Læsetid: 9 min.

Da fascismen blev bekæmpet med orgasmer

Glem alt om, at den seksuelle frigørelse begyndte i 1960’erne – ny bog føjer et kapitel til forståelsen af vores seksualhistorie
Glem alt om, at den seksuelle frigørelse begyndte i 1960’erne – ny bog føjer et kapitel til forståelsen af vores seksualhistorie

iBureauet/Mia Mottelson

22. august 2014

Der oser ikke ligefrem af sex i Ryparken. Det gamle arbejderkvarter slænger sig dovent langs Lyngbyvej i et område af hovedstaden, der nok hedder Østerbro, men mest af alt minder om Nordvest. Det er svært at sige, hvad der i dag foregår bag vinduerne i det karakteristiske røde arbejderbyggeri, men i 1930’erne var der gang i den. En gruppe idealistiske københavnere arbejdede og eksperimenterede her – ivrige for at forene marxismen, psykoanalysen og en idé om den totale orgasme. De arbejdede både for en frisættelse af lysten, men udøvede også et omfattende oplysningsarbejde i arbejdermiljøet. Nogle af gruppens medlemmer var derudover involveret i illegale abortklinikker. Alt sammen ud fra en idé om, at alle har ret til en seksualitet, og at et menneske, der er i stand til at få en total orgasme ikke bare er et lykkeligt menneske, men også et bolværk mod fascismen. Det lyder esoterisk, og det var det måske også, men Dansk Sexpol som gruppen kaldte sig udgør et vigtigt, men overset kapitel i dansk seksualitets- og mentalitetshistorie.

Det er journalist og forfatter Lea Korsgaard, der har samlet historien om psykoanalytikeren Wilhelm Reich og den gruppe af unge, og som tiden gik, halvgamle kvinder og mænd, der udgjorde Dansk Sexpol. Hun har gravet i gamle brevudvekslinger på Det Kongelige Bibliotek, besøgt en berømt psykoanalytikers personlige arkiv på Harvard og interviewet hans datter, der i dag er over 90 og bor på et plejehjem i Seattle. Ud af det er kommet bogen Orgasmeland. Egentlig var det en helt anden bog, hun ville skrive, forklarer hun på en café på Christianshavn. Ikke langt fra Dansk Sexpols illegale abortklinik på Wendersgade. Anfægtet af en forundring over, hvor hurtigt det seksualmoralske kompas kan skifte, ville hun skrive en bog om seksualitetens historie i Danmark de seneste 100 år.

»Jeg undrede mig over, at jeg nogle gange ikke har lyst, og over hvorfor det mon føles forkert. For hundrede år siden var det sundt at være tilknappet og puritansk og skamfyldt at vise lyst. Især som kvinde. I dag er vores lyst hele tiden på display, og man er kun et sundt menneske, hvis man viser sin lyst. Lysten er på mange måder blevet normen,« fortæller hun.

Neuroser og orgasmer

Den forundring fik Lea Korsgaard til at gå på jagt efter dem, der er skyldige i, at vi altid skal have lyst. Tilfældigvis startede hun med at researche på 1930’erne, hvor hun kom på sporet af Dansk Sexpol og indså, at det var den historie, hun skulle fortælle.

Dansk Sexpol er historien om lægerne Tage Philipson og Jonathan Leunbach, den frisindede forfatter Jo Jacobsen, journalisten Ellen Siersted og en håndfuld andre entusiastiske københavnere, der kæmpede mod kapitalismen, den borgerlige seksualmoral og især mod venstrefløjens største puritaner, social- og senere justitsminister, K.K. Steincke. Sexpol-folkene arbejdede, diskuterede og dannede studiekredse ud fra en teori om, at neuroser kunne skyldes en manglende evne til at opnå orgasme. Samtidig med at de udførte et intenst oplysningsarbejde for arbejderklassen om prævention. Hverken ideen om den totale orgasme eller den kontroversielle sammenstilling af klassekamp og seksualitet er dog fostret i Ryparken, hvor mange af Sexpol-folkene en årgang boede. I stedet tager hele den besynderlige historie om Dansk Sexpol sin begyndelse i Østrig nogle årtier før med anderledes kendte mennesker som omdrejningspunkt. Sigmund Freud havde på det tidspunkt stor succes med sin psykoanalyse, der kom til at vende op og ned på forståelsen af, hvad det ville sige at være menneske. Omkring Freud dannedes hurtigt en kreds af psykoanalytikere, der praktiserede og videreførte Freuds egen teori. Alt for luftige fortolkninger af psykoanalysen var dog ikke populære hos Freud eller sammenslutningen af psykoanalytikere IPA, der holdt godt øje med, hvem der kunne få lov til at kalde sig psykoanalytikere og hvem, der ikke kunne. Det kunne Wilhelm Reich godt til at starte med. Faktisk blev han et stykke tid regnet for at være Freuds naturlige arvtager. Senere skulle Reichs kombination af psykoanalyse, politik og seksualitetskampagner dog blive en tand for spændende for Freud og IPA.

Kommunisme og sex

I Danmark var en lille gruppe psykoanalytisk interesserede københavnere ivrige for at få en anerkendt psykoanalytiker til landet. Det fik man i første omgang i form af en ungarsk psykoanalytiker, der dog senere viste sig at være så skør, at han måtte rejse hjem igen. Imens var Wilhelm Reich faldet i unåde, først i Wien og senere Berlin, hvor kommunisterne ikke var begejstrede for hans sammenblanding af kommunisme og sex. De mente, at Reichs fokus på orgasmen som en mulighed for at forsvare sig mod fascismen var en afsporing af den egentlige problemstilling: klassekampen. Wilhelm Reich havde i Tyskland skabt sin egen bevægelse for fri sex, som senere fik navnet Sexpol, og som ifølge Reich selv havde mindst 20.000 medlemmer. I Danmark var antallet af tilhængere noget lavere, men med den østrigske læges fiasko og Reichs kontroverser med kommunistpartiet var vejen nu banet for, at Siersted, Phillipsen, Leunbach og co. kunne få Wilhelm Reich til Danmark. Efter flere forsøg lykkedes det endelig.

Lægen og psykoanalytikeren Wilhelm Reich.

Arkivfoto

Reichs ophold i Danmark er dog langt fra vellykket. Myndighederne – og som tiden gik, kommunisterne – var ikke begejstrede for hans tilstedeværelse, og Reich selv var ikke specielt begejstret for Skandinavien. Efter at være kommet til Danmark i 1933 måtte han et halvt år senere rejse videre til Malmø, da hans opholdstilladelse udløb, hvorefter han senere måtte flygte fra Malmø til Oslo. Fra Sverige og Norge bevarer han dog kontakten og positionen som mentor og leder for de danske Sexpol-folk, der i disse år kæmper en indædt kamp mod borgerskabet og den socialdemokratiske regering med K.K. Steincke som justitsminister for f.eks. at få ændret abortlovgivningen i Danmark.

I den kamp dukker der aparte alliancer op. F.eks. har Lea Korsgaards research vist, at ærkefjenderne Jo Jacobsen (som var en del af Dansk sexpol, red.) og K.K. Steincke havde en endog ganske hed og flirtende brevveksling, der selvom den formentlig aldrig materialiserede sig i nogen total orgasme dog nok var udtryk for, at den gode Steincke ikke var helt så puritansk, som han gav udtryk for. Ligesom et brev fra Steinckes ministersekretær viser, at Steincke faktisk over for ham indrømmede, at han ikke var så overbevist om, at det var en god idé at beholde den meget restriktive adgang til abort. Men det ville Stauning aldrig forstå, forklarede han ministersekretæren.

På en måde var der to spor i Dansk Sexpols kamp. En for kombinationen af kommunisme og fri seksualitet. Man troede oprigtigt på, at et menneske, der kunne opnå en fuldendt orgasme ville være et lykkeligere menneske, der ikke ville lade sig besnære af fascismen. Men derudover arbejdede sexpol-medlemmerne, hvoraf størstedelen var børn af overklassen, ud fra et oprigtigt engagement i arbejderklassens vilkår. Man ønskede at hjælpe en del af befolkningen, for hvem en uønsket graviditet kunne være en potentielt social og økonomisk katastrofe. Med retsforfølgelser og ødelagte karrierer som resultat.

Selvom Sexpol-medlemmernes teoretisering af seksualiteten kan virke en anelse højtsvævende, evnede de også at forestille sig et andet samfund, og derfor fandt Lea Korsgaard både sine skurke og helte. Det var Dansk Sexpol, der havde været med til at radikalisere de gryende frisind, man anede i kredsene omkring Brandes brødrene og det moderne gennembrud, og på den måde såede kimen til en seksualitetsforståelse, der i dag er centreret omkring lysten som det afgørende begreb. Fra et gennempuritaniseret samfund er vi fra Dansk Sexpol via den seksuelle frigørelse i 1960’erne endt i en seksualitetsforståelse, hvor det er absolut positivt at sige ’ja’, men til gengæld slet ikke en mulighed at sige ’nej’, forklarer Lea Korsgaard.

»Man er jo kedelig, hvis man siger nej. Og der er ikke nogen, der har lyst til at være kedelig.«

Men Dansk Sexpol er også historiens helte, fordi de ifølge Lea Korsgaard formåede at tænke i utopier. En evne vi fuldstændig har mistet i dag, mener forfatteren.

»Jeg ender med at finde de skyldige, men også de største helte i mit hoved. Netop fordi de evnede at forestille sig, at verden kunne se helt anderledes ud. I dag har vi slet ikke en fantasi, der gør det muligt at forestille sig, at vi kunne leve på en anden måde, at vi kunne bo på en anden måde, eller at vi kunne have et andet forhold til vores krop, end vi har. Det er lige før, man kun ser den utopiske tækning i visse islamistiske kredse, og det er da trist, at vi har overladt utopien til dem.«

Udstødt

Selv var medlemmerne af Dansk Sexpol nok ikke lykkeligere, end danskerne var flest på det tidspunkt. Tage Philipson døde af en sukkersyge, som han ikke ville indrømme var sukkersyge, men i stedet mente var kropslige reaktioner på hans fars opdragelse. Wilhelm Reich endte sine dage i USA. Småparanoid og udstødt af den internationale psykoanalytiske forening.

I Danmark udviklede diskussionerne om kommunisme, psykoanalyse, seksualitet og pædagogik sig hurtigt til mere end bare diskussioner, og som Lea Korsgaard selv konstaterer, begyndte fraktionsdannelserne og uenighederne omkring Sexpol og tidsskriftet Sex og Samfund på et tidspunkt at minde om venstrefløjen i 1970’erne: »De har ikke været specielt lykkelige, men de har ændret noget, der var vigtigt at få ændret. De så en menneskelig lidelse, som ikke kun havde rod i den menneskelige psyke, men også i den måde, vi havde indrettet samfundet på. Og hvis man vil, kan man sagtens kigge rundt i samfundet og se præcis det samme. Et samfund, hvor der er en helt masse menneskelig lidelse. Vi lever i et overflodssamfund, men der mangler ikke menneskelig lidelse.«

Mulighed for at sige nej

Når vi aldrig har hørt historien om Dansk Sexpol før, skyldes det ifølge Lea Korsgaard historiens paralleller til fortællingen om den seksuelle frigørelse i 60’erne.

»Jeg tænker, at det er fordi 60’erne og 70’erne skygger så meget. Jeg tror 68’erne i sagens natur har været meget optaget af dem selv. De hævdede, at de levede i en ny tid. At alt var forandret. Og hvis man skal gøre det, er det svært at sige: Nå ja, i øvrigt skete der noget for 20 år siden, som mindede påfaldende meget om.«

Det er dog uvæsentligt, hvilken seksuel revolution, der har været vigtigst. I stedet handler det for Lea Korsgaard om at kunne forestille sig ændringer i dagens samfund. Hvis der er brug for en revolution i dag, handler det om at genindføre muligheden for at sige ’Nej’, mener hun. »Den seksuelle revolution har givet os alt muligt. Et mindre fucked up forhold til skam f.eks. Men den afføder også et indre krav om, at vi hele tiden skal udnytte alle de muligheder, vi har. Ja er bedre end nej, og at stå til rådighed er bedre end at knappe op. Der ligger også en undertrykkelse i det her perfektionsideal. Hvad nu, hvis man f.eks. ikke kan få den skide orgasme?«

Den seksuelle revolution gav os også en mulighed for at sige nej. Men det nej har vi glemt, mener Lea Korsgaard.

»Måske fordi vi har tænkt, at nej’et ikke var så vigtig en del af frigørelsen som ja’et. Måske fordi kapitalismen godt kan lide et ja. Måske fordi det bare er usexet at sige nej. Men Sexpol-folkene ville insistere på, at nej’et er lige så vigtigt som ja’et.«

»Vi mangler en bevægelse i dag, der kan sætte nej’et ind i en sammenhæng. Nej’et er sindssygt revolutionerende. Vi mangler at sige nej til så mange ting.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Mortensen
  • Heinrich R. Jørgensen
  • Anne Eriksen
  • lars abildgaard
  • Rasmus Kongshøj
  • Niels Roed
  • Lise Lotte Rahbek
  • Steffen Gliese
  • Niels-Simon Larsen
  • Grethe Preisler
Carsten Mortensen, Heinrich R. Jørgensen, Anne Eriksen, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Niels Roed, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, Niels-Simon Larsen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Ja, det er herligt; men det er altså også mærkeligt, når man er lige omkring de 50, at de ting, som man opfatter som alment kendte, er lukket land for de senere generationer. Der er sket en omfattende tildækning, som vel også er en del af årsagen til, at vi igen bevæger os mod lukkethed og fortrængning af lysten og udforskningen af det biologiske tivoli.

Jens Peter Madsen, Preben Haagensen og Claus Piculell anbefalede denne kommentar

»Vi mangler en bevægelse i dag, der kan sætte nej’et ind i en sammenhæng. Nej’et er sindssygt revolutionerende. Vi mangler at sige nej til så mange ting.«

Se Erik Sigsgaards nye bog "Om børn og unges nej-farvel til lydighedskulturen"

Hvis man ikke har hørt om Sexpol før, skyldes det nok, at man ikke har læst Hans Scherfigs bøger.

Jens Peter Madsen, Lene Timmermann, David Zennaro, Peter Poulsen, Claus Oreskov, Robert Ørsted-Jensen, lars abildgaard, Steffen Gliese og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Frank A. Andersen

Sexpol var også aktivt i begyndelsen af 1970'erne. Der var endog hele kollektiver der var inspireret af Reichs ideer.

Jens Peter Madsen, Lene Timmermann, Preben Haagensen, Heinrich R. Jørgensen, Claus Oreskov og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Come on! Sig ja når du har lyst og nej når du ikke har lyst. Sværere er det altså ikke. Hvad angår alt det andet, vi er mere eller mindre tvunget til at sige ja til, kan det af og til godt knibe med finde mod - til at sige nej, men så er det som regel fordi det også handler om økonomi. Sex er (hvis vi ser bort fra det visuelle bombardement som er en del af tidsånden) en af de få ting det, for de fleste af os, ikke koster noget at sig nej til. Det kunne da også lige passe andet. Men føler du dig af en eller anden grund tvunget til sex, så skulle du måske tage en snak med din psykolog - eller din alfons.

Troels Brücker

Fint nok med nyt lys på Sexpol bevægelsen. Dog lidt gammel vin på nye flasker, jvf. Preben Hertofts bog fra 1983: Det er måske en galskab : om seksualreformbevægelsen i Danmark

Merete von Eyben, Lene Timmermann og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Hans Scherfigs kommentarer var altid perfide og bidende ondskabsfulde hvad enhver afvigelse fra den højt elskede stalinisme angår -

Claus Oreskov

Ligesom Frank A. Andersen husker jeg at Sexpol genopstod i tresserne m.a.o. så var de gode ungdomsoprører ikke helt så optaget af dem selv og blinde for fortiden som Lea Korsgaard vil have os til at tro. Blader man gamle nummer af Superlove igennem finder man nok noget om Sexpol. Wilhelm Reich endte sine dage i USA. Hvorfor skriver Information ikke sandheden at Reichs bøger i USA blev forbudt og brændt herunder Fascismens massepsykologi som ud over noget okkult sludder i slutningen af bogen giver en ganske god sociologisk diagnose af fasismen. Reich blev endvidere fængslet på grund af indholdet i hans bøger (ja sådan noget er almindeligt i den frie verden) og døde tragisk i fængslet.
Det andet om Nejets filosofi lyder som en blanding af lomme filosofi og hønsestrik.

Jens Peter Madsen, henrik hansen, Karsten Aaen, Martin Andersen, Lene Timmermann, David Zennaro og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Michael Sørensen

NEJ: Nej vi mangler ikke endnu en bevægelse også selv om det er en bevægelse der nu skal sige nej. Hvad forventer vi af endnu en bevægelse, hvilke utopia tillægger vi denne bevægelse. Endnu en bevægelse er, i den sidste ende, endnu mere strid, splittelse, hvilket endnu engang ender med fraktioner, med strammere og slappere der igen bekæmper hinanden i hver sin egocentriske lejr, som igen er i splid med sig selv. Sammenhold er indtil videre kun praktiseret som frygten for de andre. Der er kun én eneste revolution der er mulig og det er en indre eksistentiel proces og forståelse.

Tillad en pedantisk fodnote: hvis man kører ad Lyngbyvej nordpå fra Hans Knudsens Plads og kikker efter RØDE huse, finder man aldrig Ryparkskvarteret, som er en række tre-etagers GULE længer med altan og toilet - nyt for tiden, ligesom den i øvrigt gennemtænkte planløsning. Arkitekt var Edvard Heiberg, Kritisk Revy-mand med erfaringer fra både Le Corbusier's tegnestue i 20'erne og Bauhaus i begyndelsen af 30'erne. Kommunist, kulturradikal m.m. - interessant mand. Og husene er altså gule, og fungerer fint den dag i dag.

Merete von Eyben, Heinrich R. Jørgensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Hans Scherfig var lidt sent ude med romanen' Idealister' fra 1945, hvor han gjorde grin med bl.a. psykoanalytikeren Wilhelm Reich (manden der opfandt Orgon-skabet og i det hele taget opførte sig, så det gik over de fleste 'normale' menneskers forstand og langt ind i Freud og Jungs).

Idealister hører nu heller ikke til Scherfigs bedste arbejder som romanforfatter. Den er så nogenlunde på højde med ' Den fortabte Abe' fra 196', hvor billedhuggeren Robert Jacobsen står model til hovedpersonen "Den store pumpemester", men så er den heller ikke bedre.

Nej, vil man vide mere om kæmpelivets undergang (og underlivets kæmpegang) i nord, før 68-oprørerne tog patent på at ligge inde med den historiske sandhed om samme, har man større udbytte af at læse f.eks. Sigurds Hoels sørgmuntre 'Syndere i Sommersol' fra 1927 og/eller Elias Bredsdorfss mammutværk 'Den store nordiske krig om seksualmoralen' fra 1973 om sædelighedsfejden på det nordiske Parnas i 1880-erne.

Selv glæder jeg mig til at læse Lea Korsgaards 'Orgasmeland', når den udkommer. Hun lyder som en kvinde med sans for humor og en sund skepsis over for de efterhånden noget alderstegne ungdomsoprørere m/k fra 1968, der stadigvæk rører på sig, så ofte lejlighed gives dertil.

Steffen Gliese, David Zennaro og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

@Grethe Preisler. "Nej, vil man vide mere om kæmpelivets undergang (og underlivets kæmpegang) i nord, før 68-oprørerne tog patent på at ligge inde med den historiske sandhed om samme"
det der med patent er din egen opfindelse man fornemmer at din viden på området er meget ringe!!!

Heinrich R. Jørgensen

Claus Oreskov:
"Reich blev endvidere fængslet på grund af indholdet i hans bøger (ja sådan noget er almindeligt i den frie verden) og døde tragisk i fængslet."

Det var næppe indholdet af hans bøger der var årsag til at Federal Drug Administration (FDA) fik Reich fængslet. Det var nok hans videnskabelige forskning eller måske snarere grundforskning, der var den store anstødssten.

Det var oprindeligt Sigmund Freud der formulerede tanker om, at nok fandtes en energiform, der manifesterer sig som orgasme. Denne teoretiske energi fik navnet 'libido'. Andre psykologer mente ikke at man kunne tale om en egentlig energiform i egentlig forstand, men måske nok i abstrakt eller konceptuel forstand. Følgelig forlod Freud sin oprindelige, intuitive tese, til fordel for en mere abstrakt opfattelse af hvad dette 'libido' var udtryk for.

Wilhelm Reich var også stærkt involveret i spørgsmålet, men delte ikke den udbredte opfattelse om at dette 'libido' ikke var en manifestation af en egentlig (men uerkendt) energiform. Reichs naturfilosofiske og naturvidenskabelige forskning i denne formodede energiform brugte han mere end 25 år. En energiform, han gav betegnelsen 'orgone'. En energiform, hvis implikationer ligger langt hinsides 'det orgastiske' og måske nærmere er en universel og kosmisk energi eller grundlæggende princip.

FDA varetog også dengang visse interesser, og Reichs forskning og person var en torn i øjet. FDA fik Reich tiltalt og anholdt. Reich døde mens han var varetægtsfængslet. FDA beslaglagde Reichs noter og dokumenter, og det er således vanskeligt at rekonstruere Reichs pionerarbejde.

Per Jongberg, Karsten Aaen, Claus Oreskov, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

@Claus Oreskov,

Du skal se, når min viden om ungdomsoprørerne i 1968 så ringe, er nok fordi jeg allerede dengang var lidt for gammel til at deltage i oprøret på lige fod med dig og resten af det kor af fortrinsvis mandlige spinatfugle, der flagrede rundt i dagbladet Informations voliere og gokkede hinanden i nødden for at komme først med nyheden om, at ekspressen til paradisets have var køreklar, og billetter kunne løses på banegården i enten Moskva eller Beijing.

Never trust enyone over thirty. Hvis bare de satans kællinger havde blandet sig udenom og gået i forvejen med madkurve og barnevogne, når voksne folk med islandsk sweater og fuldskæg ordnede verdenssituationen, så havde den ged været barberet for længst.

Hjalte Jensen, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Wilhelm nReich war dog i det mi9ndste begat nok ikke at rejse tol Sovjet hvor men ville have henrettet ham - og det med Scherfigs velsignelse oveni. Nej forskellen mellem stalinisme og kommunismen blev grundigt udhulet af de mange på venstresiden som var alt for villige til at lade sig gøre til slaver for den tilenhvertid nærværende 'store leder' og hans 'vise ord.'

Steffen Gliese

Robert Ørsted Jensen, du peger på selve arbejderbevægelsens grundproblem: at den ikke er uddannet nok i skolen til med selvtillid at kunne tro på deltagelse i samfundsansvaret. Og den nye skolereform vil kun gøre det værre, sådan som alle andre reformer har gjort det. Man kan ikke opnå forandring ved at sænke barren.

Jeg ser en del strømninger i gang, som tænker nyt og, om ikke i utopier, så i hvert fald i nye måder at lave sammen på. Mange er efterhånden begyndt at stille spørgsmålstegn ved vores idealisering af og ufravigelige tro på livslange monogame forhold. Ikke som i fri-sex bølgen i tresserne, hvor alt blev tilladt, hvilket netop medførte, at ingen kunne sige nej, og derfor gjorde mange ulykkelige og uden mulighed for at knytte sig til en partner. Men i stedet som forhold, hvor man stadig har en primær partner, men hvor den ene eller begge laver aftaler om, at måtte have affærer eller forhold til andre ved siden af. Og sjovt nok tror jeg faktisk, det er lettere at sige nej i sådan en konstellation, hvor man ikke på samme måde fratager noget fra den anden.

Problemet er, at vi på den ene side ønsker de lange intense forhold, hvor vi finder en soulmade-forældre-til-mine-børn-kæreste som vi elsker dybt og kommer tættere på end nogen anden. Men samtidig står vi med skilsmisserater på plus 40 procent og seksuelle frustrationer a la dem, Lea skriver om, som fortæller, at det for mange åbenbart er ligeså utopisk at få et ægteskab til at fungere, som det var for hippierne at dyrke fri sex.

Og måske derfor er det så svært at sige nej. For siger man nej flere gange, står partneren i det monogame forhold jo og mangler noget. Så derfor holder vi fast i utopien om, at hvis bare vi læser artikel nummer 100 om at "finde gnisten i parforholdet" så kan vi nok finde frem til at begge parter igen får præcis lige meget lyst til sex. Eller alternativt lærer at undertrykke sexlysten mod at få nærhed, tryghed og familiefølelse.

Når lysten er nivelleret, har den bare at være den samme for begge parter gennem både 30erne, 40erne, 50erne osv. Gennem barn1, barn2, kriserne og det nye job. Og hvis ikke sidder parterapeuterne klar med et langt forløb, hvor parret kan "finde ind til hinanden igen".

Måske skulle terapeuterne overveje at starte med et "ok, men har i egentlig overvejet at give hinanden lov til at knalde lidt med nogle andre?"

Lise Lotte Rahbek

"Sex er kommunikation".
Virkelig?
Hvad er børn så .. budskaber?
Og kunne man så ikke fremstille nogle LIDT mindre akavede medier?
:-)

Undskyld, men det morgengrin varer længe.

Niels Mosbak og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

@Grethe Preisler. Det jeg egentlig opponere imod er at man fremstiller ungdomsoprøret homogent, stereotypt (islandsk sweater og fuldskæg) og unuancerede. 68 eller ungdomsoprøret var mange og forskellige grupperinger, fælleskaber, oprør, bevægelser inden i hinanden. Der var en mangfoldighed og sammensathed som også indeholdt masser af modsigelser. En del af oprøret var netop et opgør med uniformiteten i samfundet. Rødstrømperne var en del af bevægelsen, ligesom, hippier, beatnik, provoer, flippere, profeter der agiterede for østens såkaldte visdom og politisk bevidste på venstrefløjen samt alle de der var imod krigen! Jeg tror ikke der findes en formel for denne mangfoldighed af protester og alternativer. Protest og alternativ gik hånd i hånd – heldigvis. Der blev eksperimenterede og som vi har hørt også med Sexpol. Ø-lejre, kollektiver, kvindefestivaller og mandefestivaller var alle en del af dette ungdomsoprør. Hertil kom BZ-bevægelsen og undergrunds forlag og aviser. Nogle af disse fænomener kan måske passe sammen med dine stereotyper men langt fra alle. I ungdomsoprørets første faser opstod et besynderligt fænomen nemlig de ombyttede kønsroller. Et fænomen som er kendt indenfor antropologien i forbindelse med det vi kalder for millenaristiske bevægelser. Så det passer dårligt med dine anfægtelser omkring traditionelle kønsroller. Det forholdt sig lige omvendt – kvinderne og mændene byttede roller. Inden for denne artikels emne nemlig seksualiteten gav det sig bl.a. udslag i at kvinderne var udfarende medens mændene var passive og afventende.

Niels Mosbak, Heinrich R. Jørgensen, Martin Andersen og Lene Timmermann anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

men tænk, det kunne lade sig gøre at vokse op i provinsen og stort set ikke ane en dyt om, hvad der gik for sig! Der var så mange andre væsentlige politiske aktiviteter, som medierne svømmede over med.

Lene Timmermann

Wilhelm Reichs digre værker, udgivet på forlaget Rhodos, var nærmest bibler for nogle af os i begyndelsen af 1970'erne, da jeg læste psykologi på KU.
Ukendte var de bestemt ikke, ellers havde Scherfig nok ikke gidet beskæftige sig så intenst med Sexpol-bevægelsen i sin bidende satiriske "Idealister". Ret spøjst at jeg netop var ved at genlæse den, da Lea Korsgaard dukker op med gammel vin på nye flasker.

Anne Eriksen, Heinrich R. Jørgensen, Karsten Aaen, Claus Oreskov, Martin Andersen, Steen Sohn, lars abildgaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Fascimens Massepskologi handler bl.a. om den autoritære opdragelse og om det kropspanser som den autoritære opdragelse efterlader hos børnene, både drenge og piger. Og den er også en analyse af hvordan det tredie rige og især det tyske junker-rige brugte denne opdragelse til at sikre sig absolut lydighed hos børnene. Både drenge og piger. Og hvordan den autoritære opdragelse sætter sig igennem og dermed kan bruges til at indoktrinere drenge og piger om hvordan piger og drenge bør være....

I USA i 1950erne var dette yderst farligt, thi det truede jo the american way of life. Og ikke mindst truede det hele den amerikanske samfunds-struktur. Som også dengang var bygget på at få børn og unge til at gøre som de voksne sagde.

Anne Eriksen, Claus Oreskov og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar

Reichs pointe er der findes en bestemt fascistisk kropstype som kommer af den autoritære opdragelse. Og som sætter sig igennem i opvæksten, i skolen, i alting i samfundet. Og derfor må kroppen - og især åndedrættet - sættes fri. Og midlet til det er orgasmen. Ikke den hurtige, overflødige orgasme, men den dybe orgasme, som kommer omkring i hele kroppen....

Steffen Gliese, Anne Eriksen, Claus Oreskov og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Peter Poulsen

@Robert O Jensen
"Hans Scherfigs kommentarer var altid perfide og bidende ondskabsfulde hvad enhver afvigelse fra den højt elskede stalinisme angår"

Altså lidt i stil med dine, mener du..?

Peter Poulsen

@Grethe Preisler
Blot en detalje - når 'Idealister' var sent på den skyldes det bl.a. besættelsestidens usikre vilkår for mennesker af kommunistisk observans. Scherfig blev som så mange andre fængslet i 1941, hvor bogen skulle have været færdiggjort.
Derudover kan jeg ikke nære mig for at hævde, at det såmænd er en udemærket bog, der kvalitativt står over 'Aben', omend den ikke er lige så helstøbt som fx Den forsvundne fuldmægtig.

Merete von Eyben, Grethe Preisler, Claus Oreskov, Robert Ørsted-Jensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Pouælsen
Netoå det forhold at Idealister var skrevet sidst i 30erne viser hvor perfid Scherfig virkelig var. Han hånede Lenins kampfæller (næsten hele 1917 centralkommitteen med bl.a. Bukharin, Zinoviev, Kameniev, og til sidst Trotsky som Scherfig fik specielt meget ud af at håne) og han holdt sig ikke fra at hylde Stalins bødler der myrdede dem én efter en med falske anklager og skueprocesser. 0g det gjorde han netop Poulsen i den periode disse blev dømt og myrdet på stribe . Ingen tvivl om at Schefig var en fremragende kunstner men politisk var han en religiøs idiot og en samfundskadelig person

Robert Ørsted-Jensen

Problemet med jer der læser Scherfig idag er at i ikke har greb omk den historiske baggrund og derfor finder selv de værste perfiditeter morsomme - uvidende som mange desværre er. Ikke mindst Reich, lige som Trotsky var særlig udsat for Scherfigs "humor"

Claus Oreskov

Hvor er det vidunderligt at vi har Robert O Jensen sådan at vi ved hvornår det er tilladt at le af en roman, og i særdeleshed hvornår man skal afholde sig fra at more sig over sig over samme roman. Går man gennem livet med Jensen i hånden er man på den sikker side. Som det hedder i sangen: ”Which side are you on, brother”! Alle historiske problematikker fader ud i en uendeligt sort hvidt horisont til tonerne af Radetzky march. Man sidder tilbage med den saglige viden om sandheden med stort S.
PS: hverken Stalin, Lucifer, Den store Bastian eller Reichs orgonkasse kan eller skal forstyrre denne salighed!

Grethe Preisler

@Peter Poulsen,

Du har ret - Jeg var lovlig hurtig til at slå Scherfigs skæmteroman 'Idealister' fra jubel- og forbrødringsåret 1945 i hartkorn med hans litterært set langt ringere 'Aben', som udkom i året 1964, hvor den gustne eftertanke ovenpå forbrødringen mellem 'alle ordentlige mennesker' under besættelsen havde meldt sig, og den kolde krig mellem 'salonkommunister' og 'stalinister' på det litterære parnas var brudt ud.

Det blev ikke givet ved dørene på nogen af siderne under denne koldkrig mellem litterater.

Der bliver der heller ikke nu i 2014 efter nine/eleven og George Walker Bush's bombastiske krigserklæring til alt og alle, der afveg en millimeter fra masselinjen og den rette tro i 'Den frie Verden' under USA's auspicier: "Either you are with us, or you are with the terrorists!"

med venlig hilsen

Niels Mosbak, Heinrich R. Jørgensen og Peter Poulsen anbefalede denne kommentar
Klaus Rød Frederiksen

Tillad en kommentar til billedet af Lea Korsgaard i sammenhæng med kvinders (og mænds) rolle i en pro-lyst-anti-ulyst-kultur. Er det et nej eller et ja?

Jeg har altid læst Scherfig romaner med stor fornøjelse og nydt synet af hans malerier, selv om jeg vidste, han politisk var en kæmepeidiot. And so what?
Hvis man skal ud i at afholde sig fra at læse bøger/høre musik/ se billeder etc. af folk, der havde politiske synspunkter, man ikke synes om eller menneskeligt ikke just var store forbilleder - så bliver man udelukket fra kendskab til en gevaldig stor del af vores samlede kulturarv.

Henning Pedersen, Anne Eriksen, Grethe Preisler, Robert Ørsted-Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Betingelserne :
Fascisme er, forbundet som det er til alfa-hannens og hunnens umiddelbareste interesser, temmelig spontant sexet, og den sexuelle tiltrækning yderst lidet demokratisk.

Alt seriøst humanistisk åndsliv ser derfor med skepsis på 'utvungen' sex.
Andre dagsordner desangående er personlige og apologetiske..

Steffen Gliese

Hvis folk vil sætte sig ind i rationaliteten i fascismen, som kan være meget svær at få hold på, bør man læse "Over stregen", som handler om de, der gik for langt i samarbejdet med besættelsesmagten og de nazistiske bevægelser. Her fremgår det tydeligere end i andre sammenhænge, hvad de andre, ikke-antisemitiske og -racistiske sider af ideologien i al sin modernitet gik ud på: det, vi nærmer os mere og mere, med socialdemokratisk og socialliberalistisk honnør, hvor produktivitet og effektivitet går forud for menneskeligheden.

Robert Ørsted-Jensen

Jeg er fuldkommen enig i at men sekvfølgelig ikke skal hole op med at læse en forfatter barefordi manen var eller er idiot på visse områder. Men det gør sgu ikke nogen skade at blive gjort opmærksom på det

Robert Ørsted-Jensen

lytter sry
Jeg læste adskilige Scherfig bøger med stor fonøjelse men da jeg kom til dele af Idealister fik jeg sgu kvalme, for jeg genkendte da flere skikkelser uanset at de var pakket lidt ind Wilhelm Reich har fået et andet navn og det krøver lidt samtidshistorisk viden at genkende ham og opdage at han ikke er den eneste der svines til

Robert Ørsted-Jensen

I det mindste Oreskeov så har jeg læst de bøger jeg er kritiske overfor jeg har aldrig som visse andre lyttet til en eller anden åndsvag centralkommittees forbud, anbefalinger eller afvisning af læsning af visse bøger.

Heinrich R. Jørgensen

Peter Hansen:
"Hvis folk vil sætte sig ind i rationaliteten i fascismen, som kan være meget svær at få hold på, bør man læse "Over stregen", [...]"

En mere direkte tilgang, ville nok være at læse Benito Mussolini: 'The Doctrine of Fascism'.

Peter Poulsen

@Robert O Jensen
“As bad as it may sound, I’d rather listen to a good song on the side of segregation, than a bad song on the side of integration.” Phil Ochs
Du er simpelthen nødt til at læse hen over det. Det er lidt ligesom at se en filmatisering af en bog man kender indgående. Hvis man bestandig sammenligner filmen med bogen formår man ganske enkelt ikke at opleve den på dens egne præmisser.
Scherfig ville næppe have været i stand til at skrive sine værker uden det faste ståsted kommunismen udgjorde for ham. Det er altfor let at bruge denne begrænsning til at forkaste personen og værket. Lidt ligesom at afvise Søren Kierkegaard fordi han støttede enevælden.

Per Torbensen, Steffen Gliese, Claus Oreskov og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar

Sider