bevægende søgen efter ubrydeligt venskab. Herzog og Clante fortæller med stor indlevelse uden et øjeblik at forfalde til de klichéer, som især litteratur rettet mod unge piger ellers er så rig på. Det er tween-litteratur i øjenhøjde, forløst visuelt frapperende af Katrine Clante, hvis sarte blyantskonturer besidder en sensibilitet så søgende og skrøbelig som præpuberteten selv.

I kategorien bedste danske debut måtte Herzog og Clante til gengæld se sig slået af Thomas Mikkelsen, der med Troldmændene fra Vestmannaeyjar leverer en stilsikker fortolkning af et islandsk folkesagn om kvindelist, trolddomskunster og kærlighed, som overvinder døden. Det er fortællingen om, hvordan den sorte død lagde Island øde, og om hvordan den frafaldne troldmand Eirikur sammen med den eneste overlevende kvinde, Sigridur, efter talrige prøvelser får sået kimen til at genbefolke øen.

Såvel tegnemæssigt som i valg af motivkreds lægger Thomas Mikkelsen sig et sted midt imellem belgiske Comès og amerikanske Mike Mignolas arbejder, men Troldmændene fra Vestmannaeyjar overlever og overbeviser dog i kraft af en egen kadence og stilisering, som lover godt for fremtidige serier fra debutantens hånd.

Sarahkasme på nettet

At den danske tegneserie lever og har det godt, kan man i øvrigt forvisse sig om på internettet, hvor en vildtvoksende og vidtforgrenet underskov af nye talenter taktfast træder i karakter. Og i en aldeles mandsdomineret branche, som tegneserieverdenen stadigvæk er, noterer man sig med glæde, at det endnu engang var en kvindelig tegner, der tog prisen for årets bedste nettegneserie.

Det maner til ydmyghed, og egne problemstillinger reduceres pludselig til det banale, når man konfronteres med Sarah Glerups weblog, Det Sarahkastiske hjørne, hvor en selverklæret ’lesbisk venstreradikal storesøsterhumanistnørd med muskelsvind’ beretter hudløst ærligt om et liv som handicappet i en prunkløs streg og med stort humoristisk overskud. Tidligere vindere af kategorien som Maren Uthaug og Stine Spedsbjerg har opnået et kolossalt publikum, og man kan kun håbe på det samme for Glerup.

Henry Sørensen har skrevet om tegneserier igennem de seneste tyve år. Han er medstifter af tegnesesitet nummer9.dk og medredaktør på Danmarks ældste tidsskrift om tegneserier, ’Strip!’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Carsten Søndergaard
Lise Lotte Rahbek og Carsten Søndergaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu