Læsetid: 9 min.

Krigen rammer et menneske på sproget

Forfatter Dy Plambecks vante, humorfyldte skrivestil forsvandt efter at have tilbragt uger med de danske styrker i Afghanistan. Den skrivekrise er nu blevet forvandlet til krigs- og kærlighedsromanen ’Mikael’, der vil finde de ord for krigens rædsel og fascination, som soldaten ofte ikke selv kan få sagt
Efter en rejse til Afghanistan ændrede Dy Plambecks skrivestil sig markant. Den blev mere alvorlig og mindre lun

Efter en rejse til Afghanistan ændrede Dy Plambecks skrivestil sig markant. Den blev mere alvorlig og mindre lun

Tor Birk Trads

13. august 2014

Når soldaten Mikael gør sig klar til at tage til Afghanistan, begynder han lige så langsomt at ’lukke rum ned’, blokere for de steder i sindet, for de følelser og for det sprog, som der ikke er plads til i krigszonen. Og når journalisten Becky havner i den selvsamme zone, forvandles også hun helt naturligt.

»Idet hun lander, begynder hun at gå i opløsning, hun bliver iført det her kampudstyr, håret skal sættes op, sandet klæber til hendes hud som en slags ny hud, der vokser oven på den gamle,« siger Dy Plambeck om sin nye roman, Mikael, der er inspireret af hendes egne oplevelser.

»Jeg tror ikke, at der er nogen, der har været i Afghanistan, som ikke er blevet påvirket. Og hvordan kan man ramme en forfatter bedst? Ved at tage sproget fra hende. Det var sådan, krigen påvirkede mig mest.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Brockdorff

Den absolut største tragedie for mange af de udsendte til Afghanistan har været, at de inden rekrutteringen som professionelle soldater til ISAF-styrken aldrig gjorde sig helt klart, hvad det vil sige at deltage i en rigtig krig, hvor kugler og granater suser om ørerne på èn i et forfærdeligt spektakel, alt imens fjendens soldater og egne kollegaer falder skrigende om ved siden af dig, enten som døde eller hårdt sårede mennesker.

Først ude i felten gik det for alvor op for de fleste danske soldater i Afghanistan, at de ikke sad hjemme på den lokale internetcafè som deltagere i et online krigsspil med andre, hvor man kan holde pause efter behag og lige tage lidt popcorn og cola, inden man går i gang med en ny runde krigsspil, hvor ”de gode” kæmper mod ”de onde”, og derfor er mange af veteranerne fra Afghanistan i dag psykisk ødelagte sjæle.

Jeg har min konklusion fra en god bekendt, der selv har været i Afghanistan som officer, og som en aften fortalte mig, at rigtig mange af de danske soldater lå og græd sig i søvn hver aften af simpel angst for død og lemlæstelse. Hvilket skyldes at det for alvor var gået op for dem, at de ikke medvirkede i en Hollywood-film med underlægningsmusik. I stedet var de soldater i en hæslig krig på liv og død, hvor fjenden i skikkelse af Taleban-bevægelsen ikke viste blot et minimum af empati, fordi de er religiøse fanatikere af den værste slags.

Men ifølge denne Afghanistan-veteran er det værste anno 2014 dog bevidstheden om, at de 37 faldne og 118 sårede danske soldater kæmpede en forgæves kamp for demokrati og frihedsrettigheder til den afghanske befolkning. Alt sammen fordi landspolitikerne herhjemme lokkede dem til at tro på, at de kunne gøre en forskel for bedre forhold i et land, der siden de fik selvstændighed fra Storbritannien i 1919, aldrig har kunnet enes om demokratiske sekulære love, fordi 99% af samtlige afghanere lever efter patriarkalske familietraditioner, stammekulturer og klankulturer.

Jeg vil læse Dy Plambecks bog med stor interesse.

jan henrik wegener

Jeg har indtryk af at emnet "krig" er oppe i tiden, når det gælder både bøger og film, hvoraf jeg indrømmet ikke endnu har læst eller set meget.
Men skal vi som læsere ikke passe en smule på hvad vi gør det til? Hvis krig virker fremmed og fjernt på flertallet er det jo fordi vi individuelt i de senere generationer har været på afstand.
For samfundet og for slægterne gennem længere tid og overordnet er det vel derimod næsten så langt fra sandheden som man kan komme. Det er vel ikke for meget sagt at netop krigen fra den skrevne europæiske litteraturs begyndelse har været et hovedtema, og, det må vi tro, noget som en stor del af menneskene på den ene eller anden måde har stiftet førstehånds bekendtskab med.