Vi elsker masochister

Pisk og smæk. Der er masser af sexet dominans i tidens kulturliv, bøger og film. F.eks. har miniforlaget Det Poetiske Bureau for nylig genudgivet Leopold von Sacher-Masochs Venus i Pels – den masochistiske litteraturkanons hovedværk – vel nok i forbindelse med biografpremieren på Roman Polanskis Venus in furs, hvori Masochs erotiske fortælling sættes op som teater. Sadomasochismen har altid været en yndet guilty pleasure i den erotiske litteratur.

Men hvordan kan det være, at masochisten er på mode som hovedperson, mens den sadistiske helt er fraværende? Det er ikke længe siden, at en ikke ubetydelig del af verdens befolkning gik i kollektivt selvsving over E.L. James’ kinky askepothistorie Fifty Shades of Grey – som også er ved at blive filmatiseret. Her er hovedpersonen den tøvende, jomfruelige Ana, som forelsker sig i og gradvist underlægger sig den mystisk ulmende Christian Grey, mangemillionær og kinky fætter med eget SM-legeværelse.

James’ succes har desuden banet vejen for flere erotiske udgivelser, som følger Fifty Shades’ basale plotskelet: Ung, uskyldig kvinde møder dominerende, farlig mand, sød musik og kinky sex opstår. Samme rollefordeling finder vi i nogle nyere, danske forfatterskoleværker – som foruden det masochistiske fokus ikke har meget til fælles med litteratur som Fifty Shades.

I Josefine Klougarts Hallerne fylder volden i den seksuelle relation alt imellem de to hovedpersoner, som støder smertefuldt sammen, men ikke kan frigøre sig fra hinanden. (Det er naturligvis vigtigt at skelne mellem voldelige seksuelle overgreb og konsensuel SM-sex. I Klougarts Hallerne er det seksuelle snarere voldeligt end kinky, den mandlige hovedperson bruger og ydmyger den kvindelige, som i en vis forstand er medskyldig i overgrebet, eller: Hun lader det ske og betragter sig selv udefra). Men det er immervæk kvinden, den underlagtes, blik og tanker, vi primært følger.

I Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet fra 2011 indleder hovedpersonen, den unge, forelskede Bjørn, et intenst, SM-præget forhold til sin væsentligt ældre, mandlige ridelærer: Han overgiver sig til et vildt begær, en selvdestruktiv kærlighed. Når Bjørn ikke sidder i ridelærerens håndjern, går han i sin mors silkekjole, skærer i sig selv, prostituerer sig, skifter spontant køn, skriver litteratur og udgør altså en på flere fronter udgrænset skikkelse. Synsvinklen placeres konsekvent hos masochisten. Det er den lille, villige Bjørn, som er altings midtpunkt, ridelæreren er nærmest kun en fetischeret rekvisit.

Vi læsere forventes at identificere os med masochisten, mens den sadistiske karakter er et omrids, en tom figur – ridelæreren, eller den perfekte, personlighedsforladte Christian Grey – som kun findes som mål for masochistens begær. Kan vi kun forstå den underlagte?

Nationalt selvpineri?

Sociologen Rasmus Willig blev i Politiken citeret for denne samtidsdiagnose: »Vi er blevet selvkritiske masochister«. Kan vi forstå samtidsmennesket som masochistisk, i betydningen selvpiner? Willig diskuterer i sin bog Kritikkens U-vending en aktuel situation, hvor selvkritik har erstattet systemkritik: »Vi har erstattet den udadvendte samfundskritik medindadvendt selvtugt og masochisme«, sagde han i Politiken. Det moderne subjekt må forholde sig til en massiv forventning om selvstændighed, selvkontrol, at være sin egen chef og sit eget projekt. Individet vil hele tiden forsøge at forbedre sit liv ved at forbedre sig selv – og glemme at handle politisk, mens man har travlt med sin egen selvforbedring.

Men vent. Masochisten er netop ikke selvpiner, idet han/hun har brug for en anden, sadisten, der står for at dominere. Derfor er vi, når vi coacher, dominerer og ’piner’ os selv, netop ikke masochister. Kan det tænkes, at den masochistiske litteratur tiltaler os, netop fordi den tilbyder en ellers forbudt position, som er autoritetstro og ansvarsfri? En rolle, hvor vi ikke behøver at være selvstændige og stærke individer, der ved, hvad vi vil? Hvor man kan nyde at være magtesløs? Omvendt er vi uinteresserede i sadistens position, fordi vi allerede er vant til at skulle have kontrol, til at være autoriteter i vores egne liv.

Ufarlig afstand

I litteraturen kan den magtesløse tilstand opnås på ufarlig afstand, per stedfortræder, hvis man ikke selv er klar til at kaste sig ud i vilde ’sexperimenter’. Samtidig opfylder læsningen af fræk erotika et mere diffust kulturelt krav om at være frisindet og eksperimenterende i sin seksualitet; at en tilpas afvigende livsstil kan gøre dig til et mere frigjort og lykkeligt menneske. På den måde tilbyder (litterær) masochisme både et frikvarter fra kravet om selvrealisering og honorerer det.

I det tankeeksperiment giver især Fifty Shades’ popularitet mening, idet læseren her møder SM-forholdet i en grundlæggende ufarlig, heteronormativ kontekst, hvor det er uproblematisk foreneligt med kernefamilie og konservativ ægteskabelig lykke.

Ana ’tæmmer’ den sky Christian Grey, idet han med hende for første gang får et ’normalt’ forhold, hvilket i romanerne forstås som et parforhold ved siden af sexlegene i SM-værelset. Og Fifty Shades ’tæmmer’ SM som vild andethed og gør den stuerent mainstream, endda gammeldags romantisk.

Christian Grey udformer desuden en kontrakt for deres forhold. Heri er både regler for seksuelt samkvem og ugentlig fitness: Den eksperimenterede seksualitet er her bare et aspekt i en selvrealiserende tilværelse. Den masochisme, vi møder i Fifty Shades, viser sig at være helt forenelig med det selvudviklende, coachende paradigme, som Willig kritiserer. Og som man kunne forestille sig, at masochismen som selvdestruktion ville være i modsætning til.

Forbudt

Tidligere i litteraturhistorien var erotisk litteratur, især den mere pikante af slagsen, gerne moralsk og/eller juridisk forbudt. Er der i dag nogen restriktioner på litterære udpenslinger af BDSM-sex? Litteraturen afspejler en virkelighed, hvor det tidligere ’perverse’ (sadomasochisme, homoseksualitet, transvestisme, etc.) i stadig højere grad accepteres – og normaliseres – i en erotisk mainstream. Tænk Rihanna, tænk Lady Gaga, tænk Conchita Wurst.

SM er ikke bare tilladt, det er rasende populært, hvis man skal tro Fifty Shades-fænomenets kommercielle sejrsgang verden rundt.

Vi kan forstå det som progressivt, at en tidligere tabuiseret seksuel minoritet i højere grad bliver accepteret. Men man kan også spørge kritisk, om det må og skal være Fifty Shades’ hvide, succesfulde, heteroseksuelle udgave af (sado)masochisme, med aktiv mand og passiv kvinde, vi skal lære at elske? Hvornår bliver accept til appropriering, der uskadeliggør og normaliserer det ’perverse’? Kan det tænkes, at masochismen og andre kinks har et modstandspotentiale i deres andethed, deres uden-for-normen-position?

Masochisme har længe optrådt i det officielle amerikanske diagnosesystem International Classification of Disease (ICD). Men i den nyeste udgave blev diagnosen sexual masochism ændret til sexual masochism disorder. Det vil sige, at hvor masochistiske tilbøjeligheder tidligere blev kategoriseret som en forstyrrelse, er kriterierne nu ændret, så den masochistiske opførsel kun regnes for sygelig i det omfang, patienten selv føler sig generet af den. Hvis du er glad og kinky, er du rask, men hvis du er i konflikt med din afvigelse, er du mentalt forstyrret.

Tragedien

Det virker som en sympatisk moderation af sygeliggørelsen. Men er den ikke samtidig udtryk for et menneskesyn, hvor det splittede, usikre individ er sygt, mens det selvsikre er raskt: Hvor du kun må være kinky, hvis du ved, hvem du er. Der findes andre bud på selvdestruktiv nydelse end den fitnessmasochisme, vi møder i Fifty Shades, en masochisme, som vil noget radikalt andet end selvudvikling.

I Bjørn Rasmussens roman er den outrerede erotik ikke kilde til lækker selvrealisering, tværtimod bliver hovedpersonen splittet ad af sit begær. Bjørn holder fast i forholdet til ridelæreren, selvom det er tydeligt, at de ikke har en fremtid i den jyske provins, hvor fortællingen til dels foregår: Der er ikke noget ægteskab eller en romantisk forløsning i horisonten. Der er et ekstatisk, kaotisk begær, og en ditto litteratur.

Taler Rasmussens roman til en forbudt lyst til at give slip på sin selvforbedring, sit hele selv, og gå i stykker, ekstatisk selvdestruere, og så endda i kærlighedens navn? Det virker væsentligt mere radikalt end Fifty Shades’ moderat kinky kernefamilie og stiller et presserende spørgsmål til læseren: Hvornår har man sidst givet sig selv lov at være en tragedie?