Læsetid: 7 min.

Droner med fjer

Mange af dem blev dekorerede for deres indsats under de to verdenskrige. Men 100 år efter skuddet i Sarajevo og langt ind i fiberkablernes tidsalder er deres bedrifter glemt igen. Brevduerne var den analoge krigs flyvende helte og verdens første droner
Mange af dem blev dekorerede for deres indsats under de to verdenskrige. Men 100 år efter skuddet i Sarajevo og langt ind i fiberkablernes tidsalder er deres bedrifter glemt igen. Brevduerne var den analoge krigs flyvende helte og verdens første droner

iBureauet/Mia Mottelson

1. august 2014

En søvnig dansk vesterhavsby, en nysgerrig stormagt og en mand, hvis loyalitet blev fanget mellem nationer. Det er historien om, hvordan det, der egentlig hedder kontraspionage, men i dag bedst kendes under det mystik-omgærdede navn Politiets og Forsvarets Efterretningstjeneste, opstod i sin organiserede form. Og så er det en lille del af historien om, hvordan en fugl, der er er rigtig god til at finde hjem, har hjulpet tusindvis af generaler og soldater med at holde styr på fjendtlige troppers bevægelser og sende meddelelser fra fronten tilbage til hovedkvarteret. Faktisk så god, at flere tusinde fugle modtog fortjenstmedaljer for deres indsats under de to verdenskrige. Hvorfor Sovjetunionen fodrede 500 brevduer i et dueslag i Esbjerg, vender vi tilbage til. Først går turen til de centraleuropæiske slagmarker fra 1914 til 1945.

Analog krig

Første Verdenskrig omtales ofte som den første for alvor moderne krig. Her blev brugt tanks, maskingeværer og giftgasser, der muliggjorde massedød i et hidtil uset omfang. Men der blev også brugt strengt analoge kommunikationsmidler, da mennesket stadig ikke kunne stole på den teknik, de selv havde udviklet.

Man anslår, at ca. 100.000 brevduer var i luften under Første Verdenskrig. Tyskerne brugte dem, ligesom franskmændene og englænderne gjorde det. Men amerikanerne var selvfølgelig eksperter. United States Army Pigeon Service lyder som noget fra Anders And, men det er navnet på en enhed under den amerikanske hær, der spillede en ganske betydelig rolle for de allieredes krigsførelse. De amerikanske brevdueopdrættere trænede fuglene til at flyve med beskeder så langt som 3.700 kilometer og man formoder, at over 90 procent af alle beskeder sendt med amerikanske brevduer er nået frem til modtageren. Særligt én fugl strålede ekstraordinært blandt de flere hundrede fugle, der blev dekorerede for deres indsats. G.I. Joe hed stjernen blandt duer, i det som senere kom til at hedde ’The signal pigeon unit’ under det amerikanske signalkorps. G.I. Joe modtog den berømte Dickin-medalje for i Italien at have reddet over 1.000 liv, da den fløj 20 mil på 20 minutter og med sig bar en besked om, at britiske tropper havde indtaget den lille by Calvi Vecchia, som efter planen skulle bombes af amerikanske fly. Inden da havde de britiske soldater forgæves forsøgt at få kontakt til hovedkvarteret gennem radio, men teknikken svigtede.

Fuglekrigen

En anden heroisk indsats blev udført af den britiske due White Vision, der var udstationeret med det britisk Royal Air Force i Nordsøen. Her holdt man øje med tyske ubåde og forsøgte om muligt at sænke dem. Heftigt uvejr tvang i 1942 et RAF-fly til at nødlande nær Hebriderne, og vejrforholdene gjorde det umuligt at indlede en efterforskning. Besætningen på flyet sendte i stedet White Vision af sted mod det britiske fastland. Duen var på trods af tæt tåge, regn og vind tilbage med flyets position i løbet af tre timer, og et redningshold kunne sendes afsted. White Vision blev senere belønnet med Dickins-medaljen.

Men intet våben uden forsvar. Duerne måtte finde sig i at blive skudt efter, når de var i luften, ligesom de selvfølgelig også var nemme ofre for bombardementer. Brevduernes største fjender var dog de falke og høge, som blev opdrættet til at angribe brevduerne og sammen udkæmpede en slags fuglekrigen i verdenskrigen.

