Baggrund
Læsetid: 10 min.

’Jeg kunne have været en død forfatter – men ikke en dårlig forfatter’

Har vi en skæbne, eller kunne alt lige så godt have været anderledes? Det er temaet for Daniel Kehlmanns første store roman siden bestsellersuccesen ’Opmålingen af verden’. Information tog til Berlin for at møde den litterære superstjerne forud for hans optræden på Louisiana Literature i dag og i morgen. Det skulle have været et portrætinterview. Men så begyndte vi at tale om tilfældet
Kultur
22. august 2014
Skæbne og tilfældigheder er temaet i Daniel Kehlmanns nye, store europæiske idéroman om tre brødre og deres mislykkede liv: ’Vi forsøger hele tiden at få det, der sker i vores liv, til at give mening,’ siger han. ’Vi bilder os ind, at ting sker af en grund. Selv når vi kommer for sent til toget, siger vi: Nå, det var nok for det bedste.’

Malene Korsgaard Lauritsen

Læs også: ’Nogle gange er det eneste rigtige at være en forræder’

Enhver journalist kender portrætgenrens dramaturgiske skabeloner: Man begynder i barndommens biografiske materiale, udvælger scener og sigende detaljer, trækker begivenheder frem og nedtoner andre og fortsætter på denne måde, indtil konturerne af en sammenhængende historie med en begyndelse, en midte og en slutning er trådt tydeligt frem for læseren.

Jeg kunne have valgt at fortælle om Daniel Kehlmann på samme måde. Jeg kunne have berettet om hans barndomshjem i Wien, hvor familien flyttede til, da han var seks, og fremhævet dét som en spore for hans senere kunstneriske ambitioner. Jeg kunne have berettet om hans opvækst som søn af en skuespillerinde og en filminstruktør i et hjem, der fra morgen til aften var fyldt med tv-kendisser som Günter Mack, Helmuth Lohner og Fritz Muliar.

»Det var et meget livligt hjem,« kunne jeg have citeret ham for at sige. »Men allerede fra jeg var 11-12 år vidste jeg, at det ikke var skuespiller, jeg ville være – det var forfatter.«

Jeg kunne have fortsat med at udfolde den unge Daniels interesse for litteraturen understreget af, at han var enebarn og brugte det meste af sin tid på at udforske fiktionens helte og heltinder. Ikke fordi han som sådan var ensom, men fordi de bedste og de mest trofaste venner var dem, der boede i romanerne.

Sådan kunne jeg være blevet ved med at følge i hælene på min unge protagonist, have set ham dimittere i filosofi og litteratur fra universitetet i Wien og overværet hans 22-årige debut med romanen Beerholms Vorstellung (1997). Jeg kunne være blevet ved, lige indtil det stod tindrende klart for læseren, at der her var tale om et liv med retning, fremdrift og indre sammenhæng. At der her var tale om skæbne.

Men det vil vi ikke. Hverken Daniel Kehlmann eller jeg. For virkeligheden er, at det hele lige så godt kunne have været anderledes. Ikke alene kunne hæderen, succesen, priserne og pengene være gået til en anden. Nej, det kunne være gået meget værre endnu.

»Jeg kunne have været død,« siger Daniel Kehlmann.

Bussen kørte fra skæbnen

I sommeren 2004, endnu inden han fik sit gennembrud som forfatter, besøgte Daniel Kehlmann en god ven og kollega i Hamborg. De gik tur i byen og talte om stort og småt, om parforhold, politik og den litteratur, som for dem begge var begyndt at fylde stadigt mere. På et tidspunkt slår de ind på Lange Reihe, hvor fortovet snævrer ind bedst som en fodgænger kommer dem i møde. Daniel Kehlmann tager et skridt ud på kørebanen for at gøre plads, men han gør det uden at kigge sig tilbage og derfor også uden at se den bus, som i fuld fart kommer kørende bag ham. Det eneste, han herfra registrerer, er et voldsomt lufttryk og en stærk arm, der griber fat i ham og trækker ham til sig.

»Det var et spørgsmål om et halvt sekund mere, før jeg havde været død,« siger Daniel Kehlmann og læner sig ind over bordet for at færdiggøre historien.

»Først var jeg selvfølgelig dybt rystet, men så går livet videre, og man glemmer, at man for fem minutter siden lige så godt kunne have været død. For man døde jo ikke! Det bliver til en sjov anekdote, der ikke yder tilfældet retfærdighed. Virkeligheden er, at når jeg i dag kan sidde her og tale med dig, så er det en tilfældighed: Ikke alene kunne jeg have været en anonym forfatter, jeg kunne også have været en død forfatter,« siger han, inden han med realistisk sans for egne evner tilføjer:

»Men jeg kunne ikke have været en dårlig forfatter!«

Ein literarisches Wunderkind

Tilfældigheder og skæbne er også omdrejningspunktet i Daniel Kehlmanns nye roman, F som netop er udkommet på dansk. F står for familie, for flugt og for falskneri. Men først og fremmest står det for ‘Fatum’.

Romanen er Daniel Kehlmanns første store, siden bestsellerfænomenet Opmålingen af verden, der i 2005 med et snuptag trak den dengang blot 30-årige tyske forfatter ud af anonymiteten og op i berømmelsens tynde luftlag. Pludselig omtalte pressen ham som ein literarisches Wunderkind, og i blade og på tv blev han portrætteret på samme glittede vis som de kendte skuespillere, der havde fyldt hans barndomshjem. Han var blevet en kendis. Kunne det virkelig alt sammen tilskrives tilfældigheder?

»Jeg tror, vi som mennesker har en grundlæggende trang til at ville forstå vores egen tilværelse som en sammenhængende fortælling,« siger Daniel Kehlmann.

»Vi forsøger hele tiden at få det, der sker i vores liv, til at give mening ved at passe det ind i smukt afrundede historier. Vi bilder os ind, at ting sker af en grund. Selv når vi kommer for sent til toget, siger vi: Nå, det var nok for det bedste. Men det ved vi jo ikke, om det var. Måske var det bare noget, der skete.«

Et sted i hans nye roman optræder en kvinde, som bliver ramt i hovedet af tilfældets måske mest ikoniske fremtrædelsesform: en løs tagsten. Men fortælleren tilbyder ikke læseren nogen meningsfuld trøst: ’Gud havde ikke planlagt det, ingen skæbne havde frembragt det, det var bare tagdækkeren, der var uduelig, og hun kom aldrig tilbage.’

Den slags tilfældigheder gør os utilpasse, mener Kehlmann: »Vi bryder os ikke om, at de mest grundlæggende ting i vores tilværelse skulle være tilfældige. Vi har brug for at føle, at vores liv bevæger sig i en retning og at alting ikke lige så godt kunne have været anderledes. Når jeg står ud af sengen, har jeg jo ikke lyst til at sige til min kone: ‘Godmorgen, det er selvfølgelig dejligt at se dig, men hvis jeg for ti år siden havde taget en tidligere togafgang, så ville jeg i dag have elsket en anden kvinde lige så højt, som jeg nu elsker dig’. Men det er formentlig rigtigt. Sådan er det jo.«

Et tilfælde indleder også begivenhederne i F. Arthur Friedland, en mislykket forfatter, beslutter i 1984 at tage sine tre sønner med til et hypnoseshow med Den Store Lindemann. Under forestillingen bliver han modvilligt trukket op på scenen og kvitterer med spydige kommentarer om hypnose som fup, hvilket får Lindemann til at gå efter Arthurs bløde punkt: Hans uindfriede ambitioner som forfatter. »Måske De skulle strenge Dem an, måske skulle De arbejde, måske ændre Deres liv. Ændre det hele,« håner Lindemann ham. Ordene runger stadig i hovedet på Arthur i bilen hjem, og kort efter tømmer han sine bankkonti og flygter fra sin familie for at hellige sig livet som ensomt skrivende. Bag sig efterlader han sig tre drenge, som mange år senere skal komme til at se tilbage på netop dette øjeblik som skæbnesvangert. De lever nu hver deres triste og fejlslåede liv. Den ene, Martin, er en præst, som ikke længere tror på Gud, men illusionsløst slæber sig igennem de daglige, religiøse ritualer. Den anden, Iwan, er en kunstmaler, som har opgivet at være kunstner og nu lever af at male og sælge forfalskninger. Og den tredje, Eric, er en investeringsrådgiver, som har formøblet sine kunders penge og nu skejer ud i et galopperende pillemisbrug. Alle tre kæmper med at komme overens med tilværelsens tilfældige opbud af smerte – og med at finde mening i deres fejlslåede liv.

Har vi en skæbne?

F rejser store, filosofiske spørgsmål som: Hvad er kunst? Hvad er religion? Hvad er skæbne? Men den besvarer dem kun halvt og delvist og lader resten stå åbent.

»Der er en grund til, at jeg er blevet historiefortæller og ikke filosof. Jeg synes, jeg er bedst, når jeg skaber historier, som er tvetydige og ambivalente. Man kræver noget andet af en filosof. Man vil have, at han skal give nogle svar, og det er forskellen: Filosofi leverer svar, litteratur stiller spørgsmål.«

–Og hvad er så det spørgsmål, din roman stiller?

»Jeg ved det ikke præcist. Det er ikke: Har vi en skæbne? Det er mere: Hvad ville det betyde, hvis vi havde en skæbne? Ville det betyde, at der skulle være en Gud, eller kan vi selv beslutte os for, hvordan vi skaber mening i vores liv?«

–Hvad tror du selv?

»På den ene side tror jeg ikke på, at vi har en skæbne. På den anden side finder jeg det ret ubærligt, hvis vi ikke har. Og sådan tror jeg, de fleste har det: Vi har ikke en skæbne, men vi ville så gerne have en. Eller måske har vi? Men chancerne er ikke store, jeg ville ikke satse på det.«

Selvfedmens syge

Daniel Kehlmann har bedt mig møde ham på restaurant Brecht’s på Schiffbauerdamm i Berlin. Kort før solnedgang lørdag aften indfinder jeg mig derfor på den lille restaurant ved Spree-floden sammen med det øvrige berlinske aftenklientel. Festklædte vrimler de ind fra tusmørket som lyssøgende insekter og fylder det bordeauxrøde lokale med en dunst af tung parfume og kras barbersprit – mens en huspianist spiller sorgløs musik fra baren.

Lettere overvældet og aldeles underdressed klemmer jeg mig ned i en læderbetrukket spisebås og begynder at frygte for, hvilken anakronistisk, tweedklædt, piberygende tysk intellektuel med runde stålbriller, der mon om lidt vil sætte sig ved mit bord for at øse af sine litterære indsigter. Længere i tankerækken når jeg ikke, før Daniel Kehlmann i al sin skødesløse almindelighed vælter ind ad døren iført blå jeans og løsthængende skjorte.

»Det må du altså undskylde,« siger han som det første, da han når frem.

»Jeg vidste ikke, at her var sådan om aftenen!«

Man kan mærke på blikkene fra de omkringstående borde, at folk her godt ved, hvem Daniel Kehlmann er. Men selv er han opmærksom på ikke at lade berømmelsens smiger sænke sig over hans selvindsigt.

»Selvfedmen er en sygdom, jeg virkelig ikke har lyst til at blive ramt af,« siger han og fortæller, at han personligt kender »op til flere ældre forfattere, som altid bliver fjerne i blikket, når samtalen drejer sig væk fra dem selv.« Daniel Kehlmann griber det anderledes an: »Jeg tager mit forfatterskab meget alvorligt, men jeg tager ikke mig selv alt for seriøst,« som han siger.

Opgør med Gruppe 47

I løbet af vores samtale, som jeg på dette tidspunkt stadig forventer skal blive til et helt almindeligt portræt, refererer Daniel Kehlmann til både Derrida, Kant og Hume. Men han referer også til amerikanske tv-serier som The Sopranos, Six Feet Under og The Wire. Som om begge dele, både mainstreamkulturen og den litterære højkultur var jævnbyrdige – og nogle gange er de:

»Jeg mener helt alvorligt, at The Sopranos er det bedste stykke realistiske historiefortælling i vor tid. Når folk spørger, hvor det store samtidsværk bliver af, så har The Sopranos allerede leveret svaret. Det er et fantastisk værk.«

Mange mener, at også Daniel Kehlmanns egen skrivestil skiller sig ud og ligefrem har angivet en ny retning for tysk litteratur. I sine romaner bruger han historien som fantastisk inspiration snarere end som anklageskrift og repræsenterer dermed et tiltrængt opgør med den tidligere så magtfulde Gruppe 47, som fra slutningen af Anden Verdenskrig og frem til gruppens opløsning i 1977 prægede vesttysk efterkrigslitteratur med sine pædagogiske fordringer til forfatterne om at lære af historien og bruge erfaringerne i demokratiets tjeneste.

»Jeg ved ikke, om jeg ligefrem repræsenterer et skifte, der er større end mig selv,« siger Daniel Kehlmann beskedent, »men personligt har jeg aldrig været særlig imponeret af tysk efterkrigstidslitteratur. Det meste er simpelthen for ...«

Han leder efter ordene og finder dem i arkivet for forsigtigt nedsættende superlativer.

»Ja, det er simpelthen for tørt og kedeligt,« siger han grinende og tilføjer, at han jo lige så godt kunne sige det åbenlyse, når nu alle andre ved, at det er rigtigt.

Fortællingens postulat

Under arbejdet med sin egen roman stødte Daniel Kehlmann til gengæld på et problem, der var alt andet end kedeligt. Pludselig blev han i tvivl om sit projekt: Kan man overhovedet skildre tilfældet i romanform, når nu romanen per definition er en meningsskabende enhed? På dette tidspunkt i interviewet – mens Kehlmann besvarer spørgsmålet – går det op for mig, at det samme problem også må gælde for ethvert portrætinterview. For hvis de begivenheder, der udgør et liv er tilfældige – hvis det er et tilfælde, at Daniel Kehlmann ikke blot stadig er i live, men også at han blev forfatter og tilmed en berømt en af slagsen. Kan man så forsvare at ordne alle disse begivenheder i en fortælling, der postulerer sammenhæng, nødvendighed og retning?

Daniel Kehlmanns stemme overdøver musikken og leverer svaret:

»Logisk set kan der ikke optræde tilfældigheder i en fortælling. For fortællingen er per definition et resultat af forfatterens vilje. Men man kan måske i stedet forsøge at videreformidle en følelse af tilfældets betydning,« siger han.

»Det er det, jeg har forsøgt at gøre.«

Daniel Kehlmann deltager i Louisiana Literature fre. 22. og lør. 23. august

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Oxenbøll Huggler

Hvad hedder selvfedme på tysk.

Lise Huggler : Selbsgefälligkeit