Læsetid: 8 min.

En følsom spiller, et forargeligt skue

Trods sit støvede ry har tennisverdenen tradition for at være både progressiv og grænseoverskridende, fremgår det af ny bog om sportens historie, der kan være med til at forklare, hvordan ansættelsen af Andy Murrays nye træner på én gang virker oplagt og chokerende
Den forsvarende Wimbledonmester Andy Murrays valg af ny træner har vakt forbløffelse i internationale tenniskredse, hvor det ellers – i modsætning til mange andre sportsgrene – ikke er uhørt, at kvinder træner mænd.

Toby Melville / Ritzau Scanpix

2. juli 2014

Den populære fortælling om tennissportens tilblivelse er en fortælling om konservatisme og snobberi. Den foregår i England i sidste halvdel af 1800-tallet og handler om den britiske overklasse, der var blevet trætte af crocket og havdre brug for noget nyt at fordrive de lange sommersøndage med, mens de skålede i kølige drikke og spiste jordbær i vennernes vældige baghaver. Den fortsætter gennem første halvdel af det 20. århundrede i eksklusive tennisklubber, hvor medlemskab ikke bare var afsindigt dyrt, men også kun tilgængeligt for folk med de rette forbindelser.

De mest prestigefyldte tennisturneringer var forbeholdt amatørspillere, der trods fraværet af præmiepenge havde råd til at hellige sig ketsjersporten på fuld tid. Arbejderklassen var ikke velkommen. Ikke-hvide var forment adgang.

Det er ikke sådan, at den populære fortælling er usand. Den er bare ufuldstændig. For det er også sådan, at tennis altid har været en kontroversiel beskæftigelse.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer