Besat af arkitektur

Mens krisen i Gaza er en højintensiv politisk og militær styrkeprøve, har den langsomme, gradvise israelske annektering af landområder på Vestbredden været en realitet i flere årtier. Og i denne process har arkitekturen spillet en central rolle i Israels besættelsespolitik.

Tilsammen har det gjort Gaza, Vestbredden og Israel til et surrealistisk 3D-landskab af militærstrategiske planlægning og arkitektoniske indgreb, der både bevæger sig horisontalt gennem byen, og over og under jordoverfladen.

Den israelske arkitekt Eyal Weizman offentliggjorde sit arbejde med at kortlægge de israelske bosættelser på Vestbredden som tilhænger af road-map for peace. Han forsøgte at lave en objektiv afsøgning af de overtrædelser af internationale konventioner, han mente fandt sted.

Oprindeligt var hans arbejde et vinderprojekt udvalgt af det israelske arkitektforbund som det nationale bidrag til Berlins arkitekturbiennale. Vinderprojektet viste sig dog at være så kontroversielt, at forbundet trak al støtte og annullerede kataloget, der allerede var trykt i 5.000 eksemplarer.

Det forhindrede dog ikke Weizman i at udgive det alligevel under titlen A Civilian Occupation.

Sat på spidsen ønsker Weizman at vise, hvordan arkitektur og planlægning kan være et yderst potent redskab til at krænke menneskerettigheder.

Eyal Weizman

Arkitektur som militærstrategi

Hvis arkitektur og planlægning opfattes som interessefri, bliver den et alibi for at udøve territorial magt. Med Weizmans kortlægninger mister arkitekturen endegyldigt sin uskyld som disciplin. Kaster man som Weizman et kritisk blik på den israelske arkitektur i de besatte områder føjes der nye – rumlige – dimensioner sig til forståelsen af konflikten.

Bosættelsernes gradvise omdannelse af landskabet på Vestbredden udtrykker i en til en de politiske slagsmål og brudlinjer, der er indbegrebet af den langvarige konflikt. De udtrykker den territoriale konflikts endelige mål: indtagelsen og hjemliggørelsen af landområder med historisk og religiøs betydning for begge parter.

De israelske bosættelser er et vidtforgrenet netværk af observationsposter i form af bosættelser på højdedrag, der overvåger den palæstinensiske landbrugsjord og infrastruktur. Koloniseringen er så at sige lodret.

Arkitektur og planlægning er i Weizmans udlægning dermed et militærstrategisk værktøj. Konfliktens åbne karakter – med endeløse forhandlinger – har skabt rum for en parallel udvikling, hvor begge parter forsøger at gøre sig gældende og øge tilstedeværelsen uden om det officielle forhandlingsrum.

Det kontroversielle i Weizmans arbejde er ikke kun kritikken af bosættelsespolitikken. Den er han ikke ene om. Både internt i Israel og fra Israels allierede i USA og EU er der højlydt kritik af den israelske bosættelsespolitik fra mange forskelligartede oppositionsgrupper.

Milutin Labudovic

Systematikken er sprængfarlig

Det kontroversielle i Weizmans polemik er blotlæggelsen af den systematik, bosættelsespolitikken udføres med. Hans gennemgribende dokumentering af de radikale forandringer af landskabet der er konsekvensen af spredt bydannelse og efterhånden flydende grænser mellem israelsk og palæstinensisk territorium og etableringen af infrastruktur, såsom sikkerhedsmuren, der skærer sig gennem landskabet.

Bosættelserne er typisk placeret på toppen af en bakke eller bjerg. De israelske bosættelser bor og lever øverst i landskabet, mens lever palæstinenserne i bunden af dalene og på bjergskråningerne. Bosættelser er ofte forbundet internt med vejanlæg i form af broer udelukkende for jøder. De løfter sig over de veje, der løber i dalene. Bebyggelsen er organiseret i en spiral rundt om bjergtoppen med de offentlige funktioner i centrum. Bebyggelsen danner front mod det omgivende landskab, så den enkelte bolig nærmest fungerer som vagttårn, der kan overskue landskabet omkring.

Bebyggelserne er typisk placeret, så de kan overvåge vigtige handelsruter og veje for palæstinenserne. Bosættelserne etablerer et entydigt rumligt hierarki og kontrol med ressourcer og begrænsning af palæstinensernes bevægelsesfrihed.

Arkitektur er i det perspektiv alt andet end uskyldig og opbyggelig. Det er et direkte middel til at opretholde en visuel og rumlig orden som led i en politisk konflikt om territorier og sikkerhed.

I bogen Hollow Land giver Weizman en detaljeret beskrivelse af, hvordan den israelske regering forsøger at omgå de forpligtelser, der fulgte efter underskrivelsen af den første Oslo-aftale i 1993. Den politisk højspændte situation betød, at aftalen ifølge Weizman gjorde det svært for de jødiske bosættere at opnå officiel tilladelse fra den israelske regering til at etablere nye bosættelser.

Det var dog stadig i regeringens interesse, at bosætterne fortsatte deres arbejde, og derfor gik man nye veje i den gradvise annektering af Vestbredden.

Eksemplet, Weizman nævner, er fra 1999, hvor en gruppe jødiske bosættere klagede over dårlig mobilforbindelse på Road 60, der går fra Jerusalem til de nordlige bosættelser på Vestbredden.

Eyal Weizman

Der var en mobiltelemast ...

Teleselskabet Orange indvilligede i at opføre en mobilmast på en nærliggende bakketop, der af israelerne havde fået navnet Migron efter en bibelsk by, man formoder ligger begravet i jorden på netop det sted. Tidligere forsøg på at besætte terrænet var fejlet, og området nu opdyrket med oliven og figentræer af palæstinensiske bønder fra landsbyen Ein Yabrud.

Da det israelske militær opfatter opførelsen af en mobilmast som et sikkerhedsspørgsmål, mener de at have ret til at opføre den uden tilladelse fra jordejerne.

Som led i etableringen af mobilmasten blev el og vand ført til Migron og et privat vagtværn hyret til at vogte byggepladsen og efterfølgende masten.

Vagtværnets familier flyttede et år senere til Migron – og langsomt voksede en mindre by frem, koblet på det el- og vandtilførselsnet, som militæret var med til at sikre. Ikke lang tid efter opførtes børneinstitutioner og en synagoge.

For Weizman er det et klart eksempel på, hvordan administrative og politisk-strategiske fremgangsmåder skubber på bosætternes territorialisering gennem og under dække af planlægning og lovgivning. Israels indtagelse af landskabet og sofistikerede måder at udøve kontrol, og deres måden at disciplinere palæstinensernes handlinger gennem bebyggelsernes potentielle overvågning sker med referencer til en gruppe af franske filosoffer, som vi medregner til de mest progressive stemmer inden for social kritik af civilisation, magt og undertrykkelse etc., herunder Michel Foucault og Gilles Deleuze.

Med de franske filosoffer Félix Guattari og Deleuze i hånden udfører de israelske sikkerhedsstyrker militæroperationer på Vestbredden, der har fået offentligheden til at spærre øjnene op. Der er et slående sammenfald mellem de tekster, der studeres på alverdens arkitektskoler og de tekster, der anvendes på militærakademier.

Militærakademiernes studier i fransk dekonstruktivisme har ført til en udbredt brug af avanceret filosofiske begreber om rum. For magten er ikke kun magt i traditionel forstand, synlig og repressiv. Den finder andre veje til at dominere og indtage et territorium på.

Hæren sætter standarden

Det israelske forsvar (IDF) er den organisation, der udtænker og gennemfører de vanskelige militære operationer. I artiklen »Art of War« viser Weizman det betydelige overlap mellem de filosofiske tekster, der undervises i på militærakademier og arkitektskoler. Det israelske forsvar er ifølge Weizman kraftigt påvirket af samtidig filosofi. Han citerer en general i de israelske sikkerhedsstyrker, Aviv Kokhavi, for at sige, at angrebet på Nablus i 2002, cirka 60 km nord for Jerusalem, var inverse geometry (omvendt geometri – forklaring følger herunder, red.). Kokhavi, der har en universitetsgrad i filosofi fra Hebrew Universitet, forklarer angrebet i et filosofisk udtryk, som dækker over »en reorganisering af den urbane syntaks eller landskab ved hjælp af en serie mikrotaktiske handlinger«.

Weizman demonstrerer, hvordan militæret på kynisk vis har overtaget sproget og – til en vis grad – tænkningen fra prominente filosoffer som Gilles Deleuze, Félix Guattari, Georges Bataille og Michel Foucault.

Især det filosofiske makkerpar Deleuze and Guattaris arbejde står centralt i den israelske hærs italesættelse af konflikten. Centrale og vanskelige passager og begreber hos de to tænkere bruges frit til at analysere og forstå de komplekse rumlige og politiske begrænsninger.

Et eksempel er Deleuze og Guattaris begreb om krigsmaskiner. Krigsmaskiner er kendetegnet ved at diffuse organisationer, der består af små grupper, der kan splittes op eller samles alt efter omstændighederne. Hos Deleuze og Guattari er et kernebegreb i den kritisk kreative tænkning, og ikke et bevidst instrument til undertrykkelse.

Postmoderne krig

Deleuze og Guattaris begreber tillader ifølge Weizman militærfolk at forklare og forstå de paradigmer, de traditionelt handler efter og dermed får et militært forspring og overtag i forhold til fjenden. Det gør dem i stand til helt enkelt at agere på en måde, som de ellers ikke ville kunne.

Sikkerhedsstyrkerne bruger begrebet »at glatte rummet ud«, der er lånt fra Deleuze.

De bruger udtrykket, når de refererer til en militær operation i et område af Vestbredden, som om der ikke var nogen grænser eller barrierer. Palæstinensernes områder er ikke »glatte«. De er det modsatte: Der er fyldt med hegn, pigtrådsruller, tykke otte meter høje mure, grøfter, vejblokader opdeler rummet i mange små enheder. De israelske sikkerhedsstyrkers brug af begrebet det glatte rum førte til, at de opfattede bykrig som et rumligt problem, der kunne løses ved at »rejse gennem mure«. En løsning, der forbinder teori og praksis, og i al sin brutale enkelhed går ud på, at Israels sikkerhedsstyrker fuldstændigt ignorerer de traditionelle infrastrukturer som veje og byrum.

I stedet for sprænger de sig vej fra hus til gennem vægge, gennem stuer, soveværelser, børneværelser, køkkener. Som en orm æder de sig gennem byen og giver dermed ikke palæstinenserne nogen fordel af deres forsøg på at inddæmme og kontrollere byens rum.

Velkommen til den postmoderne form for krigsførelse, hvor rumlig dominans i form af arkitektur, infrastruktur og byplanlægning er løftestang for en dagsorden med et klart politisk strategisk sigte.