Læsetid: 7 min.

De ukomfortable sandheders mester

Den dristigste reporter fra desperationens afgrund. En ekvilibrist ud i angstens operetter. En utrættelig forsvarer for dyrs rettigheder. I mandags udkom britiske Morrisseys første album i fem år. Hans sange er kvælningskamre af mismod, romantik og sarkasme, der paradoksalt nok giver lytteren ilt nok til at leve videre
Den dristigste reporter fra desperationens afgrund. En ekvilibrist ud i angstens operetter. En utrættelig forsvarer for dyrs rettigheder. I mandags udkom britiske Morrisseys første album i fem år. Hans sange er kvælningskamre af mismod, romantik og sarkasme, der paradoksalt nok giver lytteren ilt nok til at leve videre

Inga Kundzina

19. juli 2014

En livsuduelig misantrop. En af Storbritanniens største rocksangere. En mesterlig bærer af årtiers gammelt nid og nag. En af vor tids bedste sangtekstforfattere. En ekvilibrist i at skaffe sig fjender. 55-årige britiske Morrissey er sværere at elske end de fleste andre mestre, der har sat deres uudslettelige aftryk på rockhistorien. Konfliktoptrapninger og fornærmelser synes at være hans daglige brød. Og hans holdninger – ikke mindst når det kommer til dyrevelfærd – har noget privat rabiat over sig, som dårligt tåler den nådesløse udbredelse, som berømmelsen forårsager.

Efter massakren på Utøya i 2011: »Det er intet sammenlignet med, hvad der sker på McDonald’s og Kentucky Fried Shit hver dag.«

Efter det mislykkede mordforsøg på Margaret Thatcher i 1984: »Sorgen over IRA Brighton-eksplosionen er, at Thatcher undslap uskadt.«

I 1997: »Madonna forstærker alt, der er absurd og anstødeligt. Desperat kvindelighed. Madonna er tættere på organiseret prostitution end nogen andre.«

Og under OL i London 2012: »De ’glitrende kongelige’ har, helt naturligt, kapret OL til deres egne herskende behov, og ingen oppositionel stemme er tilladt i den frie presse ... Ånden fra Tyskland 1939 gennemtrænger nu hele det medie-brandede Storbritannien.«

Han hader – også – Stevie Wonder, Elton John, David Bowie, Diana Ross, Whitney Houston, Lady Gaga, Jamie Oliver, dj’s, techno og det britiske rets- og skolesystem. Og han er ikke bange for at sige det, så ubehøvlet som muligt.

Ja, selv hans fans må kæmpe med deres kærlighed til ham, fordi han er så kompromisløs. Til en koncert i Los Angeles i maj blev der som vanligt vist en blodig optakt til The Smiths-nummeret »Meat Is Murder«, der viser vanrøgt og brutal slagtning af dyr. En reporter fra Hitfix var der og berettede, at en tilskuer råbte »Fuck you Morrissey! I love meat! I wish I had a fucking burger right now!« Et par sange senere galede manden med for fuld hals på Morrissey-sangen »First of The Gang To Die«.

Det trøstesløse Manchester

Forsoning er tilsyneladende ikke Morrisseys stærke side. Mest markant i forhold til den tidligere Mike Joyce, der var trommeslager i det legendariske band The Smiths, der for altid har cementeret Morrisseys ikonstatus. Ved en retssag i 1996 vandt Joyce en million pund og retten til fremover at modtage hele 25 procent af royalties for sangene, som Morrissey og guitaristen Johnny Marr skrev. Undervejs kaldte dommeren endda Morrissey for »lusket, trodsig og upålidelig«, og det har alt sammen givetvis pint ham. Her 18 år senere virker det måske bare en kende flamboyant masochistisk, at Morrissey spenderer næsten 50 sider i sin selvbiografi, Autobiography, på balladen.

Til gengæld bruger Morrissey i samme bog stor stilistisk kraft på at tegne et knugende billede af sin opvækst i et trøstesløst Manchester. Hans irsk-katolske opdragelse er skyld-med-skyld-på. I skolen tvangsfodres de med skam; sørgmodigheden er vanedannende; en lærer udsætter ham for seksuelle overgreb. Det helt basale arbejde med at overleve dræner alle for energi. Som han formulerer det: »Birds abstain from song in postwar industrial Manchester, where the 1960s will not swing, and where the locals are the opposite of worldly.«

Ned i sit blækhus vrider han sin erindring som en møgbeskidt karklud, der har suget alle livets ydmygelser og fortrædeligheder til sig. Ud på siderne vælter et begsort mismod i smukt forsirede vendinger.

Hans verdensvæmmelse manifesterer sig også tydeligt i hans vegetarianisme. I 2009 forlod han scenen på festivalen Coachella med ordene: »Lugten af brændende dyr giver mig kvalme. Jeg kan lugte brændende kød ... Jeg håber ved Gud at det er menneske«.

Men han tør åbenbart også engang imellem håbe: »Snart vil det at spise en cheeseburger være lige så ulovligt som at ryge i kirken, og det bliver en stor dag for civilisationen.«

Og så er han forfængelig som bare fanden. »I won’t go out tonight/Cause I haven’t got a stitch too wear,« sang han for længe siden. For ikke så længe siden på et unavngivet spillested i Danmark krævede han, at samtlige ansatte afstod fra at bære rødt. Man efterkom hans ønske. Tænkte at det måske havde noget med hans væmmelse ved kød at gøre; ville ikke have noget klinket, når nu ikonet med de store følelser endelig var i byen. Aftenen oprinder. Morrissey glider på scenen, klædt i en brændende rød skjorte.

Men det meste af tiden er det søndag i Morrisseys liv, og hvis man skal tro hans selvbiografi, så stinker hans liv.

Dødsfan nummer 1

Hvorfor så dvæle ved denne miserable stodder, denne giftige hudfletter, denne uforsonlige krukke? Fordi Morrissey er den dristigste reporter fra desperationens afgrund. Et geni udi angstens operetter. Fordi han er den subtile, ondskabsfulde, bundærlige, skrigmorsomme punchlines største betvinger. Og dødens fan nummer et. Hans sange er kvælningskamre, der paradoksalt nok giver lytteren ilt nok til at leve videre. »Gasping, dying, but somehow still alive.«

Jeg husker, hvordan jeg fandt trøst i hans verdensvæmmelse som fremmedgjort teenager i Happening Holbæk. Jeg noterer mig, at jeg finder den nogenlunde samme trøst, når jeg forklædt som voksen lytter til The Smiths, mens dette skrives.

Det er måske den ultimative gave, en kunstner kan give, at åbne op for sin livsuduelighed. Og den har Morrissey delt siden de første uskyldige dage i Manchester, hvor The Smiths blev dannet og satte den britiske musikpresse og siden hele den alternative musikscene på den anden ende over kun fem blændende år. »Heaven Knows I’m miserable now,« sang han i 1984 på The Smiths’ første top 10-single. Og sangens grundfølelse strækker sig helt op til i dag. Som det lyder på hans netop udkomne album, World Peace Is None of Your Business, her 20 år senere: »You fail as a woman, and you loose as a man/Well, we do what we can/And earth is the cruelest place that you will never understand.«

Vi er mange, der bliver ved med at lytte, fordi manden det meste af tiden har ret, når han udstiller hykleri, magtmisbrug og populisme. Man skal bare acceptere, at han skruer udsagnene op til 11, spytter folk i ansigtet, brænder broerne, danser på gravene, ingen gidsler tager. For han har jo fundamentalt set ret, når han for eksempel siger, at »Danmark er et sørgeligt helvedeshus, hvis man tilfældigvis er en gris.«

Der bliver stanget ukomfortable sandheder over disken, når man frekventerer Morrissey. Sangtitlerne taler for sig selv: »The More You Ignore Me, The Closer I Get«, »We Hate It When Our Friends Are Successful«, »America Is Not The World«, »Some Girls Are Bigger Than Others«, »Meat Is Murder« og »The World Is Full of Crashing Bores«. Titler der ikke bliver mindre skarpe af at blive sunget af en af de smukkeste tenorer og største vokale melodikere og harmonikere, britisk pop har fostret.

Hans politiske holdninger er født af et indædt had til den storbritiske magtelite. Den trommegennemtæskede og guitarflænsede »The Queen Is Dead« står som en tale til nationen i dens sørgeliste forfatning, dengang i 1986, hvor Thatcher havde brugt to og snart en tredje periode på at rive landet fra hinanden. På »Shoplifters of The World Unite« fra 1987 bemærker hovedpersonen tørt, at han nu skal spjælde den for butikstyveri, mens tv formidler regeringens krigsplaner. Så sent som i 2010 ’forbød’ både Morrissey og Johnny Marr en ny konservativ premierminister, David Cameron, at kunne lide The Smiths. Hvilket han proklamerede at han kunne – og sikkert stadig kan.

I titelnummeret på World Peace Is None of Your Business giver han det apatiske stemmekvæg behersket præcise pisk, mens han sørger over demokratiske kramper rundt om i verden: »Oh Egypt, Ukraine, so many people in pain«. Kom så, syng med!

Vil også bare elskes

Hans bedste tekster er stadig bundet til det overskyede Manchester, som han hadede at vokse op i. »The rain that flattens my hair/These are the things that kill me,« sang han dengang. Mørkemanden har i snart mange år boet i Los Angeles (men veksler nu mellem flere bopæle), og hans tekster synes at være falmet i solskinsstatens skarpe lys. Til gengæld har han forhåbentlig fundet en form for udfrielse fra sin barndom.

»My childhood is streets upon streets upon streets upon streets. Streets to define you and streets to confine you, with no sign of motorway, freeway or highway,« lyder de første ord i hans Autobiography.

Jeg forestiller mig, at han ligger på sin seng i et airconditioneret rum med udsigt over det ikoniske fletværk af brede snorlige gader og cirkulært indviklede highways. Venter på at en katastrofe snart vil ramme ham. Med hans held styrter Californien vel snart i havet. I det mindste har han kunnet nyde motorvejenes uendelighed for en stund.

Morrissey virker ikke som en nem mand. Men som alle andre vil han også bare elske og blive elsket. Som han synger på sit nye album: »Kiss me a lot, kiss me a lot/Kiss me all over my face«. Du ringer bare, Mozza, så skal du få alle de kys, du lyster. Bare du lover at finde tid til også at lave en punchline over mit miserable liv.

World Peace Is None of Your Business udkom i mandags.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer