Læsetid: 6 min.

Stadig ringer skoleklokken

Skribentens varme følelser for sin folkeskole i Dragør løftede ham ikke op af klassens tunge ende
Når skribenten husker tilbage på sin folkeskoletid i 1950’erne og 1960’erne, husker han først og fremmest lyden af skoleklokkens ringen. Den hører han stadig fra sit hus i Dragør. Arkiv

Walther Månsson

21. juli 2014

Af alle de steder, jeg har fået undervisning, er folkeskolen i Dragør det, jeg bedst har kunnet lide.

Jeg var elev i Dragør Borger- og Realskole fra 1955 til 1964. I mit efterfølgende voksenliv har jeg de sidste 39 år boet i Dragør gamle by – så tæt på skolen, at jeg fra mit hus kan høre, når skoleklokken ringer. Den sprøde ringetone lyder nøjagtigt, som den gjorde for mere end et halvt århundrede siden. Den fylder mig med varme: en fornemmelse af at høre til og have noget, der forbliver uændret i et ellers omskifteligt liv.

I min folkeskoletid var de fleste lærere venligtsindede og gjorde sig umage med at formidle deres stof – mange var personligheder uden at være krukker. Enkelte var voldelige, med et nærmest sadistisk anstrøg, og dem skyede vi elever ud fra en tidlig fornemmelse af den seksuelle undertone, der lå i misbruget. Men sådan kunne lærere være dengang, og det kom der ingen klagesager ud af.

Jeg døjer med at tro, at deres adfærd var kendt af skoleinspektøren, som var en rank, gråsprængt hædersmand fra Sønderjylland med et stålsat, gennemborende blik. Som historielærer gled han sommetider ud af dagens tekst og over i manende personlige betragtninger. Han fortalte om de ulykker for mennesker, som grænselandets stridigheder fører med sig.

På skolen samlede vi ind til et FN-flag, og det vajede over byen hvert år på FN-dagen, endda to steder, da kommunen skyndsomst også fik et. En af de første gange, skolebetjenten hejste det himmelblå flag, havde Sovjetunionen dagen forinden sprængt en brintbombe over Sibirien, og skoleinspektøren talte ved morgensangen med harmskælvende stemme om stormagternes hasardspil med klodens liv og fred.

Det forsvinder

Engang i de tidlige skoleår gennemgik lærerinden det menneskelige fordøjelsessystem.

»Og det er så det, vi skiller os af med, når vi går på toilettet,« sagde hun, da hun kom til slutproduktet.

»Hvor bliver det så af?« spurgte min klassekammerat Lene, der opfattede alting meget bogstaveligt.

»Ja, det forsvinder.«

»Forsvinder hvorhen?«

Lærerinden satte trumf på:

»Det forsvinder ud i verdensaltet.«

Vi andre sad og nikkede indforstået, mens Lene stadig var forvirret.

Det var Lene, der havde fat i den lange ende, er det langt senere gået op for mig.

Men den slags tænkte folk ikke på i 1950’erne. Alle spinkede og sparede, ingen brugte for meget, ingen syntes, de smed noget ud, ingen havde mange penge, i hvert fald ikke nogen af dem, jeg kendte.

På de tidlige billeder fra skolen kan man se nødtørftigheden. Tøjet er enten for lille eller for stort – i sidste tilfælde genbrug af ældre søskendes. Den sociale hakkeorden i Dragør var den, at de, der boede i den gamle bys faldefærdige rønner, var de fattigste; så kom de lidt mindre fattige, det var de, der boede i de nyere etagehuse; en anelse over lå vi fra rækkehusene; og så var der øverst nogle få, der kom fra en rigtig villa.

På få år blev verden en anden: Forældre fik råd. Og børn fik lov til at få de ting, de gerne ville have. Lige som de voksne gjorde. Den vestlige verdens voldsomste og længstvarende højkonjunktur – den fra 1957 til 1973 – var begyndt. Men det kunne man jo ikke vide dengang. For samtiden så det ud, som om alle pludselig var blevet dygtigere – eller smartere.

I den tunge ende

Mine gode følelser for skolen kunne ikke løfte mig op af klassens tunge ende. De karakterbøger, som vi fik allerede fra tredje klasse, var ikke nogle, jeg kunne komme hjem og vifte begejstret med.

Det var måske lidt løjerligt, eftersom jeg i mine ledige stunder ikke bestilte ret meget andet end at læse bøger om alt muligt. Men sagen var, at jeg havde delt verden op. Jeg befandt mig i et aflukke med bøgerne og med de film og teaterstykker, jeg var optaget af. Det var emner, som jeg varede mig for at tale med lærere eller kammerater om – de ville bare syntes, jeg var underlig.

Lektierne sjoflede jeg; i timerne blev jeg kun nærværende, når nogen sagde noget uventet. Ellers sad jeg med mine egne forestillinger og kunne ikke forbinde dem med lærernes fordringer og havde heller ikke noget ønske om det. Jeg aner ikke, hvad man pædagogisk stiller op med sådan en elev. Hvis nogen havde prøvet at ruske mig op, var jeg bare rykket endnu længere væk.

I karakterbogen for sjette klasse havde vores klasselærer – som reglerne vel forlangte – udregnet elevens gennemsnit og sammenstillet det med klassens. Det var første gang, at min mor så sort på hvidt, at jeg var dårligere end folk flest, og hun blev aldeles rasende. Vel fordi hun selv havde kæmpet for en status som akademisk løftestang.

