Kommentar
Læsetid: 4 min.

Solgt til højst bydende: ’Das Kapital’ til 220.000 kr.

Et onlineantikvariat ejet af Amazon har fået 40.000 dollars for salget af første bind af den kommunistiske mestertænkers hovedværk – dermed er hans monumentale kritik af kapitalismen blevet forvandlet til profit for et enkelt kæmpeselskab
Kultur
21. juli 2014

Hvad mon Karl Marx ville have sagt til denne uges nyhed om, at Abebooks, verdens største internetportal for antikvarboghandlere, har gjort et bemærkelsesværdigt kup ved at sælge en førsteudgave af første bind af Das Kapital for 40.000 dollars – ifølge Abebooks den hidtil næststørste handel i år.

Abebooks bekendtgjorde stolt sit bogsalg på portalens hjemmeside ved at knytte det sammen med det amerikanske børsmarkeds for tiden spektakulært høje hausse:

»På samme dag, som Dow Jones-indekset lukkede på det historiske rekordniveau på 17.068 point, har vi solgt en førsteudgave af Karl Marx’ Das Kapital for 40.000 dollars«. Pointen er muligvis, at investeringer i feticherede og derfor formodet værdisikre artefakter – kunstværker, historiske dokumenter, antikviteter osv. – ellers snarere er en udvej, som rige kapitalister tager tilflugt til, når de gribes af bekymring for vigende markedskonjunkturer.

Karl Marx selv var langtfra immun over for spekulationens fristelser: Af Francis Wheens fabelagtigt velskrevne biografi om den kommunistiske tænker fremgår det, at han – Marx – i 1864 pralede af at have tjent over 400 pund på sine investeringer i engelske aktier, hvis kurser »i år skyder i vejret som paddehatte«.

I nærværende sammenhæng ville Marx måske analysere sig frem til, at den sjældne bog kan anskues som et specialtilfælde af merværdi. Ikke at han nogensinde selv oplevede de helt store afkast på sit eget arbejde – han var henvist til almisser fra Friedrich Engels, der stammede fra dennes profitter som fabriksejer af Victoria Mill, et blegeri og farveri i Salford.

Walter Benjamin fra den post-marxistiske Frankfurterskole opfattede så afgjort bogsamlinger som udtryk for noget andet og mere ophøjet end markedsbetinget fetichisme. I det essay, der bærer titlen Jeg pakker mit bibliotek ud, fortæller han om sin passion for sjældne bøger og beskriver »en såre mystisk ejerskabsrelation ... et forhold til objekter, der ikke fokuserer på funktionel nytteværdi – dvs. på deres anvendelighed – men gransker og elsker dem, som var de scene for deres egen skæbne … Perioden for deres udgivelse, deres nationale herkomst, den håndværksmæssige udformning, deres ejerhistorik – for en ægte samler kan det enkelte bogeksemplars hele baggrund læses som en magisk encyklopædi, hvis kvintessens rummer det eksemplarets skæbnefortælling«.

I sit berømte essay fra 1936, Kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder, reflekterer Benjamin videre over det emancipatoriske potentiale i artefakter, som er gjort tilgængelige i reproducerbare former – et potentiale, der i vores egen tids digitale økonomi i mellemtiden må være steget eksponentielt. Samtidig sørger han da også over tabet af et objekts ’aura’ – den forhøjede åndelige værdi, der udgår fra et attrået objekt, når det kun findes ét sted.

Sovjetisk kitsch

Jeg husker, da den socialistiske boghandlerklæde Bookmarks for et par årtier siden endnu havde en filial på Charing Cross Road i Londons ’antikvariatdistrikt’, som strakte sig så langt som til Bloomsbury og British Library – det britiske nationalbibliotek, hvis læsesal Karl Marx i sin tid benyttede som privatkontor. Dens spartanske hylder rummede hylde op og hylde ned med sovjetiskproducerede engelske oversættelser af store dele af Marx’, Lenins og Trotskijs værker. Disse bøger var skrøbelige og sjældne genstande, hvis pergamenttynde sider formelig faldt fra hinanden, når man tog dem ned fra hylden. Butikken er lukket nu, og som et tidens tegn er Amazon ved at opføre sit gigantiske europæiske hovedsæde i Holborn, umiddelbart op ad det gamle antikvariat-kvarter.

I betragtning af tidens ironiske Ostalgie for diverse memorabilia fra den hedengangne østblok – dens overfrakker, emblemer og statuer – ville disse gamle bøger utvivlsomt gøre sig ganske godt på markedet for sovjetisk kitsch. Om Benjamin ville være blandt liebhaverne, er dog ingenlunde givet.

Den elementære ironi i salget af førsteudgaven af Das Kapital bliver kun desto større, når man betænker, i hvilke kasser overskuddet fra denne indtjening også havner. Antikvarboghandlere må i stigende grad forlade sig på Abebooks, når de søger kunder til deres individuelle nichemarkeder verden over, men mange af dem beklager sig over, at hvordan webportalens tiltagende markedsdominans langsomt kvæler deres indtjeningsmuligheder, fordi bøger, som engang var vanskelige at få fat på, nu med det samme er gjort tilgængelige på Abebooks uendelige virtuelle hylder. Tendensen er da også entydig: Flere og flere antikvariater – disse charmerende skatkamre og monumenter for svundne tiders åndsliv – må i disse år dreje nøglen om.

Også en mere velkendt form for varefetichisme knytter sig til salget af førsteudgaven af Das Kapital: Det viser sig nemlig, at Abebooks siden 2008 har været ejet af Amazon – et selskab, som Tysklands økonomiminister, Sigmar Gabriel, i denne uge anklagede for at praktisere en »brutal informationskapitalisme« i kompagniskab med Apple, Facebook og Google. I et indlæg i Frankfurter Allgemeine Zeitung, skriver han: »Det er demokratiets fremtid i den digitale tidsalder, og intet mindre, der står på spil her, og dermed også friheden, frigørelsen, deltagelsen og selvbestemmelsen for en halv milliard mennesker i Europa.« Vi er kommet meget langt væk fra ædle og unikke artefakter. Amazon beregner cirka 10 procent af salget til sig selv foruden et ubegribeligt højt ekspeditionsgebyr, hvilket gør denne førsteudgave af Das Kapital til en art digitalbytteværdimåler i vores tidsalders stadig mere vanvittige e-økonomi. Pulserende igennem en eller anden fjern server et eller andet sted, giver Marx’ ånd Jeff Bezos opsvulmende imperium et uendeligt lille puf – et minimalt udslag fra det kommunistiske spøgelses ouijabræt.

Lindesay Irvine er blogger på Guardians litteraturtillæg, Guardian Books

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Det bekræfter vel bare, at Marx havde ret.

Peter Poulsen

En ualmindelig tynd kop te og spild af oversætterens tid.

Når Amazon beregner 10% af salget til sig selv, er det altså kun 10% af Das Kapital, der går til profit.
Og så er der endda ikke fratrukket omkostninger.

Ernst Petersen

"Pointen er muligvis, at investeringer i feticherede og derfor formodet værdisikre artefakter – kunstværker, historiske dokumenter, antikviteter osv. – ellers snarere er en udvej, som rige kapitalister tager tilflugt til, når de gribes af bekymring for vigende markedskonjunkturer."

Vås. For dette er jo bare endnu et eksempel på en udtalelse, der ikke har forstået princippet om udbud og efterspørgsel, samt hvor rige mennesker der faktisk findes i dag.

Simon Spies sagde engang på TV: "Jeg må indrømme, at jeg ikke kan bruge alle de penge, som jeg tjener. Så derfor går jeg sådan og køber lidt fly engang imellem." Og det gjorde han. Desuden bagtalte han dem altid kontant uanset, hvor mange millioner de kostede.

En TV-journalist spurgte desuden Spies med spænding i stemmen, da Spies lige havde fået en skattebøde på 30 millioner for sit engagement med Glistrup: "Hvad gør man egentlig, når man får sådan en bøde?"

Journalisten lød, som om han troede, at Spies ville klage sig over, at han ikke kunne betale. Men Spies svarede bare roligt og afslappet: "Jah, man skriver en check. Så må man jo bare håber, at der er dækning for den. Og det er der da - heldigvis."

Men sjældenheder, som der er tale om i artiklen, købes ikke af rigmænd som investeringer. For dette ville jo være ren gambling. De købes i stedet af rige samlere, der ligesom Spies tjener flere penge, end de er i stand til at bruge. Når to eller flere af sådanne samlere byder på samme genstand ved en auktion løber priserne ofte op i astronomiske beløb. For de har jo penge nok og har ingen grund til at give sig, så længe de stadig har råd til at byde over konkurrenten. Sælge den pågældende genstand igen er ikke med i deres overvejelser. For dette gør de normalt aldrig, mens de er i live (medmindre de senere skulle gå fallit af uforudsete årsager).

Claus Jensen

"I nærværende sammenhæng ville Marx måske analysere sig frem til, at den sjældne bog kan anskues som et specialtilfælde af merværdi."

Marx' arbejdsværditeori handler om reproducerbart arbejde. Tiltrækningen ved en førsteudgave er netop, at den ikke kan reproduceres, i så fald heddet det anden, tredje, fjerde... udgave. Den slags luksuspriser for samlerobjekter kan dog kun opstå systematisk i en økonomi, hvor værdi systematisk stjæles andre steder fra.