Læsetid: 9 min.

Pigerne efter drengene på Byskolen

Forfatter Kristina Nya Glaffey og skribent ved Information Anders Haahr Rasmussen delte fire års folkeskoletid i slut-80’ernes Frederiksværk. Her husker de tilbage
Klassebillede fra en udflugt til Rundetårn i femte klasse. Kristina og Anders sidder i røde jakker. Privatfoto

Klassebillede fra en udflugt til Rundetårn i femte klasse. Kristina og Anders sidder i røde jakker. Privatfoto

26. juli 2014

Hende: Jeg kan huske at være overbevist om, at jeg var verdens klogeste barn, fordi de andre i klassen hverken kunne stave eller regne og spiste trestjernet salami og chokolademadder på toastbrød, mens jeg læste Cecil Bødker og spiste min mors hjemmebagte fuldkornsboller med humus. Der var mig og læreren, som var nogenlunde lige kloge, og når alle lærerne engang blev gamle og døde, ville der kun være mig tilbage blandt en flok af hundehoveder, og så ville jeg sikkert blive statsminister eller dronning.

Jeg kan huske, da du startede i vores klasse efter sommerferien, og jeg tænkte, at der måtte være sket en fejl, fordi du var den mindste dreng på otte år, jeg nogensinde havde set. Du sad over for mig i hesteskoen og så meget lidt bange og genert ud, da Jytte Jensen præsenterede dig for klassen. Selv præsenterede du dig guddødemig på engelsk. My name is Anders. I live on Strandgade 20. I have two brothers. Og spillede skak. Og løste matematikopgaver, hurtigere end Anders And kunne nå at falde i en bananskræl. En enkelt skoledag, fire sølle timer oven på en sommerferie, og mit planlagte enevælde sank i grus.

Ham: Jeg kan huske, at du blev sendt på kontoret for at have været fræk, sikkert drillet Jytte Jensen, som bad dig om at gå op til inspektøren, hvilket du nægtede, du ville blive i klassen, uanset hvad Jytte Jensen sagde, så hun endte med selv at møve dig ud ad døren og ned ad gangen, du gjorde ikke modstand, lod dig trække af sted, armene over kors, fødderne slæbende hen over gulvet, kroppen helt stiv og lidt på hæld, som en statue af en afsat leder, der bliver bugseret væk, bortset fra at det her var en magtdemonstration af dig, sådan som du halvt stod, halvt lå i Jytte Jensens arme, mens du smilede ned mod alle os andre, der fulgte optrinnet med hovedrysten – hun er skør, hende Kristina, sagde vi, mens jeg tænkte for mig selv, at du var helt vildt sej.

Hende: Jeg kan huske, at du altid brugte både korkbælte og badevinger til svømning, og at du rystede af kulde som en lille hund, når vi gik langs kanten af bassinerne på vej fra omklædningen, og at jeg altid svømmede sammen med dig ovre i det lave bassin, selv om jeg var virkelig god til at svømme.

Ham: Jeg kan huske en eftermiddag, vi stod med skoletasker på ryggen foran ITA-centeret, hvor din mor arbejdede, og du spurgte, om jeg ville med ind og se det, og der var intet i verden, jeg hellere ville, men jeg kunne ikke, jeg måtte ikke, den slags gik bare ikke an.

Hende: Jeg kan huske, at jeg kastede en basketball i nettet, lige da Else Hillerup havde stillet sig under det, og at jeg begyndte at løbe, da den ramte hende i hovedet, og at jeg akkurat nåede op på inspektørens kontor, før Else nåede at fange mig.

Jeg kan huske, at jeg satte tegnestifter på Jytte Jensens stol, og at hun begyndte at græde, da hun opdagede det.

Ham: Jeg kan huske, at nogle fra klassen sagde, at du kunne gøre, lige som det passede dig, for din mor sad i skolebestyrelsen og kunne med et fingerknips få Jytte Jensen fyret, hvis hun var for streng over for dig.

Hende: Jeg kan huske, at jeg blev kaldt Delle af drengene, og at jeg var sikker på, at det var, fordi jeg måtte være tyk.

Jeg kan huske, at jeg blev sendt til skolepsykolog, og at jeg skulle sidde og se på en masse kort med blækklatter på og fortælle psykologen, hvad de forestillede, selv om de ikke forestillede noget.

Ham: Jeg kan huske, at hele klassen cyklede til en skov i nærheden af Store Lyngby, hvor vi skulle overnatte i en spejderhytte, drengene i ét rum, pigerne i et andet, indtil vi legede fange, pigerne efter drengene, og du løb efter mig, ligesom Rikke løb efter Henrik, og Sabrina løb efter Lars, og vi endte alle sammen oppe på jeres værelse, fanget, smed os på madrasserne, og du satte dig på maven af mig, låste mine arme under dine knæ, og jeg lod, som om jeg prøvede at slippe fri, mens du skrev på skrivemaskine på mit bryst, prik-prik-prik-prik, det kildede helt afsindigt, jeg hylede af fryd og bad om nåde, men du blev ved, og det måtte du godt, vi måtte det godt.

Hende: Jeg kan huske, at vi altid løb om kap op til katederet, når vi var færdige med vores matematikprøver, og at du kom først hver eneste gang, og at det ikke opvejede det, at jeg var foran i Læs & forstå. Jeg kan huske, at Jytte Jensen havde lavet et skema fra A til F over, hvor vi lå i klassen og indført alle vores navne. Åh, bitterheden over at opdage, at dit navn stod cirka en centimeter over mit i A-feltet.

Ham: Jeg kan huske, at 20-minutters- og spisefrikvarteret altid, uden undtagelse, begyndte med et gigantisk kapløb fra alle klasseværelser og ud i skolegården, hvor det gjaldt om at være den første til at skyde en fodbold ind i et af de to små metalfodboldmål, der stod ovre ved gymnastiksalens røde murstensvæg. Jeg kan ikke huske nogensinde at have tænkt på, hvad du lavede i 20-minutters- og spisefrikvarteret.

Hende: Jeg kan huske, at du var den bedste af drengene til fodbold, og at jeg var vildt misundelig på Rikke, som var drenge-pige og spillede fodbold med jer i frikvarteret. Jeg kan huske, at hun brækkede sine ben på en skitur og sad i kørestol i flere måneder og blev skubbet rundt i skolegården og var genstand for en overflod af opmærksomhed, og at jeg tænkte på, hvor fantastisk det ville være at brække benene.

Ham: Jeg kan ikke huske, hvordan jeg turde, men jeg kan huske, at vi en dag i 4. klasse efter skole gik hjem til mig. Jeg kan huske, at du ventede ude på vejen, mens jeg låste mig ind og afsøgte hele huset for at sikre mig, at det var tomt. Jeg kan huske, at vi sad oppe på mit værelse, da min storebror og en kammerat pludselig kom hjem, så jeg skyndte mig at lukke og låse min dør. Hans værelse var lige ved siden af mit, og der sad de og spillede computer for åben dør med fuldt udsyn til stuen, du skulle igennem for at komme hen til trappen. Der var ingen vej ud, jeg var rædselsslagen, gik i cirkler om mig selv for at finde en løsning, du sad på min seng uden helt at kunne se problemet, jeg smed din jakke og skoletaske ud ad vinduet, du afviste at tage samme vej, så det endte med, at jeg gik ind til min storebror og hans kammerat, lukkede døren bag mig, satte mig på sengen, spurgte hvad de spillede, men i stedet for at svare spurgte min storebror med et smørret smil, hvorfor jeg havde lukket hans dør, og da dine forsigtige skridt gennem stuen fik gulvbrædderne til at knirke, spurgte min storebror, hvem jeg mon havde på besøg. Jeg svarede, at det var Lars Bo.

Hende: Jeg kan huske, at dig og Lars Bo fik en lussing af Hr. Madsen for at have leget lus med en sutsko i formningstimen.

Ham: Jeg kan huske, at du hjalp mig med at skrive et klagebrev til inspektøren over, at Hr. Madsen havde givet Lars Bo og mig en lussing i formningstimen.

Hende: Jeg kan huske, at vi havde en urtehave sammen oppe på fritidshjemmet, og at Bo og hans lillebror Jan kom og ødelagde den, og at vi spænede efter dem for at fange dem og hævne os, men blev stoppet af Frede med det store fuldskæg, som i et anfald af pædagogisk snilde arrangerede en slåskamp mellem os og dem nede bag sløjdlokalerne. Du skulle slås mod Bo, og jeg skulle slås mod Jan. Bo var cirka et hoved højere end dig, og jeg var cirka et hovede højere end Jan, og du fik tæsk af Bo og løb hjem til din mor, og jeg tæskede Jan, til han tudede og fik næseblod.

Ham: Jeg kan huske den dag, Henrik fortalte mig, at han havde set dig tage med Janek hjem efter skole, så Henrik og jeg gik hjem til Janek og bankede på døren for at høre, om han kunne lege. Jeg kan huske, at han sagde nej, han var vist træt eller havde lektier for, men vi vidste bedre, så vi pressede på, indtil han til sidst måtte indrømme, at du sad oppe på hans værelse, hvilket han så påstod ikke at kunne se noget forkert i.

Hende: Jeg kan huske, at jeg var hjemme og spille Commodore 64 hos Janek, og at dig og Henrik kom og ringede på og spurgte, om han kunne lege, bare fordi I vidste, at han aldrig ville kunne indrømme, at han legede med en pige.

Ham: Jeg kan huske, at vi fandt tomme, ulåste klasseværelser, hvor vi legede sten-saks-papir, og at taberen skulle kysse vinderen på kinden.

Hende: Jeg kan huske, at jeg fortalte om dig til en af de store piger fra kirkekoret, og at hun spurgte mig, om du så godt ud, og at jeg vitterlig ikke forstod, hvad hun mente.

Ham: Jeg kan huske, at det irriterede mig, da du stoppede med at gå med hårbøjle, for så kunne jeg ikke få dig til at løbe efter mig ved at stjæle den.

Hende: Jeg kan huske, at jeg brugte hele foråret i 5. klasse på at besøge skoler, jeg måske skulle flytte hen på efter sommerferien. Jeg kan huske, at jeg ikke fortalte dig om det.

Ham: Jeg kan huske første skoledag i 6. klasse, det var min fødselsdag, så jeg havde forberedt en leg til klassens time, delt jer op i hold, skrevet alle navnene på et stykke papir, som jeg viste Jytte Jensen, med det samme jeg kom ind ad døren. Hun syntes, det så fint ud, bortset fra, sagde hun og pegede på dit navn, at du ikke længere gik i klassen.

Jeg kan huske, at jeg sad på min plads og stirrede på den tomme tavle, da Jytte Jensen et par minutter senere annoncerede, at du var flyttet til en privatskole i Hillerød, og resten af klassen brød ud i jubel.

Hende: Jeg kan huske, at min mor spurgte mig, om jeg ikke ville ringe til dig, så vi kunne aftale at ses, og at jeg på ingen måde betragtede det som en mulighed.

Jeg kan huske, at jeg flere år efter så dig nede på Frederiksværk Station en dag, jeg kom ind med toget fra Hillerød, og at ingen af os hilste på hinanden, selv om jeg var sikker på, at du også så mig.

Ham: Jeg kan huske at stå i gågaden foran S.P. Løkke & Søns butiksvindue og kigge på en ring til 1.800 kroner og tænke, at jeg næsten havde råd til at købe den, hvis jeg lod være med at købe det fjernsyn, jeg havde sparet op til.

Jeg kan huske, at jeg hørte meget Phil Collins, fordi min storebror hørte meget Phil Collins, og at jeg, hvis jeg købte ringen, ville sende den til dig, uden afsender, med en seddel, hvor der stod »Do you remember?«

Serie

Seneste artikler

  • Kulturmøde i skolegården

    16. august 2014
    Tusindvis af flygtninge fra verdens konfliktområder kom til Danmark i 1990’erne, og i vores klasse startede en håndfuld. De blev hurtigt klassekammerater som alle andre, men selv om vi havde de bedste forudsætninger for at blive venner for livet, så vi dem aldrig siden
  • Man hørte efter uden rigtigt at høre efter

    15. august 2014
    I denne uge er folkeskolens elever tilbage i klasseværelset, der har ændret sig radikalt siden 1950’erne, hvor Lasse Ellegaard gik i skole i både Vanløse, hvor man blev typograflærling eller kontorelev efter realeksamen, og Aarhus, hvor man blev noget ved musikken
  • Stadig ringer skoleklokken

    21. juli 2014
    Skribentens varme følelser for sin folkeskole i Dragør løftede ham ikke op af klassens tunge ende
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Mosbak
  • Niels Roed
  • Martin Åberg
  • Katrine Hornstrup Yde
Niels Mosbak, Niels Roed, Martin Åberg og Katrine Hornstrup Yde anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ham : "Jeg kan huske, at du hjalp mig med at skrive et klagebrev til inspektøren over, at Hr. Madsen havde givet Lars Bo og mig en lussing i formningstimen."
Hvad mon der kom ud af den klage?
Bekendtgørelse af 14.juni 1967 § 8 "Legemlig straf må ikke anvendes." Ad §8 : "Overtrædelser af forbudet mod at anvende legemlig straf må betragtes som tjenesteforseelser..."

Carsten Mortensen

Joo, den korporlige afstraffelse fortsatte, uden konsekvenser.
Bortset fra en enkelt, ..... men konsekvensen faldt først mange år senere - da en af eleverne var blevet ældre -og med rygmærke og uden skrupler :-) opsøgte den lærer som havde knækket pegepinde i hovedet på os - gud ved om han, og andre angrer?

Lars Kirkegaard

Elitære og frastødende skolebørn i byskolen, hvor er den modne selvreflektion, og hvad skal jeg med det hele?