Baggrund
Læsetid: 6 min.

Patriarkernes planet

Hvis en menneskeskabt katastrofe sætter verden på den anden ende, vil det være den handlekraftige patriark, der viser vejen til den nye civilisation. I hvert fald hvis man skal følge de nye Hollywood-klimafiktioner, der lader de sociale strukturer stå uantastede tilbage efter apokalypsen
Det er de handlekraftige patriarker, den exceptionelle hvide mand, som indtager helterollen og styrer begivenhedernes gang i Hollywoods klimakatastrofefilm. I blockbusteren ’Abernes Planet: Revolutionen’ (det store billede) er det Malcolm, der er helten. i ’Godzilla’ er det bombeeksperten Ford Brody (miderste af de små billeder), der redder menneskeheden. Og i Noas Ark (øverst og nederst af de små ) er det selvsagt patriarken Noa, der er redningsmanden. Fotos: UIP, SF Film.
Kultur
14. august 2014

Malcolm tror på det bedste i de intelligente aber, der bor i skovene omkring det epidemihærgede San Francisco. Derfor vover han sig ud på flere farefulde missioner til abernes fæstning, hvor han sætter livet på spil for at redde både mennesker og aber fra den altødelæggende krig. Malcolm er helten i klimablockbusteren Abernes Planet: Revolutionen.

Ford Brody er bombeekspert. Han redder San Francisco fra en tikkende atombombe og sikrer samtidig, at Godzilla-monsteret, som lever af atomaffald, ikke vokser sig stærkere. Ford Brody er helten i den nye amerikanske version af den klassiske japanske monsterfilm Godzilla.

Noa er skeptisk over for menneskeheden. Han er så skeptisk, at han næsten dræber sine egne børnebørn, to nyfødte tvillingepiger. Det er ikke populært.

Men da han til sidst døber de bedårende tvillinger og velsigner sin familie – mens kameraet zoomer ud og viser seeren den nye frodige verden – får han på storladen vis rettet op på sit omdømme. Noa er helten i Darren Aronofskys fortolkning af historien om Noas ark fra Det Gamle Testamente.

Det er de handlekraftige patriarker, den exceptionelle hvide mand, som indtager helterollen og styrer begivenhedernes gang. Og sådan er det ret konsekvent i Hollywoods klimafiktioner ifølge ph.d.-stipendiat på Kulturstudier på Syddansk Universitet Torsten Bøgh Thomsen, som blandt andet forsker i økofeminisme og klimafiktioner. »Det er ofte den samme opskrift, det er den her ener, den her mand, som redder dagen.«

Tidligere på sommeren beskrev Information, hvordan genren cli-fi for alvor har fundet vej til Hollywood. Begrebet cli-fi bruges om fiktioner, som forholder sig til den menneskeskabte klimakatastrofe og det samfund, der opstår efter katastrofen. Men hvor filmene kommer med fantasifulde bud på, hvordan klimakatastrofen kan udfolde sig, så har de ikke meget fantasi med hensyn til at forestille sig nye sociale strukturer.

Som Torsten Bøgh Thomsen bemærker. »Der er sjældent tvivl om, at det er et kollektiv med en stærk ’han’ i spidsen, der skal tage over. Det bliver ikke en ny dagsorden, der bliver sat. Det bliver en geninstallering af den gamle dagsorden.«

Arven fra far til søn

Filmenes manglende fantasi i forhold til at fremstille nye sociale strukturer, skaber således en paradoksal bevægelse i fortællingerne, der bevæger sig fra et mandsdomineret samfund over en klimakatastrofe – som det mandsdominerede samfund har været skyld i – tilbage til et nyt mandsdomineret samfund.

Som Torsten Bøgh Thomsen påpeger, så er heltens udvikling den eneste reelle udvikling i filmen. Det hænger – ifølge Torsten Bøgh Thomsen – sammen med, at Hollywood har en »indbygget messianisme«, en forestilling om, at en messiaslignende figur skal redde verden. Og denne messianisme er så svær at komme uden om, at den altså også sætter sig igennem i klimafiktionerne som en kønsstereotyp overfokusering på den mandlige helt.

I forlængelse heraf er der også en udpræget dyrkelse af de mandlige hovedpersoners arvefølge, som får det til at virke, som om, der er et ønske om at bevare det mandsdominerede samfund. I Godzilla tager Ford Brody over i kampen mod monstrene, hvor hans egen far, Joe Brody, slap, og Fords søn, Sam, repræsenterer tydeligvis fremtidens patriark.

»Der kan være en eller anden form for reproduktiv futurisme på spil. Det er en slags forsøg på at forlænge nutiden ud i fremtiden. At sørge for at den nuværende dagsorden fortsætter. Og det er så denne her patriarkalske arvefølge, der skal fortsættes,« siger Torsten Bøgh Thomsen. »Man forestiller sig ikke, at der skal opstå en helt ny dagsorden eller nogle nye strukturer. Og det er derfor, at det ikke er en datter eller adoptivbørn, som fortsætter efter katastrofen.«

De kvindelige karakterer er således ikke meget andet end rekvisitter i fortællingen. Rekvisitter, som skal være med til at opbygge seerens sympati for helten. Som når Ford Brody betragter et billede af sin kone Elle og deres søn Sam, inden han tager kampen op mod Godzilla. Eller når Malcolm med bævende stemme spiller familiekortet over for abekongen Caesar. »Vi har begge to vores familier. Du vil beskytte din. Jeg vil beskytte min. Det er vores eneste chance for at skabe fred.«

I visse tilfælde kan en kvindelig karakter agere hjælper for helten. Det ser man blandt andet, da Noas adoptivdatter Ila overtaler Noa til at droppe sit fordrukne liv i hulen på stranden og genindtræde i rollen som familiefader. Men det er ikke desto mindre Noas åbenbaring, der får lov til at sætte punktum for filmen. Det er patriarkens erkendelse, som er i centrum.

Antiøkologiske klimafiktioner

Det er ikke kun i forhold til køn og sociale strukturer, at klimablockbusterne støder sine monstrøse hoveder imod paradokserne. Også i forhold til selve klimaproblematikken, som filmene foregiver at kredse om, er der nogle fundamentale problemer. Ifølge Torsten Bøgh Thomsen er filmene decideret antiøkologiske, og dette hænger sammen med den klassiske Hollywood-formel. Ikke mindst på grund af heltedyrkelsen, altså dyrkelsen af det exceptionelle individ, der på ukollektiv vis skiller sig ud fra mængden.

»Hvor økologi drejer sig om det cirkulære og kollektivet og det uafsluttede, så drejer Hollywood-filmen sig om det lineære og individet og om den afrundede fortælling,« siger han.

En yderligere konsekvens af, at man presser klimaproblematikken ind i heltefilmsskabelonen, er at der nemt opstår en skarp opdeling imellem natur og kultur. Naturen kommer til at spille samme rolle som actionfilmens klassiske skurk, der med vold og magt forsøger at ødelægge kulturen, og som helten så skal bekæmpe.

Som Torsten Bøgh Thomsen også påpeger: »Naturen vælger altid at ramme de mest spektakulære eksempler på vestlig kultur: Frihedsgudinden, Eiffeltårnet, Big Ben, Golden Gate Bridge. På den måde beholder den sin rolle som kultureroderende nemesis.«

Allerede i 1970’erne kritiserede de såkaldte økofeminister den skarpe opdeling imellem natur og kultur. De betragtede opdelingen som en patriarkalsk konstruktion.

»For økofeministerne var civilisation og kultur ikke et fællesmenneskeligt projekt. Det var tværtimod en lille privilegeret gruppe af mennesker, fortrinsvis hvide mænd i Vesten, som havde det her kulturprojekt. Alt, der ikke var hvidt og maskulint, blev underordnet i en eller anden form for hierarki, hvor man havde naturen allernederst og kulturen allerhøjest, og hvor de hvide mænd var bærere af kulturen,« siger Torsten Bøgh Thomsen.

Økofeministerne ønskede at dekonstruere denne forestilling, sådan at man i højere grad kunne begynde at opfatte kultur og natur som sammenfiltrede størrelser. Og sådan at man kunne nedbryde de hierarkier, som knytter sig til konstruktionen.

Hvor Hollywoods klimafiktioner altså i høj grad reproducerer den skarpe skelnen imellem kultur og natur, ser Torsten Bøgh Thomsen en anden tendens i litteraturen, ikke mindst i den nyere nordiske litteratur. Der er simpelthen en helt anden økologisk bevidsthed til stede i værker af forfattere som Asta Olivia Nordenhof og Theis Ørntoft.

»I litteraturen ser jeg bestræbelser på at illustrere denne her indfældethed og indlejrethed, som mennesket er i. Og jeg ser en eller anden interesse i at integrere det naturlige og det kulturlige i højere grad,« siger han.

Hollywood har ifølge Torsten Bøgh Thomsen langt igen, hvis klima-blockbusterne skal iscenesætte en lignende økologisk bevidsthed og for alvor tage livtag med klimaproblematikken. Der skal ske noget radikalt med konventionerne, og man skal dybest set droppe helten.

»Hvis man skal forestille sig en økofeminin helt, så ville det nok ikke være så meget en helt, som det ville være en eller anden form for kollektiv af mennesker, der via samarbejde med deres naturlige omgivelser kunne få nedbrudt de aktuelle systemer og simpelthen skabe en ny dagsorden på den anden side af apokalypsen … Men hvem gider se en film med et cirkulært plot omkring et kollektiv, der samarbejder med dets omgivelser?«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Madsen

Men hvem gider se en film med et cirkulært plot omkring et kollektiv, der samarbejder med dets omgivelser?
Mig?

ja det er jo da de handlekraftige patriarker, der har velsignet os med vore hidtidige fremskridt, så hvorfor ikke det samme nummer en gang til?

Henrik Schmidt

Den sociale struktur er altså en biologisk primat ting. der er intet til hinder for at den skulle overleve samfundets kollaps. Med mindre man tror at hele vores natur er skabt i 1807 af onde mænd (de var virkelig onde) i høje hatte.

Det er vel væsentligt at hollywood skal hjælpe til med at forberede os alle sammen på klimakatastrofen, og hjælpe os med at forstå, at der skam ikke er noget der skal forandres, når det brænder på. Vi skal blive ved med at gøre det samme om og om igen, lige megetom det virker godt eller ej. Men altså det væsentlige ihollywoodfilmene er vel at de skal hjælpe os med at internalisere alt det der ikke virker og lære at elske det. jamen har vi det ikke dejligt?