Carlsberg kørte engang en biografreklame, der foregik i et kollektiv, hvor hunden lystrede navnet Mao. Hold nu ellers kæft en kliche, en fordummende reducering af oprørets idealer, en forsimpling af tesen om at det politiske er privat, en... hov, vent. Min barndomshund hed Trotskij.
Der var vist ingen revolutionære gadekryds i Niels Arden Oplevs opvækst. Men der var tydeligvis massere af inspiration. I hvert fald har hans anden film, Kapgang, der foregår i den danske provins i 1970’erne, i dag premiere. Ifølge vores begejstrede anmelder en film, der forstår at bruge sin tid uden at misbruge eller overgøre den til skade for fortællingen.
Så godt går det langt fra altid. For 1970’erne er et enormt vanskeligt årti at sætte en historie i uden at falde i klicheer. For det første har fortællinger, der placeres i den tid, en tilbøjelighed til at overdrive hippiebevægelsens og ungdomsoprørets udbredelse. For det andet kommer portrætter af denne procentvise minoritet meget let til at fremstå som parodier. Som folk, der gik for meget op i deres hår. Eller unge mennesker, der styrtede som dumme lemminger i enhver retning, doktrinen udstak. Væk bliver, i let aflæselige batik-bleer og dramaturgisk spændende individuelle radikaliseringsforløb, at det var et årti, hvor de kampe blev taget, der ændrede den vestlige verden for altid.
Men spørgsmålet er, om det kun er nutidens manglende evne til at fange nuancerne i en så relativ nær fortid, eller om årtiet også bærer en del af skylden. For på mange måder var 1970’erne en parodi. En parodi fordi de enorme sociale forandringer skabte en modkultur, der på den ene side fik et ekstremt æstetisk udtryk i oprør med den ensretning som den gjorde op med og samtidig i sin umodenhed – i mangel af bedre ord – skabte sin egen ensretning. Der fandtes bollerum, der var uendelige husmøder, hvor det at slå sædet ned på toilettet var kapitallogik for nogle og fremmedgørelse for andre, og så kørte bussen ellers, og der var en hel del hunde, der blev opkaldt efter venstresnoede helte. Min anden hund hed Rose, opkaldt efter en hund, opkaldt efter Rosa Luxenburg.
