Det handler om rødder, siger Niels Arden Oplev. Den danske filminstruktør bor og arbejder i Los Angeles – han har lige købt hus i Hollywood Hills – men er hjemme i Danmark for at promovere sin seneste film, dannelsesdramaet Kapgang, der er optaget på Fyn og foregår i Sdr. Omme i 1976.
»Jeg tænker ikke, at ’nu skal jeg lave en dannelsesfilm’,« siger han, da vi sidder over for hinanden på et kontor hos Nordisk Film i Valby.
»Men der er et eller andet vildt tiltrækkende ved den der tidsperiode. Især ude på landet. På et tidspunkt var der et boom, hvor 1970’erne blev dækket ind i dansk film, men det var meget set fra storbyperspektivet. Og så vil jeg vove at påstå, at hvis man regner Aarhus med blandt storbyerne – det kan man godt, når man bor i Danmark, det er lidt sværere, når man bor i LA – var der ikke rigtig nogen, der havde lavet noget om 1970’erne ude på landet, ikke før Drømmen.«
53-årige Niels Arden Oplev er født og opvokset i Himmerland i det nordøstlige Jylland, og Drømmen, som han lavede i 2006, fortæller om hans opvækst dér i 1970’erne, opgøret med en sadistisk skoleinspektør, mødet med en idealistisk skolelærer og det tætte forhold til en psykisk skrøbelig far.
»Jeg havde en ambition om at forblive i det univers, fordi det var enormt fedt at lave Drømmen,« siger han.
»Det var fedt at optage den. Der var noget fantastisk ved at gå tilbage i sin egen tid. Det mest syrede var optagelserne i skolegården, hvor alle børnene jubler over, at skoleinspektøren er død, for det har jeg selv oplevet. Da vi satte hele det apparat i gang med børn i kostumer, så man ikke kunne se, at man ikke var i den tid – jeg glemte fuldstændig at sige tak, da scenen var slut, fordi jeg pludselig var tilbage i den oplevelse. Der er et eller andet nærvær i at gå ind i en verden, som ligger én enormt tæt på, både som filmskaber og som menneske. Det nærvær bliver endnu mere eftertragtet, når man til daglig befinder sig i den amerikanske filmindustri.«
Med sin nye film, der er en filmatisering af vennen, skuespilleren og instruktøren Morten Kirkskovs selvbiografiske roman, Kapgang, kunne Oplev på sin vis fastholde den følelse og det nærvær.
Forvirret seksualitet
Kapgang handler om 14-årige Martin (Villads Bøye), der ikke kun skal forholde sig til sin mors pludselige død, men også til sin egen konfirmation, en sørgende far (Anders W. Berthelsen), en utilpasset storebror (Jens Malthe Næsby) og en spirende seksualitet og sin tiltrækning af både vennen Kim (Frederik Winther Rasmussen) og veninden Kristine (Kraka Donslund Nielsen). Det er meget på én gang, ikke mindst når man også har mulighed for at vinde Sdr. Omme-mesterskabet i kapgang.
»Morten Kirkskovs historie er relevant i moderne tid på grund af den forvirrede seksualitet,« siger Oplev.
»Det er en historie, vi ikke har fået fortalt i en spillefilm før. Der er kortfilm, som har forsøgt, men som også er mere ensidigt homoseksuelle film. Det er Kapgang ikke for mig. Det er en fortælling om at være trukket i mere end én retning seksuelt og prøve på at finde en orientering i det. Det, tror jeg, er et emne, som virkelig er relevant for unge mennesker i dag. Ja, det er noget, jeg ved.«
– Er det mere relevant i dag end for 30 år siden?
»Det er mere åbent relevant. I 1970’erne var det måske relevant på den måde, at alting var så frigjort. Men kollektiv og bollerum handlede jo fortrinsvis om mænd, der bollede med damer og så måske lidt lesbisk. Det var ikke så meget homoseksualitet eller forvirret seksualitet – biseksualitet er måske nok det rigtige ord. I Kapgang er det på en eller anden måde biseksualitet. Jeg har børn i den alder, og når jeg hører, hvordan det emne i dag bliver håndteret, når man er 18, er det meget mere åbent. I hvert fald i København. Jeg ved ikke, hvor nemt det er i Aalborg. Men i storbyerne er det åbent og ligefremt. Det var det, der gjorde, at Mortens historie fra 1970’erne, kunne blive til en moderne historisk film, moderne i sit emne, bred i sin form.«
– Jagter du også en form for barndommens uskyld med dine 1970’er-film?
