Gårdens dyr

Hvis man er født og opvokset på landet, ved man selvfølgelig godt, at kun en tåbe kunne finde på at tage tyren ved hornene. Udtrykket ’Et dumt svin’ er heller ikke rimeligt. Grise er hverken dumme eller ondskabsfulde. Hvis man behandler dem ordentligt, dvs. lader dem leve et naturligt griseliv inde som ude, er de både sociale og kærlige. Derimod er det rigtig nok at gæs er dumme. Ondskabsfulde er de også, de kan endda være det på en meget personlig måde. Det erfarede jeg engang jeg besøgte en landmandsfamilie på Lolland. De havde gæs og specielt en af de fjerede sataner kunne ikke lide mig. Den nappede arrigt ud efter mine bukseben, da jeg ankom, og også da jeg var på vej ud til bilen, for at køre hjem, kom den farende og nappede mig endnu en gang. I dens øjne har jeg sikkert været et dumt svin. I det hele taget: at se sådan en flok gæs spankulere tæt sammen, høre deres underligt hule skvadren og skrålen, får virkelig en til at tænke på dumhed, indskrænkethed og opblæst selvtilstrækkelighed. Sådan en slags Inger Støjberg i Version Flertal, hvis jeg må være så fri. En anden ualmindeligt dum fugl er kalkunen – og den er der sgu ikke en gang næring i. Man kan trods alt godt blive mæt af at spise gås.

’Som skidt fra en spædekalv’, er et andet udtryk fra gårdens dyrehold. Hvis man ved, hvordan sådan noget ser ud, er det godt nok ikke rart at tænke på. Det gælder også, når man ser det på tryk. Men selvom Inger Støjberg næsten er journalist, er det jo ikke sikkert, hun selv skriver sine kronikker. Måske har hun ansat et par spædekalve til det? Hvad ænder angår, så er det velkendt, at de snadrer. De snadrer og pladrer. Hvis man lægger sin andegård for tæt ved huset, risikerer man, at det bliver undermineret af det ælte, som ænderne omdanner jorden til. Desuden tiltrækker en andegård rotter, store fede rotter, der elsker at tumle sig i ændernes soppebassin af pladder og uhumskheder. Hvis man er en klog dyreholder, lægger man sin andegård langt, langt væk fra boligen. Meget længere væk end hvis det bare havde været en almindelig hønsegård. Høns er helt skikkelige fugle, det er ænder ikke. De er ikke så dumme som gæs, men ligefrem åndsliv er på den anden side ikke noget, de kender til. Deres sprog hedder snadder, det lyder grimt og ensformigt, man bliver fed af at spise dem og lam i hovedet af at høre på dem. Et forbud mod ænder er ikke den ringeste idé, man kan få, men på den anden side er det selvfølgelig urealistisk. Men som sagt, det er vigtigt at holde dem langt væk fra beboelsesejendomme.

’Gud mildner luften for de klippede får’. Lam smager godt, men får siger mig ikke noget, hverken i klippet eller uklippet tilstand. Det med den mildnede luft er noget Peder Laale fandt på, han tænkte vist på skatteborgere. I det hele taget er der noget politikagtigt ved får. Når de render rundt på en mark og en af dem bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv blive ved med at stemme på. Det er der jo ingen fornuftige mennesker, der gider bliver ved med at høre på. I Polen laver de en fåreost, der ligner en håndgranat, men det er ikke sikkert, der er nogen tanke med det. Får er bare får, det er ikke til at forstå, hvorfor der er så mange skrøner om jyske knægte, der har vogtet får, mens de skar sig en pilefløjte. Det er overhovedet ikke nødvendigt at vogte får. De kunne ikke drømme om at stikke af fra flokken. De er som gæs, bare mere søde.

Koen er mit yndlingsdyr

Når alt kommer til alt, er det nok alligevel koen, der er mit personlige yndlingsdyr. Det er et langsomt dyr, alting ved det tager tid. Fordøjelsen er uendelig, tygningen alene et dagsværk. Men hvis det skal være, kan de faktisk løbe temmelig stærkt. En kampvogn i bevægelse. De foretrækker nu at stå stille, med alle fire ben placeret solidt på jorden, som det hedder på godt jysk. De er træge, endnu et tiltalende træk. Ikke noget med at spankulere rundt og gøre opmærksom på sig selv hele tiden. Som dumme gæs og snadrende ænder. Og visse andre, som vi plejer at sige med en fin hentydning.

I gamle dage var der arbejdsheste til. Store, bredryggede heste. Nogle kaldte vi norskere, andre hed belgiere. Hvis man prøvede at ride på dem, knagede det i de små drengeben. Man kunne ikke skræve så vidt – trods alt – og bukserne kunne heller ikke holde til det. I dag er der ingen arbejdsheste mere, kun højere funktionærer i form af pynteheste, rideheste, hvad de nu kalder dem. Heste i underholdningsbranchen. Hvad skal man med dem? Æde dem gider man jo ikke. Man ville heller ikke få lov. Når de dør, skal de i hestehimlen, hvor alting er barbielyserødt og små teenagerengle nusser om dem dag og nat. Så er det noget andet med den fødedygtige so, der ligger med hele sit batteri af patter, så de små, nyfødte grise kan få mad. De skal ikke i himlen, de skal i Danish Crown, hvor dygtige akkordarbejdere sørger for resten. Imens kan Inger Støjberg sidde hos damefrisøren og få ordnet hår mens hun har søde barbiedrømme om kristne amerikanere og svenskere, der kommer for at blive integreret i vores land. I en lind strøm. Som skidt fra en spædekalv. Mens gæssene får lov til at nappe muslimerne i buksebenene som en sidste hilsen fra det officielle Danmark før deres finale udvandring.