Læsetid: 4 min.

Vestlige efterretningstjenester spillede nøglerolle i udgivelsen af ’Dr. Zhivago’

Den britiske efterretningstjeneste affotograferede originalmanuskriptet til ’Dr. Zhivago’ og gav det videre til CIA, som derefter sørgede for at indsmugle eksemplarer af den kommunismekritiske roman til sovjetiske læsere. Det viser nyligt frigivne dokumenter fra CIA’s arkiv
Det er stadig uvist, om det var nogen fra Boris Pasternaks inderkreds, der gav manuskriptet til ’Dr. Zhivago’ til den britiske efterretningstjeneste, eller om MI6 fik fat i det uden forfatterens samtykke.
13. juni 2014

Den britiske efterretningstjeneste MI6 viser sig at have spillet en afgørende rolle i indsmuglingen af eksemplarer af Boris Pasternaks forbudte roman, Doctor Zhivago, til sovjetiske læsere. Det afslører en ny bog, The Zhivago Affair: Kreml, CIA and the Battle over a Forbidden Book, skrevet af Washington Post journalist Peter Finn og historiker Petra Couvee, som udkommer i næste uge. I bogen fremgår det endvidere, at det også var MI6, der i al hemmelighed stod for at give det russiske originalmanuskript videre til CIA.

Oplysningerne bygger på nyligt frigivne CIA-dokumenter, der viser, at det i 1957 lykkedes for en unavngiven britisk efterretningsofficer at affotografere Pasternaks oprindelige tekst. Pasternak havde sommeren forinden betroet sin roman til en håndfuld af sine udenlandske kontakter i erkendelse af, at de sovjetiske myndigheder næppe ville acceptere dens udgivelse. Blandt disse var hans italienske forlægger, Giangiacomo Feltrinelli, men Pasternak gav tillige manuskriptet til to besøgende universitetsprofessorer fra Oxford, Isaiah Berlin og George Katkov.

Det fremgår dog ikke, om det var nogen fra Pasternaks inderkreds, der gav manuskriptet til den britiske efterretningstjeneste med henblik på at få det affotograferet, eller om MI6 kan have tilegnet sig det uden forfatterens samtykke. Isaiah Berlin, der havde russisk som modersmål og et omfattende netværk af britiske diplomatiske kontakter, er en mulig kilde, skønt han, modsat Katkov, mente, at man burde vente med at få romanen udgivet. Efter hjemkomsten fra Moskva gav Berlin også kopier til Pasternak søstre i Oxford. Andre muligheder omfatter diverse oversættere foruden Feltrinelli, der i november i Italien samme år udgav den første udenlandske udgave af Doctor Zhivago i Italien.

Et CIA-memo fra 2. januar 1958 afslører, at MI6 leverede en kopi af det originale 433 sider lange maskinskrevne manuskript til den amerikanske efterretningstjeneste. Det lyder, som følger: »Hermed videresendes to ruller film, som rummer negativerne til en fotokopi af Dr. Zhivago af Boris Pasternak. Vi har fået dem fra xxx, der beder om at få dem leveret tilbage ’i rette tid’.«

Hemmeligt kodenavn

Det tilføjes i notatet, at briterne – den britiske agents navn er streget ud – »mener, at Pasternaks bog bør udnyttes og har tilbudt al den hjælp, de kan. De er dog skeptiske over for, om det lader sig gøre at sende eksemplarer ind i Sovjetunionen med post, idet de mener, at de fleste vil blive opfanget af censuren. De bringer i stedet den mulighed i forslag at betro kopier til tilrejsende til Jerntæppe-området«. CIAs rolle i udbredelsen af ​​romanen i Sovjetunionen bliver nøjere belyst i The Zhivago Affair.

Efter at have modtaget manuskriptet fra MI6 tog CIA skridt til at få trykt og udgivet en russisksproget udgave af Doctor Zhivago i Holland. Den hollandske efterretningstjeneste bistod med dette. Denne udgave blev så distribueret i september 1958 ved Verdensudstillingen i Bruxelles, hvor hardback-eksemplarer i al hemmelighed blev uddelt til sovjetiske besøgende i Vatikanets pavillon. I 1959 lod CIA tillige sin egen paperbackudgave af romanen trykke, men gav det udseende af, at en russisk eksilgruppe i Europa stod bag udgivelsen.

Zhivago-projektet havde sit eget hemmelige CIA kodenavn, AEDINOSAUR, og var kun et af mange CIA-sponsorerede hemmelige udgivelsesprogrammer under Den Kolde Krig. Spiontjenesten stod for at omdele adskillige forbudte bøger, tidsskrifter, pjecer og andre materialer til intellektuelle i Sovjetunionen og Østeuropa. Målet bag denne bløde magtanvendelse var en gradvis underminering af Østblokken ved – som CIA udtrykte det – »at forstærke tilbøjeligheder til kulturel og intellektuel frihed og utilfredshed med fraværet af begge dele«.

Som en af forfatterne bag The Zhivago Affair, Peter Finn, bemærker var Pasternaks eget forhold til det kommunistiske parti og dets ledere »dybt ambivalent«. Han skrev digte, hvori han lovpriste Stalin og Lenin, men blev senere desillusioneret over den sovjetiske stat efter skueprocesserne og de store udrensninger sidst 1930’erne. At Pasternak overlevede disse udrensninger, var hovedsagelig på grund af Stalins personlige interesse for hans værker. Men mange af Pasternaks naboer i hans forfatterkoloni blev arresteret og skudt.

Efter Stalins død blev Doctor Zhivago afvist af de nye sovjetiske myndigheder på grund af dens »manglende accept af den socialistiske revolution«. I USA indså CIA’s hemmelige Sovjetruslands Division under ledelse af CIA-direktør Allen Dulles imidlertid straks dens potentiale: Bogen var slet og ret det perfekte kulturelle koldkrigsvåben. Bogen, hvis handling er henlagt til årtierne efter den russiske revolution, skildrer hvordan dens helt, lægen og digteren Jurij Zhivago, mister sin begejstring for bolsjevismen og melder sig ud af den revolutionære kamp.

Stor propagandaværdi

I et hemmeligt memo bemærker John Maury, en daværende CIA-divisionschef: »Pasternaks humanistiske budskab – at enhver person har ret til et privatliv og fortjener respekt som menneske, uanset omfanget af hans politiske loyalitet eller bidrag til staten – opstiller en fundamental udfordring til den sovjetiske etik med dens opofrelse af det individuelle til det kommunistiske system.«

Et andet notat beskrives Doctor Zhivago som »vigtigere end nogen anden litteratur, vi har set fra den sovjetiske blok«. En CIA-medarbejder konstaterer, at Doctor Zhivago har »stor propaganda værdi, ikke kun på grund af sit iboende budskab og tankevækkende karakter, men også på grund af omstændighederne ved dens offentliggørelse«.

Der har i årevis verseret rygter om, at CIA skulle have bedrevet lobbyvirksomhed for at skaffe Pasternak en Nobelpris. Arkivet viser imidlertid, at der ikke blev sendt eksemplarer til Nobelkomiteen i Stockholm. I stedet gik CIA efter at sprede teksten blandt almindelige sovjetborgere. Uafhængigt af dette gav Nobelkomiteen alligevel Pasternak 1958 Nobelprisen i litteratur, om end forfatteren blev presset til at afvise den efter en omfattende kampagne imod ham iværksat af den sovjetiske stat.

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lone Christensen
Lone Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Aaen

Og hvordan er Dr. Zhivago kritisk overfor kommunismen? De af os som har set filmen aner ikke hvorfor denne bog er kritisk overfor kommunismen...

Lone Christensen

Den engelske forfatter Ian McEwan har skrevet en roman(Sweet Tooth) på baggrund af informationer om hvordan MI5 + 6 og CIA brugte forskellige kunstnere i deres propaganda program uden kunstnernes viden. Det er derfor interessant at få et eksempel beskrevet, som kan have været en del af dette koldkrigs arbejde.

Claus Oreskov, Stig Bøg og Eva eldrup anbefalede denne kommentar
Søren Rehhoff

@Karsten Aaen

"Og hvordan er Dr. Zhivago kritisk overfor kommunismen? De af os som har set filmen aner ikke hvorfor denne bog er kritisk overfor kommunismen..."

Der står lidt om det i artiklen, men man skal sikkert være sovjetrussisk kommunist for helt at forstå det. Bogen og filmen var ihvertfald forbudt i Sovjetunionen.

Claus Oreskov

Har lige gennemløbet flere russiske medier som omtaler episoden. Der er i Rusland almindelig enighed om at Pasternak ikke selv havde nogen del i sagen endsige viden om M16 & CIAs skrupuløse ageren. At denne sag kunne blive forlig for forfatteren var CIA pisse ligeglad med.

Michael Kongstad Nielsen

Hvorfor blev "Stille flyder Don" ikke forbudt?
Pasternaks læge og digter Jurij Zhivago var vel for overklasse-agtig til sovjetstaten, men selvfølgelig kunne Vestens bløde påvirknings-interesse bruge bog og film til at mistænkeliggøre revolutionen.

Claus Oreskov

Jeg giver Michael Kongstad Nielsen fuldstændig ret. Helten i Stille Don var endda på den forkerte side i borgekrigen, men romanen viste fint konflikten som rasede mellem interesser i samfundet og i den enkelte borger selv. Problematikken omkring Zhivago er imidlertid vigtig af flere grunde:
I den Sovjetiske udgave af det socialistiske samfund var det dybest set staten som stod for bogudgivelser. Man kunne ikke forlange af denne instans at den ukritisk skulle udgive hvad som helst. Borgerne betalte den regning som bogudgivelserne kom til at koste, så man lavede et system med eksperter der skulle bedømme udgivelsesværdige bøger. Dette system forandrede sig over tid og var hele tiden en kompleks sammensætning. Forfatternes Forening spillede en stor rolle og dermed påviselige individer som brugte denne personlige magt og indflydelse på forskellig vis. Det var ikke altid heldigt hvad forfatter foreningen vedtog og i kulisserne udkæmpedes allehånde magtkampe. Mikhal Bulgakov giver et ironisk og humoristisk billede i romanen ”Mesteren og Margaritta” af denne forening af litterater. Der var altså mange meninger og ikke så få luskerier i spil omkring diverse bogudgivelser. Det ser man bl.a. af at Stalin frigav Mikhail Bulgakov medens Forfatternes Forening fordømte en del af hans skriverier. En del af diskussionen gik ud på om Bulgakov tilhørte højerfløjen eller venstrefløjen – hvortil Stalin bemærkede at en forfatter at Bulgakovs format var hævet over sådanne modsigelser som højerfløj og venstrefløj. Faktisk forsvarede Stalin også Pasternak som man kan læse i Jyllands Pesten: http://jyllands-posten.dk/kultur/historie/ECE6801941/kendt-forfatter-bru...
En vigtig problematik denne diskussion rejser er hvordan man i en socialistisk stat skal gribe sådanne og lignende sager an. Hvilke institutioner skal afgøre udgivelses værdige: bøger, musik værker, ballet og andet kunst? Og hvad vil en retfærdig procedure indebærer? Man kan jo ikke udgive alt, det gør man heller ikke i den kapitalistiske verden – hvor profitten tæller!

Claus Oreskov

Hvad jer i virkeligenheden ville sige kære medborgere er at bag den meningsløse frase ”sovjetiske myndigheder” gemmer sig også intriger, jalousi og anden menneskelig dårskab som ingen idelogi har!

Niels Mosbak

"I et hemmeligt memo bemærker John Maury, en daværende CIA-divisionschef: »Pasternaks humanistiske budskab – at enhver person har ret til et privatliv og fortjener respekt som menneske, uanset omfanget af hans politiske loyalitet eller bidrag til staten -"

Måske noget den nuværende præsident i USA og hans håndgangne mænd i NSA - samt selvfølgelig danske politikere fra SF til Liberal Alliance - burde læse op på...

Michael Kongstad Nielsen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Ja, censur og indoktrinering duer jo ikke. Det verserer der også en anden debat om for tiden, dén om kinesiske læseplaner, der skal gøre eleverne til gode samfundsborgere, der ser positivt på landets politik og administration.
http://www.information.dk/500906

Hvordan skal et samfund "udvælge" den litteratur, der udgives. Det totalt frie marked har som bekendt sine slagsider, hvor penge, markedsføring og alle de til kapitalismen hørende skavanker skævvrider repertoiret, til skade for befolkningens kultur. I Danmark bruger man så "kunststøtten" fra staten til at bløde lidt op på markedets mangelfuldheder. Men i kunststøtten er der jo også censur og udvælgelse, risiko for nepotisme og magtfordrejning, ideologisering og politisk styring. Man kan vel ikke gøre det bedre, end at sætte "brugerne" til at udvælge og fordele kunststøtten, herunder litterater og boglærde.