Interview
Læsetid: 4 min.

’Hvis jeg tog slør på ...’

Det er en kamp at blive taget alvorligt som kvinde i Marokko, siger filminstruktøren Laïla Marrakchi, der er aktuel med familiedramaet ’Et hus i Marokko’
Kvinderne i Laïla Marrakchis film skal fortælle historien om araberne og vise nuancerne, siger hun.

Kvinderne i Laïla Marrakchis film skal fortælle historien om araberne og vise nuancerne, siger hun.

Miracle Film

Kultur
3. juli 2014

Laïla Marrakchi er interesseret i modsætninger. Den marokkanske filminstruktør, der bor i Frankrig, men ofte besøger og arbejder i sit muslimske hjemland, har altid været nysgerrig og haft lyst til at fortælle historier om det, hun ser og oplever.

»Jeg prøver at finde frem til sandheden og beskrive den,« siger hun på en blanding af engelsk og fransk, da vi sidder over for hinanden på et hotelværelse i Paris og taler om hendes seneste film, familiedramaet Et hus i Marokko.

»I vores verden og samfund i dag er der meget, som ikke bliver sagt, og der er en masse hykleri, og det vil jeg gerne afsløre. Det er vigtigt, fordi det kan hjælpe med at sætte folk fri. Jeg vil gerne vise menneskers modsætninger og skrøbelighed, men jeg er ikke ude på at provokere.«

Universel historie

Omdrejningspunktet i Et hus i Marokko er en begravelse. En velhavende families mandlige overhoved er død, og de efterladte samles i hans hus i Casablanca, heriblandt hans enke, elskerinde og tre meget forskellige døtre, og taler om ham og hinanden, om livet og døden og det at være menneske og ikke mindst kvinde i verden.

»Begyndelsen på filmen var en begravelse i min egen familie,« siger 38-årige Laïla Marrakchi, der i 2005 fik et gennembrud med den selvbiografiske Marock.

»Min tantes mand, der selv var noget af en patriark, døde, og der blev sørget i tre dage. Der findes mange engelsksprogede film om tab og begravelser, f.eks. Gensyn med vennerne og The Funeral af Abel Ferrara, og jeg tænkte: Hvorfor ikke lave én om en marokkansk begravelse og bruge den til at vise, hvordan personerne bliver påvirket? Der er også Hannah og hendes søstre af Woody Allen – min film er en slags hilsen til den. Historien foregår over tre dage i det samme hus, og det var min mulighed for at vise, hvordan kvinder reagerer, hvordan de oplever sørgeperioden.«

Et hus i Marokko er dog ikke selvbiografisk, understreger Laïla Marrakchi, men den rummer elementer fra hendes eget liv og trækker på oplevelser, hun selv har haft.

»Jeg har selvfølgelig en del til fælles med den af døtrene, der er skuespillerinde og bor i USA,« siger hun.

»Jeg er også vokset op i Marokko og har forladt landet for at skabe mig en karriere. Man bygger en historie op omkring personlige oplevelser, og det bliver til noget andet, noget mere universelt.«

Hård kamp

Et af temaerne i Et hus i Marokko er forholdet mellem tradition og religion på den ene side og fremskridt og modernitet på den anden. Det er ikke nemt at finde en balance mellem de to ting, og man tvinges ofte til at vælge, hvilket er synd, mener Laïla Marrakchi, der selv har fundet en brugbar mellemvej.

»Mange mennesker er splittet mellem de to, og ser dem som modsætninger i stedet for at se dem som noget berigende. Man kan få meget ud af at lade de to ting eksistere side om side. Det tog mig tid at nå til den erkendelse, men nu er det noget, jeg tror fuldt og fast på: Jeg er muslim, jeg er berber, jeg er afrikaner, og samtidig har jeg gået på fransk gymnasium i Casablanca, hvor påvirkningen fra Vesten er meget stor.«

Det komplicerer tingene yderligere, hvis man er kvinde, siger instruktøren, ikke mindst fordi det marokkanske samfund er misogynt. Men i forhold til kvinder i Vesten har de marokkanske kvinder en fordel: De har lært at tilpasse sig, være fleksible og omgå reglerne.

»Det er en konstant kamp. Det er hårdt arbejde at blive taget alvorligt, hvis man er kvinde. Alligevel er kvinderne i dag meget mere aktive i det marokkanske samfund end tidligere. Og forskellen på Marokko og Frankrig er, at kvinderne i Marokko støtter hinanden. Det gør de ikke i Frankrig, hvor konkurrencen er barsk.«

Jeg drister mig til at spørge, om det er det værd at tage kampen. Svaret falder prompte.

»Ja, selvfølgelig. Det turde være indlysende.«

Kvinde og muslim

Til sidst spørger jeg så Laïla Marrakchi, om det er trættende for hende, som kvindelig filminstruktør fra et muslimsk land, at blive spurgt om netop at være kvindelig filminstruktør fra et muslimsk land. Både-og er svaret.

»Det er meget vigtigt, at en film portrætterer den arabiske verden og viser nuancerne og fortæller arabernes historie, specielt set i lyset af de ting, der sker lige nu,« siger hun.

»Men nogle gange er det anstrengende kun at blive opfattet på den måde. Når jeg er hjemme, kan jeg ryste det af mig: at jeg er en kvindelig, arabisk instruktør. Indimellem virker det dog, som om det er det eneste, jeg er – det eneste, jeg kan. At jeg kun er min oprindelse og min nationalitet. Jeg vil gerne have, at mine film er universelle og berører alle.«

Hun smiler og siger så: »Hvis jeg tog slør på, ville jeg sikkert blive udvalgt til flere filmfestivaler. Her i Frankrig vil man have mig til at lave film om terrorisme og kvinders forhold i arabiske lande. I den arabiske verden er det modsat – der vil det være at fornærme vores kultur.«

’Et hus i Marokko’ har premiere i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her