Klumme
Læsetid: 4 min.

Litteraturens arbejdsmand

Bertolt Brecht ville gerne have folk til at tro, at han var en slags litteraturens arbejdsmand. Men der var den hage ved det, at Brecht ikke var af arbejderstand, han var rigmandssøn, og han var temmelig forfængelig
Bertolt Brecht ville gerne have folk til at tro, at han var en slags litteraturens arbejdsmand. Men der var den hage ved det, at Brecht ikke var af arbejderstand, han var rigmandssøn, og han var temmelig forfængelig

Ib Kjeldsmark

Kultur
22. august 2014

Der er en historie om Bertolt Brecht. Han skulle engang modtage en pris i London, men da han ankom i sit fineste proletarkluns, blev han afvist i porten. Man vidste ikke, at han var prismodtageren, sådan ser en prismodtager ikke ud, har man vel tænkt. Brecht blev ikke det mindste ked af det, tværtimod. Han blev ovenud lykkelig. Det var første gang nogensinde hans blå arbejdstøj virkede efter hensigten – nemlig at få folk til at tro, at han var en slags litteraturens arbejdsmand. Der var den hage ved det, at Brecht ikke var af arbejderstand, han var rigmandssøn, og han var temmelig forfængelig. Hans arbejdstøj var ganske vist blåt, som det skulle være, og i det rigtige snit, men ellers var det håndsyet og fremstillet af kostbare tekstiler. Han var jo dog ikke hvem som helst! Hidtil var der ingen, der havde forvekslet ham med et fuldgyldigt medlem af det arbejdende folk, men i London havde han altså heldet med sig: han opnåede at blive bortvist fra den fine fest, hvor han selv skulle have været hovedperson!

Der er også en anden historie om hans tøjvalg. På et tidspunkt lod han sig fotografere i læderjakke, der i datidens stil ikke var med lynlås, men knapper. Læderjakken har til alle tider været rå, lidt dyrisk, men også ret elegant. Det er handlingens mænd, der går med den, taxichauffører, der professionelt minimerer afstanden fra punkt A til punkt B, stasier og femte kolonnefolk. Kort: den slags. Men Brecht ejede ikke nogen, den han havde på på billedet, havde han lånt. Og folk, der slet ikke var så vilde med ham, bemærkede ondskabsfuldt, at knapperne sad i damesiden. Hans fans har derimod overvejet, om fotoet måske på en eller anden måde skulle være spejlvendt. Men der er ingen tvivl: Skt. Bertolt har ladet sig fotografere i kvindetøj! En streg i regningen sammenholdt med succesen i London, hvor det højere borgerskabs vogtere smed ham på porten.

Der er flere historier om ham. Da han boede i Danmark, i Svendborg, fortæller samtlige opslagsværker, at han fik mange og gode kontakter blandt danske kunstnere og intellektuelle. Det kan godt være, men han var nødt til at begrænse sig til de danskere, der talte tysk. Han ville ikke lære dansk. Dansk var primitivt, nærmest enfoldigt, og det ville ødelægge hans eget sprog, mente han. Derudover var hans konservativ af livsvaner, han var f.eks. umådeligt kræsen. Han rynkede på næsen af dansk mad. Sådan spiser vi ikke hjemme i Augsburg, sagde han. Hjemme i Augsburg havde hans velhavende familien sikkert også en tradition for at gemme passende summer på en konto i Schweiz. Også den tradition fulgte sønnen trofast.

Kommunistisk nøgternhed

Der er flere af den slags historier om Brecht, mange flere, derfor skal man naturligvis ikke taget det alt for bogstaveligt, når han beskriver klassekampen og fattigdommen på scenen eller i sine digte. I et digt beskriver han sin egen reaktion, da han inviteres til at spise sammen med et ungt arbejderpar. Hvad skal han gøre? Skal han opføre sig høfligt, sådan som den gode opdragelse, han har fået i Augsburg har lært ham, eller skal han demonstrere sin kommunistiske nøgternhed. I digtet vælger han det sidste: han gennemhegler først arbejderparrets usle bolig, dernæst rakker han ned på den hundeæde, de serverer for ham. Men derefter, som han skriver, spiser han sin mad med god appetit!

I skuespillene er Brecht ikke den skinbarlige realitets mand, det ville være synd at sige. Hans folkelige skikkelser er nærmest repræsentative. Lidt teoretiske. Han har næppe haft noget særligt kendskab til hverken arbejdere eller ’lumpenproletariatet’. Som så mange af pæn, borgerlig herkomst, har han muligvis været fascineret af dem, men samtidig skræmt ved tanken om at komme for tæt på. Som pæne middelklassebørn i DK, der elsker farlige værtshuse på Vesterbro, men skynder sig hjem til far og mor, når det rigtig går løs. I modsætning til de af os, der stammer fra ’folkelige’ miljøer. Vi kunne ikke drømme om at hænge ud på værtshuse, hvor en stor del af gæsterne er kriminelle. Men Brecht har alligevel større selverkendelse end de fleste, der flirter med underklassen. Et enkelt af hans ’proletarportrætter’ er ikke bare overbevisende, det er også uhyggeligt og skræmmende. Nemlig det af Mutter Courage – kvinden, der er parat til hvad som helst, hinsides al moral og anstændighed, for at holde sig i live. Hun er stadig en teatralsk figur, hun er ikke hentet direkte fra virkeligheden. Men hun virker. Hos Brecht har man indtryk af, at det at holde sig i live er en pligt. Næppe en hellig pligt, men et etisk påbud. På samme måde som man ikke skal idyllisere sin ringe bolig, men vedgå, at det er usselt slum, skal man ikke lægge sig til at dø, når alting ellers ser udsigtsløst ud.

Efter sigende indrettede Brecht sig med bl.a. sin private lænestol oppe på scenen, når han skulle iscenesætte et nyt stykke. Scenen var hans hjem så længe prøverne stod på. Han sad og røg sine giftige cigarer og gik rundt mellem skuespillerne som i en dagligstue, forklarede og demonstrerede. Spørgsmålet er, om det teatralske og repræsentative liv, der udspillede sig i hans skuespil, så ikke alligevel har dagligstuens karakter af selvfølgelighed? Altså er en slags virkelig virkelighed? Dampet frem på cigar, i hjemmelivets pullover, i egen lænestol og ivrigt diskuterende med gode arbejdskammerater.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Uden murerkasket

Brecht boede ikke i Svendborg, men på Thurø hos forfatterinden Karin Michaëlis – hendes Bergmannhus står stadig i Thurø by og er i dag museum – et besøg kan anbefales skulle man komme på disse kanter – har selv været der i min jagt efter anerne – ældst er #1246 – Laurits Skibsbygger, ca.1640-efter1676 og hans datter Maren Lauritsdatter, 1676-1756, g.m. gårdmand på Ladegården i Thurø by, Rasmus Rasmussen – det hed de sku alle sammen på de tider - Thurø Ladegaard, som blev for øvrigt tidligere kaldt "Marsvinholm", blev bygget af Ellen Marsvin - i dag er der kun et par enkelte huse tilbage. Bønderne var deres egen herre og hoverriet var bortfaldet. Der var nød og elendighed andre steder i landet, men på Thurø var der øget velstand.

Kirken på Thurø bærer også navnet "Trefoldighedskirken". Det skyldes måske det nære forhold, der engang var mellem kirkens bygmester, adelsmester Ellen Marsvin, og kong Christian den Fjerde, der havde et orlogsskib af dette navn. Før kirken blev bygget lå her et lille forfaldent kapel, som Ellen Marsvin lod rive ned for at bygge kirken i tidsrummet 1639-40. Lige siden har kirken været øens sognekirke, men fik først egen præst i 1860. I 1922 indsattes i vinduet mod nordvest en glasmosaikrude med pinsemotiv. Kunstneren var Sven Havsteen - Mikkelsen.

På kirkegården – der ligger meget smukt ned mod Skårupøre Sund – er rejst en mindetavle over 54 søfolk fra Thurø, der siden 1900 er omkommet på havet. Det er også her på kirkegården, at forfatterne Tom Kristensen, Karin Michäelis og Valdemar Rørdam samt maleren Niels Hansen ligger begravet. Fra kirkegården er der en smuk udsigt over til Bjørnemose gods på den anden side af Skårupøre Sund - ovre på Fyn.

Men Karin Michaëlis’ forbindelse til Thurø er åbenbart også blevet overset af nærværende litteraturens arbejdsmand – så derfor rekapituleres -

http://www.information.dk/57279

At Brecht skulle være specielt forfængelig, modsiges i nogen grad af Ruth Berlaus breve og dagbøger.
Hun besværer sig en del over, at han aldrig vasker sig.
Men på den anden side bærer hun over med ham pga hans store, dejlige pik.

Dvs. at en rigmandssøn ikke kan blive arbejdsmand ??????

Er tiden mon inde til en ny kulturrevolution i 'den kreative klasse' ?

de her historier har vi såmænd hørt før. og de er for så vidt rigtige nok. "rigtige" arbejdere havde som regel nok at gøre med at holde hovedet oven vande, så det tilfaldt sympatiske overmiddelklassesønner at tale en sag, som de ikke have meget energi til at have interesse for.