Glad bajerforening

Til at lege med i Dragør havde jeg især tre klassekammerater, der lige som jeg stod uden for klassens hovedstrømning, fordi vi ikke havde lyst til at tæve de andre drenge. Hvad der formentlig skyldtes, at vi heller ikke havde kræfterne til det. Vi legede vores – overvejende fredsommelige – lege på byens strandenge og kaldte os selv Den Glade Bajerforsamling. Hvorfor har ganske fortabt sig; vi drak intet stærkere end saftevand. Med navnet markerede vi i al fald, at vi var anderledes end de andre.

Til ens fødselsdage var det god tone, at man inviterede alle drengene i klassen med – eller dog kun oversprang dem, man ønskede at sende de allerfjendtligste signaler. Kappestriden gik på, hvis far der kunne lave den mest spændende fødselsdag. Den udfordring vakte min far til at træde virksomt i faderrollen. Han lavede en skattejagt med så opsigtsvækkende spor, at nogle af byens bisser koblede sig på jagten. De var hurtigere end de opdelte fødselsdagshold både til at bevæge sig og til at tyde de beskeder, min far havde gemt i hule træer og mure. Med rædsel kunne min far fra vores rækkehusterrasse i sin kikkert følge, hvorledes bisserne nede på sandklappen overhalede førerholdet og nåede først frem til at opgrave skatten, en kiste med slik og chokolade, som bisserne drog bort med.

Året efter valgte min far at lade fødselsdagen forløbe i hjemmet. Han havde indrettet kælderen som Tivolis ’Det Muntre Køkken’ – med porcelæn på alle hylder og hårde små trækugler til at kaste med. Det satte tryk på fødselsdagsselskabet. Så meget tryk, at en af de første, der skulle kaste, kylede med en sådan kraft, at trækuglen, der ramte hyldekanten, smak tilbage og ramte mig i øjet, så jeg hylende gik omkuld på kældergulvet. Resten af fødselsdagen tilbragte jeg snøftende oppe på min seng med kolde omslag over mit bulne øje. Det var det muntre køkken ikke blevet mindre muntert af, fik jeg bagefter at vide.

Forældre under sten

Siden er årtierne jo gået. Når jeg vandrer på Dragør Kirkegård, er jeg stødt på gravsten for skolekammeraters forældre, der anstrengte sig for at gøre fødselsdagene så festlige. Så begyndte skolekammeraternes ældre søskende at dukke op på kirkegården. Nu er mine skolekammerater selv begyndt at ankomme; et par af dem har faktisk været der ganske lang tid.

Tidligere var det sådan, at dem, jeg opdagede på gravsten, var dem, jeg ikke havde set i gaderne gennem længere tid. Og jeg tænkte:

»Nå, derfor ...«

Nu er det blevet sværere at holde styr på. Mange ryger i den anonyme fællesgrav. Og de allerede stillede gravsten fjernes så hurtigt, så man dårligt når at huske, hvor de stod. Der er noget, der har ændret sig i den lille bys opfattelse af nødvendigheden af at sende signaler mellem slægtleddene. Sammenholdet mellem de levende og med deres døde er ikke, hvad det var.

Kirkegården ligger lige bag skolen. Fra gymnastiksalens høje vinduer kunne jeg i min folkeskoletid ligge og kigge ud over gravene, når jeg til læreren havde afleveret en seddel, der undskyldte mig fra at deltage nede på gymnastikgulvet. Allerede dengang bestemte jeg mig til, hvor på kirkegården jeg selv vil ligge. Nemlig lige dér, hvor den er tættest ved skolen. Det ønske har jeg nu videregivet til rette vedkommende.

Måske vil jeg kunne blive ved med at høre skoleklokken ringe – også når jeg ikke længere hører den hjemme fra mit hus. Så længe den kommer til at lyde. Jævnligt rumler der i Dragørs kommunale debat forslag om at lukke skolen, fordi den er indrettet for gammeldags og utidssvarende.

Serie

Seneste artikler

  • Kulturmøde i skolegården

    16. august 2014
    Tusindvis af flygtninge fra verdens konfliktområder kom til Danmark i 1990’erne, og i vores klasse startede en håndfuld. De blev hurtigt klassekammerater som alle andre, men selv om vi havde de bedste forudsætninger for at blive venner for livet, så vi dem aldrig siden
  • Man hørte efter uden rigtigt at høre efter

    15. august 2014
    I denne uge er folkeskolens elever tilbage i klasseværelset, der har ændret sig radikalt siden 1950’erne, hvor Lasse Ellegaard gik i skole i både Vanløse, hvor man blev typograflærling eller kontorelev efter realeksamen, og Aarhus, hvor man blev noget ved musikken
  • Pigerne efter drengene på Byskolen

    26. juli 2014
    Forfatter Kristina Nya Glaffey og skribent ved Information Anders Haahr Rasmussen delte fire års folkeskoletid i slut-80’ernes Frederiksværk. Her husker de tilbage

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Nielsen
  • Martin Åberg
  • uffe hellum
  • Kristoffer Larsen
Niels Nielsen, Martin Åberg, uffe hellum og Kristoffer Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu