Læsetid: 5 min.

Apartheidkritisk forfatter er død

Den sydafrikanske forfatter Nadine Gordimer er død, 90 år gammel. Gordimer, der modtog Nobels litteraturpris i 1991, kæmpede imod sydafrikansk apartheidstyre og raceadskillelse
Den sydafrikanske forfatter Nadine Gordimer var en ligefrem stemme mod apartheids onder, og hun blev ved med at udtrykke sine åbenhjertige meninger efter apartheidstyrets kollaps og fremkomsten af et multikulturelt demokrati.

Deutsche Fotothek

15. juli 2014

1923-2014

Sydafrika har produceret flere anerkendte forfattere det seneste halve århundred, men få så indflydelsesrige som Nadine Gordimer. I går døde hun, 90 år gammel.

Gordimer undersøgte dybderne af menneskers interaktioner i et samfund med racemæssige spændinger, politisk undertrykkelse og diskrimination mellem kønnene. Forbindelsen mellem det intime og det offentlige var kernen i hendes arbejde, som var en tilsyneladende utømmelig strøm af romaner, noveller og essays.

Gordimer var en ligefrem stemme mod apartheids onder, og hun blev ved med at udtrykke sine åbenhjertige meninger efter apartheidstyrets kollaps og fremkomsten af et multikulturelt demokrati.

I sine tidlige værker satte hun spørgsmålstegn ved hvide, liberale værdier og forfægtede fra 1970’erne et mere og mere radikalt standpunkt i sine essays og fiktive værker. Senere støttede hun åbent den liberale bevægelse og de tilknyttede kulturelle forsamlinger såsom The Congress of South African Writers.

Det førte til, at hun i mange år modtog større hyldest i udlandet end i sit eget hjemland, hvor flere af hendes romaner var bandlyst, indtil hun som den første sydafrikaner fik nobelprisen i litteratur i 1991.

Da Det Svenske Akademi gav hende prisen, motiverede akademiet det med hendes »store, episke forfatterskab centreret om konsekvenserne af raceforholdene i hendes land«.

Vidnesbyrd om Sydafrika

Mens det er rigtigt at antyde, at hun fokuserede på forholdene mellem racerne, så var hendes grundige undersøgelse af, hvad der sker med mennesker under de herskende magtstrukturers pres, en større bedrift. Hun var en forfatter, der havde føling med historiens vidtstrakte bevægelser og disses påvirkning på samfundet.

Og alligevel er styrken i Gordimers værker deres vidnesbyrd om livet i Sydafrika. Med hendes egne ord var det mere det at lære at skrive end det at vågne op til raceadskillelsens skamfulde uhyrlighed, der sendte hende »faldende, faldende gennem ’den sydafrikanske livsstils’ overflade«. På et tidspunkt bemærkede hun, at enhver sydafrikaner må fødes to gange: for anden gang ind i en bevidsthed om den omfattende racisme, som de i første omgang levede med.

Gordimers karriere som forfatter begyndte sent i 1940’erne og i de tidlige 1950’ere, da det lykkedes hende at få publiceret noveller i literære sydafrikanske magasiner og derefter i internationale magasiner. Vigtigst i magasinet The New Yorker, hvis vedvarende støtte fra 1951 og frem var en stor opmuntring for den unge forfatter, samtidig med at det hjalp hende med at nå et større publikum. Disse tidlige og indsigtsfulde historier beskrev den hvide middelklasse, der var fanget i en verden, som den følte sig skyldig over, men ikke forstod.

Hun skrev mere end 200 fortællinger, som voksede i omfang, mens hendes fokus fortættede sig i en virkelig bemærkelsesværdig serie romaner fra Note for Publication (1965) og Livingstone’s Companions (1971) til Jump (1991), Loot (2003) og Life Times (2011, en samling der strækker sig over 55 års forfatterskab). Hun eksperimenterede til det sidste – dog ikke altid succesfuldt – med symboler og allegorier, og havde det ikke været for hendes succes som romanforfatter, var hun blevet husket som en stor mester ud i novellegenren – en genre, hun altid forsvarede på grund af dens fortættethed, integritet og mangel på kompromisser.

Hendes første roman, The Lying Days (1953), som er en halvbiografisk dannelsesroman, antyder den specielle bevidsthed, der kom fra hendes fragmenterede koloniale baggrund.

De efterfølgende romaner A World of Strangers (1958) (I fremmed land), Occasion for Loving (1963) og The Late Bourgeois World (1966) (Den senborgerlige verden) cementerede hendes ry som en romanforfatter, der var i stand til at skrive med en ny umiddelbarhed om kærlighedens og moralens fiaskoer i en korrupt og ubegrænset kolonial verden.

Aktiv involvering i kamp

Fra tid til anden virkede det, som om Gordimer følte, at hun alene smedede sin litterære vej. Til trods for hendes landsmænd Olive Schreiner, Alan Paton og Dan Jacobsons indflydelsesrige arbejde, og for den første roman af en sort sydafrikaner publiceret på engelsk, Sol Plaatjes Mhudi, skelede Gordimer altid til sine europæiske forgængere, fra George Eliot til Henry James, DH Lawrence og Marcel Proust. Gradvist udviklede hun sin egen æstetik og udviklede sig fra den primært socialrealistiske, liberalkonservative fiktion, som prægede hendes tidlige værker, til en mere radikal moderne, faktisk modernistisk skrivestil som i The Conservationist (1974) (Ejeren), som hun fik en delt Bookerpris for, og som måske er hendes største præstation.

Med romanerne The Late Bourgeois World, A Guest of Honour (1970) (Æresgæsten) og Burger’s Daughter (1979) (Burgers datter) stod det klart, at lige meget, hvilke begrænsninger der fulgte med det fokus og det miljø, hun havde valgt, var Gordimer en af hendes tids store politiske romanforfattere.

For alle sydafrikanere markerede 1960 og Sharpeville-massakren et vendepunkt; for Gordimer var det arrestationen af hendes bedste ven, Bettie du Toit, som ledte hende til en mere aktiv involvering i politik. Hun sluttede sig til ANC, mens det stadig var ulovligt at gøre, efter at hun var blevet venner med to af de advokater, der forsvarede Nelson Mandela, George Bizos og Bram Fischer. Hendes bog Burger’s Daughter var en »kodet hyldest« til dem, og hun hjalp ofte bevægelsen i hemmelighed.

Som modstanden blev knust af en mere og mere perfid stat, undersøgte Gordimer, hvordan det påvirkede de liv, der var omkring hende. Det gav hendes værker dybde og ledte til en mere kompleks sammenfletning af fortællestemmer, som også inkluderede politiske taler og dokumenter såvel som hendes karakterers hemmelige tanker.

Gordimer tog fat i de moralske og politiske dilemmaer, der var i sin og sine børns generationer – dilemmaer i et samfund, der endelig blev løst fra det forfærdelige, kontrollerende og udnyttende greb, det havde lidt under.

Hun delte ikke andre sydafrikanske forfatteres dybe desillusion, så som J.M. Coetzee, selv om hun samtidig indrømmede, at der fulgte problemer med landets nye styre. Hun mente, at en »ændret bevidsthed« måtte følge et ændret regime. Gordimer undersøgte de uundgåelige kompromisser og svigt, der er i menneskers liv, kamp og frihed, og gav derved gennem 15 romaner en mulighed for at forstå, og måske endda opnå, et menneskeligt liv.

© Guardian og Information

Oversat af Johanne Pontoppidan Tuxen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jette M. Abildgaard
Jette M. Abildgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu