Læsetid: 6 min.

Vi elsker masochister

SM er blevet mainstream, i hvert fald i fiktionen. Men det er masochisten, der er på mode, mens sadisten er rekvisit. Kan det tænkes, at den masochistiske litteratur tiltaler os, fordi den tilbyder et evigt selvstændigt individ en forbudt position, som er autoritetstro og ansvarsfri?
SM er blevet mainstream, i hvert fald i fiktionen. Men det er masochisten, der er på mode, mens sadisten er rekvisit. Kan det tænkes, at den masochistiske litteratur tiltaler os, fordi den tilbyder et evigt selvstændigt individ en forbudt position, som er autoritetstro og ansvarsfri?
4. juli 2014

Pisk og smæk. Der er masser af sexet dominans i tidens kulturliv, bøger og film. F.eks. har miniforlaget Det Poetiske Bureau for nylig genudgivet Leopold von Sacher-Masochs Venus i Pels – den masochistiske litteraturkanons hovedværk – vel nok i forbindelse med biografpremieren på Roman Polanskis Venus in furs, hvori Masochs erotiske fortælling sættes op som teater. Sadomasochismen har altid været en yndet guilty pleasure i den erotiske litteratur.

Men hvordan kan det være, at masochisten er på mode som hovedperson, mens den sadistiske helt er fraværende? Det er ikke længe siden, at en ikke ubetydelig del af verdens befolkning gik i kollektivt selvsving over E.L. James’ kinky askepothistorie Fifty Shades of Grey – som også er ved at blive filmatiseret. Her er hovedpersonen den tøvende, jomfruelige Ana, som forelsker sig i og gradvist underlægger sig den mystisk ulmende Christian Grey, mangemillionær og kinky fætter med eget SM-legeværelse.

James’ succes har desuden banet vejen for flere erotiske udgivelser, som følger Fifty Shades’ basale plotskelet: Ung, uskyldig kvinde møder dominerende, farlig mand, sød musik og kinky sex opstår. Samme rollefordeling finder vi i nogle nyere, danske forfatterskoleværker – som foruden det masochistiske fokus ikke har meget til fælles med litteratur som Fifty Shades.

I Josefine Klougarts Hallerne fylder volden i den seksuelle relation alt imellem de to hovedpersoner, som støder smertefuldt sammen, men ikke kan frigøre sig fra hinanden. (Det er naturligvis vigtigt at skelne mellem voldelige seksuelle overgreb og konsensuel SM-sex. I Klougarts Hallerne er det seksuelle snarere voldeligt end kinky, den mandlige hovedperson bruger og ydmyger den kvindelige, som i en vis forstand er medskyldig i overgrebet, eller: Hun lader det ske og betragter sig selv udefra). Men det er immervæk kvinden, den underlagtes, blik og tanker, vi primært følger.

I Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet fra 2011 indleder hovedpersonen, den unge, forelskede Bjørn, et intenst, SM-præget forhold til sin væsentligt ældre, mandlige ridelærer: Han overgiver sig til et vildt begær, en selvdestruktiv kærlighed. Når Bjørn ikke sidder i ridelærerens håndjern, går han i sin mors silkekjole, skærer i sig selv, prostituerer sig, skifter spontant køn, skriver litteratur og udgør altså en på flere fronter udgrænset skikkelse. Synsvinklen placeres konsekvent hos masochisten. Det er den lille, villige Bjørn, som er altings midtpunkt, ridelæreren er nærmest kun en fetischeret rekvisit.

Vi læsere forventes at identificere os med masochisten, mens den sadistiske karakter er et omrids, en tom figur – ridelæreren, eller den perfekte, personlighedsforladte Christian Grey – som kun findes som mål for masochistens begær. Kan vi kun forstå den underlagte?

Nationalt selvpineri?

Sociologen Rasmus Willig blev i Politiken citeret for denne samtidsdiagnose: »Vi er blevet selvkritiske masochister«. Kan vi forstå samtidsmennesket som masochistisk, i betydningen selvpiner? Willig diskuterer i sin bog Kritikkens U-vending en aktuel situation, hvor selvkritik har erstattet systemkritik: »Vi har erstattet den udadvendte samfundskritik medindadvendt selvtugt og masochisme«, sagde han i Politiken. Det moderne subjekt må forholde sig til en massiv forventning om selvstændighed, selvkontrol, at være sin egen chef og sit eget projekt. Individet vil hele tiden forsøge at forbedre sit liv ved at forbedre sig selv – og glemme at handle politisk, mens man har travlt med sin egen selvforbedring.

Men vent. Masochisten er netop ikke selvpiner, idet han/hun har brug for en anden, sadisten, der står for at dominere. Derfor er vi, når vi coacher, dominerer og ’piner’ os selv, netop ikke masochister. Kan det tænkes, at den masochistiske litteratur tiltaler os, netop fordi den tilbyder en ellers forbudt position, som er autoritetstro og ansvarsfri? En rolle, hvor vi ikke behøver at være selvstændige og stærke individer, der ved, hvad vi vil? Hvor man kan nyde at være magtesløs? Omvendt er vi uinteresserede i sadistens position, fordi vi allerede er vant til at skulle have kontrol, til at være autoriteter i vores egne liv.

Ufarlig afstand

I litteraturen kan den magtesløse tilstand opnås på ufarlig afstand, per stedfortræder, hvis man ikke selv er klar til at kaste sig ud i vilde ’sexperimenter’. Samtidig opfylder læsningen af fræk erotika et mere diffust kulturelt krav om at være frisindet og eksperimenterende i sin seksualitet; at en tilpas afvigende livsstil kan gøre dig til et mere frigjort og lykkeligt menneske. På den måde tilbyder (litterær) masochisme både et frikvarter fra kravet om selvrealisering og honorerer det.

I det tankeeksperiment giver især Fifty Shades’ popularitet mening, idet læseren her møder SM-forholdet i en grundlæggende ufarlig, heteronormativ kontekst, hvor det er uproblematisk foreneligt med kernefamilie og konservativ ægteskabelig lykke.

Ana ’tæmmer’ den sky Christian Grey, idet han med hende for første gang får et ’normalt’ forhold, hvilket i romanerne forstås som et parforhold ved siden af sexlegene i SM-værelset. Og Fifty Shades ’tæmmer’ SM som vild andethed og gør den stuerent mainstream, endda gammeldags romantisk.

Christian Grey udformer desuden en kontrakt for deres forhold. Heri er både regler for seksuelt samkvem og ugentlig fitness: Den eksperimenterede seksualitet er her bare et aspekt i en selvrealiserende tilværelse. Den masochisme, vi møder i Fifty Shades, viser sig at være helt forenelig med det selvudviklende, coachende paradigme, som Willig kritiserer. Og som man kunne forestille sig, at masochismen som selvdestruktion ville være i modsætning til.

Forbudt

Tidligere i litteraturhistorien var erotisk litteratur, især den mere pikante af slagsen, gerne moralsk og/eller juridisk forbudt. Er der i dag nogen restriktioner på litterære udpenslinger af BDSM-sex? Litteraturen afspejler en virkelighed, hvor det tidligere ’perverse’ (sadomasochisme, homoseksualitet, transvestisme, etc.) i stadig højere grad accepteres – og normaliseres – i en erotisk mainstream. Tænk Rihanna, tænk Lady Gaga, tænk Conchita Wurst.

SM er ikke bare tilladt, det er rasende populært, hvis man skal tro Fifty Shades-fænomenets kommercielle sejrsgang verden rundt.

Vi kan forstå det som progressivt, at en tidligere tabuiseret seksuel minoritet i højere grad bliver accepteret. Men man kan også spørge kritisk, om det må og skal være Fifty Shades’ hvide, succesfulde, heteroseksuelle udgave af (sado)masochisme, med aktiv mand og passiv kvinde, vi skal lære at elske? Hvornår bliver accept til appropriering, der uskadeliggør og normaliserer det ’perverse’? Kan det tænkes, at masochismen og andre kinks har et modstandspotentiale i deres andethed, deres uden-for-normen-position?

Masochisme har længe optrådt i det officielle amerikanske diagnosesystem International Classification of Disease (ICD). Men i den nyeste udgave blev diagnosen sexual masochism ændret til sexual masochism disorder. Det vil sige, at hvor masochistiske tilbøjeligheder tidligere blev kategoriseret som en forstyrrelse, er kriterierne nu ændret, så den masochistiske opførsel kun regnes for sygelig i det omfang, patienten selv føler sig generet af den. Hvis du er glad og kinky, er du rask, men hvis du er i konflikt med din afvigelse, er du mentalt forstyrret.

Tragedien

Det virker som en sympatisk moderation af sygeliggørelsen. Men er den ikke samtidig udtryk for et menneskesyn, hvor det splittede, usikre individ er sygt, mens det selvsikre er raskt: Hvor du kun må være kinky, hvis du ved, hvem du er. Der findes andre bud på selvdestruktiv nydelse end den fitnessmasochisme, vi møder i Fifty Shades, en masochisme, som vil noget radikalt andet end selvudvikling.

I Bjørn Rasmussens roman er den outrerede erotik ikke kilde til lækker selvrealisering, tværtimod bliver hovedpersonen splittet ad af sit begær. Bjørn holder fast i forholdet til ridelæreren, selvom det er tydeligt, at de ikke har en fremtid i den jyske provins, hvor fortællingen til dels foregår: Der er ikke noget ægteskab eller en romantisk forløsning i horisonten. Der er et ekstatisk, kaotisk begær, og en ditto litteratur.

Taler Rasmussens roman til en forbudt lyst til at give slip på sin selvforbedring, sit hele selv, og gå i stykker, ekstatisk selvdestruere, og så endda i kærlighedens navn? Det virker væsentligt mere radikalt end Fifty Shades’ moderat kinky kernefamilie og stiller et presserende spørgsmål til læseren: Hvornår har man sidst givet sig selv lov at være en tragedie?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

»Men hvordan kan det være, at masochisten er på mode som hovedperson, mens den sadistiske helt er fraværende?«

Den sadistiske helt er kun fraværende i mainstream-litteraturen. Man kan møde ham på nettet på sider, som samler på erotisk litteratur skrevet af amatører. Her i Danmark har vi f.eks. naterotik.dk som en af de bedste. På engelsk er der en side som literotica.com.

Men når den sadistiske helt er fraværende i mainstream-kulturen, så skyldes det, at det er politisk korrekt at være »offer« (masochist), mens det stadig er politisk ukorrekt at være HAM der piner og torturerer kvinder.

Man kan derfor undre sig over, at det er småt med kvindelige sadister i mainstream-kulturen. De passer jo på en måde godt ind i den feministiske dagsorden, som bestemmer, hvad der er politisk korrekt for tiden.

mvh. Bo Jensen

Torsten Jacobsen

Men vent. Masochisten er netop ikke selvpiner, idet han/hun har brug for en anden, sadisten, der står for at dominere. Derfor er vi, når vi coacher, dominerer og ’piner’ os selv, netop ikke masochister.

Jeg tror ikke helt skribenten har forstået hvad Rasmus Willig mener, når han siger at en [nødvendig] systemkritik er blevet erstattet af en evig selvkritik. I så fald ville hun bemærke, at den 'dominerende' i forholdet netop er det 'system' selv dannede mennesker kritikløst underkaster sig. I fitnesscenteret, på halvmarathonen, til MUS-samtalen.

At slaver (også) søger slaver i litteraturen at identificere sig med, er der vel ikke noget underligt i? Slet ikke i de ganske mange tilfælde, hvor slaven øjensynligt elsker sine trygge lænker.

Lise Lotte Rahbek

Der er alt for meget, jeg ikke ved om sm-forhold.
Hvordan fungerer det i en almen boligforening, f.eks,, hvor naboere ringer efter politiet hvis der lyder støn og smertensråb og lyde af svirpende piske og den slags?
Og hvordan fungerer forholdet udenfor undertrykkelsesværelset, hvor man jo gerne skulle have hverdagen til at fungere uden at lænke masochisten til vaskemaskinen, i al fald mens børnene er små..?
Korriger mig hvis jeg tager fejl, men er det ikke meget i tidsånden, at man hele tiden skal driives til sin yderste grænse og hele tiden være i bevægelse for at føle sig i live og trendy, og og det lys kan man da sige, at SM ligger lige for. Der skal testes grænser og flyttes grænser og bevæges sig og YDES, af begge parter, så selv arbejdsministeren må klappe i sine små hænder.

Det kan godt være at SM er kinky og tidssvarende. Selv har jeg nu aldrig rigtig syntes, at det med at påføre andre smerte eller sætte min vilje igennem er sjovt mere end et par enkelte gange, til hakkeordenen er sat på plads, en gang for alle. Og mit trodsige sind (og min humor) vil næppe heller affinde sig med at få ordrer af en person iført læderstropper med nitter og bar røv.

Jørgen Malmgren

Den her kan jeg ikke sidde overhørig. Jeg har gennem ti år holdt mellem 800 og 1200 foredrag om BDSM og jeg er enig med artiklen i, at forståelsen er på masochistens side. Men en masochist er intet uden en sadist. Begge parter supplerer hinanden og ingen finder tilfredsstillelse uden den anden, det er den virkelige essens i det.

Jeg er med i et internationalt forfatter forum, der har en erotisk sektion og der får fifty shades ingen stjerner, tværtimod .

Måske det var på tid at vi fik en fordomsfri diskussion om emnet.

Jørgen Malmgren

Lise Lotte Rahbek

Men vil du så ikke oplyse os, som ikke forstår det?

Det kan ikke forstås med et rationelt sind, det skal udleves / opleves. Jeg var gift i 33 år med en hardcore masochist og jeg har talt med i hundredvis af masochister, uden at kunne drage en sammenhængende konklusion på, hvad der pirrer og forløser. Der var internt i miljøet uendelige diskussioner om hvad "rigtig" SM var, men ingen af dem gav brugbare svar. Miljøet er fyldt med modsætninger og langt flere end man kunne forvente. Der er dem der kun er til udklædning og rollespil og dem der kun er til smerte og der er fetichister somme tider meget "underlige" men alle mener, at deres form er den eneste "rigtige". Hvilket førte til evindelige konflikter. Jeg tror ikke det har ændret sig meget, siden jeg efter en hjerneblødning trak mig ud af miljøet i midten af halvfemserne.

Niels Mosbak
Jamen, hvor er det skønt - her 40 år efter at S/M blev mainstream, har Danmarks intellektuelle dagblad en højpandet litterær artikel om emnet, man får jo ligefrem lyst til at bryde ud i sang...

Vi skulle nu godt ind i halvfemserne, før det blev almindeligt at tale om det. Vi havde i starten af halvfemserne to gange en udstilling på Roskilde festivalen og begge gange blev der indsat en betjent i udstillingen til at passe på os ;-)

Jørgen Malmgren

Der er ikke mange sadomasochister der vil kunne genkende sig i de definitioner, de er ikke blot tænkte, men overtænkte. SM handler i høj grad om at skifte normale roller ud og bruge en den del af sig selv, der ikke har en plads i et moderne liv. Man modtager og afgiver en magt man ikke ville acceptere i andre sammenhænge overhovedet og indgår dermed i rollespil uden risici. Sadisten har ansvaret for, at det ikke går galt. Masochisten har ansvaret for at give tydeligt signal, hvis en grænse er ved at blive overskredet. Hvis ikke begge parter lever op til deres ansvar, så virker spillet simpelthen ikke og overgrebet er en realitet, også selv om det er utilsigtet.

Stephanie Caruana

Jeg tror, der stadig er noget vej til at vi holder op med at tænke i offer/sadist og i straf - det er jo netop meget mere komplekst. Jeg synes, det er en glimrende artikel - og den fik inspireret mig til at skrive denne her.

http://caruana.dk/?p=1310

Jørgen Malmgren

Stephanie Caruana

Jeg er enig i kritikken af O's historie, personerne er flade og tomme og uden den følelsesmæssige afspejling af menneskene bag. Den er stadig til diskussion i SM-kredse og meningerne stritter i alle retninger. En del tror at det er en lærebog, det er det med sikkerhed ikke, man ville komme galt af sted psykisk, hvis man adopterede den blindt.

Carsten Straarup

Det forekommer vel oplagt at SM tilbyðer en mulig flugt fra hverdagens grå lighedsmageri mellem kønnene. Erotik er vel stærkest, hvis den rives ud af enhver forpligtende og ansvarlig kontekst(?) Jeg gætter på, at ikke mindst mange 'moderne' kvinder balancerer på kanten til det skizofrene her...