Læsetid: 9 min.

Da fascismen blev bekæmpet med orgasmer

Glem alt om, at den seksuelle frigørelse begyndte i 1960’erne – ny bog føjer et kapitel til forståelsen af vores seksualhistorie
Glem alt om, at den seksuelle frigørelse begyndte i 1960’erne – ny bog føjer et kapitel til forståelsen af vores seksualhistorie

iBureauet/Mia Mottelson

22. august 2014

Der oser ikke ligefrem af sex i Ryparken. Det gamle arbejderkvarter slænger sig dovent langs Lyngbyvej i et område af hovedstaden, der nok hedder Østerbro, men mest af alt minder om Nordvest. Det er svært at sige, hvad der i dag foregår bag vinduerne i det karakteristiske røde arbejderbyggeri, men i 1930’erne var der gang i den. En gruppe idealistiske københavnere arbejdede og eksperimenterede her – ivrige for at forene marxismen, psykoanalysen og en idé om den totale orgasme. De arbejdede både for en frisættelse af lysten, men udøvede også et omfattende oplysningsarbejde i arbejdermiljøet. Nogle af gruppens medlemmer var derudover involveret i illegale abortklinikker. Alt sammen ud fra en idé om, at alle har ret til en seksualitet, og at et menneske, der er i stand til at få en total orgasme ikke bare er et lykkeligt menneske, men også et bolværk mod fascismen. Det lyder esoterisk, og det var det måske også, men Dansk Sexpol som gruppen kaldte sig udgør et vigtigt, men overset kapitel i dansk seksualitets- og mentalitetshistorie.

Det er journalist og forfatter Lea Korsgaard, der har samlet historien om psykoanalytikeren Wilhelm Reich og den gruppe af unge, og som tiden gik, halvgamle kvinder og mænd, der udgjorde Dansk Sexpol. Hun har gravet i gamle brevudvekslinger på Det Kongelige Bibliotek, besøgt en berømt psykoanalytikers personlige arkiv på Harvard og interviewet hans datter, der i dag er over 90 og bor på et plejehjem i Seattle. Ud af det er kommet bogen Orgasmeland. Egentlig var det en helt anden bog, hun ville skrive, forklarer hun på en café på Christianshavn. Ikke langt fra Dansk Sexpols illegale abortklinik på Wendersgade. Anfægtet af en forundring over, hvor hurtigt det seksualmoralske kompas kan skifte, ville hun skrive en bog om seksualitetens historie i Danmark de seneste 100 år.

»Jeg undrede mig over, at jeg nogle gange ikke har lyst, og over hvorfor det mon føles forkert. For hundrede år siden var det sundt at være tilknappet og puritansk og skamfyldt at vise lyst. Især som kvinde. I dag er vores lyst hele tiden på display, og man er kun et sundt menneske, hvis man viser sin lyst. Lysten er på mange måder blevet normen,« fortæller hun.

Neuroser og orgasmer

Den forundring fik Lea Korsgaard til at gå på jagt efter dem, der er skyldige i, at vi altid skal have lyst. Tilfældigvis startede hun med at researche på 1930’erne, hvor hun kom på sporet af Dansk Sexpol og indså, at det var den historie, hun skulle fortælle.

Dansk Sexpol er historien om lægerne Tage Philipson og Jonathan Leunbach, den frisindede forfatter Jo Jacobsen, journalisten Ellen Siersted og en håndfuld andre entusiastiske københavnere, der kæmpede mod kapitalismen, den borgerlige seksualmoral og især mod venstrefløjens største puritaner, social- og senere justitsminister, K.K. Steincke. Sexpol-folkene arbejdede, diskuterede og dannede studiekredse ud fra en teori om, at neuroser kunne skyldes en manglende evne til at opnå orgasme. Samtidig med at de udførte et intenst oplysningsarbejde for arbejderklassen om prævention. Hverken ideen om den totale orgasme eller den kontroversielle sammenstilling af klassekamp og seksualitet er dog fostret i Ryparken, hvor mange af Sexpol-folkene en årgang boede. I stedet tager hele den besynderlige historie om Dansk Sexpol sin begyndelse i Østrig nogle årtier før med anderledes kendte mennesker som omdrejningspunkt. Sigmund Freud havde på det tidspunkt stor succes med sin psykoanalyse, der kom til at vende op og ned på forståelsen af, hvad det ville sige at være menneske. Omkring Freud dannedes hurtigt en kreds af psykoanalytikere, der praktiserede og videreførte Freuds egen teori. Alt for luftige fortolkninger af psykoanalysen var dog ikke populære hos Freud eller sammenslutningen af psykoanalytikere IPA, der holdt godt øje med, hvem der kunne få lov til at kalde sig psykoanalytikere og hvem, der ikke kunne. Det kunne Wilhelm Reich godt til at starte med. Faktisk blev han et stykke tid regnet for at være Freuds naturlige arvtager. Senere skulle Reichs kombination af psykoanalyse, politik og seksualitetskampagner dog blive en tand for spændende for Freud og IPA.

Kommunisme og sex

I Danmark var en lille gruppe psykoanalytisk interesserede københavnere ivrige for at få en anerkendt psykoanalytiker til landet. Det fik man i første omgang i form af en ungarsk psykoanalytiker, der dog senere viste sig at være så skør, at han måtte rejse hjem igen. Imens var Wilhelm Reich faldet i unåde, først i Wien og senere Berlin, hvor kommunisterne ikke var begejstrede for hans sammenblanding af kommunisme og sex. De mente, at Reichs fokus på orgasmen som en mulighed for at forsvare sig mod fascismen var en afsporing af den egentlige problemstilling: klassekampen. Wilhelm Reich havde i Tyskland skabt sin egen bevægelse for fri sex, som senere fik navnet Sexpol, og som ifølge Reich selv havde mindst 20.000 medlemmer. I Danmark var antallet af tilhængere noget lavere, men med den østrigske læges fiasko og Reichs kontroverser med kommunistpartiet var vejen nu banet for, at Siersted, Phillipsen, Leunbach og co. kunne få Wilhelm Reich til Danmark. Efter flere forsøg lykkedes det endelig.

Lægen og psykoanalytikeren Wilhelm Reich.

Arkivfoto

Reichs ophold i Danmark er dog langt fra vellykket. Myndighederne – og som tiden gik, kommunisterne – var ikke begejstrede for hans tilstedeværelse, og Reich selv var ikke specielt begejstret for Skandinavien. Efter at være kommet til Danmark i 1933 måtte han et halvt år senere rejse videre til Malmø, da hans opholdstilladelse udløb, hvorefter han senere måtte flygte fra Malmø til Oslo. Fra Sverige og Norge bevarer han dog kontakten og positionen som mentor og leder for de danske Sexpol-folk, der i disse år kæmper en indædt kamp mod borgerskabet og den socialdemokratiske regering med K.K. Steincke som justitsminister for f.eks. at få ændret abortlovgivningen i Danmark.

I den kamp dukker der aparte alliancer op. F.eks. har Lea Korsgaards research vist, at ærkefjenderne Jo Jacobsen (som var en del af Dansk sexpol, red.) og K.K. Steincke havde en endog ganske hed og flirtende brevveksling, der selvom den formentlig aldrig materialiserede sig i nogen total orgasme dog nok var udtryk for, at den gode Steincke ikke var helt så puritansk, som han gav udtryk for. Ligesom et brev fra Steinckes ministersekretær viser, at Steincke faktisk over for ham indrømmede, at han ikke var så overbevist om, at det var en god idé at beholde den meget restriktive adgang til abort. Men det ville Stauning aldrig forstå, forklarede han ministersekretæren.

På en måde var der to spor i Dansk Sexpols kamp. En for kombinationen af kommunisme og fri seksualitet. Man troede oprigtigt på, at et menneske, der kunne opnå en fuldendt orgasme ville være et lykkeligere menneske, der ikke ville lade sig besnære af fascismen. Men derudover arbejdede sexpol-medlemmerne, hvoraf størstedelen var børn af overklassen, ud fra et oprigtigt engagement i arbejderklassens vilkår. Man ønskede at hjælpe en del af befolkningen, for hvem en uønsket graviditet kunne være en potentielt social og økonomisk katastrofe. Med retsforfølgelser og ødelagte karrierer som resultat.

Selvom Sexpol-medlemmernes teoretisering af seksualiteten kan virke en anelse højtsvævende, evnede de også at forestille sig et andet samfund, og derfor fandt Lea Korsgaard både sine skurke og helte. Det var Dansk Sexpol, der havde været med til at radikalisere de gryende frisind, man anede i kredsene omkring Brandes brødrene og det moderne gennembrud, og på den måde såede kimen til en seksualitetsforståelse, der i dag er centreret omkring lysten som det afgørende begreb. Fra et gennempuritaniseret samfund er vi fra Dansk Sexpol via den seksuelle frigørelse i 1960’erne endt i en seksualitetsforståelse, hvor det er absolut positivt at sige ’ja’, men til gengæld slet ikke en mulighed at sige ’nej’, forklarer Lea Korsgaard.

»Man er jo kedelig, hvis man siger nej. Og der er ikke nogen, der har lyst til at være kedelig.«

Men Dansk Sexpol er også historiens helte, fordi de ifølge Lea Korsgaard formåede at tænke i utopier. En evne vi fuldstændig har mistet i dag, mener forfatteren.

»Jeg ender med at finde de skyldige, men også de største helte i mit hoved. Netop fordi de evnede at forestille sig, at verden kunne se helt anderledes ud. I dag har vi slet ikke en fantasi, der gør det muligt at forestille sig, at vi kunne leve på en anden måde, at vi kunne bo på en anden måde, eller at vi kunne have et andet forhold til vores krop, end vi har. Det er lige før, man kun ser den utopiske tækning i visse islamistiske kredse, og det er da trist, at vi har overladt utopien til dem.«

Udstødt

Selv var medlemmerne af Dansk Sexpol nok ikke lykkeligere, end danskerne var flest på det tidspunkt. Tage Philipson døde af en sukkersyge, som han ikke ville indrømme var sukkersyge, men i stedet mente var kropslige reaktioner på hans fars opdragelse. Wilhelm Reich endte sine dage i USA. Småparanoid og udstødt af den internationale psykoanalytiske forening.

I Danmark udviklede diskussionerne om kommunisme, psykoanalyse, seksualitet og pædagogik sig hurtigt til mere end bare diskussioner, og som Lea Korsgaard selv konstaterer, begyndte fraktionsdannelserne og uenighederne omkring Sexpol og tidsskriftet Sex og Samfund på et tidspunkt at minde om venstrefløjen i 1970’erne: »De har ikke været specielt lykkelige, men de har ændret noget, der var vigtigt at få ændret. De så en menneskelig lidelse, som ikke kun havde rod i den menneskelige psyke, men også i den måde, vi havde indrettet samfundet på. Og hvis man vil, kan man sagtens kigge rundt i samfundet og se præcis det samme. Et samfund, hvor der er en helt masse menneskelig lidelse. Vi lever i et overflodssamfund, men der mangler ikke menneskelig lidelse.«

Mulighed for at sige nej

Når vi aldrig har hørt historien om Dansk Sexpol før, skyldes det ifølge Lea Korsgaard historiens paralleller til fortællingen om den seksuelle frigørelse i 60’erne.

»Jeg tænker, at det er fordi 60’erne og 70’erne skygger så meget. Jeg tror 68’erne i sagens natur har været meget optaget af dem selv. De hævdede, at de levede i en ny tid. At alt var forandret. Og hvis man skal gøre det, er det svært at sige: Nå ja, i øvrigt skete der noget for 20 år siden, som mindede påfaldende meget om.«

Det er dog uvæsentligt, hvilken seksuel revolution, der har været vigtigst. I stedet handler det for Lea Korsgaard om at kunne forestille sig ændringer i dagens samfund. Hvis der er brug for en revolution i dag, handler det om at genindføre muligheden for at sige ’Nej’, mener hun. »Den seksuelle revolution har givet os alt muligt. Et mindre fucked up forhold til skam f.eks. Men den afføder også et indre krav om, at vi hele tiden skal udnytte alle de muligheder, vi har. Ja er bedre end nej, og at stå til rådighed er bedre end at knappe op. Der ligger også en undertrykkelse i det her perfektionsideal. Hvad nu, hvis man f.eks. ikke kan få den skide orgasme?«

Den seksuelle revolution gav os også en mulighed for at sige nej. Men det nej har vi glemt, mener Lea Korsgaard.

»Måske fordi vi har tænkt, at nej’et ikke var så vigtig en del af frigørelsen som ja’et. Måske fordi kapitalismen godt kan lide et ja. Måske fordi det bare er usexet at sige nej. Men Sexpol-folkene ville insistere på, at nej’et er lige så vigtigt som ja’et.«

»Vi mangler en bevægelse i dag, der kan sætte nej’et ind i en sammenhæng. Nej’et er sindssygt revolutionerende. Vi mangler at sige nej til så mange ting.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Mortensen
  • Heinrich R. Jørgensen
  • Anne Eriksen
  • lars abildgaard
  • Rasmus Kongshøj
  • Niels Roed
  • Lise Lotte Rahbek
  • Steffen Gliese
  • Niels-Simon Larsen
  • Grethe Preisler
Carsten Mortensen, Heinrich R. Jørgensen, Anne Eriksen, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Niels Roed, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, Niels-Simon Larsen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Ørsted-Jensen

Jeg læser også gerne Hamsun. Jeg ar det ikke som Oreskov ovenfor der ikke kan læse forfattere han og partiet ikke er enige med. Jeg mener eniog uenighed er en kvalitet og at man altifd med stor flid bør læse det der skrives af ethvert samfunds hårdeste kritikere

Grethe Preisler

@Robert O Jensen,

med fare for at blive 'slettet af moderater' for at bevæge mig for langt væk fra artiklens emne: Skønlitterære forfattere (og kunstnere i almindelighed) er også kun mennesker med menneskelige fejl og svagheder.

Man behøver f.eks. ikke at have bestået den udvidede eksamen i tekstanalyse for at regne ud, hvem af datidens kendisser der har stået model til hurtigdigteren Rasmus Vridsløse i den depressive humorist Gustav Wieds roman 'Knagsted' - opfølgeren til succesromanen 'Livsens Ondskab', som alle kender, da den har været filmatiseret og genudsendt i TV indtil flere gange.

For at vende tilbage til udgangspunktet, så har jeg selv haft stort udbytte og megen fornøjelse af at læse Bredsdorffs 'Den store nordiske krig om seksualmoralen' fra 1973 og faktisk også med fornøjelse læst Poul Behrents 'Bissen og dullen' fra 1989. Som herved også anbefales dem, der gerne vil vide mere uden først at frekventere lærestolene i journalistik på RUC eller CBS for at forvisse sig om, hvad alle lærde mennesker for tiden er enige om er god latin på Bjerget.

Robert Ørsted-Jensen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Jeg er fuldkommen enig Grethe, men jeg mener omvendt ikke at folks fejl og svagheder og da slet ikke når disse gå så langt ud som Scherfigs politiske umoral, skal forties.

Robert Ørsted-Jensen

Problemet med anmeldere af Schrfigs Idealister er at den uvidende, vel illustrrete af wikipedias artikel om denne bog (se http://da.wikipedia.org/wiki/Idealister), i deres enfold tror at det er højrefløjen og borgerskabet han hænger ud i den bog hvor virkeligheden er at han brugte det meste af sin energi på at kritiserer maxistister ikke mindst dem af dem hans kære big brother - Joseph Stalin - lod myrde. Derefter brugte han så energi på Wilhelm Reich en marxistisk inspireret psykonalytiker som Stalin ikke kunne li (og ville have ladet henrette havde han søgt ly i Sovjet - gud være lovet var han begavet nok til ikke at gøre det - men desværre var USA heller ikke særlig venlig omend man ikke massemyrdede på Stalin maner ) da dennes skritik af fascismen alt for let lod sig overføre på Stalins eget terror, strækmarch og menneske ikke mindst kvindefjendske regimente.

Robert Ørsted-Jensen

Jeg ser ham og andre som ham some vildførte (i religiøs forstand - de brugte deres tro på det de mente var 'kommunisme' som relionserstatning) ofte udmærkede mennesker. Det er med dem som det med religøse mennesker i det hele taget. Der er i denne verden gode mennesker og der er dårlige og ubhagelige samme, men hvis du vil have gode mennesker til at opføre sig dårligt ska du førts lige omvende dem til en religion. Stalinisme var betop det, en slags sekulær religion.

Robert Ørsted-Jensen

Oreskov
du er en Apolog - dvs en der er lige så meget engageret i Apologetik for dit elskede sovjet som visse hvide nordamarikanere er engageret i at fabrikere undskyldninger eller afvisninger for massermordet på indianere, eller tyrkiske nationalister afviser mordet på Armenierne etc etc. Apologetik er græsk og henviser sædvanligvis til forsvar af en religiøs (oftest klassisk kristen) position som er under angreb. Det er et trosforsvar og det indebære bogbrænding som yderste konsekvens. Indtil da bare en simpel afvisning af enhver bog eller skrift der anfægter ens tro, og forsvar for enhver skrift der kan anvendes til det modsatte. Det er dette tilfælde Reich som du eller på et tidspunkt havde sympati for hvis vi skal tro dit or, som du er villig til at slagte

Grethe Preisler

Robert O Jensen,
Ingen er fuldkommen uden Gud, som skrevet står i 'Det ny Testamente'.

Forfatteren Hans Scherfig var som du og jeg alle andre andre et barn af sin tid og sit eget miljø - i hans tilfælde det københavnske bourgeoisi i tiden omkring forrige århundredeskifte. Hans kærlige forældre anbragte ham på Metropolitanskolen, og det kom der bl.a. romanen "Det forsømte forår" (publiceret i 1940) ud af.

Fra sædvanligvis pålidelig kilde ved jeg, at den ikke faldt i god jord hos mange af hans gamle klassekammerater fra Metropolitanskolen, som havde et helt andet syn på de arme lærere, han dyppede i tjære og rullede i fjer i denne nu i alle klasser så skattede roman. Om de brændte den i centralfyret hjemme i privaten vides ikke, men det skulle såmænd ikke undre mig, om nogle af dem var faldet for fristelsen til at gøre det.

Steffen Gliese

Og sjovt nok, Grethe Preisler, er der mange tidligere friskole-elever, der har det på samme måde med Peter Høegs ligeledes mesterlige "De måske egnede".

Claus Oreskov

@Robert O Jensen. Forstår ikke din evindeligt behov for at dæmonisere Stalin også i sammenhænge som aldeles ikke handler om Stalin eller Sovjetunionen. Så opdigter du en masse historier om mig, om hvad jeg har læst og hvordan jeg opfatter en bog – skal jeg føle mig smigret? Endelig som svar på din sidste ordflom – du mener at jeg på et tidspunkt havde sympati med Reich men anfægtedes p.g.a. min næsgrus beundring for Stalin (er dette ikke essensen af det du skrev?). Hør så her: jeg sympatiserede med Reich som politisk flygtning. Jeg har sympati for hans modige standpunkt i seksuel debatten i datidens Tyskland, men jeg er ikke absolut enig i hans argumenter af den grund. Jeg kan ikke få mig selv til at tro på hans orgon fantasier, som i begyndelsen så ud som dårlig forskning og dårlig metode, men mere og mere var en afspejling af et sygt sind! Så du ser at mit syn på Reich ikke har noget med Stalin at gøre - Sigmund Freud forkastede også Reichs tanker uden at man af den grund kalder ham Stalinist!
PS: Måske ville du have godt af en tur i "Orgon kassen" og få opblødede muskel panseret en smule :-)

Claus Oreskov

Hans Scherfig har fået en del omtale på denne tråd i forbindelse med Reich. Imidlertid har jeg engang hørt at romanen ”Legetøj” af H.C. Branner ligefrem er inspireret af Reich – er der noget om det?

Grethe Preisler

H.C. Branner er vist efterhånden et på det nærmeste ukendt navn udenfor de højere (faglitterære) snirkler. Det er i hvert fald mit indtryk af de samtaler, jeg af og til fører med videbegærlige medlemmer af den yngre generation (de udvidede gymnasieårgange).

Om Branners forfatterskab var påvirket og/eller inspireret af Wilh. Reich eller ej, interesserer dem formentlig ikke en dyt - de har dårlig nok hørt om manden, der 'opfandt' Orgonenergien, selvom de selvfølgelig har snuset til både Freud og Jung og Alice Miller i forbifarten. Men det var det vel - i samme grad som det gælder for de fleste andre af de forfattere, der var unge voksne før 1. verdenskrig og oktoberrevolutionen.

Per Torbensen, Karsten Aaen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Muligvis er Branners billede af fascismen i "Legetøj" Reich-inspireret, jeg har nu aldrig tænkt den sådan. Men de mere seksualdrifts-baserede teorier forekommer mig at være helt fraværende i en bog, der absolut holder hænderne over dynen. Det er ikke på nogen måde den slags "legetøj", det handler om.

Per Torbensen, Grethe Preisler og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Preisler - jeg er ikke kristen men jeg kan fælge dig så langt at jeg vil sige at vi nok alle har et behov for at sætte vores lid til nogle principper og ideer om en mening med livet. Jeg holder mig til nogle enkle principper om menneskerettigheder der for mig bør anses for ukrænkelige ikke mindst hvad angår mine politiske modstandere og kampen for lighed ditto.

Men der er forskel på at gøre sig blind i sin tro og derefter deltage i at sanktionere mord på andre mennesker og endog gå så langt at man som Scherfig med spydig pen sanktionerede massemord på sine egne ledende trosfæller. Tvivl og evne til at forholde sig kritisk er vores vigtigste evne og den bør ikke ofres på noget alter, være det sig sekulært eller klassisk guddommeligt religiøst. Næsegrus religiøsitet er farligere end noget andet for den kan anvendes til at drive i øvrigt gode mennesker til blindhed og aktiv deltagelse inkvisition og massemord. Begavede kunstnere og forfattere er ofte særligt prone til sådan noget. Det så vi med Scherfigs mexikanske trosfælle David Alfaro Siqueiros, også en fremragende kunstner, som endte med at lede et forsøg på at myrde ikke bare Trotsky men hele hans familie og et barnebarn med maskinpistoler og håndgranater.

Oreskov- Jeg har ikke et behov og der er ikke nogen i denne verden der har brug for at have et behov for at dæmonisere Stalin. Stalin klarede den opgave helt uden hjælp fra andre. Manden var inkarnationen af en demon og et monster, helt på linie med Hitler, så enkelt er det. Men i modsætning til hitler kan man i dag dokumentere Stalins forbrydelser. Hitler holdt sig til muntlige ordrer når det gjalt forbrydelser mod menneskeheden.hvor Stalin skrev ofte selv ordrene og satte i alle tilfælde sin personlige signatur på de mest uhyrlige ordrer.

Robert Ørsted-Jensen

Det beklagelige er at nogen stadig i vor tid finder at Apologetik er ok for en hvilkensomhelst forbrydelse uanset den uhyrlighed - når bare det kan siges at være begået i socialismens navn. Det er ikke bare tåbeligt, det er en form for religiøs umodenhed som har farlige undertoner.

Claus Oreskov

@Robert O Jensen. "Jeg har ikke et behov og der er ikke nogen i denne verden der har brug for at have et behov for at dæmonisere Stalin... manden var inkarnationen af en demon og et monster, helt på linie med Hitler, så enkelt er det."
Skal vi i saglighedens navn lade stå ledt :-)

Henning Pedersen

Peter Hansen, "Over stregen" lyder som en spændende bog, men mon ikke du tænker på "Kridtstregen" af Tage Schou Hansen. Din indholdsbeskrivelse kunne tyde på det og den er i øvrigt filmatiseret, dog under en anden titel. Ret mig om nødvendigt.

Grethe Preisler

Henning Pedersen,

Og årene de rulle, og skiftes om på jord, og vore navne glemmes som sne, der faldt i fjor.
'Kridtsstregen' er skrevet af 'Ålens' far, Erik Aalbæk Jensen. Tage Schou Hansen har skrevet 'Over stregen'. Gode forfattere begge to, som stadig er værd at læse.

m.v.h.

Robert Ørsted-Jensen

Jep Oreskov det bør du i sandhedens navn lade stå. Der er forskel på stalinisme og andre former for fascisme, gså forskel på det at være kommunist ogdet at være nazis. Men personerne Stalin og Hilter har langt flere parralleller end forskelle og deres forbrydelser vasr på samme niveau. Stalin var intet andet end en simpel gangster der gjorde sig selv til herrer i et hus skabt væsentligst af Lenin og Trotsky

Claus Oreskov

Dikotomien ”dem og os” skal ustandseligt fodres hvis ikke den skal dø bort. Og når ”dem og os” dikotomien er sat i verden for at understøtte forestillinger om os selv som de gode og de andre som de grusomme, så er der sandelig brug for både nyttige idioter og demagoger som Robert O Jensen. Så samme Jensens tilsvining af Stalin ser jeg som et forsøg på at reproducere den kolde krigs stereotyper og periodens naive ”dem og os” dikotomi. Den virkelige historie er meget mere komplicerede, sammensat, differentierede og fyldt med ubekendte, som jeg utrætteligt har forsøgt at forklare Jensen gennem årene.

Robert Ørsted-Jensen

Nej den virkelige historie er hverken diktomisk eller særligt kompliceret Oreskov, og der er ikke skygge af kold krig i den.

Den er såre enkel. Menneskerettigheder og forbrydelser er mod samme er lige forbryderiske ligegyldigt hvem der begår dem og i hvis navn de begås. Det er ligegyldig om det er blåjakker og nybyggere der myrder 20 000 indinanere, eller om det er Stalin der giver ordrer til mod på en et helt tilsvarende antal polske civile og militært personel.

Forbrydelsen er den samme og burde have været straffet helt efter samme læst og der gives ingen undskyldninger der er gode nok til at bortforklare det ene men ikke det andet tilfælde af en sådan forbrydelse.

Claus Oreskov

@Robert O Jensen. Har tanken aldrig faldet dig ind at dem på den anden side siger det samme bare med modsatte fortegn. Altså tilbage til min oprindelige diagnose: Dikotomien ”dem og os”. Skal man forstå den kolde krig samt hvad der sker i dag må man være modig nok til at gå bag dikotomien – rydde ud i al det unødvendige snavs og begynde forfra. Det er der jo historikkere der har gjort og jeg har henvist til dem mange gange men det gør ingen indtryk kan jeg forstå. Du svarer altid igen med at henvise til bøger og artikler som netop er eksempler på dæmonisering og ingen absolut ingen nytænkning!
Sjovt nok stødte jeg på en katolsk præst som havde et langt større udsyn og dybde end mange historikere. Jeg fandt denne fyr på YouTube, men kan desværre ikke længere huske hvad sentensen hed (finder den nok igen en dag). Det korte ved det lange er at denne præst gik helt tilbage i historien og påpegede den historiske oprindelse og reproducering at forestillingerne om dikotomien godt og ondt samt hvordan denne forenklede synsmåde var blevet anvendt politisk gennem tiden. Han startede med forestillingen om kampen medlem godt og ondt i de babylonske myter. Så viste han hvordan denne forestilling blev reproducerede hos, grækere og romer senere i kristendomme for til sidst at lande i moderne politik bl.a. i forestillingerne om kampen mellem det gode og onde i den kolde krigs optik.
Måske skulle du læse eller genlæse Roland Barthes og se ledt på hvordan man dekonstruere en moderne myte!

Robert Ørsted-Jensen

Det er stading ikke noget med dem og os og den klode krig Oreskov, det er dig der stadig lever i den kolde krig¨s tid, det er ikke mig. Du mener stadig, som Nixon og Kissinger at forbrydelser kun er forbrydelser når de begås af de andre. Medens hvirkeligheden er at forbrydelsen er den samme uanset hvem der begår den. Og jo jeg kan sagtens forstille mig at du ville gå fint i spænd med en katolsk præst Oreskov. I virkelighenden var stalinismen en parrallel til romerkirken. Vatikanet hed bare Kreml og Paven Stalin og religionen i det sidste tilfælde påstulerede at den ikke var en religion men en sekulær overbevisning. Men helt som I første tilfælde kan enhver forbrydelse undskyldes da påstaden er at det blev begået i det rigtiges tjeneste.

Du kan bare ikke se det vel Oreskov?

Claus Oreskov

Det slog mig lige at Reichs teori om forskelle på orgasmer - i den vulgære og den forfinede orgasme, geninstallere de klasse forskelle han tilsyneladende ellers bekæmpede som overbevidst marxist.
Dem med den forfinede orgasme (de der virkeligt fik noget ud af det så og sige) svarede påfaldende til det kulturradikale sociale segment som sværmede for Reichs tanker. Dem uden for de vulgære er så alle andre, men det skinner igennem at den vulgære og grove proletar har sin plads her. Reichs antihumanisme kommer i særdeleshed til syne i den lille bog "Listen, Little Man!". Her få alle de der ikke anser Reich for en stor mand i tiden på puklen. Læs selv og døm selv.

Robert Ørsted-Jensen

Ja Reich var sgu nok elitær helt på samme måde som salig Lenin var det. Lenin mente jo som bekendt at arbejderklassen generelt set ikke ville kunne opnå ret meget mere end faglig bevidsthed, hvorfor de skulle bruge pæne middelklasse borgersønner af marxistisk opservans (sådan nogen som ham selv) for at gå i spidsen med de politiske faner i en elitær partidannelse - for dermed at lede og gøre tankearbejdet for dem.

Clas Oreskov.
Lange diskussioner om årsager, kultur, normer og seksualitet. Personligt tror jeg ikke der kan opstilles normer som kan passe ind på den enkelte. Vore gener, moral g evner på området er spredte og til- og fravalg har mange årsager. Men det der "støder" mig her at du føler dg stødt af en "tilsvining" af Stalin. Uanset o jeg er mere socialist end liberal så kan jeg med min bedste vilje ikke se nogen grund til ikke at tilsvine manden.

Robert Ørsted-Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

@Robert O Jensen. Hus forbi Jensen, din subjektive ønsketænkning om Lenins personlighed rammer langt forbi målet. Lenin var det modsatte af elitær, hvilket bekraftes af alle som har mødt og kendt ham. Måske skulle du kaste i blik på nogle af de skrifter der belyser personen og mennesket Lenin. Se f.eks.:
”About Lenin” udgivet af Progress Publisher Moscow 1965 & 1969.
“Lenin Comrade and man” – Progress Publisher Moscow.
“Stories about Lenin” af N.Mikhailov, Novesti Press Agency Publishing House. Moscow.
“Pages From Lenin´s Life” af L. Fotieva, Foreign Languages Publishing House. Moscow 1960.
På dansk finds bl.a.:
Jegor Jakovlev: “Træk af et Lenin-portræt”, Pressebureauet Novosti´s forlag. Moskva 1985.
Maxim Gorkij: ”Lenin”, Mondes Forlag. København 1931.
Du hævder at Lenin mente at arbejderne skulle ledes politisk af middelklassen og dermed gentager du jo bare hvad demagogerne for længst har brygget sammen. Denne opfattelse af Lenin som elitær kan føres tilbage til pjecen ”Hvad bør der gøres”. Heri argumentere han for at massernes kampe måtte suppleres med et partis overblik og organisation (denne tanke har Slavoj Zizek analyseret og advokeret i bogen ”Revolution at The Gates”). Under erfaringerne med revolutionen 1905 skiftede Lenin mening. Han mente ikke længere at partiet skulle være en eliteorganisation. Han sagde nu : ”På den tredje kongres udtalte jeg håbet om, at der i partikommiterne skulle være to intellektuelle for hver ottende arbejder. Hvor er det ønske forældet. Nu ville det være ønskeligt, at der i de nye partiorganisationer for hver intellektuel, der tilhører socialdemokratiet, var femhundrede socialdemokratiske arbejdere”. Lenin var nået frem til den erkendelse at arbejderenes sociale placering gav dem en erfaring som socialister. Han stolede sp meget på arbejderne at han anbefalede at bevæbne arbejderne så skulle resten nok komme af sig selv. Og det var det som skete under oktober revolutionen.
PS: Engang ønskede nogle venner af Lenin at genudgive ”Hvad bør der gøres”. Hvorfor dog det svarede Lenin – han mente udviklingen var løbet fra den lille pjece!
Bagrunden for hvad jeg her løst har opridset kan læses i:
Tony Cliff: ” Building the Party – Lenin 1893-1914”. Haymarket Books, Chicago 2002.

Claus Oreskov

@Viggo Okholm. Ja hvorfor ikke tilsvine Stalin som du anbefaler? Enhver proces påvirker dem som deltager og hvilken slags mennesker ville vi så ikke være? Tilsvining tildækker den historiske sandhed. Under dette dække trives løgnene, fordrejningerne, fortielsen og forfalskningen, der er så populær i vores tid. Vi få ikke noget godt ud af tilsvininger, men derimod vil det være tilrådeligt hele tiden af stræbe imod støre klarhed. Den endelig sandhed om et historisk fænomen som Stalin få vi aldrig. Men det skal ikke afholde os for at forsøge! Man kunne begynde med at spørge de mennesker som har levet i Stalin tidens Sovjetunionen. Jeg har mødt mange i de år jeg arbejde i Rusland og hovedparten er ret begejstret for manden. Det afspejles også i det faktum at Stalin i flere omgange er blevet kåret til Rusland og Sovjets nest populære historiske person i f.eks. Pravda af 2 millioner læsere! Når nu Stalin er så forhadt i vesten og populær blandt de mennesker som rent faktisk har levet under hans politik, så er der neget der siger mig, at vi her stå med en historie fordrejning. En historie fordrejning på ideologisk grundlæg. Vestens elites ængst for kommunismens, der vil fratage dem deres privilegier og ret til at udbytte deres medmennesker, har gjort det tvingende nødvendigt at dæmonisere samme kommunisme. En Stalin myte blev skabt i tiden efter 2.verdenskrig. En myte om den radsomme Stalin. En myte og ikke andet! Som alle andre myter blev den bygget op omkring virkelige hændelser det er det som gør myterne så besnærende. John V. Fleming har i bogen ”The anti- Communist Manifestos” påvist at vestens billede af Sovjetunionen byggede på 4. skønlitterære værker. Skønlitterære – jamen det gyser i mig ved tanken! Læs bogen ”Rød Front kold Krig” af Geoffrey Baily. Et godt sted at begynde hvis man vil gøre sig bekendt med virkelige terror organisationer i Sovjetunionen dirigeret og finansieret fra vesten. Her er nogle af forklaringerne på Stalins mod spil og udrensninger af terrorister. Bogen er skrevet at en sympatisør med det Zaristiske Rusland, hvilket gør den så meget mere interessant. Så er der 2. gode Stalin biografier. Isaac Deutscher: ” Stalin en politisk Biografi”. Den er fra dengang man gjorde noget ud af forskning, grundig og omfattende. Ifølge denne biografi var Stalin som de fleste af os en sammensat personlighed. Vi møder hans gode og geniale sider og hans dårlige sider – der dokumenteres for den historiske kontekst. Den er fra 1949 og kan suppleres med en brillant biografi fra 2006. Kevin McDermott ”Stalin Revolutionary in an Era og War”. McDermott går bag dæmoniseringen bag myterne og finder frem til en mere oprindelig person og han analysere Stalins politiske løbebane i lyset af Stalins marxistiske overbevisning. Endelig skal man læse: robert W. Thurston ” Life and Terror in Stalin´s Russia 1994 – 1941. Forfatteren dekonstruere myterne om Stalins politik som en overordnede strategi for magt. Han påviser at det som ofte er blevet fremstillet som magtspil og ondskab er reaktioner på aktuelle politiske situationen – der har aldrig været en masterplan i Stalins hjerne.

Sider