Læsetid: 8 min.

Man hørte efter uden rigtigt at høre efter

I denne uge er folkeskolens elever tilbage i klasseværelset, der har ændret sig radikalt siden 1950’erne, hvor Lasse Ellegaard gik i skole i både Vanløse, hvor man blev typograflærling eller kontorelev efter realeksamen, og Aarhus, hvor man blev noget ved musikken
1950’ernes folkeskole var ikke udpræget interessant for Lasse Ellegaard, der var mere optaget af film og musik. Arkiv

Hakon Nielsen

15. august 2014

Min skolegang foregik i parallelle forløb. Hovedparten af tiden i Vanløse hos min mor og stedfar, begge med rødder i den opadstræbende, politisk bevidste arbejderklasse. Indimellem i Viby ved Aarhus i pleje hos et kulturradikalt kunstnerægtepar med baggrund i det lokale borgerskab, hvor jeg af grunde, der fortaber sig i mine forældres kaos efter besættelsestiden, var udstationeret jævnligt, fra jeg var 2 til jeg blev 14 år.

Dette dobbeltliv trænede mig til hyppige skoleskift og ubesværet surfen mellem to virkeligheder. Den ene som forstadsrod, hvor kick’et ved smugrygning i skolegårdens pissoir fyldte mere end risikoen for ’en sveder’ eller endnu værre: et brev med hjem. Den anden mere tryg i et homogent skoleunivers (uden fri mellem!) på Åboulevarden i Aarhus, hvor jeg nød livet som privilegeret enebarn, men lumsk kunne savne Vanløses spraglede spændinger med masser af skolefejder, gadefejder, gårdfodbold (Finn Laudrup var en stjerne på grusbanen!) og gadeløb på cykel – selv om jeg var sluppet af med den københavnske forstads mentale smålighed, der kunne stikke ud i spørgsmålet: Hvem tror du, du er?

Forskellen på Viby og Vanløse var forskellen på privatskolen og kommuneskolen – teater, opera, borgerlig dannelse, indsigt i moderne malerkunst, Mozart og en tolerant holdning til anderledes tænkende over for en konkret socialrealisme til lydsporene fra Giro 413, pulpfilm, seksdagesvalsen og rock’n’roll.

Hvor man i Aarhus-universet gik videre fra mellemskolen til Katedralskolen eller den lidt mere liberale Forældreskolen i Marselisborg, spillede fodbold i borgerklubben AGF (hvis man spildte tid på sport) for at ende på universitetet – eller i medierne, hvis temperamentet ikke rakte til at boge den overdrevent – blev man i Vanløse arbejdsdreng, kontorelev eller typograflærling, hvis man ellers bestod realeksamen. En læreplads var mulighedernes horisont, hvis man ikke havde ambitioner om pædagog- eller læreruddannelsen, så man fik ’med mennesker at gøre’. Og man blev tidligt gift. Klasseskellene var konkrete, indtil de i de sene 60’ere så småt begyndte at gå i opløsning – og dog blev båret med videre i livet som bevidsthedsmæssig bagage.

Søster Cecilies slagserier

Af figurer lagret i den tidlige erindring er lærerne i flertal, også selv om jeg aldrig var nogen mønsterelev. Husket kronologisk beundrede jeg hr. Hausner, min klasselærer på Tinderhøj Skole i Rødovre, mest fordi han spillede på førsteholdet i Hellas – eller var det Dalgas? – i hvert fald var det førsteholdet, men også fordi han skrev til mig, efter jeg i 2. klasse (husker ingen af drengene, men tydeligt Jytte og Ulla Britta i midterrækken) var flyttet til den private N. Kochs skole i Aarhus oven på flere besøg hos børnepsykologer.

Fra 4. klasse gik jeg i den katolske Sankt Knuds Skole på Gl. Kongevej, hvor klasselærer frk. Ipsen så ud over mere end 40 elever med sit bløde blik over en meget rød læbestift – hun var den eneste, der ikke betjente sig af vold som pædagogisk metode, og således den absolutte modsætning til regnelæreren, Søster Cecilie, en nonne på godt halvanden meter, hvis slagserier med knoerne afsatte mærker i tindingen.

Geografilæreren med hinkestensbriller ville jeg have glemt, hvis det ikke var for hans lussingfinte, hvor man aldrig vidste, på hvilken kind den syngende øretæve landede. Man vidste kun, at den altid gjorde skideondt.

Skoleforstander pater Samuelsen husker jeg for resterne af blødkogt æg på hagen og den lille savlboble i mundvigen, når han fandt spanskrøret frem fra kontorhjørnet med en hvislende ordre: »Buk så ned, min ven.« Da jeg siden blev kørt ned af en sporvogn og uger efter mødte i skole, stadig med sårskorper i pande og på næse, kaldte pater Samuelsen mig op til katederet og lod klassen vide, at mit kvæstede kontrafej var »Guds vilje«.

Min oplevelse af Guds vilje var ømme knæ efter de obligatoriske højtidsmesser i Jesu Hjerte Kirke, hvor kirkebænkens smalle knælebræt var uden nåde, især i korte bukser.

Brillantine og dårlige manerer

Jeg bestod mellemskoleprøven, og om det var min mors vrede over pater Samuelsens udlægning af den kraft, der smed mig ind under linje 1, eller om det var tyngden af skolepenge i Niels Steensens Gymnasium, er aldrig opklaret, men jeg begyndte i 1. mellem på Katrinedal Skole i Vanløses udkant som næstsidste årgang før skolereformen i 1958, der om ikke afskaffede, så opblødte delingen af de bogligt begavede i mellemskolen og dem, der var udset til at ende som ufaglærte, i fri mellem – og som jeg så op til i stilhed for deres brillantine og dårlige manerer.

Det logiske skolevalg ville have været Vanløse Skole, men Katrinedals skoleinspektør var Inger Merete Nordentoft, en dengang landskendt kvinde, der havde skabt debat om retten til at være både pædagog og enlig mor, efter hun blev gravid som ugift, og hvor der selvfølgelig var forældre, der krævede hende fyret for ’utugt’. I hvert fald var det klart, at min mors sympati for kvinders seksuelle ligestilling bevirkede, at jeg ikke blev indmeldt i Vanløse Skole på Ålekistevej, hvor vi faktisk boede, men hver morgen cyklede eller gik flere kilometer for at komme i skole.

Kold krig i timerne

Jeg ved det ikke præcist, men gætter på, at halvdelen af Katrinedals lærere var kommunister, og jeg ved, at mange i den anden halvdel var glødende antikommunister. Begge kategorier propaganderede skamløst for deres respektive synspunkter, især i 1956, da Sovjetunionen slog revolten i Ungarn ned. Min trivelige naturhistorielærer, jeg har glemt hans navn, men ikke hans britiske oberstoverskæg, bagtalte kommunister og Sovjetunionen i hver eneste undervisningstime, som han krydrede med lovprisninger af Hjemmeværnet og USA. Da Kina invaderede Tibet, brugte historielæreren, fru Kunst Hansen, timerne til at forklare os annekteringen af det »tilbagestående tibetanske middelaldersamfund«. Kinesernes overgreb var et fremskridt, og fremskridt var vejen frem. For hvad var Dalai Lama andet end en religiøs feudalherre, der holdt sine tibetanere nede i uvidenhed og armod?

Jeg hørte efter uden rigtigt at høre efter. Det var først Ungarn-debatten, der fik mig til at spidse øren. Også fordi det kunne fornemmes, at den ville få voldsomme konsekvenser for folks politiske tilhørsforhold og venskaber (lidt på samme måde som Jyllands-Postens Muhammed-tegninger dannede kulturkløfter). Og i hvert fald fik det på Katrinedal, da frk. Nordentoft, der havde været (eller var?) medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, opstillede en glaskiste i aulaen og ved morgensangen meddelte, at nu kunne elever eller deres forældre støtte Ungarnshjælpen med kontanter (også et par eftersidningssedler fandt vej til montren). Det afstedkom misnøje i lærerstabens mere dogmatiske segment, men ingen sagde noget højt i den hysteriske antisovjetiske stemning.

Men hjemme ved spisebordet hørte jeg, at CIA ’givetvis’ havde planlagt opstanden i Ungarn, og at det var de amerikanske kapitalister og deres Radio Free Europe, der ophidsede ungarerne til at revoltere stik imod deres egne interesser. Ganske vist var mine forældre ikke (længere) kommunister, men dydige medlemmer af Socialdemokratiets 16. Kreds, hvor Frode Jakobsen var folketingskandidat, men de købte ikke hysteriet i anledning af Ungarnkrisen, og når jeg kom i skole og gentog, at det var noget pis med indsamlingen til de ’reaktionære’ i Ungarn, var jeg tæt på at få bank. Og hvis jeg insisterede, kunne den kolde krig hurtigt blive varm i form af flyvende knytnæver.

Jeg holdt ikke kæft, men fremturede heller ikke. Men jeg begyndte at tænke over, hvad det hele egentlig gik ud på – det, der foregik i de sort/hvide tv-nyheder og var det daglige emne ved middagsbordet. Måske var Ungarnkrisen årsag til, at hr. Kalckar, min klasselærer i dansk og engelsk, der også var med i koret om det dæmoniske Sovjetunionen, så småt ophørte med at være min retningsgivende autoritet. Indtil da kunne jeg drive mine forældre til randen af raseri, når jeg begejstret citerede hr. Kalckar for tankegods a la »hvis du ikke passer dine lektier, kan du jo altid blive gadefejer eller få en bananvogn« – på Ålekistvej så man ikke ned på ufaglærte.

Hr. Kalckars temperament

Men som nævnt hørte jeg efter uden rigtigt at høre efter i det meste af min skoletid, der da også endte med, at jeg dumpede i 3. mellem, holdt ud et halvt års tid med ugelange pjækkepauser sammen med Dorthe, der også var interesseret i jazz, og omsider blev smidt ud af skolen for at indlede en kortvarig karriere som cykelbud. Jeg kan f.eks. ikke huske en eneste lærer fra det halve år, ligesom jeg ikke husker en eneste faglig ting, jeg lærte af hr. Kalckar. Men hans lavstammede fremtoning, altid i en lidt nusset grå habit og hvid skjorte med sort slips, var det bevægelige midtpunkt i et stationært og i grunden klamt skolerum. Han investerede sig selv i undervisningen med et temperament, der kunne udarte i raserianfald, så sveden haglede af ham, og spyttet stod ud i klasseværelset som en fin støvregn.

Men vi vidste meget mere om hr. Kalckar end om de øvrige lærere; at han voksede op på Islands Brygge, tog studentereksamen fra Metropolitanskolen på Frue Plads, var skolekammerat (eller måske seminarie-kammerat) med tegneren Jørgen Clevin fra fjernsynet – elementer, han inddrog i sin undervisning. At være folkeskolelærer var en ’gerning’, et kald, om man vil, når det nu havde flasket sig sådan, at det ikke var blevet til en universitetsuddannelse (mit gæt er, at flugt til Sverige i oktober 1943 kom i vejen, selv om han aldrig talte om det).

Det var evident, at han holdt af sine elever, som han nødigt så ende med den forsmædelige bananvogn, og han gik bersærk, når de skuffede ham, hvad de naturligvis gjorde uafladeligt.

Verden i en lytteboks

N. Kochs private skole i Aarhus var et helt anderledes rum – mere imødekommende, men med regler, der var utænkelige i folkeskolen. Således meddelte skolelederen, fru Nordby, ved en morgensang i 1958, at hun ikke ville se »lærredsbukser med opslag« i sin skole. Plebejere gik i cowboybukser, ikke N. Kochs skoles elever. Geografilæreren, fru Stålby, sad altid i klasseværelsets vindueskarm, når hun underviste, som om hun var hjemme hos sig selv – måske var det derfor, jeg undtagelsesvis hørte efter – men selv om rummet i privatskolen var varmere end kommuneskolens fremmedgørende fabriksatmosfære, forekom det stadig sært uvedkommende. Et sted, jeg var, fordi jeg skulle være der, men som aldrig rigtig fængede.

Jeg fandt da også hurtigt sammen med skolens to mest interessante varylere, begge fra overklassen som henholdsvis søn af en chefredaktør og søn af en teaterdirektør, der havde det på samme måde: Vi var fortrolige med James Deans roller og Little Richards repertoire; provinsielle verdensborgere, der fordrev skoletiden på forladte kaffebarer eller halvtomme stormagasincafeterier med at snakke om film og den musik, vi kunne høre i stormagasinet Sallings pladeafdeling, i Fona og i Kaabers Musikhandel, hvor vi i de meget lange timer, indtil vi kunne vise os hjemme, som om vi kom lige fra skole, vendte plader i dertil indrettede aflytningsbokse – uden købetvang. Det var i de lydtætte bokse, vi tog for os af verden, det var ikke i klasseværelset.

Serie

Seneste artikler

  • Kulturmøde i skolegården

    16. august 2014
    Tusindvis af flygtninge fra verdens konfliktområder kom til Danmark i 1990’erne, og i vores klasse startede en håndfuld. De blev hurtigt klassekammerater som alle andre, men selv om vi havde de bedste forudsætninger for at blive venner for livet, så vi dem aldrig siden
  • Pigerne efter drengene på Byskolen

    26. juli 2014
    Forfatter Kristina Nya Glaffey og skribent ved Information Anders Haahr Rasmussen delte fire års folkeskoletid i slut-80’ernes Frederiksværk. Her husker de tilbage
  • Stadig ringer skoleklokken

    21. juli 2014
    Skribentens varme følelser for sin folkeskole i Dragør løftede ham ikke op af klassens tunge ende

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu