Sylvester står foran en af madboderne nær Orange Scene og kigger lidt genert op. Han er »syv og trekvart« og er på Roskilde Festival for første gang. Det er hans mor, Trine Pilsgaard Svendsen, der har taget ham med. Sylvester er nemlig helt vild med Rolling Stones – især guitarstykket i introen til Satisfaction. Og nu er chancen der for at opleve idolerne.
Hvor mange børn under 15, der ligesom Sylvester er på Roskilde, vides ikke. Festivalen anslår i år at have solgt omkring 500 børnebilletter, men dertil kommer de børn, som festivalens frivillige har lov at tage med. Børnenes tilstedeværelse er ikke ukontroversiel – faktisk mener arrangørerne »slet ikke, at der bør være børn på Roskilde Festival,« som talsperson Esben Danielsen allerede i 2005 formulerede det. Alligevel tillader festivalen børn – og sælger selv børnebilletter til omkring 1000 kroner stykket.
Lyseblå høreværn
Når festivalen er skeptisk over for børn, skyldes det blandt andet de mange påvirkede og støjende unge, som er festivalens primære gæster. Det skræmmer dog ikke hverken Sylvester eller hans mor.
»Vi bor tæt på Istedgade på Vesterbro, så vi er vant til lidt af hvert. For nylig havde vi Distortion-festivalen lige uden for døren, og sammenlignet med det er Roskilde jo næsten fredeligt,« siger Trine Pilsgaard Svendsen.
»Ja, derhjemme har jeg set nogen, der lignede narkomaner,« stemmer Sylvester i.
Med sit lyseblå plastic-høreværn er han også klædt på til at håndtere den høje musik. Og hans mor, der er skolelærer, har kun løst billet til en enkelt dag, netop for at undgå at, at de mange sanseindtryk skal blive for overvældende.
»Det ville være et problem at sove hernede med alle de fulde mennesker. Det er ikke for børn,« siger hun.
Alene på pladsen
Desværre er det ikke alle forældre, der er så ansvarlige. Det fortæller Tine Ros, leder af festivalens hold af opsøgende socialarbejdere, som blandt andet holder øje med festivalens børn. Her oplever de problemer med børn, der render rundt alene på campingområdet midt om natten. Tine Ros har ikke nogen statistik over omfanget. Men i løbet af festivalen sker det i hvert fald nogle gange. Ofte drejer det sig om børn af festivalens frivillige medarbejdere.
»Det, der gør mig rigtig ked af det, er hvis man spørger en 8-årig: ’Hvad laver sådan en lille en som dig herude midt om natten?’ Så får vi ofte svaret, at det er fordi mor og far er på arbejde, og barnet tør ikke ligge alene nede i teltet. Så vil det hellere gå rundt, hvor det kan se folk, i stedet for at ligge inde i teltet, hvor det kun kan høre lydene,« siger hun.
Derfor har festivalen for flere år siden indført, at børnenes armbånd skal være påført kontaktoplysninger på forældrene. På den måde kan Tine Ros og hendes kolleger få børnene trygt hjem i seng, når de render alene rundt.
Men mens holdets arbejde i løbet af ti år har nærmest elimineret antallet af udenlandske børn, der samler flasker 18 timer i døgnet og særligt om natten, er det afgørende gennembrud i forhold til de danske børn endnu ikke kommet:
»Problemet har ikke ændret sig,« siger Tine Ros.
Utryghed
Når hun spørger forældrene, hvorfor de overhovedet har taget deres børn med, får hun ofte forklaringen, at det er fordi »de ikke kan komme og arbejde en hel uge, hvis de ikke må have børnene med,« siger Tine Ros.
»Og for dem er det også en fed ferie. Men det er altså kun dejligt for børnene, når mor og far er der. Det er helt i orden at komme herned sammen med sine forældre, men børn har ikke godt af at bo her en hel uge – slet ikke ude på campingområdet,« fortsætter hun.
Det forsøger Tine Ros og hendes hold at rådgive forældrene om. Men det er ikke alle, der er lige modtagelige.
»Når jeg kommer og siger til dem, at deres barn faktisk ikke har det særlig godt, at han er utryg, så får jeg typisk at vide, at jeg skal passe mig selv. Det er farligt område at begynde at gå ind og fortælle folk om, hvordan de skal opdrage deres børn,« siger hun.
Der er penge i børn
Når Roskilde Festival på en og samme tid kan fraråde børn at tage på Roskilde Festival og samtidig sælge børnebilletter, er det ifølge reklame- og livsstilsekspert Christine Feldthaus udtryk for en simpel naturlov:
»Roskilde bevæger sig selvfølgelig derhen, hvor forbrugerne er. Den generation, der har fået børn, kommer jo ikke, hvis børnene ikke er velkomne,« siger hun.
Den betragtning gælder Trine Pilsgaard Svendsen.
»Jeg var ikke taget herned, hvis Sylvester ikke kunne komme med,« siger hun.
Netop derfor har Roskilde Festival ikke interesse i at udelukke børnene, påpeger Christine Feldthaus.
»Det ville være at sige farvel til nogle penge. Forældrene har flere penge end de helt unge studerende, så det er simpelthen en god forretning at tiltrække dem,« siger Christine Feldthaus.
Festivalens talsperson, Christina Bilde, afviser dog, at økonomiske hensyn skulle spille en rolle. Hun understreger, at Festivalen ikke anbefaler, at man tager børn med.
»Det må være forældrenes eget ansvar at træffe beslutning om, hvorvidt deres børn kan klare festivalen.«
– Forældrene har selvfølgelig det primære ansvar. Men hvilket ansvar har Festivalen?
»Vores hold af opsøgende socialarbejdere er et rigtig godt eksempel på det ansvar, vi føler, vi har. Når man nu som forælder har besluttet at tage sine børn med eller sende dem af sted på festival, selv om de måske er lidt unge, så er vi til stede, hvis børnene får brug for det.«
– Men indsatsen har jo ikke ændret på, at problemet med små børn alene på festivalen eksisterer i samme omfang som tidligere. Er der flere initiativer, I kunne sætte i gang?
»Når udviklingen ikke er blevet værre, ser vi heller ikke nogen anledning til ligefrem at føre en kampagne. Vi passer i det hele taget meget på med løftede pegefingre, for de fungerer ikke på Roskilde Festival.«
– Hvis I ikke synes, mindre børn bør være på festivalen, hvorfor laver I så ikke en aldersbegrænsning?
»Vi har en aldersgrænse for, hvornår man må være alene på festival, som er 15 år. Men i virkeligheden er det jo individuelt: Nogle 15-årige er modne og ansvarlige, mens nogle 17-årige slet ikke burde være på festivalen. Det må være noget, børnenes forældre vurderer.«
– Hvorfor laver I så ikke for eksempel et roligt og trygt campingområde til dem, der nu engang har deres børn med?
»Fordi så ville vi tiltrække flere børnefamilier. Så ville vi pludselig være en festival, hvor det var okay at tage børn med. Og det er ikke meningen. Roskilde Festival er ikke en familiefestival.«
– Hvorfor ville det være et problem?
»Jamen det handler om, at det er ikke det, vi vil være.Vi er en musikfestival med kultur og et stærkt fællesskab og alt muligt andet, men ikke en familiefestival. Mit svar ligger et andet sted end hensynet til børnene og forældrene. Det ligger i, hvad for en type festival, vi gerne vil være.«