Læsetid: 6 min.

Uglerne er stadig ikke, hvad de giver sig ud for at være

Krimi, drømmetydning, absurd komedie, sæbeopera, satirisk lillebyportræt, intens udforskning af kærlighed, tab, sorg og moral, metafysisk leg med genrekonventioner. ’Twin Peaks’ er mange ting på én gang og evner i en ny Blu-ray-udgivelse stadigvæk at forføre sit publikum
’Twin Peaks’ har betaget seere, siden tv-serien blev sendt første gang for 25 år siden. På billedet er det agent Cooper og den myrdede (!) Laura Palmer i en drømmesekvens.

Ronald Grant Archive

29. juli 2014

Jeg kan huske mange ting fra tv-serien Twin Peaks, som jeg første gang så for snart 25 år siden – da jeg selv ligesom mange af hovedpersonerne gik i gymnasiet. Men noget af det, jeg husker allerbedst, er sorgen. Da Sarah Palmer (Grace Zabriskie) helt i begyndelsen finder ud af, at hendes datter, Laura, er død, bryder hun sammen og udstøder et primalskrig. Det er hjerteskærende, og der er ikke mange andre ting på tv, der har gjort lige så stort indtryk på mig.

Da jeg dengang så scenen, hvor hun taler med sin mand, Leland (Ray Wise), og får bekræftet sine bange anelser – det er morgen, og Laura er ikke på sit værelse og har åbenbart ikke sovet i sin seng om natten – og man gennem telefonrøret kan høre hende skrige som et såret dyr, var jeg sikker på, at Twin Peaks ville blive en oplevelse ud over det sædvanlige.

Jeg havde allerede en anelse om det, fordi jeg vidste, at serien var signeret af den amerikanske filmskaber David Lynch, der blandt andet var kendt for to intense og syrede udflugter til den menneskelige eksistens’ knap så pæne afkroge, Blue Velvet (1986) og Wild at Heart (1990).

Nye sammenhænge

David Lynch har altid gjort tingene på sin egen måde, og Twin Peaks er så idiosynkratisk et stykke tv, som man næsten kan forestille sig: 18-årige Laura (Sheryl Lee) findes død, myrdet og svøbt i plastik, ved bredden af den sø, som den fiktive by Twin Peaks er placeret ved i det nordvestlige USA, tæt på Seattle. Det er begyndelsen på en mystisk sag, som flår det lille samfund fra hinanden. Laura er limen, der holder byen og dens indbyggere sammen, og da hun dør, går alting i opløsning, og skeletterne formelig vælter ud af skabene, mens en hel verden fascineret kigger med hjemme på tv-skærmene.

Der er få tv-serier, som har haft lige så stor indflydelse på både film og andre tv-serier, og skal man (lidt forenklet) pege på én serie, der har været med til at lægge grunden for det boom inden for amerikansk tv-dramatik, de seneste 15 år har budt på, er det Twin Peaks – som selvfølgelig selv trækker på og vittigt refererer til alverdens film, tv og litteratur.

Det er svært at forestille sig X-Files (1993-2002) uden Twin Peaks og dermed en lang række andre serier, som tager udgangspunkt i mødet mellem det ganske håndgribelige og det mere overnaturlige, fra Lost (2004-10) og Fringe (2008-13) til Psych (2006-) og Hemlock Grove (2013-). Selv Lars von Trier lod sig inspirere af Twin Peaks (og den håndholdte, stilistisk nyskabende krimiserie Homicide) til at lave spøgelsesserien Riget (1994) – med venstre hånd, som Lynch havde udtalt, at han brugte til at lave Twin Peaks.

Lys og mørke

Men David Lynchs (og medskaber Mark Frosts) bedrift og bidrag til moderne tv er meget større og vigtigere end som så. Med Twin Peaks viste han, at det var muligt at lave tv på en anden måde, end man havde for vane; at man kunne tage tv-mediet alvorligt som kunstart og både visuelt og dramaturgisk bryde med alle tænkelige og utænkelige konventioner og derigennem skabe nye sammenhænge og nye, særegne psykologiske, filosofiske, menneskelige og følelsesmæssige udtryk.

Twin Peaks, der er én lang fortælling i 30 afsnit, er på overfladen en krimiserie, hvor en FBI-agent, Dale Cooper (Kyle MacLachlan), kommer til byen for at opklare mordet på Laura Palmer. Cooper er dog ikke nogen helt almindelig ordenshåndhæver. Ligesom David Lynch selv er han ivrig kaffedrikker, interesseret i buddhisme og mysticisme og overbevist om betydningen af drømme og drømmesyn, hvorfor serien fra begyndelsen balancerer mellem det jordbundne og det metafysiske og surrealistiske.

Jeg vil ikke afsløre for meget for dem, der endnu ikke har set serien – eller dem, der gerne vil gense den uden at blive mindet for meget om, hvad der sker – men det viser sig hurtigt, at Twin Peaks ikke er nogen helt almindelig by, og at der er ting i skovene omkring byen, som man skal passe på. Det er også en serie om lys og mørke, godt og ondt.

Lig i lasten

»Uglerne er ikke, hvad de giver sig ud for at være,« siger en kæmpe i en af Dale Coopers drømme, som den lokale sherif, Harry S. Truman (Michael Ontkean), og hans stab af skæve eksistenser bemærkelsesværdigt beredvilligt indvilger i at lade sig guide af. Beboerne i Twin Peaks, især den sære kævlekvinde (Catherine E. Coulson), ved godt selv, at der er, for nu at bruge en fæl kliché, mere mellem himmel og jord.

Men Twin Peaks er tillige en sæbeopera, eller snarere en satire på en sæbeopera, der spejler den sæbeopera, Invitation to Love, som flere af seriens personer hver dag følger med i på tv. I Blue Velvet kigger David Lynch om bag forstadsidyllens grønne græs og hvidmalede stakitter og finder råddenskab og perversioner – borgerskabets diskrete charme, som Luis Buñuel definerede den.

I Twin Peaks er det den pittoreske provinsbys forførende facade, der står for skud, og det er artige sager, som kommer for en dag, når både serien og Dale Cooper går tæt på det store og temmelig brogede galleri af hoved- og bipersoner. Ingen i byen er sammen eller gift med den, de virkelig elsker, og da Laura dør, ødelægges en skrøbelig balance, og griskhed, utøjlet begær og anløben moral afsløres hos mange.

Fascinerende broderi

Laura var i terapi hos den mystiske doktor Jacoby (Russ Tamblyn), og hun plejede omgang med den voldelige Leo (Eric Da Re), der er gift med smukke Shelly (Mädchen Amick), som selv har et forhold med byens bad boy, Bobby Briggs (Dana Ashbrook), der var Lauras kæreste og hvis far, major Briggs (Don S. Davis), arbejder med overnaturlige tophemmelige sager for militæret.

Laura havde også et forhold til den følsomme motorcykeldreng, James (James Marshall), som efter hendes død finder sammen med Donna (Lara Flynn Boyle), Lauras bedste veninde. Og så er der lige Lauras kusine, Madeleine (Sheryl Lee), som ligner Laura på en prik; savværksejeren Josie (Joan Chen), der har et forhold til sheriffen, og hvis svigerinde, Catherine (Piper Laurie), er lidt af en bitch og har gang i lyssky forretninger med Benjamin Horne (Richard Beymer), byens lokale matador.

Horne bestiller gerne et mord, hvis det tjener hans sag, og han både ejer, benytter sig af og forsyner et bordel, One Eyed Jacks, med unge piger fra parfumeafdelingen i sit eget stormagasin i Twin Peaks. Som f.eks. Laura Palmer, der slet ikke var den pæne pige, som hendes forældre og venner troede. Hun levede ikke bare et dobbeltliv, men et tredobbeltliv med adskillige seksuelle partnere og en veludviklet dødsdrift, som altså endte med at tage livet af hende.

Fotogene mennesker

Og således føjer personernes liv og færden sig sammen i et fascinerende og forførende broderi af sex, vold (især mod kvinder) og skiftende alliancer, som Dale Cooper kæmper for at holde rede på – mens han som det professionelle og ordentlige menneske, han selv er, kæmper for at holde Benjamin Hornes voldsomt sexede datter, Audrey (Sherilyn Fenn), på afstand.

Det kunne være blevet anstrengende at følge med i – serien flipper mere og mere ud i anden sæson – men David Lynch og hans filmhold skaber et smukt visuelt og lydligt univers, som viser skønheden i mennesker og natur og samtidig minder om, at der er onde kræfter på spil i den lille by ved den store skov.

Angelo Badalamentis drømmende, jazzede musik (og Julee Cruises hypnotiske, æteriske sange) skiftevis understreger uhyggen og ledsager veloplagt de unge, sexede mennesker, Twin Peaks også er fuld af. De kom alle til at danne mode med deres skotskternede nederdele, strikkede pullovers og cardigans, skovmandsskjorter, læderjakker og jeans. Enten ville man være som Donna og Audrey eller Bobby og James.

Lynch har en fantastisk evne til at vælge fotogene ansigter og typer, som han får til at stråle som personer, mennesker, selv om de måske ikke er verdens bedste skuespillere (gode skuespillere er der nu også mange af i serien). Han lader modsætninger mødes og mønstre – og monstre – støde sammen, mens tonen i serien skifter mellem rendyrket gys, hyggelig whodunit, løssluppen komedie, bidsk satire og sentimental sæbeopera.

Twin Peaks er en intelligent og vittig udforskning af modsætninger: Had og kærlighed, liv og død, drøm og mareridt, godt og ondt. Det var dengang og er stadig betagende og umuligt ikke at blive grebet af – ligesom Sarah Palmers store sorg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • Jørn Stjerneklar
  • Steffen Nielsen
  • Niels P Sønderskov
Ervin Lazar, Jørn Stjerneklar, Steffen Nielsen og Niels P Sønderskov anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Balling

Hvis man godt kan lide Twin Peaks (og hvem kan ikke det?), kan kult serien Carnivale (HBO) klart anbefales. Her kan man bla. opleve Michael J. Anderson for fuld skrue. Jeg læste et sted at hvis man fandt Twin Peaks for banal og nemt tilgængelig, var Carnivale det helt rigtige. Det eneste problem var at serien var så indviklet, at den mistede seertal og blev lagt ned efter to sæsoner (24 afsnit ialt).

Persongalleriet er fantastisk, historien er fængslende og mystisk, og hvis man har lyst er der meget at studere omkring serien. Både historie og mytologi.

Her er det første minut af afsnit 1:

http://www.youtube.com/watch?v=mLMUzL5kETU

olivier goulin

Lynch har en fantastisk evne til at vælge fotogene ansigter og typer, som han får til at stråle som personer, mennesker, selv om de måske ikke er verdens bedste skuespillere

En evne han deler med Fellini, som han i øvrigt også deler den symbolistiske, drømmeagtige stil med. Dog er der også afgørende forskelle. Fellinis film er fulde af charme og sødme, mens Lynch altid har denne kølige, dystre og uhyggelige undertone.

/O