»Jeg tror ikke, at det er barndommens uskyld. Jeg tror, at det er rødder. Ikke mindst når man tænker på, hvordan mit liv har været, siden jeg i tidernes morgen forlod Jylland. Inden for de seneste fem år har det været helt hysterisk, og jeg har boet i en kuffert. Siden jeg forlod Danmark i sommeren 2009, har jeg ikke været det samme sted i over fem måneder. Det har været meget omflakkende. Og så tror jeg, at det der med at søge tilbage til noget, der var engang, som er ens barndom/ungdom, det er det forjættede land på en eller anden måde. Jeg har ikke nogen illusioner om, at det var bedre, men det var sådan en naiv tid, før verden blev motherfucker-kompliceret – for nu at bruge et godt dansk ord. Jeg har en ambition om at holde det amerikanske ude af mit sprog, så jeg ikke kommer hjem og lyder som Brigitte Nielsen, da hun havde været væk i tre uger.«
– Føler du dig tryg?
»Jeg føler mig ikke rigtig utryg nogen steder. Jeg føler mig for eksempel enormt tryg i Los Angeles.«
Jeg befinder mig godt i parallelle verdener. Jeg var eneste biker med rygmærke på HF i Hobro. Og i bikerklubben var jeg den eneste, der studerede på HF
– Jeg mente egentlig mest, når du bevæger dig rundt i 1970’erne?
»Nej, jeg føler mig inspireret. Det har også noget at gøre med, at jeg mener, at vi som mennesker befinder os i parallelvirkeligheder mere eller mindre hele tiden. Selv om man er i den virkelighed, vi sidder i lige nu, så kører der hele tiden parallelt inde i hjernen nogle spor af erindring eller billeder, som hører andre tider til. Sådan er det med mig. Det kan være enormt irriterende for kvinder, hvis man er på en date, fordi man i virkeligheden kun er der halvt. Det kan også være enormt irriterende i et langvarigt parforhold, at den person, man er sammen med, kun er der halvt hele tiden.«
Jyden og Jylland
– Nu har du så købt hus i Los Angeles, i selveste Hollywood Hills?
»Og pludselig fik jeg en trang til at plante nogle citron- og limetræer, og det gik op for mig, at det er bondegenerne, trangen til at få noget til at gro og egen avl. Det sidder genetisk i én. Selv om man har boet 23 år i København og fem år i USA, sidder jorden stadig i én, rødderne.«
– Man kan tage jyden ud af Jylland, men man kan ikke tage Jylland ud af jyden?
»Nej, det kan man ikke, lige så vel som man kan rejse til storbyen og blive til noget, men man kan ikke komme tilbage til landsbyen og tro, at man er noget. Der er også en tiltrækning i at komme hjem til sit lille land, som synes enormt lille, når man kommer hjem. Det er virkelig interessant, når man bor i en millionby som Los Angeles, og så kommer hjem til Danmark. Det er lige før, politiet står og stopper trafikken, og ænderne går over vejen. Men det er fedt at komme hjem og arbejde med sit eget filmhold og på sit eget sprog og med sine egne skuespillere, fordi det nærmest er nogen, jeg i hvert fald kunstnerisk er vokset op sammen med.«
– Du har vel også mulighed for at lave nogle mere personlige film i Danmark?
»Ja, kombinationen af de ting gør, at det var en helt fantastisk sommer at lave Kapgang nede i Svendborg og Kerteminde. Det er en del af min masterplan for mig selv, at selv om jeg tager til USA og laver en actionfilm eller begynder en tv-serie, så skal jeg hjem og lave noget personligt. Jeg skal skifte mellem de to elementer. På den måde vil det hele tiden føles nyt igen, fordi man veksler mellem to så store kontraster. Når man har kæmpet med noget som Dead Man Down (spændingsfilm, som Niels Arden Oplev har instrueret i USA, red.), derefter lavet Under the Dome (tv-serie baseret på bog af Stephen King og produceret af Steven Spielberg, red.) i North Carolina og så kommer til Danmark og laver Kapgang, er det helt fantastisk. Så er det virkelig som at komme hjem og tage på sommerturné med det lille cirkus.«
»Hvis jeg skal være helt ærlig, er der også en frihed i at komme hjem og lave film, men ikke bo her. Nogle gange er det lidt federe at blive inviteret hjem i kollektivet som gæst end at være en af beboerne, der skal sidde med til husmøderne – hvis jeg må bruge det billede.«
Mod alle odds
– Det er vel mere uforpligtende. Du får al morskaben, men ikke balladen.
»Jeg undgår noget af det fnidder og den brødnid, der godt kan være i filmbranchen. ’Nå, nu har han fået penge.’ Eller at man er sur over noget, en anmelder har skrevet. Jeg har nok også altid befundet mig godt i mere end én verden af gangen. For meget længe siden, hvor jeg var medlem af den lokale bikerklub i Jylland, syntes jeg, at det blev lidt ensidigt, og så meldte jeg mig ind på HF på Hobro Gymnasium i 1979. Jeg var den eneste, der gik med rygmærke og kørte på motorcykel ud af 600 elever, hvor alle var enten KU’ere eller flippere. Det var pissesjovt, fordi man kunne provokere de der folk helt vildt. Når man så var i bikerverdenen, var de, ’hvad fanden laver du, mand, er du begyndt at gå i skole igen?’ Da jeg fortalte dem, at jeg havde meldt mig ind på HF, var der 20 mand, der fik øllen i den gale hals. Men i månederne efter kom de én efter én og ville vide, hvordan det var, og der var flere af dem, der søgte ind. Men det der med at befinde sig i to verdener …«
– Og så har du din kunstneriske frihed i Danmark. Det har du ikke i USA?
»Nej, det har man ikke i USA, og der er sindssygt meget politik i amerikansk film. Det er et manipulerende miljø, hvor man hele tiden er nødt til at dreje tingene for at få dem derover, hvor man gerne vil have dem. I Danmark er der et meget ærligt arbejdsforum, fordi der heller ikke er nogen diskussion om, at jeg har det sidste ord på den kunstneriske vision, jeg nu vil lave. I USA er man hele tiden nødt til at gøre sin vision gældende. Man er nødt til at sælge den på en måde, så det er den, der står stærkest, så de andre følger med på den.«
– Jeg vil godt vende tilbage til ’Kapgang’ og de personlige fortællinger. I mange af dine film, også i ’Mænd der hader kvinder’ (2009) fortæller du om unge mennesker, der bliver voksne, og som skal klare sig mod alle odds?
»Det er et vigtigt tema for mig – og så at retfærdigheden skal ske fyldest. En tredje ting er, at når livet ser sortest ud, så tilkæmper man sig, eller man får tildelt, en ny chance.«
– Er det noget, der kommer fra dit eget liv?
»Det er nok noget, som hører opvæksten i Himmerland til. På mange måder var det en inspirerende opvækst, men det var så sandelig også en barsk opvækst. Det var et stærkt upædagogisk miljø. Jeg var heldig at have forældre, som på mange måder var meget moderne, men som selvfølgelig havde deres egne ting at kæmpe med, især min far. Han var en lykkelig alkoholiker og en meget inspirerende historiefortæller. Han var en omvandrende krønike. Man vidste aldrig, hvad han havde læst sig til, og hvad han havde fundet på. Han havde ikke gået meget i skole, men han var uddannet som landmand inden for andelsbevægelsen og højskoletanken og havde læst hver eneste skandinaviske forfatter, man overhovedet kunne tænke sig. Han elskede at fortælle, hvordan han så Dreyers Vredens dag i Skørping Bio i 1944 og bagefter skulle cykle 20 kilometer hjem gennem Rold Skov. Han sagde, at han aldrig havde cyklet så hurtigt i sit liv. De historier, han fortalte om Bergmans tidlige film, om Dreyers film – det var der, det begyndte at sætte sig fast for mig. Jeg var 12 år gammel, da jeg så Ordet sammen med ham. Det var været på tv i 1973. Min mor var sundhedsplejerske og skolesygeplejerske og mente, at tv var et underlødigt medie. Man skulle læse bøger og gå i teatret. Og det foregik på en gård langt pokker i vold ude i Himmerland, og på en eller anden måde stak de også ud i forhold til alle mine venners familier, der gik mere op i, om man havde råd til farve-tv og lædermøbler,« siger Niels Arden Oplev.
– Og så var der Ole Lund Kirkegaard, der blev din lærer nogenlunde samtidig med, at han fik udgivet sine første bøger.
»Han blev en stor inspiration i mit liv, da jeg mødte ham som syvårig i første klasse. Han var den eneste lærer, der ikke slog. Det var i sig selv usædvanligt. Vi var sindssygt stolte af ham og var med på Aarhus Teater til uropførelsen af Lille Virgil. Han var et menneske, som beviste, at man godt kunne komme fra et lille samfund og så gøre noget helt usædvanligt i sit liv. Imod alle odds. Et eller andet sted er vi jo alle af bondeslægt. Vi er forankret i jorden. Men vi er også forankret i nogle mennesker, som sejlede ud og sagde, at ’nu kan det fandeme være nok. Nu tager vi sgu England’.«
’Kapgang’ har premiere i dag.
