Læsetid: 7 min.

Madpakken lugter af værdier

Det begyndte med fedtemadder og spegesild. I dag er der oftere leverpostej på rugbrødet. Men dengang som nu er madpakken ikke bare en pakke mad. Det er en klassemarkør og mad i skolen er en ideologisk kamp, som socialdemokraterne i sin tid vandt. Men den sejr giver problemer for nutidens madordninger
Det begyndte med fedtemadder og spegesild. I dag er der oftere leverpostej på rugbrødet. Men dengang som nu er madpakken ikke bare en pakke mad. Det er en klassemarkør og mad i skolen er en ideologisk kamp, som socialdemokraterne i sin tid vandt. Men den sejr giver problemer for nutidens madordninger

iBureauet/Mia Mottelson

31. juli 2014

Hvis man lukker øjnene, kan man stadig fremkalde lugten af skole. Det er lugten af sand, sure gummistøvler, industrielt rengøringsmiddel og varme madpakker. Madpakker, der har ligget i en taske hele dagen. Måske er halvdelen spist. Tilbage i de små plastikbeholdere er kun afgnavede rugsbrødskanter og den tomatmad med salat, som man egentlig skulle have spist først. Og måske en gulerod. Skoletaskefabrikanterne har taget konsekvensen af årtiers svedige spegepølsemadder og producerer nu skoletasker med plads til et køleelement, så maden der blev smurt kl. 7, trods alt stadig er lidt spændende kl. 12. For selv om der er sket meget på skolefronten, så fragter de fleste børn fortsat rundtenommere frem og tilbage mellem hjem og skole.

At servere mad i danske skoler har altid været lidt af en varm kartoffel så at sige. Er det samfundets opgave at sørge for, at børnene får mad i skolen? Bør det ikke være forældrenes ansvar? Det er ikke første gang, Anne Birgitte Agger har svaret på det spørgsmål. Som direktør for Københavns Madhus, der blandt andet står for madlavningen i daginstitutioner og for madordninger i en lang række skoler i København, er hun vant til at befinde sig på madens kampplads:

»Jeg mener, at det er fuldstændig langt ude at gøre dette til en ideologisk diskussion om, hvorvidt samfundet skal tage opgaverne fra borgerne eller ej. Vi må forholde os til to ting: Samfundet er indrettet på en måde, hvor vi er væk fra vores børn det meste af dagen, og derudover så har vi fralært os nogle basale madkundskaber. Hvorfor ikke flytte den omsorg over i fællesskabet?« spørger Anne Birgitte Agger.

Sat i system

Men der er en god forklaring på, hvorfor diskussionen om skolemad ofte bliver politisk. Da skolemaden blev sat i system og ikke længere var baseret på privates samfundssind og almisser, så blev den samtidig politisk. Som kombination af socialpolitik og fattighjælp blev skolemad nemlig en socialdemokratisk mærkesag, fortæller Anne Katrine Gjerløff, der er historiker og projektleder på ’Jubilæet – Skole i 200 år’ og medforfatter til storværket Dansk Skolehistorie, hvoraf tre bind er udkommet.

»Omkring år 1900 var disse tiltag om skolebespisning i langt overvejende grad rettet mod arbejder- og underklassens børn. Og deres indførsel følges med, at socialdemokraterne får mere og mere politisk magt og selvfølgelig er interesserede i, at vælgerne kan se, at de faktisk gør noget for dem. Det sker blandt andet ved at tilbyde disse meget tidlige velfærdsgoder. Nu skal der være ordentlig gratis undervisning til alle, der skal være varm mad og skolelæge,« siger Anne Katrine Gjerløff.

Dengang gjorde man sig ikke så mange overvejelser om, hvorvidt man tog ansvaret fra forældrene. Opfattelsen var nærmere, at skolen havde ret til at gøre noget ved børnenes helbred og opdragelse.

»Skolen overtager meget tidligt en række opgaver, som vi ellers vil opfatte som en del af privatsfæren. Det er særligt i byerne, at børnene kommer i bad og afluses i skoleregi. Den klassiske standsforståelse hersker i byen, og man er meget afklaret med, at der er nogle klasser, der ikke magter de opgaver selv. Og det er sådan set lige meget, om det er af økonomiske eller sociale årsager,« siger Anne Katrine Gjerløff.

Åndelig føde

Men skolemaden var ikke bare en tidlig velfærdsindsats. Den blev også serveret som åndelig føde.

»Indstillingen var, at hvis børnene skulle blive gode borgere i samfundet, så skulle de også lære de dyder, som hører de højere klasser til. Man lærte at sidde stille ved bordet og at holde bordskik. Hele situationen omkring det at indtage maden var omgærdet af streng disciplin, og skolebespisningen fungerede på den måde som en videregivelse af borgerlige idealer om måltidets betydning og husmoderens ansvar,« siger hun.

Det var aldrig tanken, at skolemaden skulle være til alle børn. Det var kun de fattigste, der havde det akutte behov. I årene op til Første Verdenskrig bliver det dog flere og flere. Men i hele perioden har man kunnet forvente, at de rige familier selv sørgede for mad til deres børn, men også den kunne være kritisabel. I 1908 skrev lægen Poul Hertz for eksempel i det pædagogiske tidsskrift Vor Ungdom: »En klog moder vil gøre sig umage for at kræse lidt op for børnene, når hun laver madpakken til dem. Et æble eller et stykke tørt bagværk skal man ikke være bange for at give med, sky på kødet eller en skive salt agurk, en velsmagende ost, en sardin eller lignende sager får maden til at glide lettere ned. Men ikke alle mødre er kloge, og mange overlader skolemaden til en ligegyldig tjenestepige, og så bliver den derefter.«

Mistilliden til forældrene spillede altså også en rolle, og den paternalistiske stil vokser op gennem 1930’erne, og man genfinder den faktisk gennem hele historien, fortæller Anne Katrine Gjerløff. I 1970’erne og 80’erne opstår for eksempel udtrykkene ’nøglebørn’ eller ’wienerbrødsbørn’.

»Da velstandsstigningen begynder at slå igennem i 1960’erne, forsvinder skolemaden, da man er af den opfattelse, at forældrene nu har råd til mad selv. Men der er stadig denne fornemmelse af, at forældrene ikke gør det helt godt nok, og så opstår den slags udtryk. På det tidspunkt handlede det mindre om det fysiske og mere om det mentalhygiejniske. Nu bør forældre have råd til mad, mener man, alligevel går der stadig børn rundt for lud og koldt vand: Nøglebørnene og wienerbrødsbørnene, der er overladt til sig selv.«

I 1970’erne er madpakken stadig i høj grad en klassemarkør. Det er ikke overklassens børn, der får penge til wienerbrød i stedet for en hjemmelavet madpakke. Anne Birgitte Agger er meget opmærksom på, at mad kan forstærke skel mellem børn. Så selv om Københavns Madhus i begyndelsen blev beskyldt for at lave for dyr mad, som de fattigste børn ikke havde råd til, selv om det var dem, der måske havde mest brug for den, så er hun stadig meget bestemt: Københavns Madhus skolemadordning EAT skulle ikke være fattigmad.

Smart og lækkert

»Vi ville gerne have, at EAT var så smart og så lækkert, at østerbromoren valgte det til. Vi var godt klar over, da vi startede, at det ville få en social slagside, fordi moren fra Tingbjerg ikke ville have fem gange 20 kroner til at betale for det, og det var helt cool. Vi kunne også have brugt 125 millioner på fattigmad, men så ville vi aldrig få sat en ny dagsorden, men i stedet bruge alle pengene på at stigmatisere en hel gruppe. Mange københavnere kan huske, hvordan de fattige børn i 1950’erne fik en brun pose, som Irma havde pakket til dem. Det ville vi ikke.«

Og man kunne ikke lave mad til alle dengang i 2007, hvor Københavns Madhus fik sin første bevilling. Det var der ikke penge eller faciliteter til. Og på grund af de føromtalte socialdemokrater kan skolen ikke opkræve penge for maden, som dagsinstitutionerne kan. Skolen skal være gratis. Derfor bliver maden nødt til at fungere på markedspræmisser, hvis man som Københavns Madhus ikke kun ønsker at lave mad til dem, der var penge til at nå. I stedet gik Madhuset efter at gøre EAT populært samtidig med, at de undersøgte, hvad der skulle til for at få de fattigste børn med. Sidste år vedtog borgerrepræsentationen i København så, at familier skal kunne visiteres til tilskud til skolemad, så de fattigste kan få det til nedsat pris eller helt gratis. I dag er EAT et tilbud, der til en hvis grad er opnåeligt for alle grupper. Men ingen kan se, hvem der får tilskud. Det hele foregår over nettet. Der er stadig ingen brune papirposer.

For Anne Birgitte Agger og Københavns Madhus handler det om en kulturforandring. Ikke kun om at blive mæt. »Der er ingen, der sulter,« som Anne Birgitte Agger siger.

»Jeg vil ikke acceptere den dagsorden, hvor skolemad er en almisse, der er målrettet de fattigste, når vi generelt har ondt i madkulturen,« siger hun.

Madmødre og -fædre

Københavns Madhus ligger i den hippe kødby på Vesterbro i København. I gården foran bygningen er der for tiden indrettet urtehave, hvor en medarbejder går og vander planterne. Persille, timian og andre krydderurter vokser i både højbede og opad væggen. Senere på dagen skal der være grillkursus for en række af madhusets madmødre og -fædre fra de københavnske institutioner. Det hele handler om at genskabe måltidets betydning. Ikke kun om at blive mæt. Vi har slet ikke lyst til at spise, hvis det er det eneste, maden skal gøre, mener Anne Birgitte Agger.

»Der ligger en opgave omkring maddannelse, som går på tværs af alle indkomstgrupper og sociale skel. Der er mange børn fra middelklassefamilier, der som 15-årige ender med at have problemer med fedme, spiseforstyrrelser, og hvis ikke det, så er de tyndfede. Det vil vi gerne gøre noget ved i fællesskabet, så det kan være med til at løse et samfundsmæssigt problem, som ikke kun er underklassens.«

Selv om de måske har ændret sig lidt, så bliver der altså også i dag serveret værdier sammen med maden i skolerne.

Serie

Seneste artikler

  • Hvor blev tavlen af?

    18. august 2014
    På mange måder symboliserer tavlen folkeskolens og pædagogikkens udvikling. I dag er den stort set væk, siger professor Ove Korsgaard
  • Lektien lært: Bare lad være!

    11. august 2014
    Folkeskolereformen vil reducere hjemmearbejde. Lektier har nemlig altid handlet om alt mulig andet end indlæring: Om gudsfrygt, disciplinering, selvstændighed og forældreansvar. Danske lærere giver lektier for uden at vide, om de har en eff ekt. ’Fordi det gør man bare’, siger forsker
  • Den moderne skole er ikke feminiseret, den er bare human

    4. august 2014
    Mens diversiteten i befolkningen bliver større, bliver folkeskolerne mere ens. Skolehistorien er én lang inklusion af nye grupper og ét langt forsøg på at forfølge idealet om, at alle børn skal gå i skole på samme måde. Det kan især aflæses i den måde, skolen har håndteret drenge og piger på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Sørensen

"Hvis man lukker øjnene, kan man stadig fremkalde lugten af skole. Det er lugten af sand, sure gummistøvler, industrielt rengøringsmiddel og varme madpakker."

Så er den falske scene sat. Hvordan lugter sand?

Og ærligt talt: Jeg husker de varme madpakker, men det var sgu ikke, fordi skolen eller klasserummet lugtede af dem. Der var no such lugte, og den eneste grund til, at de bliver nævnt, er, at man SOM LÆSER LISSOM SKAL HAVE ALLE SANSER AKTIVERET.

Fuck det. Jeg stod af artiklen efter indledningen, fordi den suttede røv. Og vi ved vel alle, hvordan en suttet røv lugter: lige dele lort og leverpostej.

Og sand.

Nils Bøjden

Bla. bla. bla.

Der skelnes kun mellem varme madpakker og "den gode ide".

Allerede her er ideologien fuldstændig afsporet. Alle skoler har i dag køleskabe således at ungernes madpakker bliver transporteret fra hjem til skolen og derefter placeret i et køleskab svarende til den transport tid indkøb har.

Lad de der har råd og lyst købe mad på skolen og hold så os andre ude fra det. Så længe skolen / fællesskabet ikke er i stand til at levere en fornuftig ernæring til ungerne til samme pris og med samme indhold som vi selv er i stand til fra hjemmet så er det en ekstra skat der er nogen der forsøger at indføre.