Torneroses onde fe blev voldtaget

Disneys eventyrfilm ’Malificent’ er en voldtægtsmetafor, erklærer Angelina Jolie i en tid, hvor netop seksuel vold dyrkes og udfordres i populærkulturen som aldrig før. Feminismens omdiskuterede begreb ’rape culture’ er dermed atter aktuelt. Nu handler det imidlertid ikke længere om at beskytte kvinder mod mænd, men om at mødes om at skabe nye billeder af køn og sex
Maleficent er af filmkritikere blevet kaldt en rape/revenge-genfortælling af Tornerose for det unge tween-publikum

Maleficent er af filmkritikere blevet kaldt en rape/revenge-genfortælling af Tornerose for det unge tween-publikum

Disney
19. juni 2014

I den biografaktuelle Disney-film, Maleficent, der er baseret på Grimms eventyr om Tornerose, vågner den ’onde’ fe Maleficent (Angelina Jolie) op efter at været blevet bedøvet og brutalt frarøvet sine vinger af en mand, hun holder af. Hun mærker straks smerten fra indgrebet, tager sig forfærdet til ryggen, udstøder så det mest ulykkelige skrig, som hendes tidligere så uberørte fe-verden har hørt. Så udvikler hendes åndelige og fysiske invalidering sig til en grum hævnlyst. Et mørkt eventyr begynder.

»Voldtægt gennemtrænger vores kultur i en sådan grad, at det nu er endt i en Disney-film,« skrev kritikeren Hayley Krischer i et omdiskuteret indlæg på den feministiske blog, Femamom, om det storhittende eventyr.

Ifølge Krischer er vingerne det ’noget’, der frarøves en kvinde, når nogen forgriber sig på hende. Angelina Jolie, der netop har stået i spidsen for verdens største globale antivoldtægtskampagne og er blevet hædret af det britiske kongehus og regering for indsatsen, bakkede i sidste uge den analyse op. »Vi var meget bevidste, manuskriptforfatteren og jeg, om, at scenen var en voldtægtsmetafor,« sagde hun til BBC Radio.

Maleficent er af andre filmkritikere, med henvisning til 1970’ernes kultfilm om morderisk hævnende voldtægtsofre, blevet kaldt en »rape/revenge-genfortælling af Tornerose« for det unge ’tween’-publikum’. Og Maleficent er ikke alene om beskæftige sig med overgrebsmetaforik og -tematik i mainstreamunderholdning. Seksuel vold og voldtægt dyrkes, skildres, analyseres og kritiseres i mainstreamkulturen som aldrig før.

Netflix’ aktuelle kvindefængselsserie, Orange is the New Black, reflekterer på flere planer over sex og magt inden for fængselsmurene. Her forelsker den indsatte Daya sig i og bliver gravid med fængselsbetjenten John. Forholdet er juridisk set voldtægt, men de to skyder hyklerisk skylden over på Johns sexistiske kollega, ’Pornstache’. Men end ikke romantik kan ændre uligheden inden for et system, hvor den ene har frihed, og den anden ingen har. John vil altid have magt over Daya, påpeger Daya selv. Sex mellem indsat og betjent er dermed altid en slags voldtægt.

Ja og nej

Af alle chokerende scener i HBO’s kontroversielle serie Games of Thrones har netop en seksuelt voldelig scene, der er blevet kaldt tv-historiens mest forskruede, været den mest omdiskuterede blandt fans, instruktører og skuespillerne selv. I den netop afsluttede fjerde sæson kaster ridderen Jaime Lannister sig over sin tvillingesøster, Cersei Lannister, kysser hende hårdt op ad deres fælles søns dødsleje, møver hende ned på gulvet. »Jaime, nej, stop det!« bønfalder hun ham. »Nej!« svarer Jaime, flår hendes underkjole i stykker, lægger sig over hende. »Det er ikke rigtigt, det her,« gisper Cersei. Jaime stønner tungt. Klip til næste scene.

I bogforlægget voldtager Jaime ikke sin Cersei (her hvisker hun: »Skynd dig! Gør det, gør det nu«), men tv-seriens fans har haft svært ved at identificere et sådant samtykke på skærmen. »Ja og nej,« svarede danske Nikolaj Coster-Waldau, der spiller Jaime, paradoksalt nok på spørgsmålet om, hvorvidt scenen viser en voldtægt: »Det er øjeblikke, hvor hun giver efter, og øjeblikke, hvor hun skubber ham væk.«

I sådanne tilfælde løfter fremstillingen af og diskussionen om voldtægt sig ud af fiktionens univers og ind i debatter om samtykke, date rape med videre. Nylige amerikanske sager om gruppevoldtægt og om mediernes negligering af samme har netop sat fokus på faren for normalisering og accept af voldtægt. Dette har givet nyt liv til også teoretisk at angribe kulturens fremstilling af voldtægt.

Politisk voldtægt

For cand.mag. i engelsk på Københavns Universitet Sara Gjermandsen, der har læst køns- og minoritetsstudier og skrevet speciale om fremstillinger af voldtægtskultur i litteratur og på tv, er det interessante ved diskussionen om eksempelvis scenen i Game of Thrones ikke, hvorvidt Cersei sukker lystent eller ængsteligt under Jaime. Det vigtige er snarere, hvordan denne type fremstilling af sex i mainstreamkultur indskriver sig i ’rape culture’ (på dansk: ’voldtægtskultur.’)

Begrebet stammer fra den anden bølge af amerikanske feminister, der i 1970’erne gjorde opmærksom på udbredelsen af voldtægt i amerikansk kultur og dernæst forbandt fænomenet med en generel undertrykkelse af kvinder. Nu er udtrykket atter blevet aktuelt i feministisk samfundskritik.

»Det er for mig vildt at forestille mig, at nogen har kunnet lave den scene og tænke, at der her er tale om samtykkende sex,« siger Gjermandsen. »Et perspektiv på rape culture er netop repræsentationen af voldtægt som noget glamourøst: at voldelig sex er det, vi vil have.«

»På det seneste er rape culture-teori migreret fra et ensomt hjørne af den feministiske blogosfære og er blevet mainstream,« konstaterede Caroline Kitchens i Time i marts måned. Begrebet er blevet reintegreret i en sprogbrug, der i de senere år har tilføjet begreber som ’slut shaming’ (at kaste skyld på en kvindes fremtoning eller påklædning frem for på den, der chikanerer hende) og ’victim blaming’ (det at tillægge voldtægtsofferet ansvar for at pirre sin overgrebsmand eller -kvinde.) Med ’rape culture’ mener man, at voldtægt ikke blot kan anskues som en gerning begået af én eller flere personer mod en anden, men at den enkelte gerning også er indlejret i politiske strukturer. Og de spejles også i vores kulturelle forestillinger om magt, vold og sex.

Det seksuelle spil om dominans mellem samtykkende individer kan eller skal man ikke nødvendigvis ændre på, mener Gjermandsen.

»Dominans handler ikke om, at man laver et nej om til et ja, men at man giver slip og lader en anden føre én så langt, som man har lyst,« siger hun. »Overgreb er noget andet. Men vi lever også i et samfund, hvor vi ikke har råd til at sætte den grænse til forhandling.«

Grænsefeltet er vi imidlertid blevet tilvænnet, mener hun, som set i Game of Thrones, og det er værd at stille sig kritisk over for. »Det er svært at skabe et samfund, hvor alle seksuelle relationer er samtykkende, når vi igen og igen lærer, at god sex er, når der er en, der tager noget fra den anden.«

