Læsetid: 7 min.

Forsamlingshus for åndsarbejdets fremme

Fanø Free Folk Festival er en mikrofestival for 150 fritænkere, en empatisk koncertrække og en mageløs social begivenhed – helt befriet for det traditionelle kunstner/publikumhierarki. Informations musikredaktør har været indlejret i den weekenden igennem
Tyske spillemænd i klitlandskab – Hungerhoff & The Wild Roots giver koncert i udkanten af Sønderho under den intime, empatiske, frit tænkende Fanø Free Folk Festival.

Ralf Christensen

30. juli 2014

Fanø vakler i disen af sanseindtryk. Den flade aflange ø smelter i weekendens varme og dens stærke lokalkultur fortoner sig under en empatisk invasion af musikere fra hele verden. Herude i Vadehavet gør Fanø Free Folk Festival op med vante forestillinger om, hvad folkemusik kan være – endda i en landsby, der, som et af de eneste steder i Danmark, kan bryste sig af en levende folkemusiktradition, overbragt fra generation til generation i seks led. Men her i det så traditionsrige Sønderho befinder vi os pludselig på ny grund, i færd med at bygge blid uro oven på historisk ro.

Der er omkring 150 betalende gæster til denne femte udgave af Fanø Free Folk Festival, og det er mere eller mindre udsolgt på en festival, der sætter intimitet over kapacitet, nærvær over massepsykose. Sønderho Forsamlingshus er epicenteret, med få afstikkere til kirken, forfatteren Lars Skinnebachs galleri samt øens natur. Og den lille plads foran forsamlingshuset er det sociale rum, hvor der ikke er hierarkier, hvor kunstnere og publikum færdes ubesværet mellem hinanden, spiser den samme mad øst fra store dampende fællesgryder. Det er helt enkelt umuligt at anmelde festivalen ud fra normale kriterier, fordi alle falder i snak med alle, og man pludselig er faldet pladask for et andet menneske, som så viser sig at være musiker og nu pludselig står på scenen.

Det er simpelthen umuligt at opretholde en habil afstand til kunstnerne uden på samme tid at melde sig ud af festivalen. Så det følgende er en form for embedded journalism, en reportage fra en festival, der her i sit femte år synes at have fundet sin særegne form og temperament.

Ingen klasseinddeling

Først nogle generelle observationer:

1) Vi flytter ind i Sønderhos kultur med hud og hår, ind i forsamlingshuset midt i byen, hvor der normalt bliver spillet op til bal i den lokale musikstil, den såkaldte sønderhoning. På nær et lydsystem og fire lamper er stedet uændret under festivalen, maritime minder og historiske fotografier fastholder stedets ånd. Og der kan selvfølgelig købes kaffepunch.

2) Det er på sæt og vis en folkemusikalsk begivenhed. Der er ikke nogen klasseinddeling mellem kunstnere og musikere, ja, ikke engang en forhøjning af scenen, der optrædes direkte på gulvet. »I am not the singer of this song,« synger Mute Swimmer under sin meta-folk-koncert søndag. Musikken er ikke noget, et romantisk kunstnergeni har skabt, det er noget, der synger igennem mennesket, naturen, kroppene, kulturen. Og i hans dramatiserende optræden og sine smertefuldt sandhedssøgende sange bliver han ved at stille spørgsmålstegn ved den personlige performance, det mærkværdige teater, som koncertsituationen er. På et tidspunkt får han publikum til at synge til ham: »Why don’t you shut the fuck up« – og så sætter han sig ned blandt publikum og synger med, mens han kalder den nu imaginære performer på scenen en »wanker«.

3) Men det er også en ikkefolkemusikalsk begivenhed. Der er musik, der genremæssigt slet ikke er folkemusik og heller ikke opererer med inklusive strategier, men tværtimod vrider et personligt mørke ud. Der er sjældent dans under festivalen. Og traditionerne smadres lige så ofte, som de bæres videre. »Undskyld at vi larmer på en folk-festival. Vi venter bare på, at Peter Seeger klipper kablet over,« siger danske Fredrik Rollum Eckhoff, forsanger i Halasan Bazar, der med deres psykedeliske merseybeat er langt fra folkemusikken. Han refererer til den berømte episode på Newport Festival i 1965, hvor det er blevet en usand, men sejlivet myte, at Seeger truede med at kappe strømmen til scenen, fordi Bob Dylan for første gang optrådte med elektrisk guitar – og dermed vinkede farvel til folk-musikkens akustiske kernekvalitet.

Kollektivt krydsfelt

4) Håndværk og teknologi indgår i en smuk kædedans. Nogle gange står håndværket alene, og nye håndlavede instrumenter skubber musikken ud i nye akustiske territorier. Andre gange er vi i pedalernes rige, hvor solomusikeren er enevældig klangkonge i gang med at lægge stemme og instrumenter i lag-på-lag-på-lag, mens effektpedalerne ekkoer, forædler, forvrænger, fordobler. PS: Der er ikke en laptop i sigte under hele festivalen.

5) Publikum kan være din familie. Tre dage med kun én koncert ad gangen og kun 150 gæster betyder, at de samme mennesker igen og igen deler koncertoplevelse. Vi er alle sammen stoppet med spejlneuroner, og de kommer i spil i et kollektivt krydsfelt, der bliver stadig mere fortroligt, alt som festivalen skrider fremad. Jeg’et og vi’et smelter sammen. Og vi ser hinanden i øjnene.

6) Empati garanteret. Man skal lede længe efter så dedikeret et publikum som her. Alle ved, at de er blandt de få privilegerede, der er på besøg her, og det åbenbare engagement antager snart en dyb empatisk kvalitet, der spreder sig over begivenheden som helhed.

7) Havet og naturen i det hele taget bløder ind i kulturen, både den lokale og den internationalt tilrejsende. Det kan ses i forsamlingshuset og kirken, hvor der er masser af maritime referencer. Og høres i sangteksterne og i musikken, hvor cikaderne filer løs, fuglene pipper, og søen truer med at gøre indhug i befolkningen.

8) Der foregår også kulturel udveksling. Mange lokale overværer festivalen, mens den egyptisk-engelske duo Asfour/Merrill er ankommet til Sønderho en uges tid før festivalen og har overværet de lokale gå til bal og danse til sønderhoninger. Og de har været på skolebænken hos Tove De Fries sammen med hendes formidable ni- til 12-årige pigeelever, som for tiden er i færd med at bære den lokale tradition videre til næste generation. Britiske Daniel Merrill betror mig, at stilen er kontraintuitiv for ham, fordi emfasen er på opstrøget, altså når buen stryges opad, mens britisk musik er i modsat retning.

International inspiration

Vi går i Sønderho Kirke for at lytte til den egyptisk-engelske duo. Det er en uforstærket koncert, og folk holder vejret. Som afslutning glider duoen over i en sønderhoning, de har lært på bedste beskub, og således bindes der knude til både deres ganske avantgardistiske kompositioner og til deres udforskninger af britisk folkemusik, herunder en hidtil uhørt udgave af »Scarborough Fair« fra 1893.

Kirken, hvor Merrill og Asfour spiller, har plads til flere mennesker, end der er fastboende i nutidens Sønderho. Som symbol på en svunden storhedstid hænger der minutiøst detaljerede sejlskibsmodeller foran alteret, over hovederne på duoen.

I 1850’erne sikrede skibsbyggerne i Sønderho og Nordby, at Fanø havde Danmarks næststørste flåde. Dengang var Sønderho en stortrivende søfartsby med over 2.000 fastboende indbyggere. Så kom dampskibene. I dag er der omkring 270, som holder fast året rundt.

Men som dengang, hvor folkemusikken fra England, Frankrig, Holland kom til Fanø ad søvejen, så skyller musikken igen ind over øen i tre dage hvert år. Det lokale får ikke lov at lukke sig om sig selv, og Fanø Free Folk Festival sørger for, at tankerne flyder frit, følelserne finder nye former, og kreativiteten dirrer i et åbent rum. Og det kan godt være, at nogle lokale kalder de særdeles frie fortolkninger – og nogle gange destruktioner – af folk-begrebet for ’bum-bang’-musik – og at det ikke er kærligt ment.

Men der er nu også en fornemmelse af storsind over, at en så bredspekret og udfordrende festival får lov at overtage byens midte. Så at sige flytte ind i kulturen og strække den til bristepunktet. Akkurat som da søens folk for århundreder siden kom hjem med nye sange fra nær og fjern og lod dem sive ind i lokalkulturen, hvor de fandt sig til rette i sønderhoningens særlige 2/4-swing, således opstår der også i denne weekend nye muligheder for international kulturel udveksling.

Men det er også en skrøbelig festival med et lille publikum og en spinkel økonomi, endda i et ømfindtligt økosystem. Ja, politi og brandvæsen kommer endda forbi lørdag aften for at sikre sig, at der er styr på brandregulativerne.

Spraglet udvalg

Men det er heldigvis kun i musikprogrammet, der er ild. Et par lynnedslag:

På gåtur gennem vadehavsnaturen giver den tyske trio Hungerhoff smagsprøver på deres kernesunde folk bundet i amerikansk tradition, mens Daniel Merrill synger en sang om det britiske kanalsystems arbejdere ved en gammel tysk bunker på stranden.

Polsk-danske Olga & Palle hjemsøger os med slidte kassettebåndoptagere og alskens dingenoter. Elektronisk vraggods sukker, legetøj kortslutter, en kropsløs diva vånder sig, træk-op-cikader sitrer, et Gameboy-genfærd går gennem rummet. Et slags futuristisk-folkemusikalsk genbrug af barndommens legetøj og teknologi.

Fra Tyrkiet kommer den kurdisk-alevitiske Çiğdem Aslan og saz-betvingeren Tahir Palali, der transporterer især det tyrkiske folkeslags smerter og fornøjelser gennem tid og rum og via folkesangen til Fanø 2014.

Norske Svarte Greiner bygger en klangkirke af norsk folkemusikfornemmelse og tung død.

Amerikansk ledede Powerdoves to instrumentalister – en vibrafonist og en forrygende altmuligmand – lægger enorm anstrengelse i at spille så lidt som muligt.

Østrigske Bird People spiller shamanistisk dronemusik præget af bedeskåle, cikader, sitar og, jep, loop-pedal.

Dansk-ledede Moongazing Hare lukker det alternative bal søndag med en koncert, så fuld af længsel at det næsten ikke er til at bære. »We are only waiting for wild nothing.«

Og: »Everyone you hoped would stay, will move on.« Modvilligt må vi erkende at forsangeren har ret. Fastlandets rationalitet og pragmatisme venter på os alle sammen.

På gensyn, lille forunderlige ø.

Fanø Free Folk Festival – Sønderho, Fanø, fredag-søndag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anker Nielsen
  • Torsten Jacobsen
Anker Nielsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det bedste ved, at sommeren snart er forbi, er bevidstheden om, at man ikke hver dag skal konfronteres med endnu en åndssvag festival et eller andet obskurt sted i kongeriget.