En følsom spiller, et forargeligt skue

Den populære fortælling om tennissportens tilblivelse er en fortælling om konservatisme og snobberi. Den foregår i England i sidste halvdel af 1800-tallet og handler om den britiske overklasse, der var blevet trætte af crocket og havdre brug for noget nyt at fordrive de lange sommersøndage med, mens de skålede i kølige drikke og spiste jordbær i vennernes vældige baghaver. Den fortsætter gennem første halvdel af det 20. århundrede i eksklusive tennisklubber, hvor medlemskab ikke bare var afsindigt dyrt, men også kun tilgængeligt for folk med de rette forbindelser.

De mest prestigefyldte tennisturneringer var forbeholdt amatørspillere, der trods fraværet af præmiepenge havde råd til at hellige sig ketsjersporten på fuld tid. Arbejderklassen var ikke velkommen. Ikke-hvide var forment adgang.

Det er ikke sådan, at den populære fortælling er usand. Den er bare ufuldstændig. For det er også sådan, at tennis altid har været en kontroversiel beskæftigelse.

I 1860’erne, da den første moderne tennisbane blev kridtet op i en baghave i Edgbaston, handlede sport især om at styrke unge mænds karakter. Det var voldsomme holdsportsgrene som fodbold eller rugby, hvor man kæmpede for sin skole, sin by eller selve nationen. Patriotisme, muskler og maskulinitet var i centrum.

Tennis var altid anderledes. Her var godt nok tale om en duel, men bevægelserne vækkede samtidig minder om dans eller skøjteløb. Som regel foregik det under afslappede forhold, i forbindelse med private komsammener, stemningen var løssluppen, der blev gerne drukket alkohol, og den strenge adskillelse mellem kønnene opløste sig på banen, hvor mænd og kvinder spillede både med og mod hinanden. Alt dette tilmed om søndagen, den ugentlige helligdag, midt i den victorianske æra. Det var forargeligt.

Den første kvindelige Wimbledonmester, Maud Watson, var tilmed datter af en præst, der var så åbensindet, at han lod sine pigebørn deltage i diverse klubturneringer.

»Folk syntes, det var skandaløst, at han lod os spille offentligt. Men vi nød det skam,« er Watson citeret for at sige i Love Game – A History of Tennis, from Victorian Pastime to Global Phenomenon, udgivet i maj måned, skrevet af forskeren og forfatteren Elizabeth Wilson, der hen over 320 sider lykkes med at placere tennisspillet i et krydsfelt af penge, progressivitet og sex.

»Begærets dialektik« udspiller sig på banen, argumenterer Wilson, der minder om, at kærlighed, Love – der betegner nul i det besynderlige pointsystem – er udgangspunktet for hver kamp, for hvert parti.

I det hele taget hjælper det engelske sprog til at beskrive tennis som et erotisk spil. Hør bare Wilsons udlægning af den slagveksling, der gentager sig kampen igennem.

»The player pressed with stroke after stroke and built to the final unanswerable shot and this was repeated in game after game, climax and anti-climax building ever higher, all leading to the point of no return.«

En kontroversiel træner

Det giver mening, at tennis begyndte som en grænseoverskridende sport. Det giver mening i lyset af de undtagelser og afvigelser, der sidenhen har knyttet sig til spillet.

Amélie Mauresmo, 34 år, vandt selv to grand slam-titler i sin karriere som professionel tennisspiller. Hun var kendt for sin flair og sit alsidige spil – ’tennis flyder fra hende,’ som en skribent engang formulerede det.

Glyn Kirk

1970’erne så tjekkoslovakken Martina Navratilova afhoppe til USA og senere stå ved sin lesbiske kærlighed, mens 80’erne så Andre Agassi, fattig andengenerationsindvandrer, gå på banen påført neglelak, eyeliner, ørenringe og denimshorts – klædt »like a fag«, som hans far udtrykte det.

Her udspillede sig den ene mere anti-autoritære scene sig efter den anden, når arbejderdrengen Jimmy Connors onanerede sit ketsjerskaft, eller når langhårede John McEnroe på selveste Centre Court udråbte dommeren til at være »the pits of the world«. Her er foregået den mest succesrige kvindekamp på den moderne sportsscene, hvor mandlige udøvere ellers dominerer både mediebilledet og listen over verdens 100 bedst betalte idrætsudøvere, der består af 97 mænd og tre kvinder – alle tre tennisspillere.

Det er i lyset af den historieskrivning, at den forsvarende Wimbledonmester Andy Murrays valg af træner skal ses. Briten har på mange måder foretaget et oplagt valg. Efter successen med Ivan Lendl har han hyret endnu en tidligere topspiller, der både har ligget nummer et i verden og vundet grand slam-titler, deriblandt Wimbledon.

Hvert år på denne tid hviler et vanvittigt pres på Andy Murray, når briternes drøm om en landsmand som mester i egen have, udelukkende hænger på ham. Sidste år indfriede han forventningerne. Det er de ikke blevet mindre af. Som franskmand ved hans nye træner et og andet om at spille grand slam-tennis foran et forventningsfuldt hjemmebanepublikum. Og det er nu engang sådan for en rutineret spiller som Murray – 27 år er han blevet – at en træner, snarere end at finjustere hans teknik, skal fungere som inspirator og mental vejleder.

Alligevel har skottens trænervalg vakt stor opmærksomhed. Det har den enkle forklaring, at han har hyret en kvinde. Amélie Mauresmo, der sidste år trænede Marion Bartoli til Wimbledon-succes, blev offentliggjort som Murrays nye træner den 8. juni. Reaktionerne lod ikke vente på sig.

»Nej, du tager gas på mig,« sagde Marian Vajda, mangeårig træner for Novak Djokovic, da han hørte nyheden. »Jeg er chokeret.«

Det var Virginia Wade, Storbritanniens Wimbledonmester fra 1977, også.

»Et totalt chok,« sagde hun og kunne næsten ikke tage det alvorligt. »Jeg troede bare, de lavede fis. Jeg tror måske, han prøver at tage fusen på os alle sammen.«

Marinko Matosevic, verdens nummer 58, der slog sidste års semifinalist Fernando Verdasco i første runde, inden han tabte til Jeremy Chardy, satte sagen i et større perspektiv.

»Alt handler om ligestilling i de her tider. Man skal være politisk korrekt,« sagde han, uden så helt at være det, da han forklarede, hvorfor han ikke kunne gøre noget tilsvarende:

»Jeg har ikke særlig høje tanker om kvindernes spil.«

Tennis er undtagelsen

Det er tennisverdenens historiske ambivalens om igen. På den ene side et kor af konservative stemmer. På den anden side en sport med en aparte tradition for kvinder som trænere for mænd. Jimmy Connors, der lå nummer et på verdensranglisten gennem det meste af 1970’erne, blev trænet af sin mor. Den russiske top-ti-spiller og French Open-semifinalist i 1989. Andrei Chesnokov blev gennem hele sin karriere trænet af velrenommerede Tatiana Naumko. Kasakheren Mikhael Kukuskin, der i lørdags vandt første sæt mod Rafael Nadal, inden han tabte i fire, er trænet af sin kone, Anastasia Kukuskina, mens Dennis Istomin, verdens nummer 45, der røg ud i tredje runde til Stanislas Wawrinka, trænes af sin mor.

Til sammenligning blev der for to år siden lavet en opgørelse over samtlige trænere og assistenttrænere i de øverste amerikanske baseball-, basket-, ishockey- og fodboldligaer: over tusind trænere, samtlige af dem mænd. Ingen fodboldklub fra de to øverste divisioner i Europas fem største fodboldnationer (Tyskland, England, Spanien, Frankrig og Italien) har nogensinde spillet en kamp med en kvinde i spidsen.

»Hun kan ikke komme med dig i omklædningsrummet – kommer det til at betyde noget?« spurgte en BBC-journalist Murray, samme dag som Mauresmo-ansættelsen var offentliggjort.

Høflig som han er, undlod Murray at gøre journalisten opmærksom på, at stort set samtlige kvindelige topspillere er trænet af mænd uden at skulle forholde sig til lignende spørgsmål. I det hele taget lader skotten til at tage virakken med ophøjet ro. Ansættelsen af Mauresmo er for ham ikke noget særligt.

»Hun var ekstremt rolig,« har Murray sagt om deres første samtale. »Hun er virkelig god til at lytte.«

Murray er selv begyndt at lytte nøje efter sin krop, der ikke længere finder sig i at blive presset til det yderste hver dag. Han har brug for en træner, der anerkender den dialog, han har med sin krop.

»Det er vigtigt,« som han siger, »at de folk, du arbejder sammen med, respekterer og lytter til dine følelser.«

Han er, siger han, ligeglad med, hvad andre spillere måtte tænke om hans beslutning. Murray, med det skrøbelige sind og følsomme håndled. Murray, der som en af de få mandlige spillere følger kvindernes tour med begejstring, nyder at se Agnieszka Radwanska spille, tweeter »How good is Taylor Townsend! #talent,« når han ser den 18-årige amerikaner i aktion, og spåede, da han for tre år siden så en ukendt teenager ved navn Caroline Garcia spille, at hun »is going to be number one in the world one day … what a player«. Hun vandt i øvrigt sin første titel tidligere på året og nåede tredje runde ved Wimbledon, inden hun i fredags tabte til Ekaterina Makarova.

Andy Murray spiller kvartfinale i dag mod stortalentet Grigor Dimitrov. Skotten har endnu ikke sat et sæt til i turneringen. Mandag aften gik det ud over Sydafrikas tårnhøje servebomber Kevin Anderson, der blev besejret 6-4, 6-3, 7-6 foran et jublende publikum på et fyldt Centre Court.

På sin første matchbold slog Murray en tung, dyb baghånd på tværs af banen, uimodtageligt. Sejren så komfortabel ud, men jubelscenen – aggressive brøl, knytnæveslag mod jorden – var forløsende og afslørede det pres, Murray er under i hver eneste kamp.

Amélie Mauresmo gjorde ikke det store væsen af sig, som hun sad der i spillerboksen, rolig, med hånden tænksomt under hagen gennem den afsluttende tiebreak. Det var ikke hende, det handlede om. Efter kampen blev Murray nok engang spurgt til, hvordan han og Mauresmo løste den logistiske udfordring ikke at kunne snakke sammen i omklædningsrummet under den regnvejrspause, der afbrød spillet midt i andet sæt. Han svarede, at de snakkede sammen uden for omklædningsrummet.

Ellers handlede pressekonferencen mest om tennis. De indledende chok over ansættelsen af Mauresmo lader til at have fortaget sig. Murray har brug for at spille sit bedste tennis. Han har brug for en træner, der kan hjælpe ham med at få det frem. Mauresmo er den rette til opgaven, den bedst egnede, hverken mere eller mindre.

Sådan ser det vel ud, når noget usædvanligt ikke længere vækker den store opsigt. Det er næppe tilfældigt, at det foregår på en tennisbane. Som Elizabeth Wilson skriver om tennis i Love Game, så »repræsenterer det mere præcist end noget andet skue, de enormt betydningsfulde forandringer, der foregår i samfundet«.

Elizabeth Wilson: ’Love Game – A History of Tennis, from Victorian Pastime to Global Phenomenon.’ 320 sider, 10 pund. Serpent’s Tail