Læsetid: 2 min.

Klar kinesisk sejr ved skak-OL

Russerne måtte tage til takke med fjerdepladsen
18. august 2014

Det måtte vel komme før eller siden – kinesiske guldmedaljer ved et skak-OL. Da regnestykket efter 11 hektiske runder i Tromsø nord for polarcirklen kunne gøres op, var facit for medaljetagernes vedkommende: 1. Kina, 19 point 2. Ungarn, 17 ppont. 3. Indien, 17 point.

Indiens bronzemedaljer er overraskende i betragtning af, at man stillede op uden eksverdensmester Anand på holdet.

De øverstseedede russere havnede på en ’surt-show’-fjerdeplads, og de tidligere vindere fra Armenien måtte med Aronian i spidsen lade sig nøje med en ottendeplads.

Det noget urutinerede danske hold kunne kun i perioder få spillet til at glide og havnede på en 61. plads – skuffende i betragtning af, at man var seedet som nummer 40.

Den nykårede stormester Jakob Vang Glud kan imidlertid være tilfreds med sin indsats. Han scorede 7,5 af 9 mulige point, og selv om modstanden ikke var den mest skræmmende på denne jord, tjener han en lille pose ratingpoint – i modsætning til de øvrige fire på holdet, der alle kommer til at bøde en smule på den konto.

Fin teknisk præstation

Rusland vandt damerækken forholdsvist problemfrit. Holdet scorede 20 point, to mere end Kina og Ukraine på de øvrige medaljepladser. Det unge danske damehold gjorde det en anelse bedre end forventet og endte som nr. 52 af de 136 deltagende hold.

Og så var det ingen overraskelse, at den tidligere verdensmester Garri Kasparov ikke var i stand til at vælte Putin-bonkammeraten Kirsan Iljumsjinov af pinden i kampvalget om at blive det internationale skakforbund FIDE’s præsident. Iljumsjinov, der har et stærkt greb om de mindre nationer, vandt afstemningen med 110 stemmer mod Kasparovs 61. Det bliver dermed same procedure as last year.

Nøglematchen i åben række fandt sted i næstsidste runde, hvor kineserne slog det stærke franske hold med 2,5-1,5. Det afgørende parti blev spillet på tredje bræt, hvor Laurent Fressinet havde hvid mod kineseren Yu Yangyi:

1.Sf3 c5 2.c4 Sc6 3.Sc3 g6 4.g3 Lg7 5.Lg2 e6 6.d4 cxd4 7.Sb5 d5 8.cxd5 exd5 9.0–0 Sge7 10.Sbxd4 0–0 11.Le3 Te8 12.Tc1 Sf5 13.Sxc6 bxc6 14.Ld4 Sxd4 15.Sxd4 Db6 16.e3 Lxd4 17.Dxd4 Dxd4 18.exd4 Te2 19.b4 Le6 20.Txc6 Txa2 21.Td6 Tb8 22.Lxd5 Lxd5 23.Txd5 Txb4 24.Td8+ Kg7 25.d5 Td2 26.d6 h5 27.h4 Tbb2 28.Kg2 Ta2 29.d7 Tab2 30.Ta1 Txf2+ 31.Kg1 Tg2+ 32.Kh1 Th2+ 33.Kg1 Tbg2+ 34.Kf1 Td2 35.Kg1 Thg2+ 36.Kf1 Txg3 37.Ke1 ... Se diagrammet.

Og kineseren spiller knastørt: 37. Txd7 og 0-1, for på 38.Txd7 har sort jo det enkle 38. Tg1+.

En fin teknisk præstation af den 20-årige Yu fra Huangshi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu