Dy Plambeck: Krigen rammer et menneske på sproget

Når soldaten Mikael gør sig klar til at tage til Afghanistan, begynder han lige så langsomt at ’lukke rum ned’, blokere for de steder i sindet, for de følelser og for det sprog, som der ikke er plads til i krigszonen. Og når journalisten Becky havner i den selvsamme zone, forvandles også hun helt naturligt.

»Idet hun lander, begynder hun at gå i opløsning, hun bliver iført det her kampudstyr, håret skal sættes op, sandet klæber til hendes hud som en slags ny hud, der vokser oven på den gamle,« siger Dy Plambeck om sin nye roman, Mikael, der er inspireret af hendes egne oplevelser.

»Jeg tror ikke, at der er nogen, der har været i Afghanistan, som ikke er blevet påvirket. Og hvordan kan man ramme en forfatter bedst? Ved at tage sproget fra hende. Det var sådan, krigen påvirkede mig mest.«

Plambeck sidder på sit kontor i hærens gamle, gule krudtlager på Refshaleøen i København og på den anden side af et tydeligt skift i et forfatterskab, der hidtil har holdt sig »bag kommuneskiltet«, som hun siger, om blandt andet den knækprosaiske hjemstavnsberetning Buresø-fortællinger. Nu er den 34-årige forfatter rykket fra Buresøs provinsielle forviklinger og i krig.

Det, soldaterne oplever, ligger uden for vores civile sprogs rammer. Alt, hvad vi foretager os i dagligdagen, har vi et sprog for, men det sprog rækker ikke til at beskrive soldaternes oplevelser.

»Jeg blev interesseret i, hvad krig er, hvad krig gør ved mennesker – og hvad det selv vil sige at være i krig.« Derfor tog hun i 2012 til Afghanistan, skrev to reportager for Weekendavisen fra Helmandprovinsen og håbede på inspiration til en ny bog. Men i Afghanistan befandt hun sig også pludselig midt i krigens rum, hvor en altomsluttende krigsbevidsthed og -logik rådede. Her forvandlede mennesker sig til nogen, der skulle parere ordre.

»Krigen er et sted, hvor mennesket næsten holder op med at være et menneske, som vi kender det. Og hvad er det så? Det interesserede mig,« siger hun. »I krig mister soldaterne delvis deres identitet. De er en person, men de er i høj grad også en funktion, der bl.a. bliver skabt ved at de adlyder ordre og er iført uniform.«

Man var ikke den samme i sin civile uniform som i den militære. I den ene reportage, Dy Plambeck skrev, citerer hun løjtnanten Søren: »Ét forkert skridt kan bogstavelig talt betyde, at du mister livet. Derfor må du ikke sløse med noget. I krig er alt alvorligt.«

Krig og kærlighed

Da Dy Plambeck kom tilbage til Danmark, kunne hun ikke finde tilbage til sin karakteristiske tone fra de livlige provinsfortællinger, der driver bl.a. romanerne Gudfar og Texas’ rose.

»Der var en lethed og noget overlegent ved mine tidligere bøger,« siger hun. »Jeg kunne springe i mange forskellige rum, fra sætning til sætning og fra afsnit til afsnit. Det sprog kunne jeg ikke længere finde, da jeg kom tilbage fra Afghanistan. Der var kommet en utrolig langsommelighed over mig. Jeg kunne slet ikke få fortællingen op i det drive, som mine andre bøger er skrevet i. Og jeg kunne heller ikke finde de andre bøgers humor, som er ... lun,« siger hun. Og så rynker hun på næsen, ikke i væmmelse, men i en slags mild forundring over den forandring, der er sket. Lidt mere alvor, lidt mindre af den dér lunhed, måske. Tingene er i hvert fald anderledes nu.

Plambeck er højgravid med den tidligere soldat, Henrik, som hun mødte i Afghanistan, og som hun nu har dedikeret Mikael til. Forelskelsen i ham gav hende ekstra lyst og adgang til at forstå, hvad det vil sige at være et menneske i krig. Romanen er både en krigs- og en kærlighedsroman.

»At lære et menneske at kende, der befinder sig i en krigsbevidsthed, er meget specielt. Man burer sig ikke bare inde i tre uger og ligger under dynen. At være i en krigsbevidsthed er et meget begrænset rum og et rum, hvor du bliver nødt til at lukke ned for nogle følelser for at kunne overleve, simpelthen. Derfor var vi nødt til at nærme os hinanden meget langsomt. Man gør hele tiden et forsøg at få adgang til hinanden, at se ind til de sprækker, der er i et andet menneske,« siger hun. »Det er også noget generelt givet for os mennesker – at vi hele tiden i vores kærlighedsrelationer forsøger at få adgang til hinanden.«

Sætning for sætning

I krig er alt alvorligt. Krigen har et andet sprog – for dem, der er midt i krigen, og for dem, som besøger den og skal formidle den. Dy Plambeck måtte lægge et planlagt romanprojekt, der i sin stil lagde sig op ad hendes tidligere romaner, fra sig efter Afghanistan. Og så var der i en periode ingenting. Krigens gru krævede et langt mere nøgternt sprog end tidligere. Og langsomt kom så romanen Mikael, skrevet sætning for sætning og uden de Plambeckske vilde spring i kronologi.

»Det var som at lave en guirlande til jul,« siger hun. »Papirstrimlerne var sætninger, der skulle sættes sammen én efter én. Bogen blev min egen kamp for at vinde sproget tilbage«.

Texas’ roses begyndelse lød sådan her, vildt malende: »Min oldemor Alma Ludovida Alfrida stak af fra Bæksagergård i Kværkeby og løb til København hen over de frosne marker. Hun havde huller i sine møre lædersko, hun havde gårdejerens barn i maven. Hun rendte fra sin plads, før graviditeten blev synlig og voldtægten opdaget.«

I Mikael slår soldatens stemme den nøgterne, men poetiske tone an, der præger romanen: »Fjenden er et menneske. Hvis jeg ikke forstår ham, kan jeg ikke træffe den beslutning, der kan dræbe ham. Fjenden tænker som mig. Det husker jeg mig selv på hver dag.«

Mikael handler om journalisten Becky, romanens primære fortæller, der ligesom Plambeck kommer til Helmand for at rapportere fra krigen. Fakta fra Plambecks egne oplevelser er i fiktionens univers forskudt en smule i tid og i rum, karaktererne er kondensater af virkelighedens bekendtskaber, men meget er også, som forfatteren selv oplevede det. Bogens Becky forelsker sig i oversergenten Mikael under hans tredje udsendelse til Afghanistan i 2011. På hans orlov tager de på ferie og til bryllup på Sardinien. Siden må hun vente ængsteligt derhjemme, mens han er udstationeret.

Draget mod krig

»Krig er jo forfærdeligt, sådan tror jeg, de fleste mennesker har det,« siger Dy Plambeck. »Men samtidig ser de fleste fredselskende også en krigsfilm i biografen en gang imellem. Der kan være et fascinerende element ved krig, som kan være ubehageligt at italesætte. Når soldaterne længes tilbage, så handler det både om, at krigen er et sted, hvor de kan være i deres rette element, altså bruge alt det, de har trænet i årevis, men også om den fascination, som alle mennesker har en rem af huden af,« siger hun.

»Men det, som soldaterne savner, er ikke at slå ihjel, de savner ikke at blive skudt efter, at se døde civile, at se deres kammerater blive dræbt og skulle bære dem hjem og lukke en ligpose omkring dem. Det, de savner, har at gøre med det her sammenhold mellem soldaterne, som er langt mere end venskab. Venskab er noget, vi har i den civile verden. Jo mere, du kan lide en person, jo mere vil du gøre for vedkommende. I et sammenhold sætter du gruppens sikkerhed og overlevelse højere end dit eget liv.«

Mikael har således svært ved at passe ind på en bar i København med hyggeligegyldig sniksnakkeri på samme måde som Becky, ubehaget transformerer sig og mister mæglet i krig. Hun skriver:

»Krigen fik ordene til at stoppe. Den ødelagde sproget. Jeg vidste ikke, hvilke ord jeg skulle bruge til at beskrive det, jeg så. Det var på en måde ordløst. Også for soldaterne. I stedet for sad det i kroppen på os, i armene, ved albuerne og i benene. Jeg sov kun på siden, når jeg lå på ryggen, var det, som om mit luftrør lukkede til. En nat vågnede jeg og kunne ikke få vejret. Det var en kraftanstrengelse at skrive min reportage. Jeg kunne næsten ikke. Sådan havde jeg ikke haft det før. Tværtimod.«

Krigens sprog

Det mest interessante ved Afghanistan og ved krigen var for Plambeck sproget. Krigens sprog er bygget på århundreders krigshistorie med militære fraser, der skal få alle til at yde deres bedste.

»Når man vil have en stor gruppe soldater det samme sted hen meget hurtigt, så nytter det ikke at sige ’vil du ikke være sød at sætte dig op i kampvognen, for nu skal vi snart af sted’. I stedet bliver det: ’sid op!’ og ’sid af!’ Det sprog blev jeg jo også udsat for,« siger Plambeck.

Men i den form for kommunikation er der også en sproglig afstandtagen til det, der egentligt foregår.

»Det militære sprog er et meget begrænset sprog, der kun kan sætte ord på nogle meget begrænsede situationer. Det kan ikke sætte ord på følelser og indre liv. Derfor hedder det for eksempel ’rense op’ i stedet for ’slå ihjel’,« siger hun. At ’beskyde fjenden, til han ændrer karakter’ betyder at skyde på fjenden, indtil han er såret eller dræbt. Og så videre. Alt det listes op for bogens læsere.

»Det, soldaterne oplever, ligger uden for vores civile sprogs rammer. Alt, hvad vi foretager os i dagligdagen, har vi et sprog for, men det sprog rækker ikke til at beskrive soldaternes oplevelser. I stedet sidder det i kroppen på dem. Krigen overtager på en måde soldatens krop. Kroppen ved præcis, hvordan den skal falde ned, rykke frem og trække sig tilbage under en ildkamp. Men sproget halter. Soldaterne kommer til at sidde tilbage med deres følelsesapparat, fordi de ikke har noget sprog for at italesætte deres følelsesmæssige tilstand, når de kommer tilbage til Danmark,« siger Plambeck.

»Soldaten og den pårørende taler ikke det samme sprog. Det er det, jeg forsøger at gøre med romanen: at give krigen et sprog for alt det, der ellers ikke kan blive sagt. Et sprog for, hvad det vil sige at være i en krigsbevidsthed.«

I romanen bliver det Beckys rolle at fortælle læserne det, som soldaterne ikke selv kan fortælle.

»Det er også det, jeg som forfatter har forsøgt; at italesætte de ting, der er svære for soldaterne selv,« siger Plambeck. »På den måde er Becky en underlig fortæller, hun kan glide ind og referere Mikaels erindringer eller nærmest overtage dem. Mikaels sprog er derimod meget begrænset. Det er også et nøgternt sprog, der er gået lidt i stykker. Det er et sprog, der imiterer den begrænsede krigsbevidsthed, han er i.«

– Har dit blik på, hvad der er vigtigt, ændret sig ved at rejse ud?

»Humoren, kan man sige, er et våben, der kan holde tingene på afstand, og sådan har jeg nok ubevidst brugt det i mine andre bøger. I Mikael er der et større forsøg på at få karaktererne til at nå hinanden og dermed skabe mindre afstand.«

Derved er bogen både større, men også mere intim, sårbar og hudløs end tidligere.

»Mikael vil ikke fortælle om verdenshistorien, jeg vil ikke tilbyde et stort perspektiv på, hvorfor vi overhovedet gik i krig,« siger hun. »Men romanen vender sig dog ud mod nogle konflikter. Det er et blik, der vender sig mod noget større og samtidigt længere ind i noget indre, som er Mikaels og Beckys bevidsthed.«

Så smiler hun halvt ængsteligt, halv afslappet.

»Jeg ved overhovedet ikke, hvad jeg skal skrive nu … som i: overhovedet ikke. Krigen er et svært rum at skrive i. Da jeg skrev Gudfar, var jeg underholdt. Med denne her bog var der et andet mørke til stede. Jeg har det her billede af mig selv, der sidder i januar og skriver ved en computerskærm, der lyser op i et stort, omkransende mørke omkring mig. Den tilstand bliver man også nødt til at trække sig ud af igen på et tidspunkt.«

’Mikael’ udkommer på Gyldendal fredag 15. august og anmeldes her i avisen samme dag.