Læsetid: 8 min.

Emil Nolde og hans paradoksale held

Han troede fuldt og fast på den germanske races overlegenhed og på en tysk kunst renset for fremmed inficering, men nazismen og historiens ironi reddede maleren Emil Nolde fra den skam i fremtiden at blive betragtet som nazisternes håndgangne mand
Det er utvivlsomt den forfulgte Nolde, som er bedst kendt. Den udstødte rugende mester, der ramt af 'Berufsverbot' sidder lammet i sit hus frarøvet sine pensler og sin palet. Her ses han fotograferet i Schweiz i 1948.

Det er utvivlsomt den forfulgte Nolde, som er bedst kendt. Den udstødte rugende mester, der ramt af 'Berufsverbot' sidder lammet i sit hus frarøvet sine pensler og sin palet. Her ses han fotograferet i Schweiz i 1948.

Louisiana Museum

16. juli 2014

I Norge kunne for 30 år siden en kunsthistoriker, Marit Werenskiold, ene kvinde lægge en Emil Nolde-udstilling ned. Den skulle være åbnet i Stavanger i 1985, og det blev den så ikke.

Hun havde forsket i den norske kunstekspert Henrik Grovenors arkiv og fundet gamle korrespondancer med den tyske ekspressionismes mester, der viste afsenderens aktive sympatier for det nyudråbte Tredje Rige og dets kulturprogram. Sine fund fremlagde hun i en artikel i Aftenposten. Det var nok.

I dag ved man meget mere og meget værre, men på Louisiana bliver Nolde heldigvis hængende. Hans liv er ikke hans værk; og hans værk i øvrigt heller ikke, hvad han selv mente om det og med det. Siden Marit Weren- skiolds aktion – dvs. op gennem 90’erne og frem til i dag – er Noldes stilling under nazismen blevet afdækket lag for lag. Og den handler ikke længere kun om, at han var forfulgt. Den handler om, i hvilken vægtskål han lagde sin lod, om hvor holdningerne hører op og fristelserne, også kaldet opportunismen, begynder.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu