Læsetid: 4 min.

Et rigtigt menneske

Den amerikanske komiker og skuespiller Robin Williams kunne både det komiske, det følsomme og det mørke. Nu er han død, blot 63 år gammel
I ’Good Morning Vietnam’ spiller Robin Williams radioværten Adrian Cronauer, der underholder amerikanske soldater under Vietnamkrigen.

American Pictorial

13. august 2014

»Der findes ikke nogen, som ikke på et eller andet tidspunkt er blevet berørt af Robin Williams,« sagde den amerikanske komiker og podcastvært Marc Maron i sin meget bevægende indledning til et fire år gammelt interview med kollegaen Robin Williams, som Maron i anledning af Williams’ pludselige død mandag fandt frem.

For mange var Williams stadig det nysgerrige rumvæsen Mork fra Ork, der første gang dukkede op i komedieserien Happy Days (1978-79), og som siden fik sin egen serie, Mork & Mindy (1978-82), hvor han tumlede rundt på Jorden, evigt fascineret af menneskenes mærkelige adfærd. Den rolle var Williams gennembrud.

For andre var han den energiske standupkomiker, der nærmest eksploderede på en scene og kunne tage en hvilken som helst situation og vende den til noget sjovt, mens han imiterede kendte personer i et hæsblæsende tempo og improviserede, så ikke en lattermuskel var uberørt. Robin Williams havde funny bones – han var født sjov – og det faldt ham naturligt at få andre mennesker til at grine.

For det meste var det en leg, som han elskede, og han kunne skrue op og ned for galskaben og tempoet. Men tvivlen, desperationen og tomheden sneg sig indimellem ind på ham, og gennem årene kæmpede han med misbrug af alkohol og stoffer og den depression, som efter alt at dømme endte med at få ham til at tage sit liv i en alder af blot 63 år.

Ren Robin Williams

Jeg bilder mig ind, at jeg selv opdagede Robin Williams takket være Barry Levinsons Good Morning Vietnam (1987), hvor han spiller radioværten Adrian Cronauer, der kommer til Vietnam under Vietnamkrigen for at underholde tropperne. Det lykkes ham, men han gør militærledelsen vred med sin løsslupne og provokerende stil. Det er ren Robin Williams, men film og rolle rummer også de alvorligere undertoner, som hans øvrige filmkarriere og liv var fuld af.

Det kan godt være, at jeg dengang i 1987 allerede havde set Williams i titelrollen i George Roy Hills bittersøde John Irving-filmatisering, Verden ifølge Garp (1982), eller som den klassiske russiske musiker Vladimir, der hopper af til USA i Paul Mazurskys En russer i New York. Begge film demonstrerede, hvor god en skuespiller Williams var, hvor fantastisk en timing han havde i de komiske scener, og hvor følsom og sårbar han kunne være, når situationen og rollen krævede det.

Størst indtryk gjorde han dog på mig – og vel hele min generation, født i 1970’erne – i rollen som læreren John Keating i Peter Weirs fine coming of age-fortælling Døde poeters klub (1989), der i 1950’erne rusker op i en fornem, stokkonservativ kostskole med sine progressive ideer. »Carpe diem«, grib dagen, blev ikke bare kampråbet for de undertrykte elever på skolen, der lærte at elske poesi, men også for mig og mine venner, og selv om det ikke altid har været nemt eller muligt, er det en god ambition at have.

Varme og humanisme

Robin Williams medvirkede i et hav af film og tv-serier op gennem en karriere, der begyndte i midten af 1970’erne, hvor den banebrydende sorte komiker Richard Pryor opdagede Williams og tog ham under sine vinger. Gennem årene optrådte Williams på scenen med sine egne shows, og sveden løb af ham, mens han gravede dybt i hovedstolen og talte om sex, stoffer, politik og livet generelt.

Alle, der kendte Williams, beskriver ham som et lynende begavet, godt og empatisk menneske, der med årene lærte, at han ikke altid behøvede at optræde og være på, når han var sammen med andre mennesker. Han kunne godt tillade sig at være sig selv og bare sige goddag, når han kom ind i et lokale i stedet for at opføre et helt cirkusnummer.

Hans varme og humanisme er tydelig i de fleste af hans film, og disse egenskaber var hans styrke og en gang imellem hans svaghed som skuespiller. Enkelte film var velmente, men alt for følelsesfulde og sentimentale – blandt andre Livet længe leve (1990), Patch Adams (1998), Robotmennesket (1999) – mange andre fandt en tilfredsstillende balance mellem netop følsomhed, humor og drama.

Indfølende og loyal

Robin Williams er ganske enkelt fremragende i rollen som Parry, der er blevet gal efter at have mistet sin kone i Terry Gilliams fabulerende Fisher King (1991), og han er guddommeligt morsom som åndens stemme i animationsfilmen Aladdin (1992) – man får fornemmelsen af, at instruktørerne har givet ham lov til bare at improvisere løs i en mikrofon. Williams er skiftevis sjov og sårbar i Chris Columbus’ undervurderede Mrs. Doubtfire (1993), hvor han spiller en arbejdsløs skuespiller, der må forklæde sig som en skotsk barnepige for at få lov til at se sine børn.

Han formidler dygtigt smerten bag den joviale facade som psykologen, der skal hjælpe Matt Damons modvillige Will i Gus Van Sants Good Will Hunting (1997) – en præstation, der indbragte Williams en Oscar. Og psykopatien lurer uhyggeligt under overfladen i både Christopher Nolans Insomnia (2002) og Mark Romaneks One Hour Photo (2002), to film, der viste nye, dystre sider af Williams skuespiltalent.

Og sådan kunne man blive ved.

Williams havde en omfattende og alsidig karriere, både som komiker og som skuespiller. Han var en af de allerstørste – »kongen«, kalder Marc Maron ham – og vil blive savnet. Heldigvis har vi filmene at mindes ham med, også The Birdcage (1996), hvor Nathan Lane er den flamboyante del af et bøssepar og Williams den anden, mere afdæmpede, som med sit kropssprog og små manerer skaber balance og tegner et indfølende og loyalt portræt af (endnu) et rigtigt menneske. Ligesom Robin Williams selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ellen nielsen
  • Anne Eriksen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Carsten Søndergaard
  • Vibeke Rasmussen
ellen nielsen, Anne Eriksen, Robert Ørsted-Jensen, Carsten Søndergaard og Vibeke Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Søndergaard

Man kan godt komme til at gøre sig sine tanker om, hvad der egentlig er galt med verden som sådan, når …

et lynende begavet, godt og empatisk menneske …. med varme og humanisme … med en omfattende og alsidig karriere … et rigtigt menneske

alligevel beslutter sig for at sige farvel til alt dette.

Når man iagttager den fuldstændig overstrømmende sympati, der er tilflydt Williams efter meddelelsen om hans afgang, må man formode, at den i hvert fald i et vist omfang også er tilflydt ham, mens hans legeme stadig havde sin gang her på kloden.

Og så melder spørgsmålet sig, hvem det er, der har forladt hvem.

Det er ikke en kritik af Monggaards fine nekrolog, bare en betragtning af, hvilken besynderlig verden vi lever i. Nå, men Williams har nok samlet rigeligt med god karma til at få en lettere tjans næste gang.

Vibeke Rasmussen

Robin Williams led af depression. Noget jeg ikke forud havde vidst, men som ikke kommer bag på mig, når jeg tænker på vemodet og melankolien, der altid var i hans øjne.

Og jeg har bemærket hvordan mange engelske og amerikanske medier, der har omtalt hans død og skrevet nekrologer, har afsluttet deres indlæg med henvisninger til organisationer, institutioner, grupper, hvor man som depressiv eller på anden måde potentiel selvmordstruet kan henvende sig og få hjælp.

Ikke at jeg på nogen måde forventer at Christian Monggaard også skulle have afsluttet sin meget fine nekrolog med en sådan henvisning. Slet ikke. Men det har fået mig til at tænke på, om man måske i disse lande, USA og England, har et større fokus på – og måske en mere ligefrem tilgang til at tale om det? – depression og/eller selvmord?

I øvrigt er det udover det tragiske i Robin Williams' død og måden han tog sit eget liv på, også tragisk at se, hvordan hans død nu i USA bliver brugt, nej misbrugt, politisk. :(

Mads Kjærgård

"Man kan godt komme til at gøre sig sine tanker om, hvad der egentlig er galt med verden som sådan, når …"

Et hvert fornuftigt og intelligent menneske må da nødvendigvis blive deprimeret over at leve i en verden, hvor alle hensyn er underlagt økonomi, selv hensynet til menneskehedens fortsatte eksistens!