Baggrund
Læsetid: 8 min.

Det politiske er noget, de besøgende søger

Bæredygtighed, grøn omstilling og kapitalismens sammenbrud er ikke noget, man snakker om i hippiebevægelsens gamle højborg, Thylejren. Her tænker man ikke politisk, men lever det
Kultur
31. juli 2014
Leo er opvokset i Thylejren og bor der nu sammen med kæresten Ida. ’Hippier var noget, der var i gamle dage. Nu er vi bare alternative mennesker,’ siger Ida, der ligesom mange af Thylejrens andre beboere betegner sig selv som anarkist.

Astrid Dalum

Da Leo var lille og gik rundt i Thisted, mødte han nogle gange de ældre inde fra Thylejren. Og så kunne han tydeligt se, at der var noget ’i vejen’ med dem. At de havde et misbrug eller en psykisk sygdom. At de opførte sig anderledes og så sjove ud, havde slidt tøj på og var beskidte. De hørte ikke til på parkeringspladsen ved SuperBrugsen, end ikke i tøjbutikken ’Naturbørn’, de befandt sig på en anden planet end børnefamilierne og de gamle damer og knallertfyrene i dynejakker med firmalogo på.

Men når Leo så kom hjem til lejren igen og så de samme gamle mænd og kvinder, nu med en bajer i hånden på værtshuset Svampen eller blot trissende rundt i landskabet, så var der ikke noget i vejen længere. Så var de ikke særlinge, men bare en del af ’familien’.

»Da jeg var i lære som tømrer i København, fik jeg at vide, at der var områder, jeg ikke måtte gå i, fordi det var for farligt,« siger Leo, nu 20 år gammel. »Herude har jeg aldrig nogensinde været bange.«

Leo har blå øjne og stort, tyndt hår, der står som lysebrune zigzaglyn ud af hovedet på ham. Han har dun på overlæben. Alt ved Leo virker ubekymret. Stemmen. Bevægelserne. Han tager den med ro. Han og hans kæreste Ida bor rundt om hjørnet fra den hytte hos ’Gamlefar Dan’, hvor jeg sover i de fire dage, jeg er i lejren. På samme mark bor også Leos nyligt tilbagevendte storesøster, Liv, med sine børn og Leos mor, der er blevet syg. De har hver deres hytte på marken. I indhegningerne har de grisebasser og geder og får og høns og æsler, og de har fritløbende kaniner, katte og hunde.

I resten af Thy er Thylejrens beboere særlinge. Omvendt kan jeg som eventyrlysten indlogerende hurtigt se, hvor spøjse besøgende som mig selv ser ud her. Det er måden, vi går rundt og ser os nysgerrigt omkring på, smiler selvbevidst. Vi er ligesom søndagsgæsterne på Roskilde Festival, der træder ædru ind på ’smatten’ med shampooduftende hår, ikke-skoldede næser, kridhvide t-shirts og er helt desperate efter at komme i stemning.

Vi står på den mark, hvor Leos familie bor, og hvor han nu står og tilskærer træplader til den bod, der skal være klar, når Thyfestivalen snart begynder. De skal sælge mad og lerbonger og hjemmelavede batik-t-shirts med lejrens logo på. Vi drikker appelsinsodavand, som Leos søster henter fra Svampen, og jeg snupper en hjemmebagt chokoladesmåkage fra en glaskrukke, der går på runde blandt de venner, der er drysset forbi.

»Den er stærk,« siger Ida og springer over.

Jeg tager høfligt en enkelt bid og giver den videre til Leo.

Blikkets visioner

I Thylejren vil et fremmed blik som mit gerne se en vision udfoldet. Enten vil jeg se levnet fra hippiebevægelsens fællesskabsdyrkende anarkisme med egne øjne – enten som et bedaget og trist mausoleum eller som en slags 1970-version af en stenalderlejr, der er præserveret via levende nutidsmennesker. Eller jeg vil lede efter nye visioner her, efter realiseringen af nutidens fascination af Bonderøvens enkelthed, ro og nærvær. Og selv om de fleste beboere har internet og er på Facebook, så forestiller jeg mig, at de ikke er det. Og så bliver jeg helt rolig ved tanken. Og mens verden uden for lejren diskuterer bæredygtighed og grøn omstilling, kapitalismens fallit og alternative samfunds- og samlivsformer, så er hverken fortidens oprørshistorie eller de ideologiske overbygninger noget, man snakker særligt om i Thylejren. Her er man bare. Det er ligesom pointen.

»Det politiske er mest noget, som de, der kommer på besøg udefra, søger,« siger Ida, der har boet her med Leo i to år nu. Hun arbejder i fælleskøbmanden Bixen, hvor hun møder besøgende hver dag.

»Ja, det andet var dengang,« siger Leo. »Nu bor vi her bare. Vi har stadig de grundlæggende værdier, men det er ikke, fordi vi udlever dem.« Leo og Ida elsker bare, at der er natur og dyr, når de åbner døren om morgenen. Hvis ikke det bliver i år, så bliver det måske næste år, at de tager til Aarhus og får en uddannelse. Måske. Senere vil de gerne have børn i lejren. For det er én stor legeplads her. Og man er tryg uden at blive skånet for noget. De gør, hvad de gør. Og der er ingen ideologisk dukkehånd, der fører dem.

»Hippier var noget, der var i gamle dage,« siger Ida. »Nu er vi bare alternative mennesker. Vi er en stor flok anarkister, som er blevet misforstået af samfundet, eller som ikke vil rette os ind.«

Alt er politisk

Det med, at alle er anarkister hører jeg fra alle i lejren. Det er den ene mærkat, som de gerne og helst giver hinanden og sig selv. Anarkister er lederløse. Og politisk teori og tankegang står i modsætning til anarki. På den måde er det måske oplagt, at Thylejrens beboere ikke er politiske. De kommer mest op af stolene, når skovene tæt herpå bliver fældet for at gøre plads til vindmøller, eller når der skal bores efter skifergas, som er noget farligt stads.

Skotten Andy sprang af en synkende båd og svømmede ind til den nordjyske kyst i sin tid, gik på druk, fik et tip om Thylejren på en bar, tog hertil og flyttede så ind. Her har han siddet siden og hygget og drukket øl. En dag på bænken foran Bixen fylder han to sider af min notesblok med adresser på hjemmesider, der kan hjælpe mig til at få en anden side af sandheden end den, vi aviser leverer om verdens magtstrukturer, 11. september og sådan.

Vibeke arbejder som hjemmehjælper uden for lejren og laver en aften margaritapizza til mig i sit lille toetagers hus lidt længere nede ad vejen fra Gamlefar Dan. Vi sænker håndbajere fra Svampen ned i det udendørs kølerum under jorden, så de er jordkolde. Når der er fællesmøde en gang om måneden, er det snarere lavpraktik end de store principper, der diskuteres, fortæller hun. Det er i øvrigt kun min vært, Gamlefar Dan, der får avis her. Information. Den synes alle er i orden.

»Vi er meget politiske, fordi alt, hvad vi gør, er politisk,« siger hun.

»Samtidigt er vi dødupolitiske, for vi snakker jo aldrig om politik.«

Hjemløs ro

»Jeg har aldrig været god til at føle mig hjemme nogen som helst steder,« siger Gry Mølgaard Jakobsen. »Jeg tror, at mange af dem, der kommer her, har det på samme måde.«

Jeg sidder med hende og kæresten Stephanus Smit i et orange villatelt i baghaven til deres hus. De har lige ryddet af fra fællesmiddag med deres lille søn, Nor Alf Baldriaan, og en flok venner og deres børn. De spiser tit sammen i større grupper. Indenfor sejler køkkenet. Stuen roder. Stephanus har sat Bob Marley på herinde. De nøgne unger springer rundt i vandpytterne i haven.

– Hvad er det med det at bo, der føles forkert?

»At sidde fast og binde sig til et sted,« siger Gry.

»I Aarhus var jeg ofte selvvalgt hjemløs, og sådan er det for mange hjemløse, tror jeg. Det er ikke et problem at finde et sted at bo. Problemet er ikke at kunne finde ud af at bo.«

Stephanus er trance-DJ og var i færd med at tage en Rudolph Steiner-pædagoguddannelse, da de to mødte hinanden. Gry arbejdede på et ungdomsteater, der lavede forestillinger om antimobning.

»Vi kom op til 40-årsfødselsdagen i Thylejren, slog telt op, var her i nogle måneder, tog hjem til Aarhus igen og fandt ud af, at der gad vi egentligt ikke være længere,« siger Gry. Så flyttede de til lejren.

Gry blev gravid. I otte måneder boede de i nabobyen Frøstrup, indtil de fandt et hus her og fik godkendelse på fællesmødet til at bo her.

Gry er sygemeldt fra aktivering for tiden. »Jeg har fået stress af at bo i en by, af at arbejde og ikke kunne afreagere,« siger hun.

Det kan de to her. Når de får spat af det hele eller hinanden, så piler de ud på de åbne marker og skriger.

Stor frihed

Stephanus har langt, vildt vagabondskæg på grund af et væddemål, han lavede til nytår. Han er på førtidspension på grund af rygproblemer og posttraumatisk stresssyndrom. Det fik han af sin opvækst i et fattigt nabolag i Cape Town i Sydafrika under apartheid, siger han. Her så han folk blive slået ihjel. 

»Nogen har det rigtig godt her, og nogen har det ikke godt,« siger han så.

»Det er et rigtig stort ansvar at tage vare på sig selv. Ude i samfundet har man kommuner og sagsbehandlere og folk, der ser efter én. Her er det hele dit eget ansvar. Hvis du ikke går i bad, er der ikke nogen, der siger noget til det. Hvis du ikke spiser noget, er det dit eget ansvar. Vi hjælper selvfølgelig hinanden, men fordi vi har så store friheder, som vi har, så har man på en måde et større ansvar end ude i samfundet. Man bestemmer helt selv sin levestandard.«

Gry bliver træt, mens Stephanus snakker. Regnen banker ned på teltets tag som militante trommehvirvler. Hun lægger sig først ned, lister så ind i huset sammen med ungerne og ser fjernsyn. Stephanus, derimod, har meget på hjerte. Hans liv her har både noget med parrets manglende overskud at gøre, men der er også noget principielt knyttet til det, mener han.

»Hvis jeg ikke passer ind i de firkanter, så er det ikke min skyld. Jeg har været møbelsælger og kok på fine restauranter i Aarhus. Det er ikke, fordi jeg ikke kan arbejde, men hvorfor bruge hele mit liv på noget, jeg ikke har lyst til?« spørger han.

»Hvorfor være del af noget, jeg ikke synes er godt for mig som menneske?« spørger han med sit lille strint af sydafrikansk accent i det aarhusianske.

Lejren skal fungere som et autonomt frirum, synes Stephanus. Alle skal kunne udfolde sig uden regler – i et rent kaos. Det er sådan, nye ideer opstår. »Steve Jobs tog LSD, da han opfandt Apple,« siger han.

– Men når I sender jeres børn i skole uden for lejren og får overførselsindkomst fra kommunen, så befinder I jer vel ikke i et uafhængigt rum?

»Det er heller ikke meningen. ’Vi er en del af jer selv, og I kan ikke slå os ihjel’ og så videre,« siger han.

»Vi skal tænkes som inspiration for Danmark. Folk skal komme her og se, at man også kan leve på denne her måde. Man behøver ikke at arbejde, man kan også bare være fri.«

Alle beboernes fulde navne er redaktionen bekendt

Serie

Thylejren: Frihed og flugt

Seneste artikler

  • Thy som yngleplads

    11. august 2014
    Mens nogle unge flygter fra Thy, er der andre, der vender tilbage. Både hende, der er opvokset i Thylejren, og hende, der er opvokset et stenkast derfra
  • ’Træk lyset ind og pust al lortet ud’

    24. juli 2014
    Efter 44 år er Thylejren et fristed og et flugtsted. Lejrens ukronede konge suser rundt, turister stirrer på ’de primitive’. De vil altid vide det samme: Hvor går I i bad? Hvordan holder I varmen? Går jeres børn i skole? Og hvor er Lucy fra X-Factor? Information er flyttet til Thylejren
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er da rart, at der findes et lille fristed i Thy-lejren for folk, der er
"skruet sammen" på en anderledes / alternativ måde.

Hvis vi alle valgte at leve på den charmerende måde, så ville produktiviteten i samfundet blive så lav, at der ikke var råd til sygehuse, skoler, overførselsindkomsten o s v - vi ville igen blive et "lille fattigt land".

Men OK - et civiliseret samfund skal også have plads til dem, der vil stå lidt udenfor - den enkeltes frihed til at vælge sit eget liv må ikke tilsidesættes eller underkues af Staten.

Stephan Paul Schneeberger

stedet lyder meget godt og sympatisk på flere områder, men der er lidt frustrerede at gøre anarkisme blot til et fristed for folk der ikke magter at være en del af resten af samfundet.