’Jeg vil ikke vide, hvad jeg laver om et år’

Stellan Skarsgård er en passioneret herre – i hvert fald hvis det drejer sig om en film eller en instruktør, den blændende svenske karakterskuespiller føler et slægtskab med.

Jeg har oplevet hans engagement tæt på to gange. Den første var for snart mange år siden, hvor jeg interviewede den norske filminstruktør Hans Petter Moland om dennes første film med Skarsgård, Kærlighedens køtere (1999). Undervejs i interviewet roste jeg skuespilleren, som leverer en stærk og intens præstation, og knap var jeg nået tilbage til kontoret, før min telefon ringede. Det var Stellan Skarsgård.

»Jeg kan forstå, at du gerne vil tale med mig,« sagde han.

Jeg blev så paf, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige, men fik dog til sidst fremstammet, at han var god i filmen. Anden gang, Skarsgård så at sige opsøgte mig, var i 2011, da Lars von Trier blev smidt ud af filmfestivalen i Cannes for nogle udtalelser, han i spøg var kommet med på pressemødet for sin nye film, Melancholia, som Skarsgård er med i. I ren og skær ophidselse og sympati med Trier skrev jeg en bidsk kommentar til Information, Jeg er også nazist, og et par dage senere fik jeg en mail fra skuespilleren, hvori han takkede mig for støtten til Trier og sluttede af med at skrive, at »jeg er altid parat til at forsvare den grænseløse danske humor. Lev vel!«

Egoistisk passion

En eftermiddag i juni sidder jeg over for 63-årige Stellan Skarsgård på et kontor hos Zentropa i Filmbyen i Avedøre. Anledningen er den storhumoristiske Kraftidioten, skuespillerens fjerde film sammen med Hans Petter Moland – den anden med manuskript af danske Kim Fupz Aakeson (den første var En ganske rar mand fra 2010). I filmen, der kan beskrives som en slags skandinavisk svar på Coen-brødrenes Fargo (1996), spiller Skarsgård snerydderen Nils, en stille mand, der beslutter sig for at tage hævn over de narkogangstere, den ene mere kulørt end den anden, som har dræbt hans søn.

Jeg begynder med at nævne mailen, Skarsgård sendte til mig, og spørger, om han gerne kæmper for det og dem, han tror på, f.eks. Trier og Moland, som han altså begge har lavet adskillige film med.

»Det håber jeg. Livet er fuldt af kompromisser, og det gælder også om at overleve,« siger Skarsgård, selv en ganske rar mand, der deler sin tid mellem Skandinavien og det store udland, ikke mindst Hollywood, og som ude på gangen foran kontoret just har sagt farvel til Trier.

»Indimellem er det jo også bare et arbejde, og jeg laver film, som jeg tjener penge på, så jeg kan hjælpe med at finansiere mindre film, som ellers ikke ville være blevet realiseret. Jeg kommer fra teatret og en independent-filmverden, og jeg er nødt til også at arbejde under forhold, hvor instruktørerne har større frihed, og det for skuespillerne handler mere om fordybelse i karaktererne end bare at drive handlingen frem. Min passion er altså også egoistisk.«

Varieret kost

– Føler du, at din karriere løber ad to forskellige spor?

»Jeg skelner ikke på den måde. Jeg har det jo også sjovt, når jeg arbejder i Hollywood. Jeg har arbejdet med gode instruktører som f.eks. David Fincher og Gore Verbinski, og så føles det jo ikke, som om man arbejder på en stor Hollywood-produktion. Men en gang imellem vil man gerne spise på Noma, og andre gange vil man bare have en hamburger. Man skal spise varieret, hvis man skal kunne holde det ud.«

– Er det det, du siger ja til, når du vælger en filmrolle – muligheden for at blive klogere?

»Det er det også. Men det er flere forskellige ting. Det kan være en instruktør, som jeg godt kan lide. At få lov til at lege med Lasse (Lars von Trier, red.) og Hans Petter er ligesom at komme hjem og lege med en kammerat i sandkassen. Indimellem handler det om materialet – ’den her film har jeg ikke set før.’ Eller ’det her er farligt. Det kan gå fuldstændig ad helvede til, men det kan også blive rigtig interessant.’ Det er ikke mainstream og følger ikke de gængse regler, og alt, der bryder reglerne, er interessant. Af og til handler det blot om, at det er så saftig en rolle, at jeg ikke kan sige nej. Det afhænger også af, hvad jeg lige har lavet. Har jeg medvirket i en popcornfilm, er det sjovere at lave noget lidt sværere.«

– Vil du gerne udfordres?

»Jeg sagde f.eks. ja til Mamma Mia! (2008), fordi jeg hverken kan synge eller danse.«

Hårdt arbejde

– Hvad er ’Kraftidioten’ for en slags film?

»Den rummer denne særlige form for nordisk humor, som også brødrene Kaurismäki benytter sig af. Det handler om at kunne se komikken i miseren. Da jeg læste manuskriptet, var jeg ret nervøs. Jeg kunne ikke se, hvad det ville blive for en film. Skurkene var så overdrevne, og jeg vidste, at jeg måtte forsøge at trække materialet i en mere realistisk retning. Det var mit job at være den menneskelige kerne. Og det var hårdt arbejde.«

Stellan Skarsgård bliver afbrudt, da Lars von Trier pludselig kommer ind i lokalet. Han giver skuespilleren et kram.

»Taler jeg for højt?« spørger Skarsgård. Trier nikker og siger, »vi er nødt til at lukke døren, ellers ... «

»Skal du ikke sove nu?«

»Ja, jeg går ind og sover,« siger Trier og lukker døren bag sig.

Skarsgård fortsætter: »Da jeg skal lave den første scene med Pål Sverre Hagen, der spiller Greven (filmens hovedskurk, red.), kommer jeg ind og er afdæmpet og realistisk, og så står Sverre Hagen og giver den hele armen, og jeg tænker, ’er vi overhovedet med i den samme film?’ Det var en vildt mærkelig oplevelse, og jeg tænkte, at hvis Hans Petter kunne få det til at hænge sammen, så var han fandens dygtig. Jeg synes, at det er lykkedes ham. Havde jeg spillet på samme måde som skurkene, havde det ikke virket.«

Subjektiv kunst

– Man er nødt til at stole på instruktøren?

»Man er ikke med i klipperummet, og hvad man end foretager sig, kan instruktøren gøre det bedre eller dårligere og ændre tonen i hele ens præstation. Man er altid i instruktørens hænder. Det er ikke ligesom på teatret. Det er meget anderledes. Jeg er vant til at arbejde med Lasse (von Trier, red), hvor man i løbet af fem optagelser laver fem helt forskellige præstationer, og så vælger han ud. Det giver en skuespiller en enorm frihed at få lov til at prøve så meget, men kontrol over rollen har man ikke. Men selv når jeg laver amerikanske film, giver jeg forskellige temperaturer i forskellige optagelser, så de har materiale at arbejde med.«

– Kan det ikke være svært at give det materiale fra sig?

»Jo, når man fornemmer, at filmen er en fejltagelse, og at det er en instruktør, man ikke kan stole på, som er en idiot. Så begrænser man det materiale, man giver til vedkommende, så de ikke får for meget at lege med. Men jeg er ofte med til at diskutere manuskriptet, og hvad man kan forstærke og fjerne. ’Det der kan jeg spille frem, det behøver man ikke sige.’ Det skal dog altid være instruktøren, der bestemmer, hvis det skal blive en god film. Al kunst skal jo på en måde være subjektiv.«

– Som f.eks. Lars von Triers film?

»Lars von Trier er i mine øjne en positiv radikal kraft, som sætter spørgsmålstegn ved alle former for reaktionær opførsel og stilstand i samfundet. Det vil jeg gerne være med til. Men jeg vil ikke være med i en profascistisk eller antisemitisk eller racistisk film eller en film, der helt og holdent går imod, hvad jeg står for. Det er selvfølgelig ikke sådan, at alle de film, jeg har medvirket i, er plakatsøjler for mine holdninger. Men jeg forsøger altid at bringe mit menneskesyn med ind i en rolle, hvilket vil sige, at jeg forsøger at skabe modsætninger i personen og gøre den mere kompleks.«

Længsel efter rus

– Du kan godt lide modsætninger og kontraster?

»Jeg kan godt lide, at man lader former kollidere, også inde i en person. Det har også med mit menneskesyn at gøre. Mennesket er den smukkeste livsform, der findes, men det er også den farligste livsform. Det er den mest komiske og den mest tragiske. Det er den mest hjælpeløse og den mest fantastisk opfindsomme. Mennesket rummer alt, hvad man kan forestille sig. Da jeg lavede Nymphomaniac (2013) med Lasse, spillede jeg lidt komedie. Fortæl ham det ikke; han troede slet ikke, at jeg spillede. Men jeg spillede lidt komedie, for folk måtte gerne grine lidt af den figur, Seligman. Jeg gjorde det uden at ødelægge realismen, og det er det, der er balancegangen. Jeg ved, at Seligman reagerer komisk, men han må ikke selv vide det.«

– Er det svært at finde den rigtige balance?

»Ja, indimellem. Jeg synes, at alting er svært.«

– Er det også det sjove ved jobbet?

»Ja, det er fantastisk sjovt. Man kan ikke planlægge alt. Det bedste opstår jo ofte lige pludselig. Det er ligesom en forfatter, hvor teksten nærmest skriver sig selv. Man længes efter den rus. Det er et endorfin-kick.«

– Har du nået en alder, hvor du ser tilbage på din karriere?

»Nej, det er jeg ikke så interesseret i.«

– Er du glad for alt det, du har lavet indtil videre?

»Ja da, selv lortet. Jeg har været med i meget lort. Jeg har haft et rigt liv, kan man sige, og har det stadig. Men jeg hænger mig ikke i hverken fortiden eller fremtiden. Jeg forsøger bare at være til stede i nuet. Jeg elsker mit arbejde, og jeg elsker mit liv.«

– Din landsmand Max von Sydow har gennem en lang karriere haft held med at opbygge sig en solid international karriere. Men du synes at være nået endnu længere med flere hovedroller, også i engelsksprogede film. Har du fundet den perfekte balance mellem Skandinavien og udlandet, mellem stort og småt?

»Jeg er skuespiller og ikke filmstjerne. Filmstjerner får ikke lov til at lave så meget forskelligt. De skal spille den samme rolle hele tiden. Jeg sørger for, at jeg får forskellige roller. De må ikke vide, hvem jeg er. Så jeg har det vanvittigt sjovt hele tiden. Jeg får filmtilbud fra alle hjørner af verden, og det er ret sjovt at kunne vælge. Jeg vælger også efter mit humør. Jeg har ikke lyst til at vide, hvad jeg laver om et år. Når jeg er færdig med en film, kan jeg godt lide at tænke, ’hvad skal jeg nu lave?’«

’Kraftidioten’ havde premiere i går. Læs anmeldelsen af filmen her