Læsetid: 7 min.

Hvor blev tavlen af?

På mange måder symboliserer tavlen folkeskolens og pædagogikkens udvikling. I dag er den stort set væk, siger professor Ove Korsgaard
På mange måder symboliserer tavlen folkeskolens og pædagogikkens udvikling. I dag er den stort set væk, siger professor Ove Korsgaard

iBureauet/Mia Mottelson

18. august 2014

Ove Korsgaard gik i skole i 1950’erne, men det kunne lige så godt have været 1850’erne. Det var klasseundervisning i ordets bogstaveligste forstand. Dagene lignede hinanden, og tanken om gruppearbejde eksisterede ikke. ’Prædikestolen’, katederet, var det centrale element. Hævet over menigheden stod det for enden af klasselokalet og udstyrede læreren med et panoptisk blik.

Og så var der tavlen.

»I meget stor udstrækning var det med kridtet og tavlen, at læreren styrede undervisningen,« fortæller han. »Alle sad med en kilden eller uro i maven. ’Er det nu mig, der kommer op og skal svare på et spørgsmål?’ Det at komme op til tavlen har været et disciplineringsmiddel og noget, mange frygtede, fordi man blev trukket ud af det fællesskab, som klassen var.«

Information besøger Ove Korsgaard på hans kontor på Danmarks Pædagogiske Universitet i København til en snak om pædagogikkens kulturhistorie i Danmark. Og fortælle kan han, den sølvhårede professor. Læreren, katederet og tavlen er et ikonisk billede; en slags treenighed, siger han. Han nævner en række malerier, som gengiver sammenhængen mellem de tre elementer, der har fulgt os gennem den moderne skolehistorie. Men vi har ikke altid haft den struktur, indvender han. Tidligere var det ikke hold- eller klasseundervisning, da kom eleverne med meget forskellige forudsætninger og aldre for at lære det nødvendige.

Det nødvendige var katekismus.

»Man gik ikke regelmæssigt i skole dengang; man kom og gik, havde jeg nær sagt, og især inden konfirmationen kom man for at lære den lille katekismus. Det var simpelthen adgangsbilletten til samfundet.«

Individualisering

På sin vis var der mere individualisering dengang, siger Ove Korsgaard og finder et fotografi frem i en bog. Ancher malede det i 1881, og det er gengivet i Korsgaards bog Kampen om lyset. »Værkstedet som læringssted og mesterlære som pædagogisk metode,« lyder billedteksten. Det viser en lærer med en elev på skødet og elever rundt om ham i gang med at lære forskellige ting, afhængigt af hvor langt er de nået.

»Det giver et indtryk af den undervisning, der fandt sted inden den moderne skole med klasseundervisning,« siger han.

Da klassen – skolestuen, katederet og tavlen – etableres, skabes den moderne form for pædagogik. Tidligere havde meget af undervisningen foregået på herregårde og med omgangslærere eller huslærere. Det var en vigtig institution, og digterne Grundtvig, Kingo og Brorson var alle huslærere. Men den moderne skole er vokset ud af katekismusundervisningen, mener Ove Korsgaard.

I 1739 kom en skolelov, fordi konfirmation var blevet indført i 1736. Nu skulle alle til eksamen i den lille katekismus, og de havde brug for gratis undervisning i læsning og katekismus. Regning og skrivning kunne man i tilbehør få undervisning i, men det måtte man betale sig fra.

Så kom skoleloven i 1814, hvor katekismus endnu var centralt, men hvor regning og skrivning kom ind som obligatoriske fag, og som ikke længere kostede penge. Også gymnastik og sang kom her på skemaet. Det bliver denne form for skole, vi de næste 150 år hylder med klasseundervisning. 1814 er et centralt år for folkeskolen i almindelighed, men i særdeleshed for pædagogikken, mener Korsgaard.

»Man havde store problemer med at håndtere flere og flere elever, der skulle i skole. Der var megen uro. Man kunne ikke fortsætte med at undervise på den gamle måde; man måtte standardisere. Derfor lavede man modellen: Alle ser samme vej: mod katederet, tavlen og læreren. En oplagt standardisering, som indgår i en generel begyndende standardisering af samfundet.«

Gruppearbejde

Ud af denne standardisering voksede tavlen som et vigtig element i pædagogikken – og som disciplineringsmiddel. Men i 1937 kom et nyt lovmæssigt begreb til: selvvirksomhed. Selvvirksomheden indførtes ud fra nogle reformpædagogiske tanker, og tankerne bag, med inspiration fra USA og især John Dewey, bliver det første brud med den formtænkning og pædagogik, der havde domineret siden 1814.

»I praksis er det begrænset, hvilket gennemslag det får i skolen,« siger Korsgaard og fortæller, at det først er i 1960’errne, at der virkelig sker et opbrud. To nye pædagogiske begreber slår igennem, gruppearbejde og projektarbejde. Først her begynder skolen for alvor at ændre karakter i forhold til det, vi har kendt gennem årtier.

»Man begynder at opløse den klasseformation, der har været så utrolig stærk, ved at man i perioder sætter eleverne sammen i grupper. På universiteterne begynder de studerende at lave projektarbejde, og Roskilde og Aalborg Universitetscentre er sådan set etableret som projektarbejde-universiteter, mens gruppearbejde bliver en model, som bruges mere og mere i folkeskolen.«

– Hvad skyldes det, at tankene om selvvirksomhed bryder igennem på netop det tidspunkt?

»Den almindelige forklaring er en højere grad af individualisering. Men i virkeligheden har det mere at gøre med en langt stærkere fokus på demokrati og demokratisk opdragelse,« siger Ove Korsgaard. »Vi har sådan set haft demokrati i 100 år, uden at demokrati har været et pædagogisk begreb. Fra forfatningen i 1849 til Anden Verdenskrig var demokrati ikke et tema i skolen. Vi havde demokrati som styreform, men demokrati som livsform slår først igennem efter Anden Verdenskrig.«

Demokrati som livsform

Tanken om, at demokrati som styreform skal bygge på en demokratisk livsform, udvikles under og efter Anden Verdenskrig. I de første 100 år af demokratiets historie var tankegangen: ’Ja, vi har fået demokrati, men demokrati skal bygge på noget’, fortæller Korsgaard, og kongstanken var, at demokrati skulle bygge på en national kultur.

»Demokrati og nationalstaten hænger sammen. At synge om nationen og fortælle om nationen i litteratur-, danmarks- og kulturhistorie bliver en central opgave for skolen. Efter katekismusundervisning har været det i århundreder, bliver national undervisning det bærende og det, der skal understøtte demokratiet.«

Det hænger sammen med den forestilling, at sprog og folk er to sider af samme sag: ved at lære om sproget i litteraturen lærte man også om folkets historie. Det system var fuldstændig intakt frem til Anden Verdenskrig.

Efter krigen mente man, at demokrati som styreform skulle bygge på en demokratisk livsform. Og ideen om, at skolen skulle være demokratisk, rejste spørgsmålet: Kan den gamle form for undervisning – katederet, tavlen og læreren – fortsætte, når man skal udvikle en demokratisk livsform? Spørgsmålet blev besvaret i faser, mener Ove Korsgaard: Første fase var kampen for at demokratisere adgangen til skole og videre skolegang. I 60’erne og 70’erne begyndte næste fase, hvor selve undervisningen kom under behandling. For skulle den ikke også bidrage til en demokratisk livsform? Og betød det ikke en anden relation mellem elev og lærer og mellem eleverne indbyrdes? Skulle de ikke også opildnes til selv at organisere, diskutere, tilrettelægge? Jo, det måtte høre med til en demokratisk livsform.

»Så man kommer for let om det ved bare at sige ’individualisering’ som forklaring på de her ændringer. Her spiller tanken om en demokratisk livsform faktisk en afgørende rolle for de ændringer, der sker i 60’erne.«

Pædagogiske hurra-ord

Siden 1970’erne har man ifølge Ove Korsgaard gjort op med klassen og i stedet fokuseret på gruppen, altså gruppearbejde. Men i 1990’erne er individet kommet i centrum, og således har bevægelsen været fra klasse over gruppe til individ.

Han peger på 1993-loven og den såkaldte undervisningsdifferentiering. Nu skal læreren differentiere, så man »tilgodeser den enkelte elevs behov«.

»På det pædagogiske plan kommer det til udtryk i den strømning, der sammenfattes under betegnelsen ’læringsstile’. Hver elev har sin måde at lære på, og læringsstilene tilpasses den enkelte elevs behov.«

– Hvad er det udtryk for?

»Det er jo samfundets individualisering. Efter Anden Verdenskrig ser vi de første faser af demokratisering. Vi får enhedsskolen etableret: Alle går ideelt set i samme skole. Rige og fattige, begavede og mindre begavede, socialklasse ét til fem. Man møder hele befolkningen i én klasse; det er jo demokratiet.«

»Klassen bliver en demokratisk kravlegård med helhedsskolen og med gruppearbejde. Men så kan man sige, at individualiseringen er tredje fase. Og vi ser det lovgivningsmæssigt: 1993-loven, der siger, at elevens udvikling bliver det centrale begreb i lovparagraffen. Vi får undervisningsdifferentiering, der skal tage hensyn til den enkelte elev, og vi får læringsstile som et pædagogisk hurra-ord.«

– Er det der, vi står nu så?

»Det kan man ikke helt sige,« svarer Ove Korsgaard. Knurrer.

»Der er flere niveauer i vores snak: det politiske, det pædagogiske og det kulturhistoriske niveau. Det er tydeligt, at på det politiske niveau er der Anders Fogh, der gjorde op med det, han kaldte ’rundkredspædagogik’. Og så er der den skolelov, der kommer i 2006, der sætter faglige kundskaber op som det allerførste i formålsparagraffen.«

Skolen har altid skullet give faglige kundskaber, men det har aldrig været placeret så markant i formålsparagraffen. Så hvor 1993-loven går langt i forhold til individualisering, forsøger skoleloven 2006 at trække skolen i retning af langt større vægt på det faglige, anfører han.

»I hvilken grad det har ændret praksis, er det andet spørgsmål. Og det er svært at vurdere, men at der bliver lagt større vægt på det faglige – også i forlængelse af PISA – er der slet ingen tvivl om. Man har foretaget en drejning fra den utroligt stærke fokus på individet og elevens personlige udvikling til langt højere betoning af faglige kundskaber.«

– Og rent pædagogisk. Hvor er tavlen i 2006?

»Tavlen er jo næsten forsvundet. Altså – den gamle tavle. I 1970’erne fik vi en flytbar tavle, senere fik vi whiteboards, og det seneste er interaktive, individuelle tavler.«

»Skoleloven af 2006 forsøgte at dreje skolen mere i retning af det faglige, og det er sket, men der er mange processer i gang lige nu, og situationen er virkelig flydende. Men individualisering er bestemt ikke forsvundet som tema – hvilket jo også den moderne tavle indikerer.«

Serie

Seneste artikler

  • Lektien lært: Bare lad være!

    11. august 2014
    Folkeskolereformen vil reducere hjemmearbejde. Lektier har nemlig altid handlet om alt mulig andet end indlæring: Om gudsfrygt, disciplinering, selvstændighed og forældreansvar. Danske lærere giver lektier for uden at vide, om de har en eff ekt. ’Fordi det gør man bare’, siger forsker
  • Den moderne skole er ikke feminiseret, den er bare human

    4. august 2014
    Mens diversiteten i befolkningen bliver større, bliver folkeskolerne mere ens. Skolehistorien er én lang inklusion af nye grupper og ét langt forsøg på at forfølge idealet om, at alle børn skal gå i skole på samme måde. Det kan især aflæses i den måde, skolen har håndteret drenge og piger på
  • Man sagde ikke ’du’ til hr. og fru Christensen

    2. august 2014
    For Thorkild og Ann-Lis Christensen var lærergerningen ikke et lønarbejde, men et livsprojekt – og skolen var deres hjem. Sådan er det ikke for deres datter. På bare en generation har livet som lærer ændret grundlæggende karakter
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu