Læsetid: 2 min.

Rusland hægtet af toppen ved skak-OL

Det kører ikke i olie for Vladimir Kramnik & Co. i Tromsø
Den danske skakspiller Sandra de Blecourt kom stærkt tilbage efter miseren mod Skotland.

Thomas Schou-Moldt

11. august 2014

Mere end halvvejs i skak-OL i Tromsø kan man konstatere, at de øverst seedede russere også denne gang får meget svært ved at snuppe guldet.

Efter syv af de 11 runder er stillingen i toppen med matchpoint anført i parentes: 1. Aserbajdsjan (13) 2. Kina (12) 3. Tjekkiet (12) 4. Bulgarien (12) 5. Rumænien (12) 6. Frankrig (11) 7. Cuba (11) 8. Armenien (11) 9. Indien (11, NB. uden Anand) 10. Ukraine (11).

Rusland ligger med 10 point på 16. pladsen, så Vladimir Kramnik og kompagni behøver ikke bare dygtighed, men også en god portion held for at nå frem på en medaljeplads. Et nederlag på 1-3 til Tjekkiet og et par uafgjorte kamp har været skyld i blamagen.

Det danske hold har spillet noget svingende, men et par sejre i de seneste runder har dog bragt holdet frem på 8 matchpoint og en plads som nr. 51 blandt de 177 deltagende nationer.

Vores nykårede stormester Jakob Vang Glud har levet op til sin nyerhvervede titel og imponeret med superscoren 5,5 af 6 mulige point. Resten har præsteret mere jævnt, men alle mand kæmper heroisk for sagen.

På kvindesiden ser guldet ud til at være afgjort, for i kampen mellem de to øverst seedede – og klart stærkeste – hold vandt Rusland relativt klart 3-1 klart over Kina, der nu har brug for hjælp udefra for at snuppe førstepladsen. Rusland har 14 point, rent bord, Kina 12.

Det danske kvindehold er noteret for 8 matchpoint. Det kunne være blevet til mere, men i 3. runde røg der mod Skotland en gevaldig finke af panden. Efter at de første tre partier var afgjort, stod det 1,5-1,5 – og tilbage sad danske Sandra de Blecourt som hvid i et dronningslutspil mod den skotske (kvindelige) stormester Ketevan Arakhamia Grant: (Se diagrammet).

En nervøs og udmattet Sandra trak 57.Dd6+?? Skotten parerede omgående med 57. - Df6+. Tvungen dronningafbytning og – ak og ve! – let gevinst til sort. Havde Sandra bevaret roen, ville hun med 57.Df5+ fulgt af 58.Dg5+ have sat sin modstander mat, og Danmark ville have vundet matchen 2,5-1,5 i stedet for at tabe den med disse cifre. Heldigvis viste holdkaptajnen Thomas Schou-Moldt god forståelse: I stedet for at sætte hende af holdet, lod han hende starte inde i den følgende match mod Jordan. Sandra vandt sit parti og førte dermed an i den klare danske sejr på 3-1.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu