Læsetid: 9 min.

’Mode kan nå nogle andre end snak om vindmøller’

Modebranchen har en moralsk forpligtigelse til at blive bæredygtig, mener en af dansk modes mest markante skikkelser, Eva Kruse, der efterspørger ansvar fra virksomhederne og opmærksomhed fra politikerne
Designerne Sophia Seefried og Marie-Catherine Scholtissek gør en model klar til et modeshow i Tyskland. Tøjet er lavet af genbrugsmaterialer.

Felix Kaestle

4. august 2014

Mælkefibre og tang. Genbrugte plastikfibre, hamp, alger og bambus. Det er nogle af de fibre, som fremtidens bæredygtige tøj skal laves af og Danmark skal leve af, hvis det står til Eva Kruse, direktør i netværksorganisationen Danish Fashion Institute og for Copenhagen Fashion Week. Hun mener, at modeindustrien har et stort ansvar, men også et unikt godt udgangspunkt.

»Mode og beklædning har en anden plads i samfundet end rigtig mange andre produkter. Den har en evne til at nå folk og kan nå nogle andre end en snak om vindmøller. Som kommunikationsværktøj er den interessant, og det efterlader os med en magtfuld position, fordi vi har mulighed for at påvirke, hvis vi vil. Det forpligter,« siger hun.

Dansk mode, tekstil, pels og sko er Danmarks fjerdestørste eksporterhverv: I 2012 udgjorde den samlede omsætning for den danske branche inklusiv pels, sko og tekstil cirka 39 mia. kr. ifølge Eksportrådet. Men selv om Danmark internationalt er en lille aktør i landskabet, skal danske og skandinaviske virksomheder gå forrest, når det kommer til bæredygtighed. Virksomhederne har nemlig en forpligtigelse til at ændre på verden, mener hun.

»Det må være et mål, at vi skal lave det, vi laver, med mindre påvirkning af planeten og mennesker.«

En moralsk forpligtelse

Der findes endnu ikke nogen opgørelser over, hvor meget tøj der produceres såkaldt bæredygtigt, men det er umuligt at komme uden om, at den internationale tekstilindustri i dag er en af de mest forurenende.

Produktionen af bomuld alene er en af de store syndere i miljøregnskabet, viser tal fra WWF. Bomuld er plantet på kun 2,4 pct. af verdens landbrugsjord, men står for henholdsvis 11 og 24 pct. af salget af insekticider og pesticider globalt. Der bruges op mod 20.000 liter vand på at dyrke ét kilo bomuld: Det svarer til én T-shirt og et par jeans.

»Det må være et mål, at vi ikke producerer så meget ny bomuld. En milliard mennesker har ikke adgang til rent drikkevand. Måske var det en god idé, at de drak noget af det vand i stedet for,« konstaterer Eva Kruse tørt.

Eva Kruse fremhæver dog at tekstil- og beklædningsindustrien ikke kun er forurenende, men også i dele af verden producerer sine varer under kritisable arbejdsforhold. Det seneste eksempel er bygningskollapset på fabrikken Rana Plaza i Bangladesh i april 2013. 1.127 arbejdere døde i murbrokkerne.

»Vi boner rimelig hårdt ud på både den miljømæssige og sociale skala. Derfor er det her vigtigt. Jeg føler en moralsk forpligtigelse, når jeg arbejder i en industri, der har de her udfordringer globalt.«

Forbrugsmaskinen kører

Man kan anfægte, om det overhovedet giver mening at tale om bæredygtig mode eller bæredygtigt forbrug. Så længe der købes nyt, skal nyt produceres. Problemstillingen blev fremhævet af Vanessa Friedman, daværende moderedaktør på Financial Times, da hun i april holdt tale til Copenhagen Fashion Summit, verdens største topmøde for bæredygtighed i beklædningsindustrien. Topmødet er skabt på initiativ af Eva Kruse og forankret i den nordiske organisation NICE (Nordic Initiative Clean and Ethical), som Danish Fashion Institute er tovholder på. I april deltog omkring tusind mennesker fra hele verden i Operaen i København.

Friedman kaldte bæredygtig mode for et oxymoron og fremhævede, at det kræver omfattende ændringer i forbrugernes ’køb og smid væk-kultur’, hvis vi overhovedet skal kunne begynde at tale om bæredygtighed i forbruget. Eva Kruse kalder talen inspirerende og siger, at selve problemstillingen er nødvendig at tage stilling til.

»Jeg har besluttet mig for at anskue det sådan her: Forbrugsmaskinen kører, produktionen kører, verden kører, og den stopper ikke bare. Jeg er en del af det og en brik i det, men jeg tror på, at hver eneste valg og handling og mønt, vi bruger, har en betydning,« forklarer hun.

»Der skal vi som borgere trække den hjem og se på alt, hvad vi gør. Hvor længe et bad man tager, hvor meget man vasker sit tøj, hvad man køber, om man drikker vand fra hanen eller flaske, køber økologisk mad eller cykler. Alt har en betydning. På den måde synes jeg godt, man kan tale om bæredygtigt forbrug eller i hvert fald ansvarligt forbrug,« påpeger hun, og indrømmer at alle jo så en gang i mellem »kan komme til at snolde lidt ...«.

Bæredygtigt skal også være sexet

I skrivende stund eksisterer der ingen faste definitioner på, hvornår man kan kalde noget bæredygtigt. Skal det være produceret under ordentlige forhold, være lavet af genbrugsfibre eller økologi eller alle ting kombineret?

»Mange taler meget om økologi. Det er det koncept, som flest kan forstå, vi har haft det i køleskabene i mange år. Men bæredygtighed er mangfoldigt og handler om mange andre ting end økologi – det er en af grundene til, at det kan være svært at kommunikere,« forklarer Eva Kruse og fremhæver, at bæredygtig mode f.eks. også kan handle om genanvendelse, eller om hvor meget af stoffet, der anvendes eller klippes af når tøjet fremstilles.

»Bæredygtighed bliver nok aldrig rigtig et købsparameter, når det kommer til beklædning. Her vil det altid handle om, hvorvidt vi kan lide farven, om den sidder godt, om man føler sig veltilpas, om man mangler noget til på lørdag.«

Det gælder samtidig ikke kun blandt de forbrugere, der går op i tøj. Selv dem, der er ligeglade med mode, tænker over deres køb.

»Der er jo ikke nogen, der kommer til at købe et par bukser, fordi de er bæredygtige, hvis de sidder vildt dårligt på røven. Derimod ville flere nok godt vælge en lidt mindre rød tomat, fordi den er økologisk. Lige nu er der ikke mange alternativer inden for mode til at kunne vælge bæredygtigt og samtidig smart, og derfor har virksomhederne det primære ansvar for at sætte gang i processen.«

Modevirksomhederne skal presse produktet ud blandt forbrugerne, men lige nu er det svært at finde bæredygtige alternativer i butikkerne.

»Modebranchen skal ændre det her og give forbrugerne et bæredygtigt alternativ, der er mindst lige så sexet, lækkert, tiltrækkende og fra de rigtige brands. Og det fede er, at løsningerne er der. De skal bare ud til virksomhederne og producenterne,« siger hun og påpeger, at det kan være svært at få nye materialer og alternativer ud til uuddannede producenter i den tredje verden.

Hullerne i osten

Derfor har man hos Danish Fashion Institute oprettet et materialebibliotek, hvor man kan booke tid og kigge på og undersøge de mere end 1.000 materialer, de har i samlingen – et lille udvalg i forhold til tekstilmessernes. Samtidig har man siden 1. april 2014 samarbejdet med Danida om projektet Fashion Links – Access to Sustainable Production, der linker 30 producenter fra Vietnam, Bangladesh og Pakistan med danske virksomheder. Producenterne, der alle har fokus på bæredygtighed, kommer på speeddating og møder hver fem virksomheder. Projektet, der er bevilget godt 2,4 mio. kr., skal løbe i 20 måneder.

»Masser af virksomheder og producenter vil gerne i gang, men problemet er, at de skal skifte retning, mens de sejler,« siger Eva Kruse og kalder det en »helt vildt uoverskueligt proces«.

Selve industriens opbygning besværliggør processen markant for danske virksomheder, der med undtagelse af nogle få store spillere, er præget af små- og mellemstore virksomheder.

»Det er en vildt svær matrix. Et par jeans kan bestå af dele produceret syv forskellige steder. Det er smaddersvært for virksomhederne at gennemskue processen, og hvis man er en lille virksomhed på 25 mand, er det sin sag at holde styr på mangfoldige producenter langt fra Danmark, som de ofte ikke engang kender,« forklarer Eva Kruse.

»Her handler det ikke om enten-eller. Vi går ikke efter hullerne i osten. Det kræver en omfattende og langsigtet proces, og vi bakker op om og hepper på alle tiltag. Omkring denne agenda har lidt også ret, og hver enkelt lille tiltag har sin andel i regnestykket. Det er bedre at gøre lidt end ingenting,« siger hun.

Stort potentiale for Danmark

I disse år udvikles der især i udlandet en masse nye muligheder. Mælkefibre, bambus, hamp, tang, tencel (der er lavet af trækvas) og cellulose er alle gode alternativer, der skaber nye spændende materialer. Hidtil er produktionsmulighederne ikke til, at der kan skabes stor volumen, men kigger man på det danske landskab, åbner vores natur og industrier op for, at Danmark kunne gå forrest i også denne udvikling.

»Vi har nogle naturressourcer, som vi måske tidligere har overset. Vi har f.eks. en kæmpe fødevareindustri, og alle affaldsprodukterne fra mejerierne og kornproduktionen kan man lave tekstiler af. Vi har masser af hav med masser af tang og alger. Måske kunne vi en dag blive selvforsynende på metervarer,« siger Eva Kruse.

Dermed er der måske en vej væk fra den store bomuldsproduktion. Det kræver både forskning, uddannelse og andre faciliteter, og samtidig kan det være med til at fastholde brandingen af Danmark som et foregangsland for grøn vækst.

»Jeg tror ikke, der er mange politikere, for hvem det ikke giver mening at tale om ny innovation, nye løsninger og bæredygtig vækst i et stort erhverv som modebranchen i Danmark. Det er samtidig et synligt erhverv, der kan være med til at brande os som nation. Det vil jeg gerne tale med politikerne om,« siger Eva Kruse, der mener, at det også på sigt kan få stor betydning for modeugen herhjemme.

Business – ikke filantropi

»Hvis dansk mode og modeugen skal have en global position, så tror jeg på, at bæredygtighedsvinduet er vores vindue,« siger Eva Kruse og uddyber:

»Laver vi i forvejen vildt spændende og helt vildt nytænkende tøj? Nej. Nogle få gør. Men vi laver skidegodt, gedigent design, der har stor appel og kan en masse. Og det skal vi være stolte af, men det har svært ved at give os en egentlig markedsposition. Derfor skal vi sætte os for, at vi vil være blandt de førende i verden og gå forrest på nye løsninger inden for bæredygtighed og samfundsansvar – kombineret med lækkert design og god kvalitet.«

Det er afgørende, for hvis man ikke får det op i en stor skala, rykker det i længden ikke nok. Derfor skal samfundsansvar og bæredygtighed være business – ikke filantropi.

»Det er ikke en filantropisk rejse for mig. Bæredygtig mode skal ikke være filantropi. Det skal være business. Det er det her, modebranchen kan leve af på sigt. Jeg ville ikke messe det her så meget for branchen, hvis jeg ikke troede på, der var en forretning i det,« forklarer hun.

Godt på vej

Den slags substans og volumen kræver udvikling på lang sigt og man skal passe på, det hele ikke ender med green washing og smarte ord. Vanessa Friedman kaldte i Financial Times Copenhagen Fashion Week for den grønneste modeuge i verden. Eva Kruse er glad for omtalen, men mener endnu ikke, at Copenhagen Fashion Week eller den danske modebranche helt kan tage titlen på sig med berettigelse.

»Vi laver endnu ikke markant mere bæredygtigt tøj end andre lande. Jeg savner, at vi også kan markedsføre os på, at det tøj, der sælges på messen og vises på shows, rent faktisk også er bæredygtigt. Jeg kan endnu ikke brande det eller modeugen sådan, uden at det bliver hult. Det er en kritik, der ofte falder på modebranchen. Vi er godt i gang, og vi sætter særligt fokus på dem, der faktisk kan. Også under denne modeuge. Men vi skal et spadestik dybere,« siger hun.

»De er i gang, men mærkerne skal rent faktisk levere den bæredygtige mode ud til forbrugerne. Bare halvdelen af dem. Det ville være sejt. Ellers bliver der bare tale om green washing

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benjamin Bach
  • Kirsten Windfeldt Jensen
Benjamin Bach og Kirsten Windfeldt Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Benjamin Bach

Hahaha... modebranchen... en branche funderet på, at folk skal skifte garderobe hver sæson baseret på illusionen om "den nyeste mode". Vanessa Friedmans oxymoron er perfekt ramt.

Eva Kruses sidste bemærkning i artiklen er stærk. Efter at have sagt en masse pragmatisk, som søger at undgå at give eksisterende mode-forbrugere dårlig samvittighed, så erkender hun alligevel, at hele Copenhagen Fashion Week langt fra er bæredygtigt. Den bæredygtige modeuge burde jo selv-sagt være en modeuge, der inspirerer folk til at genbruge, sy selv og klippe shopping-kortet over -- ikke reklamere for firmaer, der outsourcer til Bangladesh og pådutter mode-begrebet med hvad det så indebærer af catwalks, anoreksi og dekadent livsførelse gemt bag forvoksede solbriller.

Det skaffer ikke drikkevand til Bangladesh, at vi køber 20 kjoler af "bæredygtigt" bomuld. Det skaffer drikkevand, at vi køber 2 kjoler, men så mister Eva Kruses klient deres job.

Må jeg have lov at anbefale denne klumme i The Guardian:

Le Dorchester boycott? C'est en vogue!
US Vogue editor Anna Wintour is refusing to stay at a five-star Paris hotel. And so the fashion revolution begins …
http://www.theguardian.com/commentisfree/2014/may/29/dorchester-boycott-...

Advarsel mod forekomster af sarkasme :)

Jesper Frandsen, Per Jongberg og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Jesper Frandsen

Ord som : "Selvsving" og "Go'da'man-økseskaft" falder mig umiddelbart ind. Man forsøger at konstruere en komparativ analyse, der aldrig bliver sammenlignende.
Det går altid galt når nogen forsøger at tillægge modebranchen seriøsitet og relation til virkelighedens verden - idét modeverdenen er en drømmeverden og vindmøllerne er en virkelighedsverden. Dagbladet Information må holde op med det pjat ;0)