I 2007 blev det afsløret, at duerne havde været så stort et hit hos englænderne, at man havde oprettet en enhed kaldet ‘Confidential Pigeon Service’. De opererede blandt andet med at kaste duer ned i små faldskærme over Frankrig. Duerne medbragte et mini-spion kit, der bestod af en specialblyant, en lille lap papir og et rør til at putte en besked ind i. Det var så meningen, at franske landmænd skulle finde remedierne på deres vej til markerne om morgenen og sende en besked tilbage om de tyske troppers bevægelser. Mod krigens slutning blev tyskerne dog opmærksomme på duespionagen og udnyttede det i stigende grad til at manipulere fjenden med. En variation var at sende falske beskeder tilbage. En anden var selv at kaste duer ned over Frankrig med besked om, at de allierede havde brug for navne på modstandsfolk, og at disse navne skulle sendes med duerne tilbage. Fuglene ville da returnere til deres tyske dueslag, hvorefter tyskerne kunne anholde og henrette de franske modstandsfolk. Brevduernes historie går, så vidt man ved, tilbage til oldtidens Egypten, hvor sultan Nu-al-Din brugte duer til at operere som et slags postvæsen. Som krigsførende fugl kender man til brugen af brevduer under både napoleonskrigene og den fransk-tyske krig fra 1870-1871. Brevduerne var generelt højtagtede og troværdige allierede for soldater og generaler, hvilket førte til, at man eksperimenterede med at bruge duerne til mere end bare kommunikation.

Brevdueberedskab

I 1908 udviklede tyskeren Julius Neubronner verdens første drone, da han opfandt et minimalt kamera, som kunne monteres på en due, som derefter kunne trænes til at overflyve det samme område gentagne gange for at holde øje med fjendens troppebevægelser. Opfindelsen blev fremvist på verdensudstillinger i Dresden, Frankfurt og Paris i perioden 1909-11 og gjorde den tyske apoteker fra en lille by nær Frankfurt verdensberømt.

Julius Neubronner vidste dengang i 1908 ikke, hvordan brevduerne navigerede og i dag, mere end 100 år efter, er videnskaben ikke meget klogere. Man formoder, at duerne bruger en række forskellige sanser til finde vejen hjem til deres brevdueslag. Nogle teorier går på, at de navigerer efter den magnetiske nordpol. Andre på, at de navigerer efter kendetegn i landskabet. Andre på, at det simpelthen er en kombination af forskellige egenskaber, der gør det muligt for dem altid at finde hjem. I dansk sammenhæng er brevduerne kun i begrænset omfang blevet anvendt i krigshandlinger, men det var alligevel først i 1993, at brevdueforeningernes forpligtigelse til at stille brevduer til rådighed for landets forsvar bortfaldt. Op gennem den kolde krig eksisterede der tilmed et brevdueberedskab i tilfælde af, at al elektronisk kommunikation skulle bryde sammen.

Duerne i Esbjerg

Tilbage i Esbjerg undrede en lokal borger sig i 1904 over det ganske store brevdueslag på mellem 400 og 500 duer, som ingen registrerede brevdueopdrættere ville kendes ved. Det trænede med flyvninger til Kiel, København og over søen til England kan man læse i pens. brigadegeneral og militærhistorisk ekspert Michael H. Clemmesens artikel om forløbet, »Brevduer og fyrtårnsbesøg: Russisk efterretningsaktivitet og interesse i Danmark op mod Første Verdenskrig«. Man undrede sig helt til hovedstaden, hvorfra man sendte en betjent, der på foranledning af borgmesteren skulle undersøge, hvad der gik for sig med de mange duer. Han skulle telegrafere fra Esbjerg, når der blev sendt duer til København med jernbanen, og i København skulle en civilbeklædt betjent følge den ankomne due til dens bestemmelsessted i byen.

Den fremgangsmåde kastede ikke lys over sagen, der i stedet blev opklaret, da telegrafisten Johan Theodor Lassen fra København viste sig at være ejeren af dueslaget. Lassen boede tilfældigvis også i den russiske kirke i Bredgade og havde i Esbjerg en medsammensvoren. Westergaard indrømmede modvilligt, at han otte år tidligere havde haft et møde med Johan Theodor Lassen og en russisk militærattaché, om hvorvidt Westergaard kunne tage sig af duerne i Esbjerg. Westergaard var i tvivl, om det var foreneligt med hans hverv som telegrafibestyrer, men blev beroliget af den russiske militærattaché, der fortalte ham, at det danske Krigsministerium havde givet tilladelse til oprettelsen af stationen.

Da man nåede dybere ned i sagen, viste det sig, at Lassen, der varetog et lignende dueslag i København, i mange år havde været i russisk tjeneste i Østen og var russisk gift. I 1895 sagde han ja til at varetage brevduestationen ved den russiske kirke, efter at også han var blevet forvisset om, at russerne havde fået tilladelse af Krigsministeriet. Han blev dog også hvisket i øret, at det ville blive betragtet som landsforræderi mod Rusland, hvis han omtalte duerne til nogen. Da den russiske efterretningsvirksomhed ikke var rettet direkte mod Danmark, men i stedet viderebragte information fra Tyskland og England, var krisen ikke akut, men man vurderede alligevel, at sagen hypotetisk kunne blive et problem for Danmarks på det tidspunkt absolutte neutralitet. Spionage var på dette tidspunkt ikke ulovligt i fredstid, men noget måtte alligevel gøres.

» Sagen gjorde, at Generalstaben i foråret 1907 konkluderede, at kontraefterretningstjenesten måtte bygges på en rationel ordning, der dækkede hele landet,« lyder det i »Brevduer og fyrtårnsbesøg«, og efter Første Verdenskrig fik Danmark så endelig en egentlig spionagelov.

Brevduerne var dog først lige begyndt med at spionere. Året efter, i 1908, opfinder Julius Neubronner duedronen, og 10 år efter er der, hvad der svarer til 200 dueslag fra Esbjerg i luften under Første Verdenskrig.

Læs mere om brevduernes krigshistorie her:

Saved by a Pigeon: The Story of White Vision

Honoured: the WW1 pigeons who earned their wings

Documents reveal role of 'winged spies'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bo Johansen
Bo Johansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Fjord Larsen

NYTTIGE droner

I stedet for de krigeriske men unyttige raketter Hamas sender ind over *Israel* skulle de bruge de FREDELIGE e-bomber transporterede af små droner.
En e-bombe består af en elektrisk spole med en eksplosiv og udløsermekanisme indeni og kan fremstiles for mindre end 1000 kr.
Når de udløses, ødelægges alt elektrisk og elektronisk udstyr inden for en radius på mange km helt afhængig af højden over jorden.

olivier goulin

Selv dyrene var involveret i verdenskrigene, som altså var universelle i mere end en forstand.
Luftkamp mellem Luftwaffe Høg og R.A.F due - det er da lidt poetisk. Man ser her for sig en mellemting mellem Den Røde Baron og Ander And.

Hvordan dekorerer man i øvrigt en brevdue?
Med lånte fjer?

/O

I 1904 MÅ det altså have været danske konges nære familiemedlem, den på sin mors side danske Zar Nikolai II og ikke Sovjetunionen, som betalte foder til de russiske duer i Esbjerg!

I disse tider skal selv en artikel om duer åbenbart indeholde noget (meget) om russere, der bare MÅ have gang i skumle ting til alle tider under alle omstændigheder. ;-D

Den ellers gode artikel her burde faktisk læses i sammenhæng med en anden udmærket forholdsvis nylig Information-artikel "Den russiske skurk er stadig ude efter verdensherredømmet" !

http://www.information.dk/495018

Sikken en hurtig due! 373 mph er det dobbelte af en dykkende rovfugl.

Jeg tror, 20 mile ved en fejl er blevet til 20 mil, dvs. 124 mile.

Selv 60 mph er sandsynligvis en grov overdrivelse; jeg vil tilskrive det unge soldaters lystfiskerhistorier.