Nyhed
Læsetid: 4 min.

Nibali satte sit forventede punktum

Årets Tour de France blev et løb uden spænding om den endelige vinder, men med masser af dramatik i niveauet under Astana-holdets suveræne italiener
Kultur
25. juli 2014

Vincenzo Nibali satte uden synligt besvær punktum for sin regeringsperiode i denne udgave af Touren ved at køre solo til Hautacam og sin fjerde etapesejr. Som var bemærkelsesværdig alene af den grund, at ingen rytter i den gule trøje har vundet fire ’almindelige’ etaper siden Eddy Merckx’ dominans i 60’erne og 70’erne. Ellers var der intet usædvanligt at rapportere om Nibali, der bortset fra udlånet af den gule trøje til en franskmand på Bastilledagen har ført løbet siden han vandt 2. etape i Sheffield og allerede på femte dag satte dagsorden på brostens-etapen til Arenberg, hvor rivalen Alberto Contador blev sat med to og et halvt minut. Det var samme etape, der beseglede den tredje forhåndsfavorit, Sky’s Chris Froomes, skæbne, da han efter flere styrt udgik. Og da Contador blev elimineret efter et grimt styrt på 10. etape, var Nibali reelt alene tilbage i bjergene, så uanset hvor mange eksperter og kommentatorer, der italesætter Nibalis sejr som resultatet af »siciliansk stolthed«, som TV 2’s Dennis Ritter gjorde, bevirkede tabet af de to jævnbyrdige favoritter, at løbet blev en forudsigelig affære.

Ikke kedelig, bestemt ikke, dertil var løbene i løbet under Nibali tilpas dramatiske. Der blev kørt nogle smukke cykelløb undervejs, og de to sidste podiepladser bliver da også først afgjort på enkeltstarten i morgen.

I går drattede den snu Alejandro Valverde ned på fjerdepladsen i den samlede stilling efter at have ligget som toer det meste af løbet, men han er kun to sekunder efter den franske veteran, Jean-Christophe Péraud og sølle 15 sekunder efter den 24-årige Thibaut Pinot, der kørte sig ind på den samlede andenplads – som han dog næppe får lov at beholde, da Valverde formentlig vil være bedre på enkeltstartens 54 kilometer.

Den danske vinkel

Også den ’danske vinkel’, som salig Ebbe Traberg kaldte den i hans øjne overdrevne interesse for Tourens danske ryttere i de danske medier, fik sit momentum – godt nok i skikkelse af en polak, men alligevel: Tinkoff-Saxos Rafal Majkas glansnumre i Alperne og Pyrenæerne med to etapesejre, en anden- og en tredjeplads, der i går sikrede ham den prikkede bjergtrøje til ejendom, ses i høj grad som et resultat af Bjarne Riis’ taktiske evner, og det er de sikkert også. Majka blev hasteindkaldt til Touren, da det stod klart, at Roman Kreuziger måtte melde forfald efter en dopingmistanke, og ankom med bevidst nedtonede forventninger efter hårdt arbejde i Giro d’Italia. Men han reddede sammen med Michael Rogers holdets renommé, om end det i holdkonkurrencen – som Riis kun tager alvorligt, hvis der ikke er andet at læne prestigen op ad – ligger på en beskeden 11.-plads. Om den anden ’danske vinkel’, Jakob Fuglsang, ramt af både sygdom og uheld, kunne have bidraget til den nationale eufori, vil aldrig blive opklaret. Efter ret autoritativ kørsel på de første etaper, især på brostens-etapen i Nordfrankrig, blev resten af løbet en skuffelse, som han har tacklet med lige dele realitetssans og galgenhumor.

Myternes parade

Så ja, løbet var underholdende og dramatisk, men også uden spænding – som i årene, hvor Eddy Merckx, Bernard Hinault i 80’erne, Miguel Indurain i 90’erne og Lance Armstrong i 00’erne regerede løbet enevældigt. Heller ikke i deres magtfuldkomne perioder var der tvivl om vinderen fra dag ét – ligesom der sidste år ikke var tvivl om Froomes sejr fra dag to. I år var der i det mindste tvivl til dag 10! Nu må vi vente et år med at se, om løbet blev snydt for et trekantdrama, eller om Lo Squalo dello Stretto (’Hajen fra Strædet’) er den rigtige vinder. En forprøve kommer i det tredje af sæsonens grand tours, Vuelta de España, senere i år. Chris Froome stiller op, men i går blev det meddelt, at Alberto Contador næppe bliver klar til at deltage.

En afklaring af de bedstes indbyrdes styrkeforhold må vente til næste års Tour de France. I går blev Nibalis triumf fra Pau til Hautacam på flere måder historisk, bl.a. derved, at Tourmalet-passet var indlagt som en gestus til historien. Tourmalet har været på programmet mere end 70 gange siden 1910 og er i lighed med Alpe d’Huez og Mont Ventoux en af de klassiske prøvelser, som rytterne sætter en ære i at passere først for dermed at indskrive sig i løbets adelskalender ved siden af navne som Gino Bartali, Fausto Coppi, Lucien van Impe, Bernard Thevenet, Raymond Poulidor, Federico Bahamontes, Eddy Merckx og Richard Virenque. I 2012 var franske Thomas Voeckler første mand gennem passet, i øvrigt som tredje franskmand på stribe. Voeckler måtte i går opgive at gentage sit glansnummer halvvejs oppe ad bjerget, men en anden fransk rytter kom først over tinden, AG2R’s Blel Kadri, der med en cykellængde var foran Sky’s Mikel Nieve, der altså heller ikke her var i stand til at redde en sidste stump af det britiske holds flossede renommé i dette løb og blev sat på de sidste 10 kilometer op til mål.

Hautacam kom først på programmet i 1994, hvor Luc LeBlanc vandt foran Miguel Indurain, og i 1996 blev tinden et nationalt klenodie, da man hjemme ved tv-skærmen troede, at Riis havde fået nok, at han var færdig, da han faldt tilbage på stigningen for at kigge konkurrenterne ud, hvorefter han kørte væk på den store klinge – og gjorde ikke kun Hautacam, men cykelløbet til dansk paratviden. At Riis kørte i en døs af EPO har ikke rokket ved bedriftens mytiske betydning som national milepæl. Et ’højdepunkt’, som TV 2’s Dennis Ritter sagde med en fortalelse, han omgående og med doping-politisk korrekthed rettede: »eller højdepunkt er et forkert ord i den sammenhæng«. Er det?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her