Voldtægtsstinkdyret

Et eksempel på vores kulturelt indlejrede billede af manden som en, der gerne med vold og magt kurtiserer og erobrer kvinden, er tegneserie-stinkdyret Pepe le Pew. Afsnit efter afsnit jagter og kaster han sig elskovssygt over en stikdyrfarvet hunkat, kysser og krammer hende over hele kroppen, mens hun kæmper for at gøre sig fri. Gjermandsen husker serien fra hun var lille: »Der føltes foruroligende, når han jagtede katten, men jeg kunne aldrig sætte fingeren på hvorfor.«

Et andet, helt grundlæggende eksempel på kulturhistoriens normative relativering af voldtægt, er en af den romantiske litteraturs stormombruste litteratur- og filmklassikere, Borte med blæsten. Kønsteoretiker Eve Kosofsky Sedgwick har tidligere peget på, at der her foregår to slags ’voldtægter’. Den ene fremstilles som en voldtægt, men er det ikke. Den anden er en voldtægt, men bliver fremstillet som ægteskab.

I den første scene overfalder en sort slave Scarlet O’Hara og stjæler de penge, som hun har gemt mellem brysterne. »Det, at han rører ved hendes bryst, gør, at det anses som en legitim voldtægt med det blik, som samfundet anlægger,« påpeger Gjermandsen.

I en anden scene siger Scarlett O’Hara fra over for Rhett Butlers tilnærmelser, men nægter at acceptere hendes afvisning. »I aften får du ikke lov til at afvise mig,« siger han i filmversionen fra 1939 og slæber hende sparkende og skrigende op af den livmoderrøde trappe. I næste klip vågner hun på med et saligt smil om læben. »Rhett havde ydmyget og udnyttet hende brutalt i løbet af en vild og gal nat,« lyder det i Margaret Mitchells forlæg fra 1936. Den faktiske handling fortolkes altså ikke udelukkende i forhold til den specifikke handling, akten selv, men i forhold til det omgivende samfunds blik på den handling. På den måde demonstrerer de to ’voldtægter’, hvordan begrebet voldtægt altid er til forhandling, både ude i virkeligheden og i den måde, vi lærer at afkode den virkelighed på gennem fiktionen.

Kritiske konservative

Reaktualiseringen af ’rape culture’ er imidlertid også kontroversiel i flere kredse. I januar i år understregede Det Hvide Hus, at man burde bekæmpe voldtægter på landets campusser ved, lød det, at »ændre den tradition for passivitet og tolerance, som alt for ofte accepterer denne type vold.« Men andre stemmer, ofte konservative, vender sig imod denne strukturelle tilgang til voldtægtsbekæmpelse.

»Rape culture-teori gør meget lidt for at hjælpe ofrene, men dens evne til at forpeste unge kvinders sind og gøre dem fjendtligt indstillede over for uskyldige mænd er massiv,« skrev forskningsassistent ved American Enterprise Institute Caroline Kitchens i en omdiskuteret kommentar i Time i marts måned med reference til udtalelser fra USA’s største organisation imod seksuel vold, RAINN (Rape, Abuse & Incest National Network).

»Ved at skyde skylden på såkaldt ’voldtægtskultur’, drager vi alle mænd til ansvar for en social grusomhed, trivialiserer overlevernes oplevelser og undgår at lægge skylden på de konkrete voldtægtsmænd, der er faktisk ansvarlige for den seksuelle vold,« skrev Kitchens, som i overskriften kaldte hele det strukturelle fokus for »hysteri«.

For Sara Gjermandsen udelukker det at lægge ansvar på den enkelte voldtægtsmænd dog ikke behovet for at kritisere voldtægtsskildringer i den verden, han er opvokset i.

»Den radikale feminisme ville mene, at mænd er født som overgrebsmænd og kvinder som ofre, men det er ikke det, det handler om i den nye forståelse af rape culture. Her er manden lige så meget et offer – blandt andet for mistænkeliggørelsen af ham,« siger hun.

»Strukturerne har konsekvenser for alle og begrænser alle menneskers identitet. Den vigtige pointe er, at hvis man skal tro på, at der er en voldtægtskultur, så skal man tro på en bagvedliggende strukturel vold og at det er den, der skaber grobund for, at drenge kan vokse op og tænke, at det er mulighed for at tage noget fra en anden, som de ikke vil give.«

Virkeliggørelsen af den radikale feminisme ville endvidere kræve en total opdeling af mænd og kvinder og samfundets kollaps. Og det er da heller ikke ærindet for nyere teori om voldtægtskultur, foklarer hun. »Italesættelsen af voldtægtskultur som noget, mænd gør mod damer, er på en måde udspillet. Det er mere interessant at bruge rape culture-begrebet til at kigge på, hvordan vi taler om sex,« siger Gjermandsen.

Den pointe understøttes af blandt andre Sabine Sielke, der i Reading Rape fra 2001 netop tager afstand fra den oprindelige forståelse af begrebet, men bruger det til at forstå, hvordan litteraturen og kulturen har påvirket vores forståelse af sex og voldtægt.

Utopier og dystopier

I disse nye kulturelle læsninger kan voldtægtskulturen også ses på andre måder og pege nye steder hen. Således læser Sara Gjermandsen eksempelvis BBC og Jane Campions anmelderhyldede miniserie, Top of the Lake, som udtryk for et forandringspotentiale i synet på voldtægtskulturen.

Vi præsenteres her for et lille landsbysamfund, hvor seksuelle overgreb gennemsyrer alle lag af kriminalbetjent Robin Griffins (Elisabeth Moss) barndomsby, som hun genbesøger, da en 12-årig pige bliver gravid. Her er de voldelige kriminelle, politiet selv og et hjælpeprogram for udsatte unge indficeret af en patriarkalsk voldtægtskultur. Også Robin genkonfronteres med en gruppevoldtægt, hun blev udsat for som teenager. Samtidig er der et lille samfund uden for byen for kvinder fra nær og fjern, der har meldt sig ud af samfundet.

Disse to zoner læser Gjermandsen som en henholdsvis feministisk dystopi og så en feministisk utopi. »Utopien er en tanke, som feminister har leget med siden 1670’erne. I hele den moderne litteraturhistorie finder man temaet med kvinder, der fjerner sig fra mænd for at forsøge at bearbejde ’traumet’ over en patriarkalsk kultur og tage afstand fra undertrykkelsen, den seksuelle vold og den maskuline kontrol af kvinders reproduktion,« siger hun.

Det gælder i øvrigt også den aktuelle film om Maleficent, hvor Tornerose lykkeligt vokser op blandt de gode feer og den ’onde’, langt fra den voldtagende fader.

»Top of the Lake kan læses som et eksempel på feministisk traumekultur, hvor det, som kvinderne mødes omkring, er at komme sig over at være vokset op i en rape culture,« siger Gjermandsen.

Kvinderne mediterer og synger, ganske sigende Bjørks sang »Yoga« med teksten »the state of emergency is where I want to be«.

»Men denne utopiske undtagelsestilstand, hvor de opholder sig i følelser forbundet med traumet, fejler,« påpeger Gjermandsen.

Kvinden som ven

»Forestillingen om, at kvinderne hver især kan meditere sig ud af traumet over at være opvokset i patriarkatet, lykkes ikke,« siger hun.

Derimod findes håbet i den dystopi, som den lille landsby udgør. Det findes blandt andet hos mændene – for eksempel hovedpersonen Robins gamle kæreste, Johno, der opsøger hendes gamle voldtægtsmænd.

»Da Johno tager af sted, tænkte jeg først: Ej, for helvede, endnu en mand, der skal ud og banke en anden mand for at have voldtaget hans kæreste,« siger Gjermandsen.

Det ville være voldtægtskulturens klassiske trope. Men netop det gør Johno ikke. Han skubber blot til ham, siger, at han ikke er velkommen længere. »Fordi du voldtog min ven«, er hans begrundelse.

Heri ligger for Sara Gjermandsen en afgørende forskel: »Johno siger ikke veninde eller kæreste om Robin. På den måde får han italesat, at deres relation er fuldstændigt ligeværdig. Det handler ikke om magt. Det handler ikke om, at han skal ud og gøre krav på hende, men han siger fra over for et overgreb, der er sket både mod ham og hans ven.«

Det er den måde, som vi skal i gang med at tale om modstand mod voldtægtskultur på, mener Gjermandsen. »Voldtægt er et fælles ærinde. Det er mænd og kvinder, der bliver udsat for det. Det er mænd og kvinder, der gør det. Og det er en struktur, som ikke nødvendigvis har noget at gøre med det at voldtage nogen sådan helt specifikt. Det handler snarere om at redefinere, hvad sex er – eller hvilken rolle ejerskab skal spille i relationer, hvor sex indgår.«

Denne form for forandring af voldtægtsfremstillingen indikerer nok ikke, at vi er i nærheden af en grundlæggende samfundsmæssig forandring, mener Gjermandsen. »Men i populærkulturen kommer vi nok til at se mere interessante skildringer af både sex og voldtægt.«

Og de relationer mellem kønnene, vi her møder, kommer højst sandsynligt også til at blive mere komplekse og afvigende fra vores grundforestilling om mandens og kvindens roller i samfundet. Som da den sociopatiske moderfigur, Vee, i den aktuelle anden sæson af Orange Is The New Black under subtile trusler tvinger den plejesøn, som hun har passet, siden han var barn, til sex. Kvinder, der tager sex med direkte eller indirekte vold, er blot endnu en udløber af voldtægtskulturen. Den del kan vi så vente på, at populærkulturen også begynder at afspejle. Alt imens den onde fe plejer sine vinger.

’Top of the Lake’ kan ses på DR2 fra den 28. juli samt lige nu på dansk Netflix.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Borte med blæsten er i feministisk læsning blevet brugt som eksempel på, at en mands seksuelle tvang ikke læses som voldtægt, men kurtisering, så længe den foregår indenfor ægteskabets rammer.

Pepe Le Pew
Det franske tegnefilmsstinkdyr Pepe Le Pew jagter konstant en kvindelig kat, der evigt forsøger at undslippe ham. Således kan han ses som billede på en voldtægtskultur, der kredser om mandens hvileløse, gerne voldelige, erobringstrang.

I Spit on Your Grave
I 70’erne opstod kultfilmgenren ’rape and revenge’,  hvor handlingen er bygget op omkring en voldtægt og offeret eller en repræsentant for offeret derpå taer hævn over voldtægtsmanden. Mere end som en radikal feministisk genre ses filmene ofte som seerens masochistiske begær efter at se den opstemmende voldtægt blive straffet hårdt.

House of Cards
I anden sæson af Netflix’ dramaserie om magt på alle planer, House of Cards, viser det sig, at vicepræsidentfrue Claire Underwood, er blevet voldtaget. Med sin tæft for manipulation sætter hun seksuel vold på den politiske dagsorden. 

Game of Thrones
Den mest omdiskuterede scene i HBO’s Game of Thrones er den formodede voldtægt mellem Jaime begår på sin tvillingesøster Cersei. Også dragekvinden Daenery voldtages af en mand, hun senere forelsker sig dybt i.

Louie
Komikeren Louis C.K. blev for nylig kritiseret skarpt for en underligt humoristisk  bagatellisering af mislykket seksuel tvang over for en veninde i et afsnit af sin tv-serie Louie. »Det her ville være voldtægt, hvis du ikke var så dum,« vrisser veninden, mens hun skubber Louie væk.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Rune Nielsen

Det er pudsigt at jeg som mand hele tiden mistænkes for at krænke kvinders rettigheder til selvbestemmelse, men de børn jeg har med en kvinde betragtes af både hende og samfundet omkring mig som hendes ejendom. Hvorfor skulle jeg som mand i højere grad end kvinder ønske at dominere i mine seksuelle relationer i et samfund hvor jeg alligevel kun betragtes som et nødvendigt onde i en matriarkalsk arvefølge. Overgrebene mod kvinder bunder sjældent i maskulin dominans, men derimod overvejende i de mest utilstrækkelige mænds desperation og afmagt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Simone Bærentzen

For at uddybe: "Det er pudsigt at jeg som mand hele tiden mistænkes..." Du nævner netop en specifik pointe, der fremhæves i artiklen: Mænd er også ofre for samfundets strukturer, bl.a. fordi de mistænkeliggøres. "de børn jeg har med en kvinde betragtes af både hende og samfundet omkring mig som hendes ejendom." Endnu et eksempel på, hvordan mænd også er ofre for de nuværende strukturer (faktisk er kvinder også ofre på det punkt: Mænd fratages indflydelse, kvinder påduttes ansvar - hvadenten de har lyst eller ej).

"... i et samfund hvor jeg alligevel kun betragtes som et nødvendigt onde i en matriarkalsk arvefølge." Det er vist lidt paranoidt.

"Overgrebene mod kvinder bunder sjældent i maskulin dominans, men derimod overvejende i de mest utilstrækkelige mænds desperation og afmagt." Det er meget generaliserende, der er sikkert eksempler på begge dele, og eksempler, hvor der ligger elementer af begge ting. Mig bekendt er der ikke lavet nogle statistikker over forekomsten. Men lad mig spørge dig: Hvorfor føler disse mænd sig så afmægtige? Kan det mon have noget med strukturende at gøre?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Jespersen

Begrebet "Rape Culture" stammer ikke som artiklen ellers hævder, fra nogen feministisk bølge. Det stammer fra dokumentarfilmen "Rape Culture™", der handler om voldtægt indenfor fængselsmurene blandt afrikansk-amerikanske mænd (http://www.avoiceformen.com/mens-rights/false-rape-culture/the-40th-anni...).

Det Hvide Hus har ikke blot understreget at der skal ændres på traditionen. Eller rettere, konkret har det betydet at man på landets campusser kan bortvises alene på en anklage. Unge mænd kan få deres uddannelsesforløb ødelagt hvis en hvilken som helst kvinde på campus ønsker det.

En gang imellem kan man få det indtryk at feministernes "Voldtægtskultur" handler mere om en fræk hemmelig lyst, der blot afslører et extremt simplificerede syn på mænd og maskulinitet. Og så kan man endda gemme sig bag kulturens store voldstabu. Forførelsen kan næppe blive mere spændt op end det.

I den feminine voldtægtskultur kan kvinder fuldstændig risikofrit lege med volden og lysten. Skulle noget gå galt, hemmeligheden blive afsløret, er skylden altid smukt placeret på manden.

Voldtægtskultur er i den forstand hovedsageligt en feminin kultur. "The state of emergency is where I want to be."

Måske er det ikke så underligt at mænd med gennemsnitlig og normal maskulin seksualitet trækker sig fra den fest.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Majbritt Nielsen

Morten Jespersen
21. juni, 2014 - 12:31
Helt ærligt. Det første tanke der gik igennem, da jeg læste dit indlæg. Er han syg i hovedt, Har han slet ikke selvværd?
Nej mænd er ikke per automatik voldtægtsmænd, pga deres køn.
Hvis du har adgang til NETS data, er du jo heller ikke automatisk TYS TYS kilden, vel???

Kvinder lege sku IKKE med tanken om at blive voldtaget. Voldtægt er Vold. Ikke en klap andet.
-Prøv lige at se forskellen på virkelighed og de fantasier der.
Når du nu skal pege fingere. Så får flere kvinder ødelagt deres liv både ved voldtægt og bagefter af politiet og omgivelserne generelt.
Der er på de kliniker på hospitalerne der modtager voldtægtsofre. Har en nogenlunde konstant tilgang af formodet ofre de tager prøver og tjekker for kønssygdomme.
Men de kan oplyse at færre end før, melder til politiet.
Og færre af dem der melder til politiet bliver fulgt igennem og til domstolen.

Der har lige været en sag med en mand der har holdt sin hustru fanget i to døgn. Med voldtægt og totur. Han har før gjort dette.
Der er to sager med to andre kvinder som er forældet. (????)
Og der er en kæreste der har PRØVET at anmelde voldtægten og toturen.
- Hun fik, ifølge medierne der skrev om det, at vide af politibetjenten At hun skulle gå hjem og Tænke over det. Til trods for hun havde mærker, som politi-betjenten ikke engang fik noteret og fotograferet til en eventuel anmeldelse. De slag og mærker kan kun dokumenteres fordi en veninde tog billeder og har gemt dem.
Betjenten skrev det ikke engang ind i døgnrapporten som formodet voldtægtsforsøg. (???)
Gad vide om den politi-stations betjente har en besk smag i munden. Eller er de bare ligeglade???
En kvinde fra København, for et par år siden. Blev bedøvet og voldtaget af 3 mænd, i hendes egen lejlighed. På gulvet badeværelset på tværs af den kant der var i brusenichen. Dommeren afviste sagen og den ene sagsøgte hende for injurier.
Den nye dommer i sagen om injurier, afviste da han mente at det var en voldtægt. da hun blev voldtaget på det sted med en agurk der stadig havde plastik overtræk på. Hvilket han så mente hun ikke ville gå frivilligt med til.(men man kan ikke sagsøge dem igen)

Så kan du ikke bare tage en tudekiks og kom i gang med noget fornuftigt?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Jespersen

Majbritt Nielsen
21. juni, 2014 - 14:52

Vi kan godt blive enige om at hverken mænd eller kvinder ikke er voldtægtskvinder pga. deres køn.

Det er bla. også derfor at filmen Rape Culture var så trist at se. Filmen fremstiller mænd som fødte voldtægtsmænd uden empati og uden selvindsigt, og kun gennem særlig skoling kan de opnå tilstrækkelig selvindsigt.

Jo, der er en ret stor del kvinder der har voldtægtsfantasier. Men det forpligter selvfølgelig ikke mænd til også at opfylde dem.

Så nævner du nogle ekspempler der heldigvis ikke er normale, hverken når det gælder mænds seksualitet, eller voldtægter generelt.

Mit selvværd kommer ikke dig ved, og jeg æder lige så mange tudekiks som jeg har lyst til.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Wendt

Der bliver fremturet med de mest besynderlige eksempler herinde. Det er lidt nødvendigt at tage en diskussion af en sådan karakter i et overordnet perspektiv. De isolerede tilfælde kan findes i alle hjørner, hvis bare man er grundig nok, og således ender det i grøften med personfnidder.

Jeg har svært ved at se det hjælper de kvinder der bliver voldtaget. Jeg føler på ingen måde et ansvar - overfor det, andre individer foretager sig. Så et narrativ med at sætte alle og enhver i samme bås, virker kontraproduktivt for en saglig debat om, hvad man rent faktisk kan gøre.

Politiet skal have en taskforce der ved hvad det drejer sig om, og kvinder til at tage imod anmeldelserne hvis det er det den forurettede ønsker. Så har man lagt de første forhindringer af vejen, så er der de juridiske perspektiver, skal de ændres? Desværre ender det i en diskussion om Brian fra station 2.

Og du godeste, få mig ikke startet i et rant mod politiet, så løber vi sgu tør for kiks.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Feder

Majbritt Nielsen: For noget tid siden var der en historie om en kvinde der havde skåret sin mands penis af og puttet den i en blender. Er det så udtryk for at kvinde dyrker en pikblendningskultur?

Anekdoterne - stik dem et vist sted hen.

anbefalede denne kommentar