Læsetid: 8 min.

Thy som yngleplads

Mens nogle unge flygter fra Thy, er der andre, der vender tilbage. Både hende, der er opvokset i Thylejren, og hende, der er opvokset et stenkast derfra
Liv er opvokset i Thylejren, og efter en tid med pædagogstudier i Aarhus er hun flyttet tilbage til lejren med sine to børn. ’Der er nok bare nogle, der er eventyrlystne, og nogle, der synes, at det, de har, er nok,’ siger hun.

Astrid Dalum

11. august 2014

Det var Thylejrens børn, der på et tidspunkt besluttede sig for, at man ikke længere skulle kunne købe slik i lejrkøbmanden Bixen til hverdag. Kun om lørdagen. Så havde man noget at se frem til, når det blev weekend. Hvis forældre ikke opstiller regler, må man selv gøre det. Og nu er nogle af de gesjæftige børn blevet større. Mens nogle unge flytter fra Thy, er der andre, der siden vender tilbage for at stifte familie. Og i de senere år er der i Thylejren sket noget godt, det er alle enige om. Der har været babyboom. På fire dage hører jeg fem gange i lejren historien om, hvordan man som en joke for nogle for år siden havde hængt et stofbanner op ved Thylejrens parkeringsplads ved siden af Bixen med påskriften: »Træd varsomt! Yngleplads for hippier!«

Og ganske rigtigt. I årene efter blev der født flere babyer, end der var blevet født i de foregående 20 år. Sidst der var så mange småbørn i lejren, var dengang den nye forældregeneration selv var børn. Mange af dem er siden draget ud i verden, og mange af dem er taget til Aarhus. Men flere vender også hjem igen. Og børnene har ændret stemningen i lejren.

»Børn gør mænd til mennesker,« siger min vært, Gamlefar Dan, flere gange med et smil.

Børn skaber fællesskab og initiativer. En flok yngre fædre er gået i gang med at bygge en ny legeplads. Andre bygger deres huse og hytter op. De fleste af de unge har været ude på et tidspunkt. Pigerne er hurtigere til at komme af sted end drengene. Nogle af de unge vil have større frihed, andre har etableret nye måder at være her på. Julie og hendes kæreste Tobias har barn i lejren: »Tobias har bygget et ’firkantet’ hus,« siger Julie. »Hans ’ungdomsoprør’ over for sine forældre har været at bygge sådan et komfortabelt hjem med træk-og-slip-toilet og ’amerikanerkøleskab’ med isterningemaskiner og det hele.«

På et af lejrens månedlige fællesmøder besluttede man engang, at man af hygiejnehensyn død og pine ikke må have røven bar, når man ekspederede i Bixen. Den regel er svær at forestille sig relevansen af nu. På den måde er der sket meget i lejren. I dag har folk også rindende vand i deres huse. Træk-og-slip-toiletter er ved at gøre deres indtog. Dyrene går bag indhegninger nu. Og Gamlefar Dan kan huske, hvordan en af de fritgående køer pludseligt kunne stå i hans have og glo ind i hans køkken. Muh! Den unge energiske Silas, der har boet her, siden han var tre og kalder sig et produkt af lejren, husker, hvor nemt det var, da han var yngre: »Ponyerne gik rundt overalt dengang,« siger han. »Når jeg skulle et sted hen i den anden ende af lejren, kunne jeg smide mig op på en pony på stien og ride afsted,« siger han. »Det var friere. Det skal vi have tilbage.«

Tilbage til Koldby

Ved Koldbys lokale grill en halv times bilkørsel fra Thylejren, hvor jeg i fire dage har ernæret mig af lejrkøbmandens økologiske ingredienser, kan man købe en XXXXL-burger for 99 kroner. Der er én bøf per ’X’, 520 gram oksekød i alt. Den bliver bestilt mindst én gang om ugen, mest af en gruppe fyre eller af far og søn, der skal vise mandsmod, fortæller ekspedienten, mens hun laver to ydmyge ’Large’ til mig og fotografen.

Det er her i Koldby, at min ét år yngre kusine, Bodil Gade Hornstrup, nu bor på fjerde år, tæt på sit barndomshjem i Thy. Hun og hendes tre søskende og tante Nora og onkel Børge talte thybomål. I Bodils konfirmationssang stod der, hvordan hun var god til at hjælpe til på gården – og til at kastrere grise. Siden flyttede Bodil til Hernings overlegne genbo, Aarhus. Nu er hun vendt hjem.

Bodil Gade Hornstrup er opvokset tæt på Thylejren. ’Jeg svor, da jeg tog til Aarhus, at jeg aldrig skulle tilbage til Thy.’ Alligevel endte hun med at slå sig ned med mand og barn i Koldby, tæt på barndomshjemmet.

Astrid Dalum

»Jeg svor, da jeg tog til Aarhus, at jeg aldrig skulle tilbage til Thy. Jeg vil ikke sige, at folk har små sko, men alle kommer hinanden ved her,« siger hun nu.

Vi sidder på et tæppe på plænerne bag Koldby Stadion med en babyalarm imellem os og ser fodbold.

»Da jeg var yngre, syntes jeg faktisk, at det var for meget. Alle kender alle, alle interesserer sig for alle, og dengang havde jeg nok mere den negative vinkel på de ting.«

Bodil er 29 år, har færdiggjort sit medicinstudium i Aarhus og har nu en forskningsansættelse på Holstebro Sygehus. Hun er gift med Klaus, der er bilsælger og er opvokset i nabobyen til Koldby, Hørdum. Nu har de fået hus og have og drivhus, og de har fået datteren Signe. I dag er en slags lokal familiebegivenhed. Fanklubben Bølgen afholder deres årlige turnering med holdets gamle spillere – heriblandt Klaus. Kærester og koner og familie og lokalpatrioter er dukket op for at heppe i solen. Bodils svigerinde og svigerfar er her også. Vi betragter Klaus, mens han glider sidelæns ned i hjørnet af den nærmeste af syvmandsfodboldbanerne foran os. Han fanger bolden med spidsen af skoen og sparker den kraftfuldt tilbage ind over målet.

Klaus havde sit hus og sit sociale netværk, sit arbejde og sin familie i Thy. Og Bodil kunne få et ønskejob i Holstebro i kørestand herfra. Derfor vendte hun tilbage.

»Hvis vi skulle finde ud af, om det skulle være os, blev vi jo nødt til at prøve at flytte sammen,« siger hun. Året efter blev de gift.

Frygt for det fremmede

Bixen er lejrens stolthed. Her hjælper alle til, alle kommer og drikker kaffe og køber ind på deres ’pluskontoer’, som de indbetaler penge til først på måneden. Man kan købe sushi og hirsefrø og økotomater og fyrfadslys stykvis. En af de nyligt hjemvendte forældre, Liv, møder jeg først her. Hun køber bitter mandelchokolade og sludrer med sin svigerinde Ida bag skranken, mens hendes to små unger hygger udenfor med de andre voksne. Liv er opvokset i Thylejren, har gået i skole i nabobyen Frøstrup og er netop vendt tilbage for en stund efter at have læst til pædagog i Aarhus. Hun har fået sine børn inden for få år med to fædre.

Nu hjælper familien, som hun bor ved siden af, til. Og mange af de unge familier spiser måltider sammen og ser efter hinandens poder. Det er nemmere og friere at være her end i en lejlighed.

Nogle få af dem har aldrig været ude af lejren.

»Det er vel bare … frygt,« kommenterer Liv.

»Det er vel bare ligesom i alle mulige andre landsbyer. Når jeg er tilbage i Frøstrup, kan jeg godt nok også kende mange af forældrene i vuggestuen fra de år, hvor jeg gik i skole der,« siger hun.

»Der er nok bare nogle, der er eventyrlystne, og nogle, der synes, at det, de har, er nok.«

Bubberkager

Ved fodboldbanerne i Koldby siger Bodil, at hun synes, det er sjovt, at jeg har boet ude i Thylejren de sidste dage.

»Når folk udefra hører, at jeg er fra Thy, så siger de straks ’Thylejren!’,« siger hun. »Men nu har jeg boet her i 22-23 år af mit liv, og jeg har aldrig været der. Hvad jeg ved om Lejren, bygger nok på fordomme.«

Hun smiler.

»Jeg har hørt, at man skal passe på med at spise småkagerne derude.«

Billedet af sjove og farlige småkager er netop blevet ikonografisk for udefrakommendes billede på Thylejren. Og efter at Bubber i en TV 2-reportage fra lejren havde rullet fjollet rundt i græsset efter at have nippet til en hashkage, så kommer folk udefra og spørger efter ’Bubberkager’, fortæller lejrboerne.

Bodil ved, at der er nogen, der tager derud for at ’hente noget’ til weekenden og studenterturene og sådan noget. »Men det er ikke nogen, jeg har mødt i mit ungdomsliv,« siger hun.

»For de fleste er Thylejren bare en integreret del af Thy. Jeg tror ikke engang, at der er så mange, der har en holdning til det. Thylejren er der bare, og så kan vi have vores fordomme og forestillinger om den, men den er der jo bare,« siger hun.

– Hvordan tror du så, at det er i lejren?

»Det er nok ikke dem, der bidrager allermest til BNP. Men ellers er det jo bare en lille fristad i Danmark, hvor folk gør, hvad de vil og kommer om med det.«

Bodil tøver kort.

»Har du mødt Lucy derude?«

Det har jeg, fortæller jeg. Lucy Mardou pyntede sidste år på Thylejrens image udadtil, efter hun optrådte i X Factor som rolig og fredsprædikende lejrhippie. Nu er hun og hendes kæreste Hector en af de nye børnefamilier i lejren. Jeg fortæller Bodil, at Lucy har sagt til mig, at det er overvældende for hende og for lejren med de nysgerrige besøgende, der blot kommer for at se hende. Men at det jo også er dem, der giver hende mulighed for at leve af sin musik.«

»Nu kunne jeg ikke finde på at stille op i X Factor,« siger Bodil. »Men jeg ville være irriteret over at blive kendt som ’Bodil fra Thy’. Og så må det også være irriterende at blive kendt som Lucy fra Thylejren.«

Bodil har taget solcreme med i pusletasken til Klaus. Det plejer han nemlig aldrig at huske. Efter turneringen er der grill for hele fanklubben. En flok små børn leger i noget sand bagved os. En lille dreng råber efter en yngre dreng og pige. »Hva’ griner I af, bøssepiger?«

»Nu sidder jeg her på græsset med en sød lille pige og en sød mand,« siger Bodil. Klaus’ hold fører kampen nu. »Alt det, jeg troede, jeg skulle i Aarhus, jamen, nu er det lige meget. Prioriteterne har ændret sig,«

»Jeg er tilfreds med nogle andre ting end det, jeg troede, jeg ville blive tilfreds med.«

Så krammer vi farvel.

Date i Thy

En mand bliver fyret fra sit arbejde.

Næste aften pakker han sin kuffert i den lejlighed, som konen er skredet fra. Han sætter den gamle campingvogn fast på bilen, og så kører han mod Thy. Lørdag nat ringer han lettere febrilsk til et telefonnummer, han har fundet på Thylejrens hjemmeside. Julie ligger i sin seng med telefonen mod øret, ungerne sover, han giver hende hele sin historie fra den rasteplads på motorvejen, hvor hans bil er brudt sammen. Han vil gerne komme op.

Næste morgen, lige før jeg tager hjem, fortæller Julie historien, mens hun spejder lidt rundt efter ham foran legepladsen ved siden af værtshuset Svampen.

Hvis alt brænder på, er der mange, der ved, at de altid kan tage til Thy. Det er det ene, jeg har lært af at være her. Det er også det, som Gamlefar Dan understreger som særligt ved Thy den morgen, han kører mig til busstoppestedet. Mange veje fører til Thy. Familien eller flugten fra samme. Muligheden for at stifte en ny familie. En plads for nye muligheder og møder.

I Thisted er der overskyet og tomt. Jeg går ind på det første og bedste pizzeria og bestiller den oksepizza, som pizzakokken anbefaler, mens jeg venter på toget tilbage til København.

»Du er ikke herfra,« siger han.

»Jeg har været på reportage i Thylejren,« svarer jeg.

Han trækker på skulderen. Han kender ikke stedet.

Alle beboernes fulde navne er redaktionen bekendt

Serie

Seneste artikler

  • Det politiske er noget, de besøgende søger

    31. juli 2014
    Bæredygtighed, grøn omstilling og kapitalismens sammenbrud er ikke noget, man snakker om i hippiebevægelsens gamle højborg, Thylejren. Her tænker man ikke politisk, men lever det
  • ’Træk lyset ind og pust al lortet ud’

    24. juli 2014
    Efter 44 år er Thylejren et fristed og et flugtsted. Lejrens ukronede konge suser rundt, turister stirrer på ’de primitive’. De vil altid vide det samme: Hvor går I i bad? Hvordan holder I varmen? Går jeres børn i skole? Og hvor er Lucy fra X-Factor? Information er flyttet til Thylejren
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

randi christiansen

Tænk, at der er et fristed med levende mennesker, hvor man kan tage hen, hvis livet braser .... nu hvor der er helt fyldt op på christiania