I Norge kunne for 30 år siden en kunsthistoriker, Marit Werenskiold, ene kvinde lægge en Emil Nolde-udstilling ned. Den skulle være åbnet i Stavanger i 1985, og det blev den så ikke.
Hun havde forsket i den norske kunstekspert Henrik Grovenors arkiv og fundet gamle korrespondancer med den tyske ekspressionismes mester, der viste afsenderens aktive sympatier for det nyudråbte Tredje Rige og dets kulturprogram. Sine fund fremlagde hun i en artikel i Aftenposten. Det var nok.
I dag ved man meget mere og meget værre, men på Louisiana bliver Nolde heldigvis hængende. Hans liv er ikke hans værk; og hans værk i øvrigt heller ikke, hvad han selv mente om det og med det. Siden Marit Weren- skiolds aktion – dvs. op gennem 90’erne og frem til i dag – er Noldes stilling under nazismen blevet afdækket lag for lag. Og den handler ikke længere kun om, at han var forfulgt. Den handler om, i hvilken vægtskål han lagde sin lod, om hvor holdningerne hører op og fristelserne, også kaldet opportunismen, begynder.
Den allerede dengang aldrende maler, der korresponderede med alverden fra sin gård i Slesvig, bl.a. altså med Norge, var fuld af forventning til det magtapparat, der ved et kup konsoliderede sig i Tyskland i 1933. Den 66-årige fulgte med sine forhåbningsfulde blå øjne ’det tyske folks løftelse’, som han kaldte det i en hilsen til Grovenor. Han fejede alle skrubler til side med sin faste tro på, at her var noget for ham.
Bøtten var vendt, og vinden blæste hans vej. Pludselig var magthaverne ikke fjerne, sniksnakkende demokrater med knækflip, men sunde, viljestærke idealister, som satte samfundslegemets snyltere på porten og inddrog folkets vældige og villige ressourcer. Ganske vist var der nogle korrupte partifunktionærer hist og pist, men dem skulle den gode og ædle Hitler nok få styr på.
Det er værd at huske, at Noldes og hans kones faste udsigtspunkt siden 1920 – trods deres pied-à-terre i Berlin – var det vindomsuste fladland i den slesvigske marsk. Her fik de deres viden om verdens gang fra distriktsblade og snak med ikke mindst nazistisk vakte naboer på egnen eller besøgende venner og kunsthandlere.
Nolde var sikker på, at den nye orden havde brug for ham og ville betale med hædersbevisninger og -poster. Hans tillid var velbegrundet; det skortede ikke på tilbud og gunstbevisninger, men de nye tider var også uberegnelige, ikke mindst på kulturfronten. Det skulle ironisk nok blive Noldes held.
Den fornedrelse, den billed-storm, der få år efter Hitlers magtovertagelse ventede ham og hans kunst, og som ramte ham som et chok i 1937, anede han ikke skulle blive hans redning sidenhen. Tværtimod. For ham var det først og fremmest en oprørende misforståelse, at han over night blev sat i gabestokken som ’entartet’, som syg og degeneret sammen med kolleger (som Otto Dix og Max Beckmann o.m.a.), som han for manges vedkommende, især de jødiske, for alt i verden ikke ønskede at blive sat i bås med. For hvem var mere og sandere tysk end han? Havde han tilmed ikke, sammen med bl.a. billedhuggeren Ernst Barlach, aflagt trokabsed over for Føreren, da Hindenburg døde? Havde han måske ikke deltaget i en udstilling for nationalsocialistisk kunst i 1933?
Den dalende stjerne
Men dér hang han altså med ét som et hovednummer i Haus der Kunst i München til spot og spe, hulter til bulter sammen med andre vanartede charlatanere. Åbningen fandt sted i juli 1937 samtidig med, at Nolde kunne ses på den officielle årlige udstilling af hæderkronet tysk kunst i Berlin! Hvad var meningen? Der gjorde sig i al fald en kunstpolitisk slingrekurs gældende. Men Hitler selv var ikke til vaklen. Netop derfor faldt hammeren, og den ramte ikke mindst den lamslåede Nolde. Han, der sig så sig selv som svaret på enhver drøm om en sand tysk kunst?
Hans forsøg på at forklare sig og forsvare sig i breve til Goebbels hjalp ham ikke. Propagandaministeren, der ligesom Himmler oprindeligt beundrede Nolde, havde lynhurtigt rettet ind. Som alle andre. Hvem, der havde sit liv kært, kunne være uenig? Det skulle da, helt undtagelsesvis, være den marxistiske filosof Ernst Bloch, der i 1937 – dog ikke offentligt, selvfølgelig – kaldte kunstbegivenheden i München for en »koncentrationslejr med publikumsbesøg«.
Endnu i 1942 under et besøg i Wien søger Nolde at retfærdiggøre sig over for Hitlers statholder i Østrig, Baldur von Schirach, for at få løftet maleforbuddet mod ham.
Der fandtes ingen nazistisk kunst. Det var ikke mindst nazisternes eget problem, da de skulle grundlægge en kunstpolitik. Det var Hitlers personlige smag, som endte med at blive knæsat: Stillestående bayersk kitsch fra 1900-tallet, genremalerier, tørre eller sødladne klassiske nøgenstudier, heroiske portrætbuster, rørende dyrebilleder etc.
Så havde man ikke selv noget videre at byde på, kunne man altid trække al anden kunst gennem sølet.
Der var lagt op til, at Nolde skulle være præsident for statens kunstskoler i hele Tyskland. Det blev til hans fortvivlelse forhindret, da hans stjerne brat dalede. Men i hans erindringer er det ham selv, der betakker sig.
Næste trin var, at hans billeder i offentligt eje blev fjernet fra statens samlinger og konfiskeredes – i massevis. Alene tallet, over 1.000, vidner om, hvor udbredt og værdsat Noldes kunst var i 20’erne. Når hans værker i vid udstrækning tilbageleveredes og dermed blev reddet for eftertiden, skyldtes det ikke, at herskerne forbarmede sig, men kun ét forhold: At Nolde siden 1920, ved delingen af Slesvig, blev dansk statsborger og derfor var uden for rækkevidde. Sit danske statsborgerskab havde han til sin død, selv om han ellers ikke gik ind for Sønderjyllands genforening med Danmark.
Nolde yndede at fremstille sig som en outcast i Weimar- republikkens tid, men sagen var, at han både var populær og – som radikal ekspressionist – et stort navn på bjerget gennem tyverne. Så den foretrukne offerrolle er med andre ord ikke baseret på kendsgerninger, men har sin rod i en art socialt kompleks.
Han var fikseret på, at der var nogen, der var mere feterede af den berlinske kunstverden og storborgerskabet end han selv, bonden fra udkantstyskland. Stjernerne var de mondæne storbysaloners koryfæer, de internationalt, især fransk orienterede kunstnere, f.eks. omkring den jødiske Max Liebermann, elegant impressionist og præsident for det prøjsiske kunstnerakademi – hvor Noldes herkomst, fædrenegården i landsbyen Nolde lå og ligger i det flade marskland ved den dansk-tyske grænse.
Men nu ventede der bonden med hans rødder i jorden, landet og gamle myter et comeback i en ny, sejrende magts bevågenhed.
Den historiske ironi
Som ung havde Nolde, dengang under sit oprindelige navn Emil Hansen, boet ensom og desperat på Dantes Plads i København (i Holkenhus), hvor han mest af alt lignede den hallucinerende hovedperson i romanen Sult af Knut Hamsun. Han havde endnu ikke fundet sig selv som kunstner, men fandt til gengæld sin tro livsledsager, den unge skuespillerinde Ada Vilstrup, som Herman Bang havde instrueret og troede på, og som Knud Rasmussen til sin forbløffelse måtte afstå som kæreste til den karismatiske sønderjyde.
Ada sluttede sig resolut til den fattige mand ved staffeliet (han skulle med tiden male og tegne hende 1.000 gange) og forblev ham hengiven og loyal til sin død mere end fire årtier senere. Når Nolde i sine erindringer tog afstand fra den modne Knud Rasmussen, var det netop på grund af den berømte polarforskers voksende hang til at færdes på finansverdenens bonede gulve. Selv havde Nolde fundet andre, mere rå velyndere.
Emil Nolde er en del af tidens modstilling mellem civilisation og kultur, for nu at bruge Thomas Manns benævnelser for en karakteristisk skillelinje i 20’ernes åndsliv.
Civilisationen er latinsk, demokratisk, international, udadvendt, intelligent, urban, jødisk. Kulturen er ’dyb’, indadvendt, konservativ, religiøs, mystisk, naturgroet, regional/national, nordisk, drømmende.
Ingen tvivl om, i hvilken lejr Nolde så sig selv. Han blev medlem af den nationalsocialistiske partiafdeling i Sønderjylland; han troede fuldt og fast på den germanske races overlegenhed og på en tysk kunst renset for fremmed inficering, især fra jødisk hold; hans oprindeligt mere moderate antisemitisme, som Ada og han tydeligt deler gennem tyverne, får en kraftig understregning, da Hitler-staten legitimerer den.
Det er utvivlsomt den forfulgte Nolde, som er bedst kendt.
Den udstødte, rugende mester, der ramt af Berufsverbot (siden 1941) sidder lammet i sit hus på den flade mark ved grænsen, frarøvet sine pensler og sin palet af den barbariske stat og dermed sin position som den tyske ekspressionismes største maler.
Her malede og navnlig tegnede han på stribe sine Ungemalte Bilder til pulterkammeret eller illegal afsætning. Gaver til venner var også undtaget forbuddet.
At dette billede af en såret kæmpe, som under krigen kan høre bomberne falde i det fjerne Kiel og Flensburg, er dominerende, skyldes navnlig en uhyre populær tysk roman fra 1968, Deutschstunde af Siegfried Lenz. Her har Nolde lagt skikkelse og skæbne til maleren Nansen. En roman om offeret og overleveren, der ydede passiv modstand mod overmagten ved indædt at male og male og repræsenterede den sande tyskhed overfor nazismens tyske barbari.
Det er virkelig en historisk ironi. Med deres maleforbud og ved at sende ham i indre eksil reddede nazisterne Emil Nolde fra den skam i fremtiden at være deres håndgangne mand – hvad han ville være, hvad han var, og hvad han ønskede, han kunne være forblevet. Dér var han heldig. Noget – ikke ham selv – havde villet hans bedste.
En 30-årig irsk forfatter berejste i 1936-37 Tyskland på lykke og fromme, men også for at lære noget mere af verden at kende. I lommen havde han adressen på Noldes lejlighed i Berlin. Så mange andre kunstnere var flygtet eller emigreret, men Nolde var blevet, vidste han. Hvad havde han at fortælle. Den unge mand nåede aldrig at finde den store ekspressionist, der var sendt ud i det yderste mørke af nazismens kulturindpiskere. Det var Samuel Beckett.
Uwe Danker: ’Vorkämpfer des Deutschtums oder Entarteter Künstler – Nachdenken über Emil Nolde in der NS-Zeit’, i Jahrbuch Demokratische Geschichte, nr. 14, 2001
Aya Soika, B. Fulda: ’German Down to the Deepest Mystery of his Origins. Emil Nolde and the National Socialist Dictatorship’, i ’Emil Nolde Retrospective’, udstillingskatalog (Städel Museum, Frankfurt, og Louisiana), 2014
Chr. Saehrendt: ’Emil Nolde heute’ i ’Emil Nolde’, d.m. Reuther, 2010.
