Baggrund
Læsetid: 7 min.

De grimme synger

Engelsk rockmusiks engang så vrede og velformulerede enfant terrible, den syngende geek, mr. Elvis Costello, fylder 60 i dag. Vi kigger tilbage på, da han brød igennem i de sene tumultariske 1970’ere
Elvis Costello alias Declan Patrick Aloysius McManus har udgivet album siden 1977 med så væsensforskellige kunstnere som The Brodsky Quartet, Burt Bacharach, Anne Sofie von Otter, Paul McCartney, The Roots, Bill Frisell, T-Bone Burnett og Allen Toussaint. Det viser bredden i hans musikalitet. Han fylder 60 i dag

Elvis Costello alias Declan Patrick Aloysius McManus har udgivet album siden 1977 med så væsensforskellige kunstnere som The Brodsky Quartet, Burt Bacharach, Anne Sofie von Otter, Paul McCartney, The Roots, Bill Frisell, T-Bone Burnett og Allen Toussaint. Det viser bredden i hans musikalitet. Han fylder 60 i dag

tmmmb/creative commons

Kultur
25. august 2014

Briller! Ja, hvad med dem? Nu er undertegnede godt nok nået den alder, hvor omgangskredsen er blevet lang i synet og behøver dem, hvorfor en ofte genkommende replik ved enhver given lejlighed er »Hvor lagde jeg nu mine briller?«

Men der var engang, hvor kun en minoritet af os bar disse indfattede glas på vore ansigter og dermed uanstrengt skilte os ud fra flokken. Og ikke på den fede måde; tilnavne som ’brilleabe’, ’bogorm’ og ’læsehest’ sved, når de blev fyret af i ens sagesløse hoved af andre, mere toneangivende børn m/k såvel hjemme på vejen som i skolegården.

Ligesom hverken øretæverne, buksevandet, udelukkelsen eller de andre ydmygelser er noget, jeg ser tilbage på med længsel. Fuck, hvor jeg ønskede de børn hen, hvor peberet gror.

Nå, der var ikke andet at gøre end at kaste sig over litteraturen og derigennem få de adrenalinchok, som der skal til i den alder.

Så kom puberteten listende og pigerne oplevedes på en ny, både pirrende og provokerende måde, der ligesom skreg på fysisk nærkontakt. Der kom brilleaberne sgisme også til kort. Der var langt mellem tøser, der var ved at dåne over en klodset stodder med over minus 6 på begge øjne.

Hvilke helte var der så derude med briller, man kunne identificere sig med? Altså, ud over aldrende politikere, der på tv sad og fedtede med statsfinanser og andet fuldstændig ligegyldigt hejs? Vel, med undtagelse af en John Lennon, der på et tidspunkt stod ved sin nærsynethed og begyndte at bære sygekassebriller, ikke mange!

Attråværdige mennesker og rockstjerner var åbenbart også født med perfekt syn.

Timothy Kilkenny

Briller og at være udenfor

Der var så godt nok nogle år der, hvor jeg var så vred, at jeg troede, jeg skulle eksplodere. Ikke kun på grund af de der skide briller eller problemerne med at få en repræsentant fra det smukke køn overtalt til en tur i kanen (»Det er overstået på et øjeblik, skat!«), men på grund af alting, stort set. Verdens tilstand, for nu at begynde et sted. Inflation, arbejdsløshed, våbenkapløb, terrorisme, altings ufatteligt gråmelerede tristesse. Min placering sammesteds – midt i verden og dog udenfor.

Magtesløshed, pengemangel, uforløst liderlighed, venstrefløjens diskurser om senkapitalismen, forældreskilsmissen, min mangel på mål og mening med tilværelsen, det hele kunne koges ned til en højeksplosiv maggiterning, som kun overdreven indtagelse af cannabis formåede at lægge låg på.

Singlecoveret til Less than zero

Der kom punken sejlende ind fra højre og omsatte følelser som afmægtighed, harme og frustration til ord og musik. Og ikke ligefrem af den opbyggelige slags. Men selv om der var gods i både Sex Pistols og The Clash og andre af tidens rebelske bands, blev min mand på tinge nu engang den gode Elvis Costello. Han bragede igennem i min verden med sin allerførste single, »Less Than Zero«, som jeg fandt nede hos Musik-Thomsen i Frederiksborggade det herrens efterår 1977.

Fandt min helt i en kasse

For der stod en lille kasse singler fremme på disken i den fine lille butik og dem bladrede jeg distræt igennem og der – der – dér stod den! Jamen, jeg var ved at græde, siger jeg Dem.

Alt det punkrelaterede hejs, vi læste om i New Musical Express og Melody Maker, tidens to toneangivende musikblade, kunne man nemlig ikke for sin død opstøve noget sted i det dengang godt nok provinsielle, men også så herligt nedslidte og dystre København, der bestemt ikke var en skid wonderful, no sir. Og jeg havde allerede et godt øje til denne Costello, som jeg kunne lide, før jeg overhovedet hørte en tone fra den kant.

Nå, men uden på omslaget stod den alt andet end flotte eller smarte Mr. Costello i krøllet skjorte og med hænderne i lommerne på et par bukser, der kunne have siddet bedre.

Han lignede med sin dårlige holdning grangiveligt til forveksling dem af os, der var blevet mobbet som børn, fordi vi provokerede omverdenen med vort synlige (no pun intended) handicap og nu var klar til at hævne os på hele lortet. Om end mestendels med kunst, så ingen kom fysisk til skade, for vi geeks er generelt lidt pibede, når det kommer til vold, også selv om fantasien ind i mellem fører os på vildspor, når hævntankerne lokker. For for satan da, midt i hans fjæs sad et par ordentlige hornbriller og signalerede både freak og nørd og det var den ondelyneme noget, jeg kunne identificere mig med. At have en grim rockstjerne at identificere sig med, det var på tide!

Det skadede ikke sagen, at »Less Than Zero« osede af foragt for sit emne, nemlig den engelske fascistleder Oswald Mosley og hele det samfund, der skaber størrelser som ham. Alt – ALT – ved den sang kunne jeg lide, men det var punchlinen i omkvædet, jeg konsekvent gik og sang: »They think that I’ve got no respect but/ Everything is less than zero/ Hey, oo hey-ey/ Hey, oo hey-ey …«

Wow! Sådan havde jeg det fuldstændig; også jeg ville skide på det hele, hvis ellers bare jeg kunne finde ud af hvordan. Men altså, måden han sang det på, bitterheden og vreden, der lå og lurede lige under overfladen, for fanden, mand, det var sådan, de skulle have den, alle til hobe. Stemmen var hverken køn eller stor, men den var ædende ond og vildt udtryksfuld og som skabt til negative udsagn og følelser. Og det var deres tur nu, ikke mere peace, love and understanding herfra!

Debutalbummet My aim is true fra 1977

Så selv om pengene var små, måtte jeg simpelthen have fat i mandens debutalbum, My Aim Is True, da det udkom i det begivenhedsrige efterår 1977.

Til Iggy Pop-koncerten i Daddys Dance Hall i september så jeg med mine egne øjne den lille kreds af i mine øjne autentiske danske punkere, der havde fundet sammen i kølvandet på sommerens koncerter med Sex Pistols på selvsamme spillested. Vildt.

Og ude på uni (hvor jeg så kun blev ét semester) mødte jeg en sjælefrænde i en purung Søren Ulrik Thomsen, der gav punkmiljøets hang til laser og pjalter følgende karakteristik: »miserabilitets-ekshibitionisme«. Den stodder kunne noget med ord, helledusseda, og Søren var klart et af de mest interessante mennesker i verden lige dér. Men Costello var bossen, gu’ var han så.

Samlet bitterhed og ordfabrik

Hele den vinter lang lå My Aim Is True på grammofonen og formulerede bedre end noget, jeg havde læst, hørt eller skrevet, hvordan jeg gik og havde det: »I’ve got this camera click, click, clickin’ in my head/ I got you talking with your hands, got you smiling with your legs/ Spent all my time in a vanity factory/ wonderin’ when they’re gonna come and take it all back …« som det lød på kampsangen »I’m Not Angry« (gu var jeg så!).

Nu var Costello så heldigvis meget mere end en rablende ordfabrik, han kunne virkelig skrive sange i ordets allerbedste forstand, således var den bittersøde ballade om »Alison« en født popklassiker, havde det ikke været for forbitrelsen og vitriolen.

Album-coveret til This Year's Model fra 1978

Men det var først da han fik samlet sit faste backingband, The Attractions, med keyboard-esset Steve Nieve som trumf, at vi satte kurs mod stratosfæren. Da albummet This Year’s Model landede i foråret ’78, var det just what the doctor ordered! I smuk forlængelse af debuten, bare bedre, ondere og mere indædt hektisk!

Prikken over i’et var samme års optræden på Roskilde Festivalen, hvor han iført knaldrød jakke og i selskab med sine trofaste Attractions ræsede gennem repertoiret fra de to første album med speederen i bund og tungen lige i munden. At han i samme åndedrag fik hele det danske anmelderkorps på nakken var jo bare perfekt! Hvordan kunne man andet end knuselske den mand, jeg spørger bare?

Efterfølgende begyndte bredden i hans påvirkninger at vise sig og de efterfølgende udgivelser blev stedse mere sofistikerede og eklektiske, alt fra reggae til Broadway, fra country til pop osv. fandt vej ind i et udtryk, der ind i mellem tiltede over i det lige lovligt dygtige, men ikke desto mindre var der altid noget at komme efter.

Og det virker, som om han efter at have været ude i snart sagt alle tænkelige musikalske hjørner, her i det knap så ny årtusind er vendt tilbage til den ligefremhed, der prægede hans første fire-fem fortrinlige skiver, for hans to seneste soloudgivelser, Secret, Profane and Sugarcane (2009) og National Ransom (2010) hører til blandt det bedste i et samlet værk, der tæller langt over tredive plader.

Tør vise sin musikalske bredde

Her burde jeg givetvis skrive noget om, at Elvis Costello i virkeligheden hed Declan Patrick Aloysius McManus, og at han blev født i en forstad til London i 1954 for præcis 60 år siden. Men det gider jeg ikke.

Hvad jeg derimod gerne vil fremhæve, er, at hvor utallige af navnene fra dengang for længst har enten forladt musikken eller er endt i ren selvparodi, formår Costello stadig at udsende det ene holdbare album efter det andet (og ind i mellem slå en skæv; ellers ville det sgu da heller ikke være til at holde ud). Og altid levere varen på en scene. Og aldrig give køb på sin entusiasme eller eventyrlyst. Udgivelser med så væsensforskellige kunstnere som The Brodsky Quartet, Burt Bacharach, Anne Sofie von Otter, Paul McCartney, The Roots, Bill Frisell, T-Bone Burnett og Alle n Toussaint viser bredden i hans musikalitet på samme måde som Spectacle, hans tv-show, der kørte i årene 2008-2010, ubesværet kunne præsentere så indbyrdes forskellige navne som rockeren Bruce Springsteen, jazzmusikeren Herbie Hancock, crooneren Tony Bennett og operasangeren Renee Fleming uden at det føltes forceret eller på anden måde iscenesat. Det handlede nemlig konsekvent om musik, genre underordnet.

Nej, Elvis er ikke blevet kønnere med årene, det har vi tilfælles.

Ligesom vreden er kommet under kontrol. Til gengæld har han holdt den kunstneriske fane højt, og for det fortjener han vor uforbeholdne hyldest.

Den hermed være overbragt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Sørensen

Det bør nævnes, at Costello skrev Wendy James' (Transvision Vamp) album fra '93, Now Ain't the Time For Your Tears, der er ret undervurderet, men ikke desto mindre indeholder fremragende sange.

Søren Kristensen

Det er vel nok godt han har de der briller - og mellemrummet mellem fortænderne. Ellers kunne man ikke se forskel på ham og Harvey Keitel.

Hasse Poulsen

Godt skrevet!
herligt at læse en artikel om en musiker ser giver lyst til at høre musikken.