Læsetid: 10 min.

’Jeg tager mig en frihed i forhold til sandheden’

Hun forklæder sig i sin egen by og fortæller heller ikke altid, hvor hun er. Mød en hemmelighedskunstner, videokunstneren Sidsel Becker, der for at værne om det private og sin kunst ikke kan leve uden hemmeligheder
Videokunstner Sidsel Becker holder af at undersøge, hvad det giver af samtaler og møder, når hun klæder sig ud og præsenterer sig som en anden.

Jakob Dall

18. juli 2014

Nogle gange pakker den københavnske videokunstner Sidsel Becker kufferten med forskellige typer klædedragt, parykker og andre fornødenheder og indlogerer sig tre dage på et hotel i byen. Her bevæger hun sig så ud i det, hun ellers kender som en Vesterbro-hverdag, men med et helt andet blik på det og også et andet blik på sig selv, når hun dér optræder forklædt og med andet navn og beskæftigelse. Der skal helst ikke være nogen, der ved, at hun gør det. Hun skal forblive hemmelig. Hun siger, at det er lige som at indløse en billet til USA eller Nordpolen at tage sådan en tur.

»Det handler om at udforske forskellige figurer, om at kunne lege igen. Jeg vil undersøge, hvad det giver af samtaler og møder, når jeg klæder mig ud og præsenterer mig som en anden.«

Sidsel Becker fortæller også, at der har været ophold, hvor hun stort set ikke har talt med mennesker, og hvor det mere har handlet om at få et andet blik på verden, lave en masse optagelser, optegnelser og samle materiale. Derfor er hun af sted med kamera, videokamera og skitsebøger for at finde ud af, om hun kan bruge det materiale, hun indsamler i en fortælling, som hun endnu ikke kender.

»Det er materialeindsamling for mig, og det kræver lige præcis de spilleregler.«

Vi sidder en sommerdag, lige inden haglene rammer hendes skurvogn på Nokken, ude på den yderste del af Islands Brygge.

På mange måder et hemmeligt sted, hvor man kan trække sig tilbage og leve uforstyrret, hvis det altså ikke lige var, fordi byen rykker tættere på med nye store højhuse, kraner og byggelarm. Hun er lige vendt tilbage til sin skurvogn på Nokken efter nogle år at have forsøgt sig med en mere kommerciel forretningsstrategi inde i byen. Og tilbage til alt sit arkivmateriale.

Hemmeligt liv

Sidsel Becker er en meget hemmelig person. Hun er faktisk så hemmelig, at det er et lille mirakel, at jeg har fået lov til at tale med hende om hendes hemmelige liv og endda lidt senere i interviewet afsløre en hemmelighed.

Hemmeligheder er for hende en livsstrategi. Hun kan eksempelvis over for sine nærmeste finde på at fortælle, at hun er hos tandlægen, selv om tiden er blevet aflyst, og hun i virkeligheden bare vil have en fri stund for at være sig selv. Eller hun fortæller, at hun er et andet sted, end hvor hun egentlig er. Alt sammen fordi det er vigtigt for hendes kunstneriske praksis.

»Mine hemmeligheder er i virkeligheden dybt kedsommelige, fordi de handler om at skabe et rum, hvor jeg er helt fritstillet, uden at der er nogen der siger, hov, sådan var det jo ikke, eller hvad med den og den omstændighed. Jeg har meget brug for, at det sted inden i mig er bevaret intakt, og at der ikke er nogle blikke på det. Jeg vil påstå, at alle mennesker har brug for at det rum er bevaret intakt, og det kan så fylde afhængig af, hvor sensitiv du er, og hvor dygtig du er. Hvis det skal fungere for mig, så forholder jeg mig ikke altid til virkelighed og sandhed. Så tager jeg mig en frihed i forhold til sandheden.«

– Er det svært at have sådan et hemmeligt rum?

»Nej, det ville være meget svært ikke at have det. Men det er ikke rigtigt, når jeg siger, at det ikke er svært, for det er det, men det er fuldstændig nødvendigt for mig. Og når jeg først træder derind, så bliver jeg euforisk lykkelig.«

Sidsel Becker siger også, at det efter at hun har fået barn og endnu et er på vej, kræver andre værktøjer end for otte år siden, hvor hendes private liv og arbejdsliv var en stor smeltedigel.

Hun har sagt ja til at tale om hemmeligheder, fordi hun gerne vil slå et slag for det private og den enkeltes mulighed for at værne om det.

– Er du et privat menneske?

»Jo, meget privat. Derfor havde jeg også mest lyst til at sige nej til interview, men jeg har lyst til at sige noget om det. Det med hård hånd at kunne styre, hvad folk skal vide og ikke vide om mig. Det er meget vigtigt for mig.«

– Hvad giver det dig?

»Opretholdelsen af mit eget frirum, som er så afgørende en grundværdi for mig. Jeg kan ikke forestille mig noget værre end at være tilgængelig hele tiden. At sidde i en stilling ville kræve så meget i forhold til at kunne holde fast i det lille rum. Jeg er meget langsommelig og sen, når jeg arbejder og har brug for selv at styre, hvornår jeg vælger at eksponere i disse processer.«

– Har et menneske sådan mere filosofisk eller eksistentielt brug for privatliv?

»Det kan kun blive et blik indefra og ud, men jeg vil mene, at alle mennesker må have det behov. Jeg bliver hurtigt en sur, gammel tante, men jeg forstår ikke måden at bruge sociale medier på, forstår ikke det konstante behov for at være i kontakt med så stor en offentlighed. Men selv de mennesker, der er det mest, må også have et sted, hvor de træder hen og er fuldstændig private. Jeg kender ikke nogen, der siger, at de ikke har brug for det.«

– Så du er eksempelvis ikke på Facebook?

»Det er en paranoia at skulle være i kontakt med en hel masse mennesker, jeg ikke har lyst til at komme i kontakt med. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal bruge al den information, al den ligegyldighed og vide alle de dagligdags ting om folk. Alle de der fastelavnsbilleder af børn – jeg får kuldegysninger.«

– Er det, fordi du er bange for, at der går skår af dig ved at eksponere dig dér?

»Der er en masse, der danner sig mening om, hvem du er. Jeg har ikke lyst til, at folk skal tænke noget bestemt. Så jo, der går lidt skår af mig.«

–Er det ikke en småborgerlig frygt, hvor man lader ligusterhækken vokse?

»Uf ja, men det modsatte er, at du vælger alle de glamourøse stunder og eksponerer dig selv, mens du eksempelvis bygger terrasse i bar overkrop. Det kan også være en fiktion, man lever højt på.«

– Facebook er vel også lidt som at tjekke ind på et hotel?

»Men du har ikke mulighed for at have alle de samtaler eller det blik. Du har selvfølgelig blikket på alle de andre, men det er også fiktion.«

– Det kunne være nysgerrighed?

»Ja, eller for at snage, men der vil jeg hellere sidde ude i mørket uden for et vindue og kigge ind.«

– Det er vel også det, du gør med dit kamera. Er du voyeur?

»Der er i hvert fald en vis voyeurisme i at få lov at kigge og ikke skulle indgå. Jeg ville ikke være god til at lave et interview, som du gør lige nu. Jeg ville bare have lyst til, at du skulle snakke.«

Arkivmaterialet

Det materiale, Sidsel Becker blandt andet er vendt tilbage til, er optagelserne af en gammel kvinde, som hun fulgte i de sidste otte år af kvindens liv.

»Jeg har aldrig rigtig vidst, hvad jeg skulle med det. Jeg er ikke gået til det med en konkret bevidsthed om, hvad der skulle komme ud af det i den anden ende. Det handler om, hvor man bevæger sig hen i sit liv; man skal have tillid til at kunne lade det være og vende tilbage til det. Meget af mit materiale kræver, at jeg skaber en sammenhæng omkring det, og den fortælling opstår inden i mig selv og hænger rent dokumentarisk ikke sammen med det materiale, jeg har lavet, men med nogle helt andre ting.«

Hun har selv en bevidsthed om, hvor det kommer fra.

»Det startede i en fascination af et andet menneske, som hænger sammen med ting fra min egen opvækst og de første helt spæde tiltag til at fortælle historier. Meget er kommet fra min ældgamle bedstemor og nogle lange perioder, jeg har haft hos hende, hvor jeg var fuldstændig fri. Jeg havde noget med at skabe nogle historier om ting, jeg ikke måtte, og så gøre det alligevel. Det handler om at være barn hos en ældre kvinde, som boede i et enormt hus og med plads til, at fantasien udspiller sig for fuld hammer. Det har jeg ikke siden oplevet. At have plads til at udleve den fantasi, hvor der var steder, hvor det ikke var i orden, at jeg bevægede mig, men hvor jeg kunne få lov til at smugkigge, -lytte og undersøge et materiale. Jeg var hos hende i lange ferieperioder. Jeg har senere tænkt, at det var en platform for den type fortællinger, jeg har taget med mig. Det behov for at sætte regler op for sig selv og så kunne give sig helt hen til dem, det er noget, min kunstneriske proces har det virkelig godt med.«

– Du har ikke filmet din egen bedstemor?

»Nej, jeg fotograferede hende i den lille lejlighed, hun siden flyttede ind i, da hun blev for gammel. Der ligger et stort materiale dér, og det kan være, at jeg en dag dykker ned i det. Det jeg har fået derfra, er et afsæt at observere fra, en intimitet i det helt private, som skal sættes ind i en anden kontekst. Jeg har aldrig været interesseret i det rent dokumentariske. Rammen er den kunstneriske bearbejdning.«

– Ser du noget fællestræk i dine værker?

»Alle er kvinder, og jeg har en stor fascination af den ældre kvinde, som er tæt på udgangen af sit liv. Når man ved, at der er meget kort tid tilbage, hvordan lever man så sit liv og opretholder en værdighed? Jeg har altid troet, at man gik sit liv i møde, gik en udgang i møde, som man så kunne italesætte eller favne, men det er der ikke mange, der gør. Man klynger sig til det liv, der er levet. Og så er der i mine værker noget med nogle unge, blu kvinder, for eksempel den unge kvinde, svømmepigen Laura, som jeg lavede et værk om, da jeg boede i USA.«

Hemmeligheden

Og så er vi fremme ved Sidsel Beckers hemmelighed, en løgn om et værk, hun har lavet og udstillet i både USA og Danmark. Nemlig kunstvideoen Laura, der viser en kvinde, hun har fulgt i længere tid i en svømmehal og som kan klæde om uden at blotte sin nøgne hud. En ung kvinde, som ikke ville blive set, men som Sidsel Becker så. Eller sådan er det i hvert fald i den fortolkning og fortælling, hun lavede i forbindelse med værket.

»Jeg havde kig på en ældgammel svømmehal på universitetet, som var fuldstændig nedbrudt. Nu kommer så den sande historie, og det gør lidt ondt i hjertet. Jeg havde kig på en ung pige, studerende, fra New Zealand. Hun var helt almindelig, og jeg var egentlig ret uinteresseret i, hvem hun var, hun passede bare ind i nogle billeder, som jeg havde, sådan helt spædt. Sammen tog vi over i den svømmehal uden kamera, mens jeg observerede hende ud ad øjenkrogen, og jeg kunne se, at hun havde en måde at klæde om på, som jeg havde lyst til at gå længere ind i. Jeg var besat af ideen om den unge kvinde, forestillede mig, at hun lavede de her omklædningsritualer, hvor hun på intet tidspunkt viste noget af sin nøgne hud. Alt gik afsindigt langsomt, hun kiggede aldrig op, og hvis nogen kom forbi, forblev hun lukket om sig selv og inde i det private rum. Der var en masse fortællinger om hende, der begyndte at vokse inde i mig. Jeg spurgte hende, om jeg måtte filme hende og spurgte, om hun ville gøre nogle ting, som hun ikke plejede at gøre, tilføjede nogle ting i den der omklædningsritualfase, som tilhørte min fortælling, min iscenesættelse, min fantasi – og det blev til et dokumentarisk materiale om en pige, som klæder om i en svømmehal, og som efterfølgende i hele værkbearbejdelsen fik tillagt en fiktion, som var min egen, men som jeg præsenterede som virkelig, som dokumentarisk, som en virkelig historie.«

Sidsel Becker lavede en udstilling med det værk i USA og inviterede den newzealandske studerende ind for at se værket.

»Jeg havde slet ikke blik for, hvem hun egentlig var. Når jeg nu fortæller om det, så kan jeg kun se den Laura, som tilhører min fiktion. Hun sad i lang tid og så på sig selv i videoværket og sagde så: ’Hun er så smuk!’ Hun er som en skuespiller, som en objektivering af en forestilling, jeg havde. Jeg kunne aldrig have brugt en virkelig skuespiller, for jeg skulle bruge noget fra hende, hendes alder og bevægelser. Det er min hemmelighed, at det ikke er sandt. Værket fungerede i sig selv, og jeg ser ikke noget problem i, at jeg havde forskudt virkeligheden.«

Serie

Seneste artikler

  • En ekshibitionist kan også være privat

    1. august 2014
    Selvom hun øser af sit eget liv og indvier offentligheden i selv meget intime ting, så er hun en meget privat person, billedkunstner og forfatter Iben Mondrup. Her er hemmeligheden om hendes liv og lyst til at bruge sig selv
  • For meget privat stof forvandler den forheksede skov til Amager Fælled

    28. juli 2014
    Julie Nords billeder viser indestængte pigefigurer, nuttede, groteske dyr og den krakelerede bagside af enhver familieidyl. Selv er kunstneren meget privat, næsten hemmelig. Og hun køber ikke forestillingen om, at vi i de sociale mediers tidsalder har åbnet mere op. ’Jeg tror ikke nødvendigvis, folk blotlægger mere i dag, for jo mere du blotlægger, desto mere kan du også holde skjult’
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Martin Åberg
  • Peter Wulff
  • Jesper Wendt
  • Tue Romanow
  • Brian Pietersen
Martin Åberg, Peter Wulff, Jesper Wendt, Tue Romanow og Brian Pietersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Heh.. detder med at være hemmelig og privat og samtidig observere andre mennesker og skrive dem ind i en anden historie,
det er jo kendt stof, hvis man har færdes på nettet i årevis blandt fantasifulde nicknames, avatarer, forklædninger, pseudonymer, fiktive webpersoner med egne hjemmesider og trolle.
Men fint nok, at nogen gør det osse andre steder end på nettet.

Morten Sørensen

Agent 007 i biffen: Jeg er her ikke, men overalt, hvor I kan se mig underholde med politisk socialkorrekt spionage. Munter agurkelæsning anno 2014.