Læsetid: 9 min.

’I dag fører selv taxachauffører forfatningsdiskussioner’

I sin nye roman, ’Den Kongelige Egyptiske Automobiklub’, udforsker Alaa al-Aswany underkastelsens mekanisme. Mens han skrev den, udbrød den revolution, der væltede Mubarak-styret – og noget af nutidens revolutionsstemning fandt vej ind i bogen
Alaa al-Aswany er dybt engageret i egyptisk politik, men har afvist alle tilbud om selv at blive politiker, herunder en kulturministerpost. ’Jeg duer kun til to ting: at lave folks tænder og at skrive,’ siger han til Information.

Jakob Dall

29. august 2014

Minespillet hos 57-årige egyptiske Alaa al-Aswany er værd at studere: Han bliver ivrig og fokuseret, når samtalen falder på hans nye roman, men indadvendt og tungsindig, når den falder på Egyptens anspændte politiske situation. Vil man aflokke al-Aswany smil, er det nok at berøre persontegningen i Den Kongelige Egyptiske Automobilklub, hans fjerde roman (2013), der netop er udgivet på dansk. Knivskarp, levende og polyfon er den.

Vi er i 1946, dvs. få år før det egyptiske monarki falder efter i en årrække at have støttet sig til britiske koloniherrer. I bogen møder vi de mennesker, høj som lav, der færdes ind og ud af den eksklusive Kongelige Automobilklub. Denne lokalitet bliver brugt til belysning af det bredere egyptiske samfund, en slags mikrokosmos. Under klubloftets vifter og lysekroner myldrer pashaer, aristokrater, kongelige og udenlandske diplomater. Alle dyrker de et udsvævende liv: drukkenskab, frådseri og liderlighed. Stamgæsten over alle er hans majestæt, Kong Farouk, der hyppigt beærer pokerbordene med sin fede skikkelses nærvær.

Ekstravagancen og dekadencen hører op i tjenergemakkerne, hvor en hær af hårdt arbejdende fra Øvre Egypten og Nubien må lægge sig i selen for at opfylde de nøjeregnende krav, som kongens ubøjelige overkammeherre, Koo præsenterer dem for.

Snarere end kongen er Koo bogens tyran. Ved pengeafpresning og korporlig afstraffelse styrer han ikke blot klubbens tjenerstab, men alle undergivne i kongepaladset. At sikre underkastelse er for ham en kunst, en nydelse. At personalet hader ham, gør mindre, når blot de også frygter ham. Og deres underkastelse sker forbavsende villigt. Den er blevet en mental tilstand. Alligevel lurer oprøret.

Minutiøs research

Al-Aswanys sympati for underkuede småkårsfolk, hvoraf vi følger flere i sidehandlingstråde, er åbenlys. Men selv bogens skurke, Kong Farouk, Koo og James Wright, klubbens engelske bestyrer skildres ganske indlevende, ja næsten solidarisk.

»Romaner skal ikke skrives for at udlevere eller spidde romanfigurer. Romaner skal sætte os i andre menneskers sted, så de kan lære os, at vi ikke skal dømme, men forstå dem, også deres svagheder, småligheder og nederdrægtigheder. Det menneskelige element er for mig det vigtigste«.

Al-Aswanys bog bærer præg af minutiøs research. Korrekt er det f.eks., at kong Farouk havde en stor samling af pornografi, og at han gav ordre til, at det i hele Egypten kun var ham, der måtte køre i en rød bil. Det bekræfter han gerne.

»Research er alfa og omega, når man skriver historiske romaner. I interferensen mellem fiktion og historie, respekterer jeg altid historien. Det er den, der sætter rammen. De historiske kendsgerninger kan man ikke rokke ved. Jeg kunne f.eks. ikke skrive, at kong Farouk begik selvmord, da han blev forgivet i sit eksil i Italien i 1965. Alle historiske kendsgerninger i bogen er strengt korrekte. Først nedenunder dem kan fiktionen udfolde sig.«

– Hvor mange af dine personer har eksisteret i virkeligheden?

»Min far var advokat for Automobilklubben, og i min barndoms ferier i 1960’erne tilbragte jeg ofte mine dage der og blev gode venner med flere af de tjenere, som havde arbejdet der i kongens dage. De fortalte mig en mængde historier, som jeg har gemt på i alle årene. Mit kendskab til mange detaljer i bogen stammer herfra: den måde, kongen spiller kort på, det snyd, der foregår med regningerne osv. Den englænderinde, der afviser kongens tilnærmelser under henvisning til, at hun har en smitsom sygdom, er f.eks. modelleret over hustruen til datidens franske militærattaché. Sådanne detaljer har jeg en enorm forkærlighed for. Ikke bare kun på grund deres informationsværdi, men fordi de er så eminent romanmateriale. De litterære figurer skal knytte an til virkelige, men det er tilladt og også nødvendigt at elaborere videre på de fleste af dem i fantasien. Kun sjældent kan man møde en historisk person, som allerede er farverig nok til at glide direkte ind som litterær figur uden synderlig efterbearbejdelse. Men jeg elsker, når det sker. Det er som en gave, en skat … Koo, kammerherren, er en sådan person.«

– Ét brud på realismen er der dog i din bog: Så levendegjorte er et par af dine personer, at de dukker op i nutiden, hvor de forsøger at diktere romanens forfatterstemme en anden skæbne.

»Når jeg skriver fiktion, når jeg på et tidspunkt til en fase, hvor mine figurer antager egenliv og udvikler egenvilje. Jeg elsker den fase, det er den mest lystfulde; jeg kan næsten ikke beskrive, hvor meget jeg elsker den. Så den episode, du nævner, er mere end et stilgreb: Ofte skriver jeg nemlig meget gerne, hvad mine figurer kræver af mig. Af samme grund lægger jeg mig aldrig på forhånd fast på, hvordan mine bøger skal slutte.«

Rig og afgørende periode

– Hvorfor henlagde du handlingen til 1946?

»Dels fordi det var en meget rig og afgørende periode i Egyptens historie. Dels fordi den minder om årene, umiddelbart før Mubarak blev styrtet. Alle følte sig sikre på, at regimet ville falde, og at kongens tid allerede var omme. På samme måde var det også i Mubaraks epoke. Selv kongen kunne, når han spillede kort, udtale: ’Jeg bliver Egyptens sidste konge. Han var fatalistisk, svag og umoden og ventede bare på, at nogen kom og væltede ham’ …«

– Alligevel er han nem at holde af ...

»Jeg holder også selv af ham. Han studerede i England og blev brugt af politikere, der ville kontrollere landet igennem ham. Han blev konge som 16-årig, men var afskåret fra at kende realiteterne bag sit regime.

– Hvornår begyndte du at skrive på denne bog, før eller efter Det Arabiske Forår?

»Jeg er normalt tre år om at skrive en roman, men Automobilklubben begyndte jeg på i 2008. Jeg afbrød så arbejdet i revolutionsåret, i 2011, og i et stykke tid lå det stille. Også fordi jeg var nået til et punkt, hvor jeg forsøgte at indfange datidens stemning af forestående oprør, og her gled så noget af nutidens revolutionsstemning med over i bogen, da jeg genoptog arbejdet. Det har farvet den og været til inspiration«.

Sandheden om vor tid

For Al-Aswany blev udfordringen for ham nu at forstå en vigtig sandhed om vores egen tid ved at fortælle om 1940’ernes Egypten.

»Som i 2011 stod valget dengang imellem at underkaste sig den eksisterende orden eller også at vælge magthaverne. Men fordi den eksisterende orden var tryg, velkendt og overskuelig var det også et valg mellem frihed og sikkerhed. I 2011 gennembrød vi egyptere frygtens mure: Vi valgte friheden. Det var en ægte revolution, som forvandlede os som folk. Jeg følte også selv, at jeg blev et andet menneske. Under Mubarak havde vi problemer af samme art som under det britiske herredømme: Magthaverne var en overklasse, der anså egypterne, folket, for at være ude af stand til regere sig selv, og med dette som alibi udplyndrede de landet for at berige sig personligt. Vi lå under for forestillingen om den gode patriark, der alene ved, hvad der tjener folkets vel. Det er ham, som i bogen inkarneres af Koo, tjenernes boss. Den forestilling levede videre frem til Mubaraks fald«.

Al-Aswany peger dog også på en væsentlig forskel mellem de to ’prærevolutionære’ situationer. I 1946 var islam ramme om et traditionelt religiøst liv, ikke en politisk faktor. En islamistisk vækkelse var ikke sket. Bærerne af de revolutionære forhåbninger var liberale nationalister, men især kommunister.

Bogens helt, en jurastuderende, der arbejder i automobilklubben kommer med i en antikolonialistisk konspiration mod Kong Farouk ledet af en prins med kommunistsympatier, men den er ikke voldeligt anlagt. Konspiratorerne vil afsløre kongen som korrupt ved at udstille hans udskejelser i klubben. Det vil de gøre ved at installere et hemmeligt kamera i en lysekrone og skabe medieskandale. Folket og offentligheden skal kende sandheden om deres korrumperede øverste leder. Som Al-Aswany forklarer i et interview med Le Nouvel Observateur:

»Med kommunisterne var det anderledes. De blev knust to eller tre gange, bl.a. af Nasser, og nogle tog flugten, men på intet tidspunkt greb de til vold. Den filosofi gennemsyrer min bog, at vold aldrig kan retfærdiggøres som politisk kampmiddel, selv ikke når man er berøvet alle rettigheder. De Muslimske Brødre derimod har fra begyndelsen af haft volden indskrevet i deres aktionsform. At slå ihjel har altid været en del af deres program.«

På den måde kommer vi frem til Egypten af i dag. Her lyder en udbredt opfattelse blandt iagttagere, at Egyptens arabiske forår blev knust af militæret, hvorefter den demokratiske udvikling blev skruet langt tilbage, måske endda helt tilbage til Nassers renlivede diktatur, da den folkevalgte leder af Det Muslimske Broderskab, Mohamed Mursi i juni 2013 blev afsat ved, hvad der almindeligvis betegnes som et kup. Anti-islamisten Al-Aswany, der flere gange selv er blevet overfaldet af tilhængere af Broderskabet, er uenig, og nu dukker en tordensky frem over hans hoved:

– Du har forsvaret general al-Sisis kup mod broderskabet. Ser du ham som nationens frelser?

»Jeg vil ikke tale om et ’kup’, det er ikke den rette betegnelse. I 1952 så vi et militærkup, men i 2013 satte den valgte præsident Mursi sig ud over loven og ud over forfatningen. Hvordan han herefter kunne påberåbe sig sit ’demokratiske sindelag’, fatter jeg ikke. Jeg er ikke enig med militærstyret i alle de beslutninger, man har taget, især ikke de love, der indskrænker menneskerettighederne og ytringsfriheden, og som har ført til, at nogle af mine unge venner fra revolutionsbevægelsen sidder i fængsel. Men for at være fair er situationen også sprængfarlig og ustabil med terrorangreb hver dag. Hvad al-Sisi angår, ser jeg ham ikke som ’nationens frelser’, men som en soldat, der gjorde sin pligt. For Broderskabet var selv på vej ud i vold og tortur, det har bl.a. Amnesty International dokumenteret.«

Vil ikke forsvare uproportionel vold

Nedkæmpelsen af tilhængere af Broderskabet var brutal: I august i 2013 skete der en massakre med over 500 dræbte, da to protestlejre blev ryddet.

»Jeg vil ikke forsvare uproportionel vold, men disse lejre måtte ryddes. Vi har brug for at få klarlagt, hvad der skete op til og under Rabaa-massakren. Derfor har jeg støttet opfordringer til at få det undersøgt«.

– Er prisen for, at Egypten slap af med religiøs fascisme, blevet militær fascisme?

»Som jeg også prøver at skildre i min bog, skaber diktatoriske styreformer sygdomme og deformiteter hos folk. En af disse er afhængigheden af faderfiguren. Diktatoren er ikke bare en skidt fyr, der straffer. Han er også den beskyttende fader. Efter et diktaturs fald savner mange faderen. Det kan man se alle steder, også i Østeuropa efter Murens Fald. Mange tænker nu, at de alligevel følte sig tryggere før. Ufrie ganske vist, men trygge og med sikkerhed for minimal levestandard. Almindelige mennesker er ikke helte, de foretrækker tryghed. Og når de oplever, at trygheden brat bliver dem frataget, kan de reagere som narkomaner, der sættes på en kold tyrker. Alligevel bevarer jeg min optimisme. For stemningen i Egypten i dag er ikke som før 2011. Det er sket en politisering, en bevidstgørelse efter revolutionen, af den brede befolkning: I dag fører selv taxachauffører forfatningsdiskussioner«.

– Forstår militærstyret dette og har det taget bestik af den politiske modnelse i befolkningen?

»Det håber jeg så inderligt, for de gamle formler duer ikke længere. Hvis det nuværende styre forsøger at restaurere det gamle regime, spilder det sin tid og energi. Revolutionen vil lykkes, det er historiens lære. Hvad Broderskabet angår, er jeg tilhænger af, at genintegrere medlemmer derfra i den politiske proces, for så vidt at de ikke har gjort sig skyldige i ulovligheder og vold. Men de må holde op med at fable om, at deres politik skulle bygge på Guds vilje. I politik har Guds vilje per definition intet at gøre. Politik handler om, hvad mennesker diskuterer sig frem til at beslutte. Demokrati er løsningen«.

Alaa al-Aswany: ’Den Kongelige Egyptiske Automobilklub’, oversat af Elisabeth Moestrup, forlaget Hr. Ferdinand

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu