Læsetid: 6 min.

Hun maler på uranvrede

Kunstneren Bolatta Silis-Høegh oplevede en voldsom fysisk reaktion, da Grønland ophævede forbuddet mod at udvinde uran. I går havde hun fernisering på en udstilling med malerier dækket med akryl og vrede
Da Grønland ophævede forbuddet mod uranudvinding, fik Bolatta Silis-Høegh en voldsom hovedpine, som varede ved i to dage. Vreden over beslutningen har hun brugt i sin kunst.

Da Grønland ophævede forbuddet mod uranudvinding, fik Bolatta Silis-Høegh en voldsom hovedpine, som varede ved i to dage. Vreden over beslutningen har hun brugt i sin kunst.

Tor Birk Trads

16. august 2014

Det hvide gulv og de lyse, gennemsigtige gardiner i Bolatta Silis-Høeghs soloplyste atelier i Skelbækgade danner et afgrænset og tyst lille snelandskab midt i Vesterbros sommervarme. Lokalets lyse udtryk står i skarp kontrast til mørket på de store lærreder, som læner sig op mod væggene.

På lærrederne ulmer en radioaktiv vrede. Skyggen, der lagde sig over Bolatta Silis-Høeghs personlige snelandskab, da det grønlandske landsting ophævede forbuddet mod at udvinde uran i Grønland, har manifesteret sig i hendes kunst.

»Jeg har altid gemt mig bag humor og lyse ting, men nu er det mørket, jeg roder rundt i. I mørket er alle de uhyrligheder, jeg har oplevet igennem min opvækst. Vreden over uranspørgsmålet åbnede op for, at jeg kunne grave ind i det og bruge det i min kunst.«

Bolatta Silis-Høegh retter først og fremmest sin vrede imod det grønlandske samfunds træghed i forhold til at sætte ord på problemerne.

»Uranspørgsmålet splittede befolkningen i to, men selv de folk, der har været imod uranudvindingen, tier stille nu. Så der er noget fortrængning på spil og en stille accept. Altså, nu er det ligesom vedtaget, og så får det bare lov at være sådan. Og det samme i forhold til vold imod kvinder. Jeg har for eksempel ikke reageret på det før nu, hvor jeg gav mig selv lov til at reagere.«

Bolatta Silis-Høegh mærkede volden imod naturen på sin egen krop. Efter uranafstemningen blev hun ramt af en hovedpine, der var så voldsom, at hun lå i sengen i to dage uden at kunne foretage sig noget.

»Jeg har aldrig oplevet en reaktion på den måde. Jeg har haft ondt i hovedet før, men jeg kunne ingenting.«

Den voldsomme fysiske reaktion satte gang i nogle mentale processer, hvor dystre oplevelser fra hendes opvækst i Grønland begyndte at trænge sig på. Og uranvreden, vreden over den vold, vi som mennesker udøver mod naturen, blev i denne proces også til en vrede over den vold, mennesker gør på hinanden.

To af malerierne er således inspireret af en episode fra Bolatta Silis-Høeghs opvækst i Qaqortoq, hvor en kvinde blev voldtaget og myrdet en nat foran den lokale brugs. Bolatta Silis-Høegh overhørte ved et tilfælde sine forældre tale om mordet næste morgen, og da hun senere på dagen var med sin mor ude at handle, så hun den dræbte kvindes blod, som endnu ikke var blevet fjernet fra brugsens mure. På malerierne er landskabet og kvindekroppen – kunstnerens egen krop i en uforskønnet udgave – ligeledes smurt ind i blod. Den, der udøver vold, er ikke repræsenteret på billedet. »Det er den, der er blevet ramt, den det har gjort ondt på, som jeg viser på de her malerier.«

Akryl og store armbevægelser

Hun bevæger sig roligt rundt i lokalet. Når hun løfter de store lærreder fra den ene ende af lokalet til den anden for at vise et nyt motiv frem, gør hun det nærmest lydløst. Hendes gestik, når hun sidder i stolen og taler, er på ingen måde voldsom. Der er noget fint over hendes måde at være i rummet på. En finhed, som står i kontrast til kvinden på lærredet, som er større, end Bolatta Silis-Høegh er i virkeligheden. Ikke meget, men nok til at det har en effekt.

Bolatta Silis-Høegh fortæller, at hun var nødt til at bruge store armbevægelser for at komme ud med det, hun havde på hjerte. Uranvreden gjorde simpelthen, at hun havde brug for at udfolde sig igennem en mere umiddelbar og fysisk kunstnerisk proces. Derfor valgte hun at gå tilbage til maleriet, som hun ikke havde arbejdet med i flere år. Og derfor valgte hun det store format og akrylmalingen, som gav hende mulighed for at arbejde hurtigt og direkte.

»Jeg har aldrig arbejdet i det format før. Jeg havde brug for det store format på grund af vreden, og jeg kan endda mærke, at jeg har brug for at lave noget endnu større, om det så skal være maleri eller noget andet. Men den der vrede: I stedet for at skubbe den væk, så holder jeg den nu i hånden. Den er katalysator for, at jeg klasker det endnu større op og råber det endnu højere ud.«

Bolatta Silis-Høeghs personlige uranvrede var også udslagsgivende for, at hun begyndte at bruge sin egen krop som motiv.

»Jeg har aldrig rigtig portrætteret mig selv før, men jeg fik ligesom det her behov for at komme af med frustrationerne over uranlovgivningen, og jeg syntes, at det ville være stærkest, hvis jeg brugte mig selv.«

Og hun har også brugt sin krop direkte i den kreative proces som en slags talerør for alle de følelser, hun ikke kan sætte ord på. Erfaringerne, der har hobet sig op i hendes krop, kommer nu ud som et frigørende malerisk skrig. »Jeg kan ikke sige det her med ord. Jeg er nødt til at skrige det ud på mine malerier i stedet.«

Grænsenedbrydende

Bolatta Silis-Høegh mener, at man i Grønland mangler en diskussionskultur, som den hun ser i Danmark og i resten af Europa. At det er en af grundene til, at man fortier problemerne. Det hænger blandt andet sammen med, at alle kender alle i de små samfund i Grønland, som hun siger, og derfor er der en tendens til, at man lægger bånd på sig selv og sin kritik. Med malerierne vil hun prøve at bryde nogle grænser ned for, hvad man kan sige, og hvordan man kan fremstille sig selv.

»Min gamle barnepige fra Grønland var helt i chok over mine malerier. Man er ikke vant til at udstille sig selv så stort og så grimt i Grønland.«

Bolatta Silis-Høegh tror på, at kunsten kan noget specielt i forhold til at vække befolkningens engagement.

»At lave kunst kan have en større effekt, end hvis du for eksempel laver borgermøde i en eller anden lille by. Et billede kan jo gå lige i hjertet eller vække vrede eller provokere så meget mere. Jeg håber, at min kunst kan være med til at vække den yngre generation i Grønland, så de tør gøre noget i forhold til de beslutninger, regeringen tager. Og specielt i forhold til uranproblematikken. Altså, hvis vi synes, at det her er forkert, skal vi sgu da ikke bare trække på skuldrene.«

Mørk angst og klimakunst

Bolatta Silis-Høegh maler også på angsten for det uvisse. En angst, som hun tror, at hun deler med store dele af det grønlandske samfund.

»Ja, det handler også om, at jeg ikke har nok kendskab til det. Og det ved jeg, at der er rigtig mange i Grønland, der ikke har. De store selskaber lover, at der ikke kommer til at ske noget, men jeg kan ikke tro på, at det ikke får konsekvenser for naturen, for havet og dyrene, når man bryder et kæmpestort fjeld med uran op, som man vil gøre i Narsaq.«

Mørket på hendes malerier er derfor ikke bare fortrængningens mørke. Det er også angstens mørke.

»Det handler meget om frygten for, hvad der skal ske. Og frygten for at man ikke kan kontrollere udvindingen. Det tror jeg simpelthen ikke, man kan.«

Og mørket rummer en mistillid til mennesket. »For hvad sker der med den uran, de udvinder? De siger, at de laver alle mulige regler for, at det kun skal bruges til gode ting, men kan man stole på det? Kan man virkelig styre, at det ikke bliver brugt til noget, der er meget værre?«

Udstillingen ’Lights On Lights Off’ kører frem til 24. august i Kongelejligheden i Bryggergården i Kastrup. Gratis entré

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Toke Andersen
Toke Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Toke Andersen

Det har jeg stor forståelse for.
Det var ikke sådan at jeg gik rundt og troede at grønlænderne var klogere eller renere end de fleste andre. Men jeg havde nok en illusion om at den tætte kontakt til den fantastiske natur og den føling naturfolk må have med naturens balancer, ville hjælpe grønlænderne til en bedre beslutning.

Det var en kæmpe skuffelse at erkende at grønlænderne er præcis så parate som alle andre til uhæmmet selvprostitution og pisse i bukserne for at holde varmen når der bliver vifte lidt dollars eller renmimbi foran snuden på dem.

De er tydeligvis ikke i nærheden af modne, kloge og ansvarlige nok til at administrere det enorme ansvar der ligger i et bebo og administrere et så skrøbeligt sted som Grønland.
Hvis der bare var den mindste chance for at Danmark ikke ville gøre de samme stupide fejl, kunne man fint argumentere for en gen-kolonisering.